Beslutning: Aftale med Region Hovedstaden om intravenøs behandling i kommunalt regi
Beslutning: Aftale med Region Hovedstaden om intravenøs behandling i kommunalt regi
Sagsnr. i ESDH: 21/9041 Beslutningskompetence: Byrådet
Beslutningstema
Udvalget bedes over for Økonomiudvalget og byrådet anbefale, at KKR Hovedstadens aftale om intravenøs behandling i kommunalt regi godkendes. Og i den forbindelse godkende, at afvise alle nye henvisninger af korttarmspatienter, så længe der er politisk uenighed om, hvem der skal finansiere opgaven.
Sagsfremstilling
KKR Hovedstaden har godkendt aftale om intravenøs (IV) behandling til borgere i kommunalt regi den 16. juni 2021. IV-behandling er behandling med medicin eller væske, der gives direkte i en blodåre via et drop. Borgere i hovedstadskommunerne kan med aftalen modtage nogle typer IV- behandling i eller tæt på eget hjem. Dermed kan de undgå ambulante besøg på hospitalet i den periode, behandlingen varer.
Ifølge aftalen beholder hospitalerne finansierings- og behandlingsansvaret for IV-behandlingen. Aftalen afgrænser målgrupper og forudsætninger for, at IV-behandling kan ske i kommunalt regi. En væsentlig del af aftalen er en takstmodel, der fastsætter den takst, som regionen skal afregne med kommunerne for at løse opgaven. Modellen tager afsæt i kommunernes konkrete erfaringer med IV-behandling og reelle udgifter hertil. Det har været et bærende princip, at takstafregningen skal være enkel at administrere, og ikke give anledning til lokale diskussioner mellem kommuner og hospitaler.
Aftalen træder i kraft 4. oktober 2021 og bliver evalueret efter to år.
Forud for KKR’s godkendelse har Sundhedskoordinationsudvalget godkendt aftalen på møde den
11. juni 2021 og kommunaldirektørkredsen på K29-møde den 4. juni 2021. Aftalen er vedlagt som bilag
Der udstår en afklaring af afregning for korttarmspatienter, der modtager parenteral ernæring og herunder IV medicinsk behandling og IV væskebehandling i kommunalt regi. ”Uenighedspapir” i forhandlingerne mellem Region Hovedstaden og de 29 kommuner er vedlagt som bilag. I Furesø Kommune drejer det sig om ca. 7-10 borgere om året.
KKR Hovedstaden anbefaler, at aftalen tiltrædes på trods af, at afklaringen udestår. Samtidig opfordrer KKR de 29 kommuner til at afvise alle nyhenviste korttarmspatienter, så længe der er politisk uenighed om, hvem der skal finansiere opgaven.
Baggrund
Indgåelse af en IV-aftale er et pejlemærke i Sundhedsaftale 2019-2023 og en særskilt signaturindsats, som er aftalt mellem Region Hovedstaden og KKR Hovedstaden.
IV-aftalen skal sikre høj faglig kvalitet, patientsikkerhed og sammenhæng i forløb for borgere i IV- behandling i kommunalt regi på delegation fra hospitalet. Grundprincippet for samarbejdet er, at ingen borgere skal opleve ubegrundede overgange eller unødvendige indlæggelser.
Aftalens indhold
Aftalen omfatter forløb med IV-antibiotika, IV-væske (isoton) og IV-pumpe. IV-behandling i kommunalt regi kan ske i tidsrummet 07-23 og med maksimalt fire daglige besøg. Tidsforbruget i borgerens hjem må ikke overstige en time pr. besøg. Endvidere er det en forudsætning, at borgerne er indstillede på at fortsætte eller færdiggøre deres IV-behandling i kommunalt regi samt at borgerne lægefagligt er vurderet egnede til at modtage IV-behandling i kommunalt regi.
Implementering i Furesø
SHS-teamet udfører d.d. i.v. behandling i det omfang kapaciteten tillader det. Med implementeringen af i.v.-aftalen vil iv-behandling være en opgave, der ved kompetenceudvikling af sygeplejersker ansat på rehabiliteringscentret, plejehjemmene og i hjemmesygeplejen vil kunne løftes af de fagpersoner, der er tættest på borgerne.
Korttarmspatienter
Der ikke er opnået enighed mellem regionen og kommunerne angående behandling med parenteral ernæring og herunder IV-væske- og medicinbehandling til korttarmspatienter.
Behandling af korttarmspatienter i kommunalt regi er således ikke omfattet af aftalen om IV- behandling i kommunalt regi, indtil der er opnået enighed om ansvarsfordelingen og dermed aftalt en takst. Dermed kan den enkelte kommune beslutte at afvise at varetage behandlingen, indtil der er fundet en løsning, eller varetage behandlingen uden en aftale og uden finansiering fra regionen.
KKR opfordrer kommunerne til at afvise nyhenviste patienter.
Økonomiske konsekvenser
Takstmodellen er baseret på forløbstakster for tre typer IV-behandling (IV-antibiotika, IV-væske, IV-pumpe) samt dagstakster, der bliver afregnet for længere forløb. Dagstakst bliver alene anvendt når forløbene strækker sig ud over de antal dage, der er forudsat i forløbet. Forløbstakster er valgt for at skabe en enkel model, der er let at administrere. Det er forventningen, at hovedparten af forløbene alene vil blive afregnet med forløbstakst.
Taksterne er beregnet på de reelle udgifter kommunerne afholder til sygeplejersker samt erfaringsbaserede vurderinger af tidsforbruget. For hvert forløb er medtaget tid til opstart og afslutning af borgeren. For hvert besøg er medtaget tid til forberedelse, indløb og transport. Der er i takstmodellen forudsat, at halvdelen af forløbene sker i borgernes hjem og halvdelen på kommunal klinik. Forudsætningerne vil blive evalueret efter to år. Aftalen er derfor udgiftsneutral for Furesø Kommune, da kommunens udgifter hertil kompenseres via takstmodellen
Sammenhæng med 2030 mål og succeskriterier
Ingen bemærkninger.
Borgerinddragelse
Seniorrådet har høringsret.
Lovgrundlag
Sundhedsloven.
Det videre forløb
Sagen skal til videre behandling i Økonomiudvalget og byrådet.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at udvalget over for Økonomiudvalget og byrådet anbefaler, at:
• godkende aftale om intravenøs behandling i kommunalt regi
• godkende at afvise alle nye henvisninger af korttarmspatienter, så længe der er politisk uenighed om, hvem der skal finansiere opgaven.
Beslutning i Udvalg for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv den 17-08-2021
Anbefalet.
Beslutning i Økonomiudvalget den 25-08-2021
Anbefalet.
Beslutning i Byrådet den 01-09-2021
Godkendt.
Bilag: | ||
1 - | Åben Udkast til aftale om intravenøs behandling til borgere i | (69499/21) (H) |
2590620 | kommunale regi inkl. grafik.pdf | |
2 - | Åben Uenighedspapir i forhandlingerne om en IV-aftale til SKU | (69500/21) (H) |
2590621 | 11062021.pdf |