Aftale mellem Aalborg Kommune, Mariagerfjord Kommune, Rebild Kommune og Nordjyllands Historiske Museum
Aftale mellem Aalborg Kommune, Mariagerfjord Kommune, Rebild Kommune og Nordjyllands Historiske Museum
for perioden 2013-2016
Aftalens formål:
Formålet med denne aftale er med baggrund i samdriftsaftalen af 2009 og udviklingsaftalen af 2010 at fortsætte samarbejdet mellem Aalborg-, Rebild-, Mariagerfjord Kommuner og Nordjyllands Historiske Museum med henblik på at fremme museets udvikling og betydning i de tre kommuner.
Aftalen skaber klarhed om rammen for den fremtidige drift og de udpegede udviklingsområder. Dermed har museets bestyrelse og daglige ledelse mulighed for at træffe langsigtede beslutninger, og igangsætte målrettede tiltag, der kan være medvirkende til at kvalitetssikre museet. Samtidig giver aftalen den nødvendige frihed, der muliggør hurtige beslutninger.
Aftalen er gældende for perioden 01.01.2013 til 31.12.2016 og indeholder udover specifikke oplysninger om det kommunale driftstilskuds størrelse, afgrænsning af ansvar og kompetence også operationelle udviklingsmål, som ønskes opnået indenfor aftaleperioden.
Nordjyllands Historiske Museums formål og ansvarsområde:
Jævnfør museumsloven skal Nordjyllands Historiske Museum gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling inden for sit ansvarsområde virke for sikringen af Danmarks kulturarv og belyse forandring, variation og kontinuitet i menneskers livsvilkår fra de ældste tider til nu.
Museet skal gøre samlingerne tilgængelige for offentligheden og stille dem til rådighed for forskning samt udbrede kendskabet til resultatet af såvel museets egen forskning som anden forskning baseret på museets samlinger.
Parallelt med denne aftale omfatter museets ansvarsområde endvidere arkæologi og nyere tids kulturhistorie i Jammerbugt Kommune, Aalborg Kommune, Mariagerfjord Kommune og Rebild Kommune.
Museet tilpasser løbende sit virke i henhold til rammeaftale med Kulturstyrelsen og de heri gældende strategier og indsatsområder.
Museets mission:
Nærværende historie.
Museets vision:
Med et solidt fagligt fundament og en folkelig appel skal Nordjyllands Historiske Museum i sit virkeområde skabe og vedligeholde grundlaget for forståelsen af historien.
Inden for en tidshorisont på 5 til 10 år skal museet være blandt de 5 bedste museer i Danmark, målt på museumsområdets fem søjler – indsamling, bevaring, registrering, forskning og formidling.
Aftalens udviklingsmål 2013 - 2016:
Aftalens udviklingsmål er på ingen måde dækkende for hele museets virke, men Nordjyllands Historiske Museum og kommunerne vil i aftaleperioden i særlig grad fokusere på nedenstående udviklingsmål:
• Implementering
▪ At synergieffekter af fusionen løbende anvendes til målrettet prioritering.
▪ At de enkelte udstillingssteder vurderes og prioriteres med hensyn til funktion og emnemæssig specialisering.
▪ At den udarbejdede organisationsplan implementeres, så det fusionerede museum af medarbejdere og borgere opleves som en stadig tydeligere enhed.
▪ At museet løbende opkvalificerer samarbejdet med frivillige og lokale netværk
▪ At museet fortsat bidrager med sparring til lokale museer, museumsforeninger og arkiver i kommunerne.
• Formidling
▪ At formidling – ud over udstillinger – udvikles og nytænkes i form af aktiviteter, levendegørelse, alternativ placering, historiefortællinger, selvbetjening og digitale løsninger.
▪ At målrette og udvikle museets formidling så antallet af børn og unge, der anvender museet, er stigende.
▪ At lokale foreninger og frivillige i samspil med museets personale inddrages i relevante arbejds- og formidlingsopgaver.
▪ At der skabes sammenhæng i museets samlede formidling for museets brugere.
• Økonomi
▪ At der i fællesskab arbejdes på at forbedre det økonomiske grundlag for Nordjyllands Historiske Museum gennem øget statsligt driftstilskud.
▪ At der løbende søges midler fra den statslige pulje til strategisk udvikling af museet med henblik på at understøtte lokale og nationale strategier på området.
• Arkæologi
▪ Kulturstyrelsen har meldt ud, at ansvaret for arkæologien i Danmark skal samles i færre og større museer. Nordjyllands Historiske Museum vil på den baggrund arbejde for at blive det museum Kulturstyrelsen udpeger til at skulle have hovedansvaret for det arkæologiske arbejde i Nordjylland.
• Vedligehold af bygninger og udearealer
▪ At museet i samarbejde med den enkelte kommune afklarer fordeling af opgaver og udgifter i forhold til ejerskab og udvendig vedligehold af de konkrete bygninger samt tilhørende udendørsarealer.
Oplysningspligt og opfølgning på udviklingsmål
Virksomhedsplan:
Nordjyllands Historiske Museum udarbejder årligt en virksomhedsplan, der understøtter museets formål, og udmønter ovenstående udviklingsmål i operationelle og kvalitative mål med tilhørende handleplaner.
Virksomhedsplanen er primært et arbejds- og styringsredskab for bestyrelse, ledelse og personale. Endvidere anvendes den som informationsredskab for kommunernes politiske udvalg om museets arbejde på baggrund af den givne bevilling.
Bestyrelsens godkendte virksomhedsplan fremsendes således til orientering for kommunernes politiske udvalg i årets 1. kvartal.
Årsberetning og temamøder:
Ved regnskabsårets afslutning udarbejdes en evaluering af virksomhedsplanens mål samt en kortfattet vurdering over, hvor langt museet er nået i forhold til at opfylde ovennævnte udviklingsmål.
Årsberetning fremsendes ligeledes i årets 1. kvartal til orientering for kommunernes politiske udvalg sammen med årets regnskab.
Det aftales endvidere, at museet to gange i aftaleperioden - i 2013 og 2015 - afholder et temamøde med kommunernes politiske udvalg med henblik på en løbende formidling og drøftelse af drifts- og udviklingsemner på museumsområdet.
Tilskud
Nordjyllands Historiske Museums drift er baseret på kommunale- og statslige tilskud suppleret af egenindtjening, private fonde og sponsorstøtte.
Nordjyllands Historiske Museum modtager et årligt driftstilskud fra de tre kommuner. For perioden 2013-2016 ser tilskudsbeløbene således ud:
År | Aalborg Kommune | Mariagerfjord Kommune | Rebild Kommune |
2013 | 9.402.105 kr. | 3.607.000 kr. | 705.000 kr. |
2014 | 9.402.105 kr. | 3.607.000 kr. | 705.000 kr. |
2015 | 9.402.105 kr. | 3.607.000 kr. | 705.000 kr. |
2016 | 9.402.105 kr. | 3.607.000 kr. | 705.000 kr. |
Beløb er angivet i 2013-priser inklusiv momsudligning i følgebudget 2013-2016 |
Aftalen tilsigter budgetgaranti i aftaleperioden, og tilskud fra de enkelte kommuner reguleres efter gældende praksis for pris- og lønfremskrivning efter den faktiske fremskrivning for tilskud til selvejende institutioner, som beskrevet i budgetvejledningen for det enkelte budgetår i de respektive kommuner. Aftalen forhindrer dog ikke, at der i forbindelse med byrådenes årlige budgetforhandlinger, kan ske ændringer i tilskuddet med deraf følgende konsekvensrettelser i de formulerede udviklingsmål.
Iværksættelse af aktiviteter med henblik på at forøge indtægterne er en naturlig forudsætning for museets drift. Aktiviteterne skal holdes inden for kommunalfuldmagtens grænser og relatere sig til Nordjyllands Historiske Museums formålsparagraf.
Økonomi
Det kommunale driftstilskud udmeldes fra de tre kommunale forvaltninger i forbindelse med vedtagelsen af kommunernes flerårsbudget i oktober måned. Tilskuddet udbetales i 12.-dels rater.
Nordjyllands Historiske Museum skal hvert år i 1. kvartal sammen med årsberetningen indsende et, af minimum registreret revisor, revideret og bestyrelsesgodkendt regnskab til kommunernes forvaltninger.
Kontraktprocedure
Nærværende aftale forelægges museets bestyrelse og de respektive Byråd til godkendelse.
I tilfælde af misligholdelse af nærværende aftale kan det kommunale tilskud bortfalde. Vedrørende misligholdelse af aftalen gælder dansk rets almindelige regler. Dog betragtes det altid som en væsentlig misligholdelse:
- hvis årsberetning og regnskab efter anmodning ikke fremsendes.
- hvis virksomhedsplan efter anmodning ikke fremsendes.
Aftalen er uopsigelig i aftaleperioden og løber frem til 31. december 2016. Såfremt aftalen ikke er skriftligt opsagt eller ønsket genforhandlet senest 12 måneder før udløbet forlænges den automatisk foren periode på fire år. Herudover gælder der for aftalen, at den skal leve op til bestemmelserne i Aalborg Kommunes administrative forskrift nummer 26.
Sker der væsentlige lovændringer med konsekvens for området kan aftalen om nødvendigt genforhandles.
Denne udviklingsaftale erstatter alle tidligere gældende aftaler.
Aftale indgået og underskrevet den
For Nordjyllands Historiske Museum For Aalborg Kommune
Bestyrelsesformand Rådmand
Direktør Direktør
For Rebild Kommune
Borgmester
Kommunaldirektør
For Mariagerfjord Kommune
Borgmester
Kommunaldirektør