Generelle betingelser for kortindløsning via Anyday
Generelle betingelser for kortindløsning via Anyday
Disse generelle betingelser gælder for alle virksomheder, der modtager kortbetalinger gennem Anyday A/S med Clearhaus A/S som kortindløser.
1. Definitioner
Anyday, vi, os, vores | Anyday A/S, CVR-nr. 41140216, P.O. Xxxxxxxxx Xxx 0, 0000 Xxxxxx X, |
Betingelser | De betingelser, der er angivet i dette dokument |
Hovedaftale | Den aftale, hvoraf priser og afvigelser fra Betingelserne samt vilkår mellem Virksomheden og Indløseren fremgår |
Indløser | Clearhaus A/S, CVR-nr. 33749996, P.O. Xxxxxxxxx Vej 2, 8200 Aarhus N. Indløser er et betalingsinstitut med licens fra Finanstilsynet og Principal Member af Visa og MasterCard. Indløser håndterer betalinger fra Kortholder til Virksomheden |
Kort | Betalingskort, der er omfattet af denne aftale – typisk et VISA- eller MasterCard |
Kortholder | Den person, som et Kort er udstedt til |
Kortorganisation | VISA og/eller Mastercard |
PSP | Payment Service Provider er betalingsgateway’en, der udgør det tekniske bindeled mellem Virksomheden og Indløser |
Virksomheden | Den fysiske eller juridiske part i denne aftale, som har indgået en aftale med Anyday A/S og Clearhaus A/S om at modtage kortbetalinger |
2. Formidling af indløsningstjenester
2.1 Til Virksomheden formidler Anyday behandling af autorisationsforespørgsler, registrering og behandling af kortbetalinger, afregning af gennemførte kortbetalinger og håndtering af indsigelser fra Kortorganisationer og/eller Kortholder. Anyday samarbejder med Indløseren, der er godkendt og under tilsyn af Finanstilsynet samt VISA og MasterCard.
2.2 Når Virksomhedens webshop opfylder kravene fra Indløseren, leverer Anyday inden for 1-3 hverdage en indløsningsaftale fra Indløseren. Indløseren er underlagt lovgivning mod hvidvask og finansiering af terrorisme, og Virksomheden vil skulle levere relevant dokumentation til brug for til Indløseren.
3. Aftalegrundlag og kreditvurdering
3.1 Aftalen mellem Virksomheden og Anyday består af Hovedaftalen, Betingelserne, VISA og MasterCards regelsæt samt Virksomhedens ansøgning til Anyday.
3.2 Aftalen mellem Virksomheden og Anyday baserer sig på en kreditvurdering af Virksomheden. Anyday kan derfor til enhver tid indhente kreditoplysninger om Virksomheden og dennes ejerkreds.
3.3 Anyday og/eller Indløseren har ret til at foretage fysisk inspektion af Virksomhedens lokaler uanset om disse er offentligt tilgængelige eller ej. Inspektionen kan ske uanmeldt som en del af den igangværende kreditvurdering, og omfatter Virksomhedens lokaler, servere, data, varebeholdninger, forretningsprocedurer mv. Omkostningerne ved inspektionen skal betales af Virksomheden.
3.4 I tilfælde af væsentlige ændringer af Virksomhedens forhold, skal Virksomheden straks underrette Anyday skriftligt. Væsentlige ændringer kan være, men er ikke begrænset til, ændringer i Virksomhedens ejerkreds, direktion, bestyrelse, registrerings- og kontonummer, adresse, e-mailadresse, telefonnummer, URL, branche, forretningsmodel (herunder nye forretningsområder), væsentlige ændringer i produktsortiment, samt ændringer i salgs- og leveringsbetingelser. Væsentlige ændringer kan resultere i en ændret kreditvurdering fra Anydays side.
3.5 I tilfælde af en ændret kreditvurdering, kan Anyday skriftligt ændre aftalens vilkår med 30 dages varsel. Anyday kan ligeledes skriftligt ændre aftalens vilkår hvis disse ændringer skyldes krav fra Kortorganisationerne, myndigheder eller ny lovgivning, i hvilket tilfælde varslet kan være kortere end 30 dage. Underretning om ændringer sker elektronisk til Virksomhedens e-mailadresse. Virksomheden vil være bundet af de oplyste ændringer, medmindre Virksomheden inden for 10 dage fra modtagelse af underretning meddeler Anyday, at Virksomheden ikke kan acceptere ændringerne.
4. Anvendelse
4.1 Et højt sikkerhedsniveau ved anvendelsen af Kort er afgørende for den generelle tillid til Kortorganisationerne. Virksomheden er forpligtet til aktivt at bidrage til et højt sikkerhedsniveau.
4.2 Virksomheden skal altid overholde Kortorganisationernes standard for sikker behandling af kortdata (PCI DSS). Standarderne opdateres løbende, og de til enhver tid gældende regler kan findes på xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xxx.
4.3 Virksomheden er forpligtet til at underrette Anyday, hvis Virksomheden selv behandler og/eller lagrer kortdata, og Virksomheden skal i sådanne tilfælde dokumentere sine procedurer på området, herunder fremvise bevis for bestået PCI-scanning fra en godkendt leverandør.
4.4 Virksomheden må ikke udveksle, herunder sælge, kortdata med andre end Anyday og eventuelt
andre PSP’er eller Indløseren.
4.5 Virksomheden skal sikre, at relevant personale til enhver tid er bekendt med Kortorganisationernes regler og holdes orienteret herom. Anyday eller Indløseren kan forlange, at relevante medarbejdere deltager i kurser om kortbetaling. Omkostningerne hertil afholdes af Virksomheden.
4.6 Virksomheden er forpligtet til straks at underrette Anyday hvis der har været uautoriseret adgang eller mistanke herom til de af Virksomhedens systemer, der indeholder kortoplysninger. Virksomheden er ansvarlig for ethvert tab som følge heraf, herunder særligt eventuelle bøder pålagt Anyday eller Indløseren. I tilfælde af tab af kortdata eller anden kompromittering heraf,
kan Anyday eller Indløseren for Virksomhedens regning anmode et eksternt sikkerhedsfirma om at undersøge det hændte, årsagerne og følgerne heraf samt om at foretage udbedring heraf.
4.7 Aftalen er betinget af, at der på Virksomhedens hjemmeside findes et link til handelsbetingelserne, der overholder EU's forbrugerlovgivning. Betingelserne skal accepteres af kunden inden betaling.
5. Gennemførelse af transaktioner
5.1 En gennemført betaling består af en autorisation og en betaling. Autorisation betyder, at Virksomheden via Indløseren anmoder om bekræftelse af, at Kortet er gyldigt og at der er dækning for det pågældende beløb. Beløbet reserveres ved bekræftelse, og Virksomheden modtager derefter en autorisationskode for den pågældende transaktion. Betaling sker, når Virksomheden anmoder Anyday om at hæve det reserverede beløb på den pågældende Kort.
5.2 Betaling må ikke ske før varen eller tjenesteydelsen er leveret eller afsendt til Kortholder.
5.3 Forretningen er forpligtet til at acceptere alle typer af Kort udstedt af VISA og MasterCard.
5.4 I forbindelse med gennemførsel af en transaktion skal følgende oplysninger sendes til Indløseren: Kortnummer, udløbsdato, beløb og sikkerhedskode. Anyday kan stille yderligere krav til fremsendelse af data om den enkelte transaktion, såfremt Anyday af hensyn til sikkerheden finder dette nødvendigt.
5.5 Når transaktionen er gennemført, er Virksomheden forpligtet til at udstede en kvittering til Kortholder. Virksomheden skal gemme alle relevante oplysninger om transaktionen i mindst 2 år.
6. Ikke-tilladte transaktioner
6.1 Kun transaktioner, der er tilladt i henhold til denne aftale og Kortorganisationernes regler, kan udføres. Eksempler på ikke-tilladte transaktioner er 1) betaling modtaget for tredjemand, 2) betaling for varer, varegrupper eller brancher, der ikke er nævnt i Hovedaftalen (se MCC koden),
3) betaling af gæld (betaling for tidligere modtagne varer), 4) betalinger, der kan skade Kortorganisationernes, Indløserens eller Anydays omdømme eller varemærke, 5) betalinger, der ikke er i overensstemmelse med gældende lovgivning, samt 6) betalinger for ydelser, der kan udgøre en krænkelse af ophavsrettigheder.
6.2 Enhver overtrædelse af ovenstående vil blive opfattet som grov misligholdelse af Hovedaftalen og kan medføre ophævelse heraf. Bøder kan pålægges Virksomheden af Anyday og/eller Indløseren.
7. Refunderinger
7.1 Refunderinger eller krediteringer til Kortholder (typisk ved returnering af en købt vare) skal begrænses til hel eller delvis udligning af tidligere gennemført kortbetaling. Virksomheden skal anvende det samme Kort til refundering som blev brugt til at gennemføre den oprindelige transaktion, og refunderingen må ikke overstige den oprindelige transaktions værdi.
7.2 Når den oprindelige transaktion blev gennemført gennem Indløseren, skal enhver refundering eller kreditering heraf gennemføres gennem Indløseren. Der må således ikke udbetales kontanter eller foretages en bankoverførsel til Kortholder.
8. Indsigelser
8.1 En Kortholder kan gøre indsigelse mod en transaktion over for sin kortudsteder. Kortudstederen vil rette henvendelse til Indløseren, der vil behandle indsigelsen og herefter anmode Virksomheden om at behandle sagen.
8.2 Årsager til en indsigelse kan bl.a. være at Kortholder nægter kendskab til transaktionen, at betalingen er gennemført via andre midler, at Kortholder ikke modtager de aftalte varer eller tjenesteydelser, at Kortholder har returneret varen eller tjenesteydelsen eller at den gennemførte betaling er større end aftalt.
8.3 Virksomheden er forpligtet til straks på anmodning fra Anyday eller Indløseren at indsende alt relevant dokumentation om den transaktion, som indsigelsen vedrører. Hvis Virksomheden ikke er i stand til at bevise sin ret til at beholde beløbet, kan Anyday eller Indløseren beslutte at returnere betalingen til Kortholder. Anydays og/eller Indløserens afgørelse er i den henseende endelig.
8.4 Virksomheden forpligter sig til at yde et højt serviceniveau over for Kortholder, således at indsigelser så vidt muligt undgås. Et uforholdsmæssigt stort antal indsigelser kan medføre bøder og gebyrer fra Kortorganisationerne til både Virksomheden, Anyday og eventuelt Indløseren. Anyday vil altid opkræve sådanne bøder ved Virksomheden både på egne og Indløserens vegne. Virksomheden er således pligtig at skadesløsholde Anyday og Indløseren i enhver sådan henseende.
8.5 Virksomheden og dennes relevante medarbejdere skal på Anydays anmodning deltage i programmer og kurser med henblik på at minimere indsigelser.
9. Gebyrer
9.1 Alle almindelige gebyrer er oplistet i Hovedaftalen. Fuldstændig gebyroversigt kan findes på xxx.xxxxxxxxx.xxx/xx/xxxxxx. Alle gebyrer, bøder og lignende vil blive modregnet i Anydays løbende udbetalinger til Virksomheden. Alle priser er oplyst ex moms, afgifter og skatter.
9.2 Virksomheden skal informere Kortholder klart om eventuelle transaktionsgebyrer og skal sørge for, at Kortholder godkender det eventuelle gebyr før enhver transaktion. Virksomheden er ansvarlig for at overholde gældende lovgivning på området.
10. Udbetalinger og reserver
10.1 Gennemførte betalinger udbetales til Virksomheden periodevis som anført i Hovedaftalen. Udbetalinger sker med fradrag af gebyrer, bøder, refunderinger, indsigelser og reserver.
10.2 Reserver er defineret i hovedaftalen. Hvis en fornyet kreditvurdering giver anledning hertil, kan Anyday ændre reserveberegningen.
10.3 Virksomheden skal hurtigst muligt afstemme Anydays udbetalingsberegninger med sin eget bogføring.
10.4 Indsigelser mod Anydays udbetaling skal ske senest 30 dage efter udgangen af den måned, hvor en transaktion fandt sted. Virksomheden kan selv hente kontoudtog via Indløserens webside.
11. Ikrafttræden og ophør
11.2 Aftalen kan opsiges skriftligt af både Virksomheden og Anyday med 30 dages varsel til udgangen af en måned. Anyday kan ophæve aftalen eller ændre vilkårene heri med øjeblikkelig virkning, hvis der sker gentagen eller grov misligholdelse, herunder bl.a. et efter Anydays eller Indløserens skøn for stort antal indsigelser eller refunderinger. Aftalen kan også ophæves med øjeblikkelig virkning, såfremt kreditvurderingen af Virksomheden giver anledning hertil.
11.3 Kortorganisationerne kan efter eget skøn opsige aftalen med øjeblikkelig virkning.
Generelle betingelser for betalingsgateway via Anyday
1. Definitioner
1.1 Punkt 1 i Generelle Betingelser for Kortindløsning via Anyday finder tilsvarende anvendelse for disse Generelle Betingelser for Betalingsgateway via Anyday.
2. Anydays service
2.1 Anydays betalingsgateway giver Virksomheden mulighed for at modtage betalinger over internettet. Anydays betalingsgateway er godkendt af Indløseren, og overførsler mellem disse sker i krypteret form.
3. Drift og oppetid
3.1 Anyday bestræber sig på at sikre, at betalinger via Anydays betalingsgateway kan finde sted 24 timer i døgnet alle årets dage og opretholder højeste sikkerhedsprocedurer.
3.2 Anydays leverandører af betalingsgateway forpligter til på ethvert givent tidspunkt i aftaleperioden at være PCI-godkendt.
3.3 Anyday kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle driftsforstyrrelser, men er forpligtet til at rette eventuelle fejl hurtigst muligt.
3.4 Ved tekniske ændringer eller vedligehold m.v., er Anyday berettiget til at afbryde driften i kortere perioder. Det er hensigten, at sådanne arbejder så vidt muligt skal udføres i tidsrum, hvor aktiviteten i forvejen er lav.
4. Ansvar
4.1 Virksomheden er ansvarlig for at tilrette sin software, således at der kan modtages betalingsoverførsler via Anydays betalingsgateway. Anyday stiller en række moduler til rådighed uden beregning og uden ansvar.
4.2 Virksomheden er ansvarlig for at sikre, at betalinger foretaget gennem Anydays betalingsgateway overholder gældende lovgivning, herunder bl.a. betalingsloven og forbrugeraftaleloven.
4.3 I de tilfælde, hvor Virksomheden ikke også ønsker at indgå aftale om kortindløsning samtidig med denne aftale, kan Virksomheden frit indgå aftale om kortindløsning med andre udbydere af denne service.
4.4 Virksomheden er i alle tilfælde forpligtet til at overholde regler og retningslinjer fastsat af Anyday, samt til at underrette Anyday om enhver uregelmæssighed ved driften, herunder mistanke om tredjemands eventuelle indtrængen.
4.5 Anyday kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle tab, som Virksomheden måtte lide som følge af, at andre får kendskab til Virksomhedens password o.lign. Anyday er ligeledes ikke ansvarlig for eventuelle krav fra forbrugere/kortholdere om tilbageførsel af betalinger gennemført gennem Anydays betalingsgateway, uanset karakteren af disse indsigelser.
4.6 Anyday kan ikke holdes ansvarlig for driftsforstyrrelser.
5. Rettigheder
5.1 Anyday kan uden varsel overdrage sine forpligtelser og rettigheder i henhold til denne aftale til tredjemand.
5.2 Anyday har de nødvendige rettigheder, tilladelser og licenser til softwaren, der anvendes af Anyday ved betalingsoverførsler. Både Anyday og Virksomheden har forpligtet sig til fortrolighed med hensyn til den anden parts forhold.
5.3 Virksomheden opnår med denne aftale en tidsbegrænset, ikke-eksklusiv brugsret til Anydays betalingsgateway via en kode og øvrige materialer. Virksomhedens brugsret er til enhver tid betinget af rettidig betaling af ethvert udestående til Anyday.
5.4 Krænkelse af de i dette punkt 5 nævnte rettigheder, betragtes som væsentlig misligholdelse af aftalen.
5.5 Anyday har i aftaleperioden ret til at anvende Virksomhedens navn og logo som reference, herunder i markedsføringsøjemed. Virksomheden kan give Anyday specifikke instruktioner vedrørende den nærmere brug heraf, ligesom Virksomheden kan frabede sit navn og logo anvendt i de nævnte sammenhænge.
6. Betalingsbetingelser
6.1 Hvis Hovedaftalen inkluderer en abonnementspris, betales denne månedligt forud. Forbrug betales månedsvis bagud. En faktura vil således indeholde den seneste måneds opgjorte forbrug samt eventuelt den indeværende måneds abonnement.
6.2 Hvis Hovedaftalen inkluderer en abonnementspris, inkluderer den første regning som Virksomheden modtager abonnementsprisen for de måneder, der er forløbet indtil faktureringsdatoen i tillæg til det under punkt 6.1 beskrevne.
6.3 Anyday fremsender faktura månedligt med 8 dages betalingsfrist. Manglende betaling vil medføre renter og rykkere i overensstemmelse med gældende lovgivning.
7. Ikrafttræden og ophør
7.1 Aftalen mellem Virksomheden og Anyday træder i kraft umiddelbart efter bestilling og løber indtil den opsiges. Abonnementet er således fortløbende.
7.2 Både Virksomheden og Anyday kan opsige aftalen 30 dages varsel til udgangen af en abonnementsperiode. Virksomhedens opsigelse skal ske skriftligt til xxxxxxxx@xxxxxx.xx.
7.3 Anyday kan ændre priser og betalingsvilkår med et varsel 1 måned til udgangen af en måned.
7.4 Ved Virksomhedens misligholdelse af denne aftale eller gældende lovgivning, vil Anyday være berettiget til straks af ophæve aftalen og afbryde Virksomhedens tilslutning til Anydays betalingsgateway.
8. Øvrigt
8.1 Ingen af parterne er berettiget til at videregive oplysninger om Xxxxxxxxxxxx eller dennes indhold. Anyday er dog berettiget til at videregive oplysninger om aftalen og Virksomheden til Kortorganisationerne og Indløseren.
8.2 Virksomheden kan ikke gøre ansvar gældende over for Anyday for skader, herunder manglende indtjening på grund af systemnedbrud og -fejl. Virksomheden opfordres til at opretholde passende back-up systemer.
8.3 Assistance i forhold til Virksomhedens hjemmeside og webshop sker altid på Virksomhedens egen risiko, og Anyday kan således ikke holdes ansvarlig for fejl i webshoppen eller på hjemmesiden.
8.4 Aftalen reguleres af gældende dansk lovgivning, og eventuelle retstvister afgøres ved Retten i Aarhus.