Oplæg til indgåelse af overdragelsesaftale mellem 2 læger
Opdateret januar 2021
Oplæg til indgåelse af
overdragelsesaftale mellem 2 læger
Vejledning: Dette oplæg er tænkt som en inspiration i forbindelse med udarbejdelse af en konkret kontrakt. Oplægget tager udgangspunkt i et interessentskab (kompagniskab) med 2 læger, hvor den ene læge overdrager sin ideelle halvdel af interessentskabet til en ny læge. Inden anvendelse af dokumentet bør den tilhørende særskilte vejledning gennemgås. Alle punkter i oplægget og særlige problemer i den konkrete overdragelsessituation skal overvejes ved endelig kontraktudformning. Der vil f.eks. være behov for ændringer,
hvis der er tale om en solopraksis eller en praksis med flere end to læger,
hvis der er tale om en delepraksis,
hvis der er tale om overdragelse fra en eller flere læger, som selv fortsætter som medejere, eller
hvis der er tale om overdragelse fra en udtrædende interessent til den eller de fortsættende interessenter.
Der vil også være behov for ændringer, hvis interessentskabet eller de enkelte interessenter eller et ejendomsselskab ejer den klinikejendom, som praksis drives fra, og der skal ske overdragelse af en andel af denne eller af kapitalandele i ejendomsskabet i forbindelse med overdragelse af praksisandelen.
Vær opmærksom på, at der under flere bestemmelser skal træffes konkrete valg. De angivne valgmuligheder er ikke udtømmende, da der findes andre alternativer. Desuden skal en række bestemmelser udfyldes med navn, dato, beløb eller andet. Det er vigtigt, at overdragelsesaftalen afspejler det, der er aftalt mellem parterne i forbindelse med den konkrete praksisoverdragelse.
Praktiserende Lægers Organisation anbefaler, at der altid søges professionel rådgivning i forbindelse med indgåelse af en overdragelsesaftale.
Dette oplæg er udarbejdet i samarbejde med advokat Xxxxxx Xxxxxxx. Hverken PLO eller Xxxxxx Xxxxxxx påtager sig noget ansvar i forbindelse med den konkrete anvendelse af oplægget.
I øvrigt henvises til den mere udførlige vejledning til de enkelte bestemmelser.
Indholdsfortegnelse
3. Købesummen og dens berigtigelse 6
4. Perioderegnskab og åbningsbalance 6
10. Omkostninger, godkendelse i PLO m.v. 11
VEJLEDNING TIL OPLÆG TIL OVERDRAGELSESAFTALE 12
Ad 2 - Overdragelsens genstand 14
Ad 3 - Købesummen og dens berigtigelse 16
Mellem læge ................
(Sælger)
og læge ................
(Køber)
er der herved indgået følgende
Der er mellem Sælger og Køber indgået følgende overdragelsesaftale vedrørende overdragelse af den Sælger tilhørende ideelle halvdel af interessentskabet [navn], CVR-nr. [nummer] og ydernummer [nummer] (i det følgende kaldet "Interessentskabet" eller "Praksis"), der drives fra adressen [vej, nr., postnummer, by].
1.Overtagelsesdag
1.1Sælger overdrager med virkning pr. [dato] ("Overtagelsesdagen”) den Sælger tilhørende ideelle halvdel af Interessentskabet til Køber.
1.2Praksis drives herefter af læge [navn på fortsættende interessent] og Køber under navnet [det fortsættende interessentskabs navn].
1.3Praksis råder over 2 lægekapaciteter i lægedækningsberegningen.
2.Overdragelsens genstand
2.1Driftsinventar, driftsmateriel, IT-udstyr, løsøre, forbrugsvarer mv.
Køber overtager en ideel halvdel af alt til Praksis hørende driftsinventar, driftsmateriel, IT-udstyr og løsøre. Driftsinventar mv. overtages i den stand det forefindes og som beset af Køber.
Køber overtager endvidere en ideel halvdel af det til Praksis hørende lager af forbrugsvarer, herunder forbindsstoffer, laboratoriematerialer, medicinalvarer, papirvarer og lignende.
Prisen for driftsinventar, driftsmateriel, IT-udstyr, løsøre, og forbrugsvarer er mellem Parterne aftalt til DKK [beløb]. [Der vedlægges som bilag [nummer] vurdering af driftsinventar m.v. af [dato] udarbejdet af [navn]].
I overdragelsen medfølger endvidere uden særskilt vederlag andel i patientkartoteker, journaler, udskrivningskort, protokoller m.v. Ligeledes medfølger Sælgers andel i den/de til Praksis knyttede telefonlinjer (tlf. nr. [nummer]) samt website. Køber indtræder som ny medinteressent i telefonlinjerne og websitet på udbydernes sædvanlige vilkår, og eventuelle omkostninger hertil afholdes af Køber.
Personlige effekter tilhørende Sælger, jf. vedhæftede bilag [nummer], medfølger ikke i overdragelsen.
2.2Goodwill
Køber overtager den til Sælgers interessentskabsandel hørende ideelle andel af goodwill, omfattende alle patientaktiviteter i relation til både gruppe 1-patienter og gruppe 2-patienter samt privatpatienter.
Prisen for goodwill er mellem parterne [foreløbigt/endeligt] aftalt til DKK [beløb]. Den maksimale goodwillpris i henhold til de af PLO fastsatte retningslinier er beregnet i vedhæftede bilag [nummer] på baggrund af årsregnskaberne for [årstal], [årstal] og [årstal] samt korrektionsfaktorerne pr. [dato]. [Evt. bestemmelse om regulering af goodwillprisen, når seneste årsregnskab foreligger.].
Køber har modtaget kopi af årsregnskaberne for interessentskabet for [årstal], [årstal] og [årstal]
2.3Kliniklokaler
Pr. Overtagelsesdagen indtræder Køber i Sælgers sted i samtlige rettigheder og forpligtelser i henhold til lejekontrakten med [navn på udlejer] vedrørende lejemålet [adresse på kliniklokalerne], hvorfra Praksis drives. Køber har modtaget kopi af den gældende lejekontrakt vedrørende lejemålet, jf. bilag [nummer], og seneste lejeopkrævning, jf. bilag [nummer].
Køber refunderer halvdelen af det af Sælger erlagte depositum over periode regnskabet, jf. pkt. 4.
Sælger kontakter udlejer med henblik på godkendelse Købers indtræden i lejemålet som ny interessent.
[Bestemmelsen er formuleret med henblik på anvendelse i tilfælde, hvor kliniklokalerne er lejede. Hvis klinikejendommen ejes af interessentskabet eller af de enkelte interessenter eller af et ejendomsselskab, og køber skal overtage en andel af ejendommen eller kapitalandele i et ejendomsselskab, skal der formuleres særlige bestemmelser i overdragelsesaftalen eller i en separat overdragelsesaftale vedrørende andelen i klinikejendommen/kapitalandelene i ejendomsselskabet, bl.a. om købesum og betaling heraf (kontant eller delvis ved indtræden i eksisterende lån) samt betingelser for frigivelse og sælgererklæringer vedrørende klinikejendommen.]
2.4Andre aktiver og passiver
Køber overtager endvidere den til den overdragne interessentskabsandel hørende andel i Interessentskabets øvrige aktiver og passiver pr. Overtagelsesdagen, således som disse fremgår af åbningsbalancen pr. [dato] for Praksis, jf. nedenfor i pkt. 4.
Overdragelsen omfatter ikke Sælgers personlige gæld eller personlige fordringer, som er Køber og Praksis uvedkommende.
3.Købesummen og dens berigtigelse
3.1Købesum
Den samlede købesum opgøres som følger:
Købesum for driftsinventar, driftsmateriel, IT-udstyr, løsøre og forbrugsvarer, jf. pkt. 2.1, er aftalt til |
DKK |
[beløb] |
|
|
|
|
DKK |
[beløb] |
3.2 Berigtigelse af købesummen
Senest den [dato] stiller Køber bankgaranti (anfordringsgaranti) for den aftalte købesum på i alt DKK [beløb] på deponeringskonto i et af Sælger anvist pengeinstitut. Med virkning pr. Overtagelsesdagen afløses garantien af kontant deponering af den aftalte købesum på en af Sælger anvist deponeringskonto i pengeinstitut. Renter af deponeringskontoen tilsvares af/tilfalder Køber henholdsvis Sælger med Overtagelsesdagen som skæringsdag, således at eventuelle renter frem til Overtagelsesdagen tilsvares af/tilfalder Køber, mens renter fra og med Overtagelsesdagen tilsvares af/tilfalder Sælger.
90% af den i pkt. 4.1 anførte købesum frigives til Sælger, når de i pkt. 7 anførte betingelser er opfyldt. De resterende 10% frigives, når perioderegnskab og åbningsbalance foreligger og er godkendt af parterne, og Sælger har indbetalt et eventuelt negativt kapitalindestående, jf. pkt. 4.
3.3Regulering af købesummen
Såfremt PLO ikke kan godkende den aftalte købesum for goodwill, men fastsæt ter den maksimalt tilladte goodwill betaling til et lavere beløb end det aftalte, er Køber og Sælger forpligtede til at reducere købesummen til dette beløb.
Såfremt PLO ikke kan godkende den aftalte købesum for driftsmateriel, driftsinventar, IT-udstyr og løsøre, reduceres købesummen til det beløb, som kan godkendes af PLO.
4.Perioderegnskab og åbningsbalance
4.1Overtagelsesdagen anvendes som skæringsdato for de til den overdragne interessentskabsandel knyttede udgifter og indtægter, således at udgifter og indtægter, der vedrører tiden indtil Overtagelsesdagen, påhviler henholdsvis tilfalder Sælger uden hensyn til betalingstidspunktet, mens udgifter og indtægter, der vedrører tiden fra og med Overtagelsesdagen, påhviler henholdsvis tilfalder Køber.
4.2Der udarbejdes af Interessentskabets revisor et perioderegnskab pr. [dato] med fuld periodisering af alle indtægter og udgifter vedrørende den af Interessentskabet hidtil drevne praksis (herunder basis- og ydelseshonorar, beregnede optjente feriepenge og andre udgifter vedrørende medarbejdere, lønsumsafgift, forsikringer, renter til bank, udgifter vedrørende telefon, telefax, IT, el, vand, varme mv.) og på basis heraf en åbningsbalance for det nye Interessentskab pr. [dato]. Såfremt det ikke er muligt at slutaflæse vand og varme pr. Overtagelsesdagen medtages et a conto-beløb i perioderegnskabet, hvilket a conto-beløb endeligt afslutter refusionsmellemværendet mellem Parterne vedrørende vand og varme.
4.3Herudover sker der alene særskilt refusion for så vidt angår sådanne indtægter og udgifter, hvor der ikke måtte være sket fuld periodisering via perioderegnskabet pr. [dato]. Refusionssaldoen betales kontant efter påkrav og forrentes med Nationalbankens diskonto med tillæg af 4% fra Overtagelsesdagen.
4.4Perioderegnskab og refusionsopgørelse skal foreligge senest den [dato] og skal sendes til Købers revisor [navn] på mailadressen [adresse]. Købers revisor skal senest [fire] uger efter modtagelsen fremkomme med sine eventuelle bemærkninger hertil, idet perioderegnskab og refusionsopgørelse ellers anses for godkendt af Køber.
4.5På basis af perioderegnskabet pr. [dato] opgøres den til den overdragne interessentskabsandel knyttede kapitalkonto i interessentskabet, korrigeret for værdien af driftsinventar, driftsmateriel og løsøre. Derefter udlignes den opgjorte kapitalkonto i forhold til Sælger ved interess entskabets udbetaling af et eventuelt positivt kapitalindestående til Sælger hhv. Sælgers indbetaling af et eventuelt negativt kapitalindestående. Køber indtræder således i en kapitalkonto på DKK 0, når der bortses fra værdien af driftsinventar, driftsmateriel og løsøre. Den aftalte købesum for goodwill indgår ikke som et aktiv i Interessentskabets aktiver og indgår således ikke i opgørelsen af kapitalkontoen.
5.Kontrakter
5.1Medarbejdere
Køber indtræder pr. Overtagelsesdagen i Sælgers rettigheder og forpligtelser i forhold til de i Praksis ansatte medarbejdere. Medarbejderne i Praksis er følgende:
[navne, titler, oprindelig tiltrædelsesdato og ugentligt timetal].
Der vedlægges som bilag [nummer] kopi af ansættelsesbeviserne for medarbejderne i Praksis.
Køber er gjort bekendt med reglerne i Lov om lønmodtagernes retsstilling ved virksomhedsoverdragelse. Sælger og Køber orienterer i fællesskab medarbejderne om overdragelsen.
Sælger oplyser, at interessentskabet [er/ikke er] medlem af Praktiserende Lægers Arbejdsgiverorganisation.
Såfremt der efter følgende måtte blive rejst krav mod Køber eller det fortsættende interessentskab af overtagne medarbejdere eller fratrådte medarbejdere vedrørende perioden før Overtagelsesdagen, skal Sælger friholde Køber for sådanne krav.
5.2Forsikringer mv.
Køber inddrages under de eksisterende forsikringer i Interessentskabet. Bortset herfra drager Xxxxx selv omsorg for eventuel tegning af nye forsikringer for Køber selv.
Mod at betale eventuelle indtrædelsesomkostninger indtræder Køber uden vederlag til Sælger i de af Interessentskabet indgåede løbende kontrakter og abonnementer, herunder vedrørende tyverialarm, software, [andet].
5.3Interessentskabskontrakt
Med virkning pr. overtagelsesdagen indtræder Køber i Sælgers sted
i interessentskabskontrakt af [dato], idet køber underskriver et
tillæg til interessentskabskontrakten [alternativt: Køber
indtræder ikke i den mellem Sælger og [navn på fortsættende
interessent] indgåede
interessentskabskontrakt, idet Køber har betinget sig, at der indgås
en ny interessentskabskontrakt.]
6.Erklæringer
6.1Sælger afgiver nedenstående erklæringer:
De overdragne aktiver og rettigheder tilhører Praksis uden andre rettigheder for tredjemand end dem, der overtages eller respekteres af Køber ifølge nærværende overdragelsesaftale.
Det overdragne driftsinventar og -materiel er i funktionsdygtig stand på Overtagelsesdagen.
Xxxxxxx' årsregnskaber for [årstal], [årstal] og [årstal] giver et retvisende billede af driften og af Praksis' økonomiske stilling. Regnskaberne, der er udarbejdet efter samme og uændrede regnskabsprincipper, følger god regnskabsskik.
Xxxxxxx havde pr. [dato] [antal] patienter tilmeldt. Sælger er ikke ansvarlig for, i hvilket omfang de tilmeldte gruppe 1-sikrede måtte vælge anden læge som følge af overdragelsen.
Der verserer ingen højestegrænsesager vedrørende Praksis, og der har heller ikke i de 3 år, der ligger forud for beregningen af goodwill, verseret højestegrænsesager vedrørende Praksis i henhold til Overenskomst om Almen Praksis.
Sælger bekendt er Praksis lovligt indrettet og eventuelle lovpligtige tilsyn/kontroller udført løbende og rettidigt. Eventuelle påbud/forbud er efterkommet.
Der er ikke over for Praksis påtalt forhold vedrørende overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, sundhedslovgivningen m.v.
Der består ikke andre forpligtelser over for de overdragne medarbejdere end hvad der fremgår af deres ansættelseskontrakter og seneste lønseddel [og PLA’s overenskomster]. Praksis er ikke blevet mødt med krav om erstatning, godtgørelse eller øvrige krav fra de overdragne medarbejdere.
[Det kan være relevant med yderligere eller andre sælgererklæringer end de her medtagne].
6.2Køber afgiver nedenstående erklæringer:
Køber er bekendt med de gruppe 1-sikredes ret til lægeskifte i forbindelse med praksisoverdragelsen.
Køber har modtaget og gennemgået de sidste 3 års regnskaber og kontrolstatistikker for Praksis.
Køber har modtaget og gennemgået ansættelseskontrakterne med medarbejderne.
7.Betingelser
7.1Nærværende overdragelsesaftale er fra Sælgers side betinget af
at Køber deponerer den kontante købesum i henhold til bestemmel- serne i pkt. 3.2.
7.2Nærværende overdragelsesaftale er fra Købers side betinget af
at [Køber og [navn] senest den [dato] opnår enighed om en ny inte- ressentskabskontrakt,]
at udlejer godkender Købers indtræden som medlejer af lejemålet på uændrede vilkår,
at Praktiserende Lægers Organisation anerkender, at vilkårene for overdragelsen af Praksis i henhold til nærværende overdragelsesaf- tale er i overensstemmelse med gældende regler i PLO's love og re- præsentantskabsvedtagelser, idet et krav fra PLO om reduktion af prisen dog ikke medfører bortfald af overdragelsen, jf. pkt. 3.3,
at Køber opnår regionens bekræftelse af nedsættelsen som alment praktiserende læge i overensstemmelse med § 12 i Overenskomst om Almen Praksis og
at Sælger senest 3 dage før Overtagelsesdagen fremlægger doku- mentation for,
at interessentskabet ikke har givet virksomhedspant i interessentskabets aktiver (dokumentation i form af udskrift af personbogen), og
at Sælgers interessentskabsandel ikke er stillet til sikkerhed for gæld til tredjemand eller gjort til genstand for udlæg (dokumentation i form af skriftlig bekræftelse fra Sælgers medinteressent af, at interessentskabet ikke har modtaget nogen meddelelse om en sådan sikkerhedsstillelse eller et sådant udlæg).
7.3Såfremt de i pkt. 7.1. og 2. nævnte betingelser ikke opfyldes, bortfalder nærværende overdragelsesaftale, medmindre andet aftales mellem parterne.
8.Konkurrenceklausul
8.1Sælger forpligter sig til i 3 år fra Overtagelsesdagen at regne ikke at drive almen lægepraksis, hverken inden for eller uden for Overenskomst om Almen Praksis, eller at modtage ansættelse, herunder stilling som vikar eller ansat speciallæge i en almen praksis eller en regionsdrevet klinik, alt inden for en afstand af 15 km. i luftlinje fra de af Interessentskabet ved den pågældendes udtræden benyttede konsultationslokaler.
8.2For hver
overtrædelse ifaldes en bod på kr. [beløb],
ligesom der ifaldes erstatningsansvar efter dansk rets almindelige
regler. Betaling heraf fritager ikke Sælger fra pligten til fortsat
at overholde konkurrenceklausulen. Sælger er dog berettiget til at
udføre vagtarbejde inden for området under eget vagtydernummer.
[Evt.: Sælger er endvidere berettiget
til at påtage sig vikariater inden for området af op til [antal
måneders] varighed inden for 12
måneder i samme praksis]
9.Voldgift
9.1Opstår der uoverensstemmelser mellem køber og sælger angående fortolkning og ud fyldning af nærværende overdragelsesaftale, er hver af Parterne berettiget til at kræve tvisten afgjort ved voldgift.
9.2Voldgiften sker ved Lægeforeningens voldgiftsret til endelig afgørelse. Proces måden er som i bestemt i vedtægterne. I øvrigt henvises til lov nr. 553 af 24. juni 2005 om voldgift, hvis bestemmelser ligeledes skal finde anvendelse, såfremt den nævnte voldgiftsret ikke fungerer eller ikke kan tage sig af sagen.
9.3Tvistigheder
mellem Parterne vedrørende denne kontrakt kan ikke indbringes for
domstolene.
10.Omkostninger, godkendelse i PLO m.v.
10.1Hver af Parterne bærer omkostningerne til egne rådgivere i forbindelse med udarbejdelsen af nærværende overdragelsesaftale.
10.2Omkostningerne forbundet med udarbejdelse af perioderegnskab og åbningsbalance bæres af Sælger.
10.3Omkostningerne til eventuelle vurderinger afholdes af Sælger.
10.4Eventuelle omkostninger ved Købers indtræden i løbende kontrakter bæres af Køber.
10.5[Sælgers/Købers]
advokat sørger for at indsende denne overdragelsesaftale og de
fornødne bilag til PLO med henblik på godkendelse af
overdragelsen.
11.Underskrift
Nærværende overdragelsesaftale er udarbejdet i to originale eksemplarer, hvoraf hver af Parterne modtager et.
[Sted, dato og underskrifter]
[Bilagsfortegnelse:]
VEJLEDNING TIL OPLÆG TIL OVERDRAGELSESAFTALE
Nærværende vejledning knytter sig til "Oplæg til indgåelse af overdragelsesaftale mellem 2 læger", januar 2021. Vejledningen er tænkt som en hjælp i forbindelse med kontrakt udarbejdelse ved overdragelse af en andel af en almen lægepraksis. Vejledningen kan også være af betydning for senere forståelse af overdragelsesaftalens indhold.
Oplægget til overdragelsesaftalen og denne vejledning er udarbejdet i samarbejde med advokat Xxxxxx Xxxxxxx.
Oplægget til overdragelsesaftalen og vejledningen kan tjene til inspiration ved udarbejdelsen af en konkret kontrakt. Det er imidlertid vigtigt, at brugerne søger kvalificeret juridisk rådgivning til udarbejdelsen af den konkrete overdragelsesaftale.
Oplægget til overdragelsesaftalen er udformet med udgangspunkt i et to-læges interessentskab, således at den ene halvdel overdrages til en ny læge, samtidig med at den sælgende læge udtræder. Hvis der skal indgås overdragelsesaftale vedrørende et interessentskab med flere læger eller ved udvidelse af praksis ved opnåelse af ekstra lægekapacitet eller etablering af delepraksis, hvor sælgende læge fortsætter som interessent, skal der ske ændringer og tilpasninger i aftalen. Det samme gælder, hvis praksis drives i anpartsselskabsform.
Desuden vil der være behov for tilpasninger, hvis interessentskabet eller de enkelte interessenter, evt. via et ejendomsselskab, ejer den klinikejendom, som praksis drives fra. Der skal i så fald indarbejdes bestemmelser om købesummens beregning og betaling, eventuel indtræden i lån eller optagelse af nye lån, betingelser for frigivelse af købesummen, sælgererklæringer m.v.
I øvrigt vil der være en lang række konkrete omstændigheder i hver enkelt over dragelse, som nøje skal overvejes, hvilket nærmere er beskrevet nedenfor, uden dog at være en udtømmende behandling af alle tænkelige problemer.
Det skal endvidere fremhæves, at hvor der er tale om overdragelse af en interessentskabsandel, skal der samtidigt med udarbejdelsen af overdragelsesaftale udarbejdes en ny interessentskabskontrakt eller et tillæg til en eksisterende interessentskabskontrakt, hvorved sælger udtræder, og køber indtræder som interessent i interessentskabet, eventuelt med visse justeringer af interessentskabskontrakten, som der kan opnås enighed om i interessentskabet.
Det skal her fremhæves, at det er vigtigt, at alle relevante, væsentlige oplysninger og aftaler mellem køber og sælger er udtrykkeligt anført i overdragelsesaftalen. Overdragelsesaftalen er det juridisk bindende dokument mellem køber og sælger, og i tilfælde af uenighed og tvivl om, hvad der er aftalt, vil den almindelige forståelse af ordlyden af overdragelsesaftalen have afgørende betydning som bevis for, hvad der er aftalt mellem parterne. I tilfælde af strid vil det være vanskeligt at bevise, at der er aftalt noget andet, end hvad der står i overdragelsesaftalen.
Efter dansk rets almindelige regler har sælger i en handel en loyal oplysningspligt om det solgte, og heroverfor har køber en undersøgelsespligt med hensyn til det solgte. Disse pligter har særlig betydning i tilfælde af ringere egenskaber ved det solgte, d.v.s. en lavere værdi af det solgte eller højere udgifter ved det solgte, end man sædvanligvis kunne forvente. Det kan f.eks. være oplysninger om, at interessentskabets IT-system er brudt sammen eller er leaset, eller at kliniklokalerne måske skal fraflyttes. Fremkomsten af sådanne oplysninger efter at aftalen er indgået, kan medføre, at køberen ønsker at få erstatning eller at træde tilbage fra handelen.
Det er derfor vigtigt, at sælger loyalt oplyser om alle relevante forhold ved over dragelsen, herunder særligt eventuelle usædvanlige omstændigheder eller negative forhold for bedømmelsen af praksis. Overdragelsesaftalen skal ikke nødvendigvis udførligt beskrive alle disse omstændigheder, men overdragelsesaftalen bør specificere, hvilke dokumenter og andre oplysninger der er udleveret til køber, eller som køber har haft adgang til at gennemse inden købet. Særlige eller væsentlige problemstillinger, som ikke umiddelbart fremgår af de udleverede dokumenter, bør nævnes udtrykkeligt i overdragelsesaftalen.
Købers undersøgelsespligt betyder omvendt, at køber har pligt til at gennemgå de udleverede dokumenter og til at foretage de fornødne undersøgelser omkring forhold, der er nævnt i overdragelsesaftalen. Køber kan ikke, efter at handlen er indgået, kræve erstatning med henvisning til, at køber ikke har læst dokumenterne omtalt i overdragelsesaftalen. Med andre ord formodes køber at være bekendt med oplysninger, der er indeholdt i overdragelsesaftalen samt dokumenter og bilag nævnt i overdragelsesaftalen.
Overdragelsesaftalen er som nævnt det juridisk bindende dokument mellem parterne. Når overdragelsesaftalen er underskrevet af begge parter, er aftalen bindende på de aftalte vilkår, medmindre man derefter er i stand til at forhandle sig frem til en ny eller supplerende aftale om eventuelle forhold, der ikke er taget højde for i overdragelsesaftalen. Principielt er en mundtlig aftale lige så gyldig og bindende for parterne som en skriftlig aftale, men i praksis sker en overdragelse af en lægepraksis altid ved en skriftlig aftale, og som udgangspunkt foreligger der derfor ikke en endelig og bindende aftale, førend vilkårene for overdragelsen er skriftligt accepteret af begge parter.
Nedenfor følger bemærkninger til overdragelsesaftalens enkelte bestemmelser.
Indledning
Indledningsvis indsættes navn, CVR-nr. og ydernummer på den praksis, som overdragelsen vedrører, samt adressen.
Ad 1 - Overtagelsesdag
I pkt. 1 indføjes overtagelsesdatoen, som er den regnskabsmæssige skæringsdag.
Den normale situation er, at overtagelsesdagen er fastsat til et tidspunkt ud i fremtiden. Dette har sammenhæng med, at der som regel regnes med op til syv ugers ekspeditionstid for behandling af overdragelsen hos Praktiserende Lægers Organisation og hos regionen.
Hvis det er magtpåliggende for parterne, er der imidlertid intet til hinder for, at der aftales en skæringsdag, som ligger inden for en kort tidshorisont, eller som eventuelt ligger bagud i tid, da dette alene er et spørgsmål om, hvilke poster der skal med i perioderegnskabet Dog indebærer dette, at sælger har ansvar for virksomheden frem til det tidspunkt, hvor overdragelsen er bekræftet af regionen. Køber kan endvidere ikke blive tilmeldt yderregistret før dette tidspunkt. Der kan dog være problemer med at aftale en overtagelsesdag bagud i tid i forhold til aftalens indgåelse, såfremt dette skal have skattemæssige konsekvenser.
PLO henstiller, at man ikke meddeler overdragelsen til patienter og offentligheden i øvrigt, førend sagen er behandlet hos PLO på grund af retten til lægeskifte.
Det skal bemærkes, at overtagelsesdagen normalt ikke er samme dag, som datoen for indgåelse af aftalen om overdragelse og underskrivelse af overdragelsesaftalen. Tidspunktet for aftalens indgåelse (underskrivelsen) er imidlertid afgørende for beskatningen af goodwill m.v. Hvis aftalen indgås i november 2021, anses praksisandelen således i skattemæssig henseende for afstået i 2021, selv om overtagelsesdagen eksempel vist er fastsat til den 1. april 2022, og den sælgende læge først får sin betaling på det tidspunkt.
Ad 2 - Overdragelsens genstand
Formålet med pkt. 2 og de tilhørende bilag er at beskrive og specificere, hvilke aktiver der overgår til køber. Overordnet set overtager køber en ideel andel af driftsinventar, driftsmateriel, løsøre, forbrugsvarer og goodwill samt et lejemål (eller eventuelt en andel af fast ejendom).
Driftsinventar, driftsmateriel, løsøre og forbrugsvarer mv.
I henhold til pkt. 2.1 er det udgangspunktet, at køber overtager en ideel andel af alle aktiver i konsultationslokalerne, dvs. driftsinventar, driftsmateriel, IT udstyr og andet løsøre samt forbrugsvarer.
I visse tilfælde overtages også en ideel andel i indretning af lejede lokaler, typisk hvis der er foretaget større investeringer i lejemålet for relativt nyligt. Såfremt dette er tilfældet, skal kontrakten regulere dette vilkår.
Endvidere medfølger patientkartotek, journaler mv, samt den til praksis knyttede website og telefonlinje.
Har parterne aftalt, at der er effekter i praksis, som ikke omfattes af overdragelsen, bør dette udtrykkeligt specificeres i et bilag, jf. litra 5).
Hvis parterne aftaler en pris for den ideelle andel af driftsinventar, driftsmateriel og andet løsøre samt evt. indretning af lejede lokaler på maksimalt DKK 80.000, er der ikke behov for indhentning af en vurdering i henhold til gældende regler. Hvis værdien sættes højere end DKK 80.000 for den overdragne andel, skal der indhentes en vurdering hos en uvildig vurderingsmand.
Som alternativ kan der tilvejebringes en samling af fakturaer for indkøbte genstande og en oversigt herover med afskrivning over 10 år, for IT-udstyr dog 5 år. Stk. 1 litra 3) skal således tilrettes alt afhængigt af, om der udarbejdes en vurdering af driftsinventar mv. eller ej.
Hvis der overtages indretning af lejede lokaler, omfatter reglerne for værdiansættelse af driftsinventar m.v. også indretning af lejede lokaler. Værdien af indretning af lejede lokaler skal således sammen med værdien af driftsinventar m.v. holdes på max. kr. 80.000. Ellers skal der foreligge en sagkyndig vurdering.
Goodwill
I pkt. 1.2 omtales overdragelsen af en ideel andel af interessentskabets goodwill. I det omfang, der i sælgers regnskaber optræder indtægter fra specielle private eller offentlige hverv, samt lønindtægter fra anden side kan sådanne indtægter ikke indgå i goodwillberegningen.
PLO's repræsentantskab har vedtaget, at der i praksishandler ikke må aftales en goodwill, der overstiger, hvad der svarer til 136% af gennemsnittet af de 3 forud gående regnskabsårs bruttoindtægt (reguleret i overensstemmelse med de så kaldte korrektionsfaktorer). Den maksimale goodwill skal således beregnes og vedlægges som bilag til overdragelsesaftalen.
Kliniklokaler
Bestemmelsen forudsætter, at kliniklokalerne er lejede. Den skal tilrettes, hvis interessentskabet eller interessenterne eller et af dem ejet ejendomsselskab ejer klinikejendommen.
Når kliniklokalerne er lejede, indtræder køber som ny medinteressent i de rettigheder og forpligtelser, som følger af den gældende lejekontrakt. I visse tilfælde er det imidlertid en betingelse for købers indtræden i lejekontrakten, at udlejer kan godkende køber som ny medlejer. Det er således vigtigt, at dette forhold undersøges nærmere i forbindelse med aftalens indgåelse.
Der bør udarbejdes et tillæg (allonge) til lejekontrakten, som underskrives af køber, sælger og udlejer, hvori det er nærmere anført, at køber kan indtræde som lejer, og at sælger er frigjort for sine forpligtelser, samt hvorledes der skal for holdes med depositum m.v. Der er her lagt op til refusion af depositum, men i visse tilfælde aftales det, at depositum ikke skal refunderes som følge af den istandsættelses- og/eller retableringsforpligtelse, som køber indtræder i.
Andre aktiver og passiver
Køber overtager tillige sælgers ideelle andel i aktiver og passiver, som indgår i åbningsbalancen, jf. pkt. 4., uanset at de ikke eksplicit er nævnt i pkt. 2.
Ad 3 - Købesummen og dens berigtigelse
Købesummen
I pkt. 3.1 specificeres prisen for driftsinventar mv. og goodwill, og den samlede købesum anføres.
Det er forudsat, at kapitalkontoen skal overtages af køber til DKK 0, jf. pkt. 4.
Berigtigelse af købesummen
I pkt. 3.2 er fastsat de praktiske regler og frister for købers foretagelse af betaling.
Såfremt overtagelsesdagen ligger et stykke ude i fremtiden, aftales det sædvanligvis, at køber i første omgang stiller bankgaranti, idet købesummen først deponeres på eller kort tid før overtagelsesdagen. Hvis der er kort tid til overtagelsesdagen, vil det af omkostningsmæssige årsager ofte være mere hensigtsmæssigt, at køber blot foretager deponering af købesummen.
Eventuel regulering af købesummen
Det er i pkt. 3.3 fastsat, at hvis PLO forlanger reduktion af prisen for goodwill eller for driftsmateriel eller -inventar, skal parterne reducere prisen i overensstemmelse hermed. PLO kan ikke forlange en forhøjelse af købesummen.
Det kan måske for sælger synes betænkeligt, at sælger kan risikere en reduktion af prisen for goodwill og for inventar. Sælger kan dog ikke lovligt forlange noget beløb højere end godkendt af PLO. Alternativet er derfor, at sælger - i stedet for at acceptere reguleringsmekanismen som et vilkår for handelens gennemførelse – sætter som en betingelse, at prisen i pkt. 3.1 ikke af PLO kan forlanges ned reguleret med mere end et nærmere anført beløb, og at handelen i modsat fald bortfalder, således at begge parter er frit stillet. Såfremt det aftales, at handlen bortfalder, skal pkt. 7 tilpasses i overensstemmelse hermed.
Endelig bemærkes for god ordens skyld, at reguleringsbestemmelserne i pkt. 3.3 ikke giver grundlag for en regulering af købesummen, blot fordi køber eventuelt har gjort et forretningsmæssigt dårligt køb. Disse forhold påhviler det køber at analysere inden købet.
Ad 4 - Perioderegnskab og åbningsbalance
Pkt. 4 beskriver skæringen af udgifter og indtægter pr. overtagelsesdagen.
I praksis sker der det, at køber indtræder i interessentskabet, mens sælger udtræder, og revisor udarbejder således et perioderegnskab, hvor der pr. overtagelsesdagen ”slås en streg i sandet” i forhold til interessentskabets indtægter og udgifter. Indtægter og udgifter, som vedrører tiden forud for overtagelsesdagen tilfalder henholdsvis påhviler sælger, mens indtægter og udgifter, som vedrører tiden efter overtagelsesdagen tilfalder henholdsvis påhviler køber. For den tilbageværende interessent, som sælger hidtil har drevet praksis i samarbejde med, betyder dette, at vedkommende ikke skal stå over for de praktiske vanskeligheder med at skulle dele regninger og indtægter dels med sælger og dels med køber.
Perioderegnskabet danner grundlag for åbningsbalancen for det nye interessentskab mellem køber og den tilbageværende interessent. Hvis overtagelsesdagen er sammenfaldende med afslutningen af interessentskabets regnskabsår, kan årsrapporten for interessentskabet mellem sælger og den tilbageværende interessent anvendes som perioderegnskab.
I perioderegnskabet indgår optjente men endnu ikke betalte krav vedrørende personale, herunder ferie, som medarbejderne har optjent i sælgers ejertid, men som endnu ikke er afviklet.
Når perioderegnskabet er udarbejdet, kan sælgers kapitalkonto opgøres. I et interessentskab føres der regnskab over hver interessents kapitalkonto. Kapital kontoen består af de værdier, som interessenten har indskudt i interessentskabet samt interessentens andel i overskuddet med fradrag af interessentens hævninger.
I forbindelse med overdragelsen af sælgers ideelle praksisandel, indtræder køber i sælgers kapitalkonto. Kapitalkontoen udlignes, så værdien er DKK 0. Dette betyder, at sælger får udbetalt saldoen på sin kapitalkonto, idet der dog skal korrigeres for værdien af driftsinventar, driftsmateriel mv. samt værdien af en eventuel fast ejendom, som er handlet, idet sælger får særskilt betaling for disse aktiver. Dette følger af pkt. 4.5. Det skal bemærkes, at udligningen forudsætter, at medinteressenten er indforstået med udbetalingen. Hvis saldoen på kapitalkontoen er negativ, skal beløbet indbetales af sælger til interessentskabet.
Sædvanligvis er det ikke nødvendigt at lave særskilt refusion ved siden af perioderegnskabet, men for det tilfælde, at der måtte være poster, hvor der ikke er sket periodisering via perioderegnskabet, er der medtaget en bestemmelse herom.
Refusionssaldoen forrentes med Nationalbankens diskonto + 4% p.a.
I pkt. 4. 4 skal det anføres, hvornår interessentskabets revisor skal have udarbejdet perioderegnskabet og refusionsopgørelsen. Købers revisor har herefter 2 uger til at kommentere på udkastene. Denne bestemmelse skal sikre, at der er fremdrift i forhold til at få handlen afsluttet.
Medarbejdere
Pkt. 5.1 omhandler det personale, som køber overtager, når han/hun overtager Praksis. I bestemmelsen indsættes navn og titel på medarbejderne.
Et praksiskøb eller et køb af en del af en praksis er en virksomhedsoverdragelse efter lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse ("virksomhedsoverdragelsesloven".)
Det er et lovkrav, at medarbejderne skal orienteres om årsagen til overdragelse af virksomheden og overdragelsens følger for medarbejderne, jf. litra 2).
Det er i strid med virksomhedsoverdragelses loven at afskedige medarbejdere alene på grund af overdragelsen. En opsigelse kan ikke sagligt begrundes i virksomhedsoverdragelsen som sådan. Da virksomhedsoverdragelsesloven giver medarbejderen samme retsstilling over for køber, som medarbejderen havde over for sælger, vil medarbejderen kunne rette et eventuelt krav i anledning af opsigelsen mod køber. En afskedigelse, som effektueres i strid med virksomhedsoverdragelsesloven, indebærer, at medarbejderen foruden løn i opsigelsesperioden samt eventuel fratrædelsesgodtgørelse, også er berettiget til en godtgørelse for usaglig afskedigelse.
Hvis opsigelsen imidlertid er begrundet i økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, som fører til beskæftigelsesmæssige ændringer (f.eks. på grund af nedbemanding), er opsigelsen ikke i strid med virksomhedsoverdragelsesloven.
Det skal desuden nævnes, at medarbejdernes ansættelsesvilkår og stillingsind hold fortsætter uændret efter overdragelsen. Virksomhedsoverdragelsen giver således ikke køber ret til at gennemføre væsentlige ændringer i medarbejdernes ansættelsesvilkår. Væsentlige ændringer skal varsles med medarbejderens sædvanlige opsigelsesvarsel, og medarbejderen kan betragte sig som opsagt, hvis han/hun ikke kan acceptere ændringen.
Hvis praksis er medlem af PLA (Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening) kan nærmere rådgivning indhentes fra PLA's advokater.
Det bør oplyses, om interessentskabet er medlem af PLA.
Hvis der måtte blive rejst krav fra medarbejdere vedrørende perioden før overtagelsesdagen, skal disse dækkes af sælger/det hidtidige interessentskab. Det er præciseret i bestemmelsen.
Løbende kontrakter, forsikringer mv.
I forbindelse med overdragelsen skal det nøje gennemgås, hvilke løbende kontrakter og aftaler køber indtræder i som ny interessent i kraft af sin indtræden i interessentskabet. Der skal således måske slettes eller tilføjes konkrete kontraktsforhold af løbende karakter. Man skal være særligt opmærksom på spørgsmålet om overdragelse af brugen af software. I nogle tilfælde er rettighederne ikke overdragelige, eller kun overdragelige mod betaling af ny licens. I relation til forsikringer, inddrages køber under de eksisterende forsikringer, som Xxxxxxx har tegnet, og Xxxxxxxx skal tage kontakt til de(t) relevante forsikringsselskab(er) herom.
Interessentskabskontrakt
Der skal tages stilling til, om køber skal indtræde i den eksisterende interessentskabskontrakt, evt. med visse tilpasninger, eller om der skal udarbejdes en helt ny.
Ad 6 - Sælgers erklæringer
I pkt. 6 afgiver sælger erklæring om, at de overdragne aktiver er ejet af Praksis, og at tredjemand ikke har pant i aktiverne. Desuden erklærer sælger, at det solgte er funktionsdygtigt og således ikke har skjulte mangler, som sælger kendte til, på tidspunktet for overdragelsen. Dette relaterer sig dels til de overdragne fysiske inventargenstande, men dog også til patientkartotek, IT-software m.v.
Sælger erklærer videre, at regnskaberne giver et retvisende billede af praksis.
I litra 4) indføjes oplysning om antallet af gruppe 1 patienter. Disse oplysninger fremgår af kontrolstatistikken eller senere kvartalsvise patientfortegnelser fra regionen.
Sælger erklærer også, at der ikke verserer eller har verseret højestegrænsesager indenfor de 3 sidste år. Højestegrænsesager indledes, hvis udgifterne til lægehjælp vedrørende en praksis afviger væsentligt fra gennemsnittet for området. Der henvises til overenskomstens § 88 om årsopgørelser og fastsættelse af højestegrænse.
Endelig er der indsat nogle eksempler på andre sædvanlige lægeerklæringer, men sælgererklæringerne skal tilpasses den konkrete handel.
Pkt. 6 indeholder tillige erklæringer fra køber om, at køber er bekendt med patienternes ret til lægeskift, og at køber har gennemgået den modtagne dokumentation vedrørende praksis.
Ad 7 - Betingelser
Betingelserne i pkt. 7 er til beskyttelse af henholdsvist sælger og køber, således at forstå, at hvis en af betingelserne ikke opfyldes, gennemføres handlen ikke (medmindre betingelsen frafaldes).
Hvis grunden til, at PLO ikke vil godkende handlen er, at PLO ikke kan godkende de aftalte priser, bortfalder handlen dog ikke, såfremt køber og sælger har aftalt, at der er pligt til at reducere priserne til de af PLO fastsatte beløb, jf. pkt. 3.3. Parterne kan dog have aftalt, at handlen skal bortfalde, såfremt PLO ikke kan godkende de aftalte priser. I så fald skal betingelsen i pkt. 7. og pkt. 3.3 tilpasses.
Der kan eventuelt være behov for at opstille yderligere betingelser eller ændrede betingelser for overdragelsens gennemførelse i det konkrete tilfælde. Dette bør undersøges nærmere. Særligt er det væsentligt at tilpasse betingelsen vedrørende kliniklokalerne.
Det er ikke i denne standardoverdragelsesaftale forudsat, at der skal laves en efterfølgende påtegning på dokumentet om, at handelen er endelig ved betingelsernes opfyldelse. Det er som anført i pkt. 3.2 forudsat, at køber eller medvirkende advokat hurtigst muligt giver meddelelse til sælgers pengeinstitut, når betingelserne er opfyldt og købesummen kan frigives. Hvis der fremkommer meddelelse om, at en betingelse ikke kan opfyldes, falder handelen, og hver part er berettiget til at meddele, at de anser sig for frigjort.
Ad 8 - Konkurrenceklausul
Konkurrenceklausulen indebærer, at sælger er begrænset i sin adgang til nedsættelse mv. inden for et geografisk område. Formålet er at forhindre at sælger kan tage patienter med sig til en ny praksis, hvilket kan være urimeligt efter at sælger har modtaget goodwill betaling ved udtræden. Det geografiske beskyttelsesområde for konkurrenceklausulen er angivet til 15 km. Anden afstand kan overvejes afhængigt af om den konkrete praksis er beliggende i et storbyområde eller et tyndt befolket landdistrikt.
Ligeledes bør bodens størrelse overvejes. Da det er vanskeligt at bevise et tab, der kan danne grundlag for et egentligt erstatningskrav, vil boden typisk være den eneste erstatning, som den skadelidte modtager for krænkelsen af konkurrenceklausulen.
Undertiden tillades også vikariater af eksempelvis max. 1 måneds eller 3 måneders varighed inden for konkurrenceklausulens gyldighedsområde. Der er medtaget en formulering herom.
Ad 9 - Voldgift
I pkt. 9 er indføjet en voldgiftsbestemmelse til brug for afgørelse af uoverensstemmelser mellem køber og sælger. Der kan være tale om uoverensstemmelser om forståelse af kontrakten, herunder om opgørelse af perioderegnskabet og åbningsbalancen.
Alternativet til voldgiftsbestemmelsen vil være at udelade denne og i stedet bestemme, at alle tvister afgøres ved de almindelige domstole. Henlæggelse af tvister til domstolene fører til offentlighed om sagen, samt at sagen bedømmes af en juridisk dommer uden særlig lægefaglig indsigt. En dom fra domstolene kan dog ankes til en højere retsinstans i modsætning til en voldgiftsafgørelse.
Ad 10 - Omkostninger m.v.
Omkostningerne ved kontraktens oprettelse vil typisk være honorar til advokat og/eller revisor for rådgivning ved kontraktens oprettelse. Der lægges i overdragelsesaftalen op til, at hver part bærer egne rådgiveromkostninger.
Omkostninger til udarbejdelse af perioderegnskab og åbningsbalance, samt eventuelle omkostninger til vurderinger afholdes af sælger.
Hvis der samtidig skal oprettes en interessentskabskontrakt, foreslås det, at ud giften til oprettelse af en ny interessentskabskontrakt bæres af medinteressenten og køberen i fællesskab, og således er sælger uvedkommende.