Ejerskifteaftalen
Ejerskifteaftalen
Aftale for medlemsselskaberne i Forsikring & Pension – Marts 1999
Aftale om opsigelse i anledning af ejerskifte inden for bygningsbrandforsikring
Bemærk: Den 1. januar 1999 ophørte de tre brancheforeninger Dansk Forening for Skadesforsikring (Skafor), Automobilforsikringsselskabernes Fællesråd og Foreningen af danske Søassurandører som selvstændige organisationer. Brancheforeningens opgaver videresføres i fuldt omfang af den overliggende erhvervsorganisation Forsikring & Pension.
Indhold
1 Formålsbestemmelse
2 Definitioner
3 Opsigelse og ikrafttræden 4 Supplerende bestemmelser
5 Ikrafttrædelsesbestemmelser Kommentarer til Ejerskifteaftalen
(Kommentarerne til aftalen er en integreret del af aftalen og gælder ved fortolkning af denne.)
1 Formålsbestemmelse
1.1 Formålet med denne aftale er at undgå unødig administration og tvister mellem forsikringsselskaber som følge af dobbeltforsikring i forbindelse med ejerskifte samt i videst muligt omfang at gøre ejerskiftet i relation til bygningsbrandforsikringen hensigtsmæssigt i forhold til tidligere og ny ejer.
1.2 Aftalen gælder for opsigelser inden for bygningsbrandforsikring, uanset om denne optræder som enkeltstående forsikring eller som en bestanddel af en kombineret forsikring.
1.3 Aftalen gælder for opsigelser og overtagelser, hvor selskaberne i henhold til Lov om Forsikringsvirksomhed, § 208, stk. 1, ikke kan bringe en forsikring til ophør pga. manglende præmiebetaling, og hvor selskaberne i henhold til § 207, stk. 1 og 2, ikke kan afvise at tegne forsikring.
1.4 Aftalen har den virkning, at hvor der foreligger ejerskifte, reguleres opsigelse og skade af denne aftale.
2 Definitioner
2.1 Overtagelsesdato
Ved overtagelsesdato forstås i denne aftale den dato, hvor samtlige rettigheder og pligter vedrørende en ejendom ifølge købsaftale eller skøde overtages af ny ejer.
2.2 Begæring
Ved begæring forstås i denne aftale en anmodning om forsikringstegning, f.eks. i form af begæringsformular.
2.3 Ejerskifte
Ved ejerskifte forstås i denne aftale situationer, hvor der foreligger en overdragelse af en ejendom, hvad enten dette sker i henhold til betinget eller endeligt skøde.
2.4 Modtagelsesdato
Ved modtagelsesdato forstås i denne aftale den første arbejdsdag, hvor en meddelelse er modtaget, uanset hvornår denne er eller kunne have været indgangsstemplet, herunder elektronisk registreret, jf. i øvrigt Forsikringsaftalelovens § 33, stk. 3.
2.5 Opsigelse
Ved opsigelse forstås meddelelse til forsikringsselskabet om, at der er tegnet bygningsbrandforsikring i et andet selskab, som i henhold til de gældende regler er godkendt hertil.
3 Opsigelse og ikrafttræden
3.1 Ingen skade inden modtagelse af opsigelse
3.1.1 Såfremt opsigelsen modtages inden for 2 måneder efter ejendommens overtagelsesdato, slettes forsikringen i det afgivende selskab fra overtagelsesdatoen.
3.1.2 Såfremt opsigelsen modtages senere end 2 måneder men inden 12 måneder efter ejendommens overtagelsesdato, slettes forsikringen i det afgivende selskab fra opsigelsens modtagelsesdato hos afgivende selskab.
3.2 Skade inden modtagelse af opsigelse
3.2.1 I tilfælde af skade inden opsigelse er modtaget i afgivende selskab og inden for 12 måneder efter ejendommens overtagelsesdato slettes forsikringen i afgivende selskab fra begæringens modtagelsesdato i overtagende selskab, dog tidligst på overtagelsesdatoen.
4 Supplerende bestemmelser
4.1 For tilfælde, der ikke er reguleret af ovennævnte bestemmelser gælder følgende:
4.1.1 I tilfælde, hvor opsigelse modtages i det afgivende selskab efter 12 måneder efter ejendommens overtagelsesdato, gælder det almindelige opsigelsesvarsel som anført i policen eller forsikringsbetingelserne, og skader reguleres i overensstemmelse hermed.
4.2 Koncernbestemmelse
4.2.1 Når et selskab har tilsluttet sig nærværende aftale, forudsættes det, at aftalen også respekteres af andre selskaber tilsluttet
samme koncern, jf. Lov om Forsikringsvirksomhed’s regler om koncernforbundne selskaber.
5 Ikrafttrædelsesbestemmelse
Denne aftale træder i kraft den 1. juni 1995 og afløser følgende hidtil gældende aftaler: - Ejerskifteaftalen af 1. november 1989.
5.1 Overgangsbestemmelse
For selskaber, der tiltræder denne Ejerskifteaftale, træder denne i kraft den 1. juni 1995. Samtidig ophører den tidligere Ejerskifteaftale af 1. november 1989 for disse selskaber.
Over for og mellem selskaber, der ikke tiltræder denne Ejerskifteaftale, er den tidligere Ejerskifteaftale af 1. november 1989 gældende til og med 31. maj 1995.
Fra den 31. maj 1995 ophører Skafors forpligtelser i relation til den tidligere Ejerskifteaftale af 1. november 1989.
5.2 Opsigelse
Opsigelse af aftalen sker efter tilsvarende regler som i § 4, stk. 1 og 2, i vedtægterne for Dansk Forening for Skadesforsikring. (1. Udmeldelse af foreningen sker ved anbefalet brev til bestyrelsen med mindst 3 måneders varsel til udløbet af et regnskabsår. 2. Underretning om udmeldelse skal senest 8 dage efter modtagelsen tilsendes samtlige øvrige medlemmer, og hvert af disse har ret til at udtræde af foreningen fra samme dag som det udmeldende medlem, når beslutning herom meddeles foreningen ved anbefalet brev senest 1 måned efter underretningens afsendelse.)
Kommentarer til Ejerskifteaftalen
Punkt 1
Aftalens formål er at undgå administrationsbesvær og tvister mellem selskaberne i forbindelse med dobbeltforsikring og skader i forbindelse med ejerskifte. Aftalens formål er tillige at gøre ejerskiftet i relation til bygningsbrandforsikringen så hensigtsmæssigt som mulig i forhold til tidligere og ny ejers ønsker.
Aftalen gælder for opsigelser inden for bygningsbrandforsikringer, uanset hvordan disse formmæssigt måtte optræde. Det bemærkes i øvrigt, at aftalen gælder for genstande, herunder også løsøre, der er omfattet af en bygningsbrandforsikring. Det har været overvejet, hvorvidt aftalen, ud over bygningsbrandforsikring, også skulle regulere ejerskiftesituationen på forsikringer for anden bygningsbeskadigelse. Imidlertid har selskaberne ikke pligt til at overtage sådanne forsikringer. Forsikringen falder i en del selskaber bort efter et tidsrum (f.eks. 4 uger) efter ejerskifte. Der skal derfor i givet fald opbygges særlige bestemmelser til regulering af disse tilfælde. Da behovet for regulering af disse tilfælde ikke opleves som særlig stort i selskaberne, er denne tanke dog opgivet.
Det har tillige været drøftet, hvorledes man i relation til aftalen skal behandle situationer, hvor en handel går tilbage, f.eks. fordi der er skrevet betinget skøde, hvor betingelsen ikke opfyldes. Det er opfattelsen, at der reelt ikke er tale om ejerskifte. Da alle parter, incl. forsikringsselskaberne, undertiden meget sent bliver klar over dette, er der af „køber“ handlet, som om der rent faktisk var sket ejerskifte. Derfor finder man, at disse situationer bør behandles, som om der er sket to „uegentlige“ ejerskifter. Det første „ejerskifte“ sker den dato, der er anført i skødet, jf. nedenfor under definitioner. Det andet „ejerskifte“ (ophævelse af handlen) sker på det tidspunkt, hvor der opnås enighed mellem parterne om, at ejendommen går tilbage til tidligere ejer, eller hvor der sker domfældelse.
Begrundelsen for at behandle disse uegentlige ejerskifter i Ejerskifteaftalen er, at den oprindelige sælger får mulighed for at
„genvælge“ forsikringsselskab, uanset at tilbageførelsen af handlen først sker mere end 12 måneder efter handlen. Desuden er der tale om en administrativ lettere løsning, frem for at rulle skader og policer baglæns, såfremt selskaberne på et meget sent tidspunkt får besked om, at der alligevel ikke er sket et ejerskifte.
Punkt 2
Her defineres de særlige begreber som afgør, hvilket selskab der skal overtage en risiko og hvornår.
Ved overtagelsesdato forstås datoen for risikoens overgang i henhold til skøde eller købsaftale, d.v.s. den dato, fra hvilken
ejendommen henligger for ny ejers regning og risiko i enhver henseende. Det forhold, at man kan få råderet over en ejendom, f.eks. en måned før den i skødet angivne overtagelsesdato, flytter ikke overtagelsesdatoen i Ejerskifteaftalens forstand.
Det har været drøftet, hvorvidt en begæring skal være skriftlig. Der bør alene af bevismæssige grunde være tale om et dokumen t, der typisk vil være „indgangsstemplet“. Nogle selskaber accepterer mundtlige (telefoniske) anmodninger om tegning af forsikring, som en begæring. I så fald vil det skriftlige dokument i form af police eller andet dog foreligge straks derefter, eller „begæringens“ oplysninger vil være elektronisk registreret, herunder oplysning om datoen for den mundtlige anmodning om forsikringstegning.
Da der i fremtiden må forventes stigende anvendelse af såvel EDI-opsigelser som -begæringer (meddelelser om opsigelser/begæringer afsendt via elektronisk dataudveksling), vil disse tillige forefindes som elektronisk lagrede data, således at der foreligger tilstrækkelige beviser for en opsigelses eller begærings afsendelse. For at tage højde for denne fremtid, indgår det ikke i selve aftalen som et krav, at begæring eller andet skal foreligge skriftlig.
Ejerskifte foreligger i de tilfælde, hvor en ejendom handles eller overdrages ved f.eks. arv, gave eller tvangsauktion. Modtagelsesdatoen er den første arbejdsdag, hvor en meddelelse er modtaget, uanset hvornår denne er eller kunne være
indgangsstemplet“. En meddelelse, der er afsendt om fredagen, afleveret af postvæsenet til forsikringsselskabet om lørdagen, bliver først modtaget om mandagen, idet lørdag og søndag ikke betragtes som arbejdsdag. Samtidig er bestemmelsen formuleret således, at selskaberne ikke i forhold til aftalen kan opsamle post, således at dette først indgangsstemples, f.eks. om onsdagen. Posten er i førnævnte tilfælde modtaget om mandagen, hvorfor denne dag er modtagelsesdato. De samme forhold gør sig gældende ved elektronisk dataudveksling, hvor der vil forekomme en elektronisk „datostempling“ eller registrering af de indkomne meddelelser.
En opsigelse defineres som en meddelelse til forsikringsselskabet om, at der er tegnet bygningsbrandforsikring i et selskab, som opfylder Finanstilsynets minimumsbetingelser for bygningsbrandforsikring, eller som i henhold til EU-reglerne er godkendt i sit hjemland og anmeldt til det danske Finanstilsyn.
Punkt 3
Aftalen er opdelt i tilfælde hvor der enten sker skade eller ikke sker skade i 12-månedersperioden fra ejendommens overtagelse. Såfremt en skade sker efter det tidligere selskab har modtaget en opsigelse, er forsikringen reelt flyttet til det nye selska b. Skaden skal derfor dækkes af den nye forsikring. Problemerne – og fordelingen af skaden – opstår, når en skade opstår inden det tidligere selskab
modtager en opsigelse. Disse tilfælde reguleres af aftalens punkt 3.
Under punkt 3.1 behandles de tilfælde, hvor en opsigelse modtages, og der ikke er sket nogen skade. Hvis opsigelsen modtages inden for 2 måneder efter ejendommens overtagelsesdato, slettes forsikringen pr. overtagelsesdato (punkt 3.1.1). Afgrænsningen på 2 måneder forekommer relevant, idet det giver såvel forsikringstageren som nytegnende selskab en rimelig tid til at ekspedere sagen, samtidig med at man i forholdet mellem køber og sælger undgår, at bygningsbrandforsikrings-præmien skal indgå i refusionsopgørelsen.
I tilfælde, hvor opsigelsen er modtaget senere end 2 måneder men inden for 12 måneder efter ejendommens overtagelsesdato, sle ttes forsikringen fra opsigelsens modtagelse i afgivende selskab (punkt 3.1.2). Begrundelsen for dette er, at såfremt en køber og det af ham valgte forsikringsselskab først reagerer overfor sælgers forsikringsselskab efter 2 måneder, har afgivende selskab krav på pr æmie indtil det tidspunkt, hvor opsigelsen er modtaget i dette selskab.
Under punkt 3.2 reguleres de tilfælde, hvor der sker en skade inden opsigelse er modtaget i afgivende selskab. I så fald slettes forsikringen i det afgivende selskab pr. den dato, begæring om nytegning er modtaget i det overtagende selskab (dog tidligst på overtagelsesdatoen), såfremt denne er modtaget inden 12 måneder efter ejerskiftet. Det selskab, der herefter har ejendommen brandforsikret på skadetidspunktet, betaler skaden.
Efter den tidligere ejerskifteaftale var dette alene tilfældet for skader, der skete hvor opsigelse var modtaget inden 2 måneder fra ejendommens overtagelsesdato. Det er opfattelsen, at selskaberne af kundehensyn bør udvide bestemmelsen til at gælde i op til 12 måneder, således at en kunde ikke tvinges til at lade sin skade behandle af et selskab, hvor forsikringen ikke ønskes, og hvor begæring om tegning af ny forsikring er indsendt og modtaget i overtagende selskab.
Det bemærkes, at bestemmelserne får den konsekvens, at det overtagende selskab er præmiemæssigt dårligere stillet, såfremt opsigelse modtages i afgivende selskab efter skaden men inden for 2 måneder efter ejendommens overtagelsesdato. I så fald har det overtagende selskab alene krav på præmie fra begæringens modtagelse, og ikke fra overtagelsesdatoen, som anført i punkt 3.1. Til gengæld risikerer det overtagende selskab ikke at overtage skader, der allerede er indtrådt før begæring modtages. Der er der for valgt en administrativ lettere form, hvor det ikke er afgørende for den tidsmæssige placering af et selskabsskift, om opsigelse efter en skade modtages inden eller efter 2 måneder efter ejendommens overtagelsesdato.
Punkt 4
Tilfælde, der ikke er omtalt i aftalen, dvs. opsigelser, der modtages efter 12 måneder fra ejendommens overtagelsesdato, reguleres af de for forsikringen gældende almindelige opsigelsesvarsler. Dette er begrundet i, at køber på dette tidspunkt må antages at have betalt mindst én præmie, hvorfor han har accepteret, at forsikringen fortsætter uændret. Samtidig findes det rimeligt, at en ejerskiftesituation
„lukkes“ på et tidspunkt. Det samme forhold gør sig gældende ved skader, der sker senere end 12 måneder efter ejendommens
overtagelsesdato.
Det bemærkes, at såfremt der er tegnet to forsikringer, der dækker samme risiko, er der reelt dobbeltforsikring. Såfremt begge selskaber er tilsluttet dobbeltforsikringsaftalen, reguleres dette forhold af denne aftales punkt 3, efter hvilken den sidst tegnede forsikring (i dette tilfælde den af køber tegnede forsikring) kan opsiges.
Koncernbestemmelsen er indført, således som den gælder ved f.eks. Dobbeltforsikringsaftalen. Hensigten med bestemmelsen er, at der ikke med forskellig selskabsopdeling indenfor samme koncern kan spekuleres i aftalen. Med bestemmelsen forpligter et datterselskab sit moderselskab, men det bemærkes, at Lov om Forsikringsvirksomhed alene gælder for dansk etablerede forsikringsselskaber.
Punkt 5
Der gælder de almindelige ikrafttrædelsesbestemmelser. For selskaber, der tiltræder den reviderede aftale, træder denne i kraft den 1. juni 1995.