Fra velfærdsstrategi til kamp om medlemmerne

Fra velfærdsstrategi til kamp om medlemmerne

Af Xxxxxx Xxx og Xxxxxx Xxxxx Xxxxxx, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, (FAOS)

Lørdag den 17. februar brød overenskomstforhandlingerne mellem CO-industri og Dansk Industri sammen på et spørgsmål af principiel karakter. Det var første gang i årtier. Og selv om der i skri- vende stund stadig er forligsmuligheder, tegner situationen sig mere alvorligt end under OK98, hvor forløbet endte i storkonflikt. Dengang handlede striden om antallet af ekstra feriefri dage, og selv- om økonomi er et alvorligt stridsemne ikke mindst set fra arbejdsgivernes synsvinkel, er det ikke et principielt konfliktfelt. Det er et spørgsmål om mere eller mindre.

Da parterne på det retningsgivende industriområde forrige lørdag opgav at forhandle videre, var sammenbrudskravet spørgsmålet om selektive eller eksklusive uddannelsesrettigheder til fag- bevægelsens medlemmer. CO-industri krævede en sådan forbedring, mens DI i skarpe vendinger sagde nej til enhver form for forskelsbehandling af de ansatte i DIs medlemsvirksomheder.

Derved var realitetsforhandlinger om de øvrige elementer i overenskomsten – herunder den økonomiske ramme – blokeret, og sammenbruddet en realitet.

Dermed er der sket en bemærkelsesværdig drejning i forløbet af overenskomstforhandlinger- ne. Under optakten i efteråret 2006 og under starten af forhandlingerne i første halvdel af januar 2007 var lønstigninger det altoverskyggende emne. Den buldrende økonomi, den stigende be- skæftigelse og mediernes historier om lukrative bonusordninger til diverse topdirektører bidrog til at skrue forventningspresset i vejret. Lønmodtagerne ville også have deres andel af de gode ti- der. Men de seneste uger er billedet fuldstændig vendt, for nu er spørgsmålet om eksklusive med- lemsrettigheder blevet det afgørende emne i den offentlige debat om forhandlingerne.

LO i offensiven

LO har spillet en væsentlig rolle i den udvikling og er kommet til at fremstå langt mere offensivt end normalt under overenskomstforhandlingerne, hvor det er sektororganisationerne, der for- handler selv.

Der har mellem forbundene og LO været enighed om, at efteruddannelse skulle være et væsent- ligt element i forhandlingerne. Arbejdsmarkedspensionen er ved at være udbygget, og derfor skal styrket kompetenceudvikling nu opbygges som det nye store velfærdsområde i de kollektive over- enskomster. Det har især fra LO-ledelsens side været led i en langsigtet velfærdsstrategi og indtil for nyligt drejet sig om forbedringer for alle overenskomstdækkede – både organiserede og ikke- organiserede. Synspunktet har været, at fagbevægelsen ved at få indflydelse og tage et medansvar for væsentlige velfærdsspørgsmål kan fastholde og udbygge sin afgørende samfundsmæssige po- sition.

Som et led i den langsigtede strategi har forbedringer af vilkårene for efter- og videreuddannel- se også været forberedt grundigt i trepartsdrøftelser med regeringen. En betydelig udbygning af ef- teruddannelsesrettigheder er endnu et skridt i retning af en øget bredde i overenskomsterne, hvor arbejdsmarkedets parter – ofte i et samarbejde med regering og folketing – gennem deres kollek- tive aftaler tager et medansvar og dermed også får indflydelse på velfærdsområdet.

Principiel strid

Kravet om selektive uddannelsesrettigheder har gjort OK-forhandlingerne til de vanskeligste i mange år.

MM | OK2007

I et notat udarbejdet for Ugebrevet Mandag Morgen har to af landets mest erfarne arbejdsmarkedsforskere, pro- xxxxxx Xxxxxx Xxx og profes- sor Xxxxxx Xxxxx Xxxxxx, begge FAOS, analyseret konse- kvenserne af sammenbruddet af overenskomstforhandlinger- ne på industriens område.

Denne artikel er en redigeret og beskåret udgave af notatet. Det kan læses i sin helhed på Mandag Morgens hjemmeside xxx.xx.xx

MM | Tab af medlemmer Fagforeningsmedlemmer opdelt på hovedorganisation, antal 1.000 Fagforbund i ... 1980 1985 1990 1995 2000 2005
LO	1.270	1.402	1.423	1.510	1.459	1.369
FTF	267	314	325	332	350	361
AC	70	85	000	000	000	163
Figur 1: Frem til midten af 90'erne havde LO medlemsfremgang, men siden er det gået tilbage.

Til kamp mod “de gule”

For mange tillidsrepræsen- tanter er selektive uddannel- sesrettigheder et columbusæg.

Kilde: Danmarks Statistik.

Dobbeltstrategien

Når denne velfærdsstrategi er blevet til en dobbeltstrategi, hvor udbygningen af efteruddannelses- området kombineres med eksklusive medlemsrettigheder, hænger det sammen med det tab af medlemmer, som LO-fagbevægelsen har været udsat for – især i de seneste fem år. Se figur 1.

Med menneskeretsdomstolens nej til eksklusivaftaler i begyndelsen af 2006 er presset forstær- ket, og de gule fagforeninger har fået yderligere vind i sejlene. I både forbundene og i LO har man siden overvejet, hvordan situationen skal tackles. I forberedelserne af OK2007 er det dog tilsyne- ladende først meget sent, at spørgsmålet om selektive rettigheder er kommet på banen.

I de faglige organisationer har der traditionelt været en betydelig skepsis over for selektive ret- tigheder. Synspunktet har været, at fagbevægelsen skulle fastholde aftalerne med arbejdsgiverne som områdeoverenskomster, der dækker alle. Fordi man derved forhindrer løntrykkeri. For blev de uorganiserede medarbejdere væsentligt billigere end de organiserede, ville man jo undergrave situationen for sine egne medlemmer. Spørgsmålet har derfor været, hvordan et krav om eksklu- sive rettigheder kunne formuleres og gennemføres uden disse negative konsekvenser.

Det spørgsmål har ikke været let at besvare, men i slutningen af januar gik LO i offensiven, da formanden, Xxxx Xxxxxx, udtalte til Ritzaus Bureau, at nu måtte det være slut med gratisternes nasseri. Derefter blev der i begyndelsen af februar indgået en aftale på det upåagtede bagerområ- de, der er uden for DA/LO-området, som netop indeholdt en uddannelsesfond forbeholdt medlem- merne af NNF.

Da området kun omfatter ca. 3.500 lønmodtagere, er aftalens betydning dog stærkt begrænset. Specielt da der var tale om en ordning, hvor der kun bliver indbetalt 100 kr. pr. ansat om året. Det lille beløb er formentlig et udtryk for, at spørgsmålet – måske med LO’s mellemkomst – først kom med i forliget meget sent i processen, hvor den samlede økonomiske ramme var anvendt til andre formål. Omfanget af midler kan man imidlertid altid skrue på. Det væsentlige i bagermodellen er, at der indbetales det samme beløb for alle ansatte – organiserede som ikkeorganiserede – mens det kun er de organiserede, der kan få andel i de opsparede midler. Det betyder, at de ikkeorganisere- de stadig koster det samme, hvorved risikoen for løntrykkeri er fjernet.

For mange tillidsrepræsentanter, der har efterlyst nye midler i argumentationen mod de “gule”, fremstår de selektive uddannelsesrettigheder som lidt af et columbusæg. Holdningen er, at ho- vedprincipperne i den danske aftalemodel kan fastholdes, og at en sådan nyordning er uproblema- tisk. Den styrker organisationerne, hvilket i virkeligheden også er til fordel for arbejdsgiverne, for- di de velordnede forhandlede forhold på de danske virksomheder forudsætter en stor opslutning bag organisationerne. Derfor er det også et åbent spørgsmål, om det vil være muligt at få medlem- merne til at sige ja til et overenskomstresultat, hvis det ikke rummer selektive rettigheder.

Bekymrede arbejdsgivere

Som sammenbruddet forrige lørdag viste, har arbejdsgiverne en helt anden opfattelse.

De selektive rettigheder er set fra arbejdsgiverside et potentielt systemforandrende krav, og da det ikke har været på banen under sonderingerne forud for de egentlige forhandlinger, har det vir- ket generende for arbejdsgiverorganisationerne. Specielt fordi de som udgangspunkt er stærkt be- tænkelige over for en sådan ændring af det eksisterende overenskomstsystem, der ellers bygger på områdeprincippet. Hvor alle – både organiserede og ikkeorganiserede – i arbejdsgiverorganisati- onernes medlemsvirksomheder omfattes af overenskomsternes bestemmelser.

For arbejdsgiverne er fordelen ved regulering af løn- og arbejdsvilkår gennem kollektive over- enskomster, at det sikrer arbejdsfreden i overenskomsternes løbetid. Det er samtidig en oversku- elig måde at regulere forholdene på, fordi man med aftaler med en enkelt eller nogle få organisa- tioner kan fastsætte løn- og arbejdsvilkår for en hel branche. Med en enkelt forhandling fastsæt- tes rammebetingelserne for alle. Det samme gælder på virksomhedsniveauet, hvor ledelsen kan nøjes med at forholde sig til en enkelt eller nogle få tillidsrepræsentanter, når løn- og arbejdsvilkår kon- kret skal forhandles inden for overenskomstens rammer. Det grundprincip ønsker arbejdsgiver- ne at fastholde.

Denne form for monopolisering af reguleringen af løn- og arbejdsvilkår betyder, at nye organi- sationer som hovedregel ikke har mulighed for at tegne overenskomster på områder, der allerede er dækket af kollektive aftaler. Alternative organisationer har forsøgt sig, men har indtil nu tabt sådan- ne sager i det arbejdsretlige system.

Men kommer vi med OK2007 til at se starten på en udvikling, hvor flere og flere af overens- komsternes bestemmelser eksklusivt forbeholdes medlemmerne af de overenskomstbærende or- ganisationer, er det et åbent spørgsmål, om de etablerede organisationers monopol kan fasthol- des i længden. Dertil kommer den komplikation, at aftaler med eksklusivitet og selektive rettighe- der ikke er tilladt i den offentlige sektor, og det er problematisk at indføre bestemmelser, som gør vilkårene i de to hovedområder forskellige – specielt i en tid med udlicitering, privatisering mv.

Det er muligt, at der rent juridisk ikke er noget at komme efter, men det kan føre til et stærkt po- litisk og moralsk pres.

Et lille hjørne?

Ifølge LO er der ingen grund til bekymring på områdeprincippets vegne. Der vil i givet fald stadig være tale om en overenskomst, der er gældende for alle ansatte på det pågældende område. Administrativt giver det heller ingen problemer for arbejdsgiverne, da indbetalingen til fonden er ensartet for alle medarbejdere. Det eneste nye er, at refusionen fra den uddannelsesfond, som over- enskomsten finansierer, er forbeholdt medlemmerne. Men det er allerede i dag praksis med de eksisterende uddannelsesfonde til tillidsrepræsentantuddannelse – de såkaldte FIU-midler. Desuden er der i en del overenskomster aftalte uddannelsesfonde til udviklingsprojekter – fonde der admi- nistreres af organisationerne.

Indføres et system med eksklusive uddannelsesrettigheder på de store overenskomstområder, har man – set med LOs øjne – måske tilmed sikret sig et effektivt middel, der kan dæmme op mod de “gule” organisationers vækst. Se figur 2.

Men som det er blevet fremhævet, må sådanne særrettigheder kun udgøre “et lille hjørne” af de kollektive overenskomster – ellers ryger man ud i problemet med risikoen for løntrykkere eller skaber nye problemer. Meget mere vil den udbygning af uddannelsesområdet, som fagbevægelsen ønsker med OK2007, dårligt blive i den første overenskomstperiode. Der er tale om en ordning, der på samme måde som arbejdsmarkedspensionen må udbygges over flere runder.

De startede på et meget lavt niveau – 0,9 pct. af lønsummen – men er i den nu afsluttede over- enskomstperiode vokset til 10,8 pct. Noget, der virkelig batter.

Principper på spil

Hvis OK2007 bliver starten på eksklusive rettigheder for LO-medlemmer, kan det undergrave systemets nuværende grundprincip.

MM | "Gul" vækst Medlemsudviklingen i Kristelig Fagforening

Antal 1.000

150

Fagforeningen

100

50

A-kassen

0

86 90 94 98 02 06 År

Figur 2: Set med LOs øjne har man med de selektive rettigheder måske fundet et middel, der kan dæmme op for de "gule" organisationers vækst.

Kilde: xxxxx.xx

22 NY DAGSORDEN

Mandagmorgen

To systemer i konflikt

Fagbevægelsens dobbelt- strategi undergraver samarbejdet med regering og folketing.

Selvom uddannelse efterhånden også er et afgørende krav for flere af de store medlemsorgani- sationer, er ambitionsniveauet langt fra så højt. På sigt vil vi snarere komme til at bevæge os i om- egnen af 2 pct. Det er nok til at sikre noget nær en fordobling af indsatsen, og hvis det realiseres det, er spørgsmålet, om det stadig kun udgør “et lille hjørne”?

Velfærdsstrategien under pres

Derudover spiller det en væsentlig rolle, at spørgsmålet om efter- og videreuddannelse er forberedt gennem en omfattende trepartsforhandling med regeringen. Der er endda indgået en aftale mel- lem parterne om en udbygning af kompetenceudviklingen. Regeringen har reserveret 1 milliard kr. til formålet under den forudsætning, at overenskomstparterne i forbindelse med OK2007 i deres kollektive aftaler udbygger rettigheder og midler på dette område.

Det er et eksempel på det øgede samspil, der har udviklet sig mellem overenskomstparterne og det politiske system siden starten af 90’erne. Fra dette tidspunkt er overenskomsterne blevet ud- videt ved at inddrage en række velfærdsgoder i de kollektive aftaler. Det gælder som nævnt arbejds- markedspension, men også spørgsmål som løn under sygdom og barselsorlov, sociale kapitler og uddannelse.

Herved sikrer organisationerne sig indflydelse på væsentlige velfærdsspørgsmål af betydning for medlemmerne. Mens fordelen for det politiske system er, at parterne bidrager til at løfte finansi- eringen. Til gengæld bliver grænserne mellem lovgivning og overenskomster flydende, og derfor bliver sådanne spørgsmål som regel underlagt en form for dobbeltregulering. Barselsorlov er et ka- rakteristisk eksempel. Ved lovgivningen gives rettigheder til barselsorlov på dagpenge, og i over- enskomsterne suppleres dette med delvis eller fuld løn i barselsperioden.

Efter- og videreuddannelsesområdet er på tilsvarende måde præget af en dobbeltregulering. Det er først og fremmest en offentlig opgave (og en opgave for arbejdsgiverne) at sikre det nødven- dige uddannelsesniveau. Men skal niveauet hæves for at varetage medlemmernes interesser, og skal organisationerne opnå indflydelse på området, er der brug for, at de via de kollektive over- enskomster påtager sig et større ansvar.

LO har som nævnt længe presset på for at gøre efter- og videreuddannelse til det nye projekt, der skulle fastholde og udbygge organisationernes og aftalesystemets afgørende position i det danske samfund. Det har skabt et interessefællesskab med regeringen, som dog kan vise sig at blive pro- blematisk, fordi realiseringen af LOs velfærdsstrategi nu bliver blandet sammen med kampen mod de “gule” organisationer. Dermed står projektet i modsætning til det politiske systems individu- elle lighedslogik, hvor rettigheder gennemført ved lov skal gælde alle. Sammenstødet mellem de to systemer gav under OK2004 anledning til problemer omkring udvidelsen af løn under barsels- orlov. Her måtte parterne acceptere en udligningsordning for deres område og en efterfølgende lov- givning, der udvidede rettighederne til hele arbejdsmarkedet.

Det er klart, at en ændring af overenskomstsystemet i retningen væk fra områdeprincippet og hen mod selektive rettigheder for de organiserede gør denne diskrepans endnu større. Uden for- tilfælde er det imidlertid ikke. F.eks. er arbejdsmarkedspensionen bygget op som et rent overens- komstspørgsmål – næsten uden følgelovgivning. Her har politikerne skønnet, at stort set alle i sidste ende vil opnå en pension på et niveau, der var acceptabelt i forhold til deres hidtidige ind- komstniveau.

Mere generelt kan det til gengæld fastslås, at en fortsat udvikling af velfærdsstrategien som et samspil mellem overenskomstsystemet og det politiske system forudsætter mekanismer, der sik- rer, at næsten alle vil være omfattet af kommende ordninger. MM

Kilde: FAOS-notatet i sin fulde længde kan læses på Mandag Morgens hjemmeside: xxx.xx.xx