Udskriftsdato: 4. oktober 2024
Udskriftsdato: 4. oktober 2024
CIR nr 9428 af 08/09/2011 (Gældende)
Cirkulære om hovedaftale mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10 hovedaftalen)
Ministerium: Skatteministeriet
Journalnummer: Finansministeriet, Personalestyrelsen, x.xx. 11330119
Cirkulære om hovedaftale mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 – Centralorganisationen af 2010
(LC/CO10-hovedaftalen)
Generelle bemærkninger
1. Finansministeriet samt Lærernes Centralorganisation (LC) og CO10 – Centralorganisationen af 2010 (CO10) har indgået vedlagte hovedaftale, som omfatter alle, der er ansat efter en overenskomst indgået med LC eller CO10 eller én eller flere af de organisationer, der er medlem af LC eller CO10.
2. Denne hovedaftale afløser hovedaftale mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og Overenskomstansattes Centralorganisation af 3. marts 1994 (XXX.xx. 47/94).
3. I forbindelse med dannelsen af CO10 pr. 1. januar 2010 blev hovedaftalen mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II af 22. juli 1992 ophævet, jf. Personalestyrelsens cirku- lære vedr. CO10, Centralorganisationen af 2010 af 11. maj 2011 (Perst. nr. 020-10), og CO10 indtrådte i ovennævnte hovedaftale i stedet for Overenskomstansattes Centralorganisation.
4. I forbindelse med fornyelsen af hovedaftalen er der aftalt følgende ændringer:
Som konsekvens af dannelsen af CO10 er hovedaftalen rettet således, at CO10 fremgår af nærværende hovedaftale.
Hovedaftalen er rettet i overensstemmelse med Lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter med hensyn til sammensætning og nedsættelse af faglige voldgiftsretter.
Herudover er der foretaget sproglige rettelser
5. LC og CO10 indgår som selvstændige hovedaftaleparter med hver sit område. Hver centralorgani- sation opsiger således selvstændigt aftaler, herunder denne hovedaftale, for sit område, ligesom hver centralorganisation repræsenterer sit område.
Ikrafttræden
Dette cirkulære har virkning fra 1. april 2011. Samtidig ophæves Finansministeriets cirkulære af 3. marts 1994 om hovedaftale mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation/Overenskomstan- sattes Centralorganisation (XXX.xx. 47/94).
Personalestyrelsen, den 8. september 2011
Xxxx xxxxxxxxxx Xxxxxx
Hovedaftale mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 - Centralorgani- sationen af 2010 (LC/CO10-hovedaftalen)
Hovedaftalens område
Denne hovedaftale har bindende virkning for:
- de ministerier, styrelser og institutioner, der er omfattet af en kollektiv aftale indgået af eller efter bemyndigelse fra Finansministeriet og LC, CO10 eller en organisation, der er medlem af LC eller CO10, og for
- LC, CO10 og organisationer, der er tilsluttet LC eller CO10, og som har indgået en aftale som nævnt, samt for medlemmer af disse organisationer, der er omfattet af en sådan aftale.
§ 1. Samarbejde og organisationsfrihed
Finansministeriet, LC og CO10 er enige om at fremme et godt samarbejde samt virke for rolige og stabile arbejdsforhold på tjenestestederne.
Stk. 2. Finansministeriet vil hverken direkte eller indirekte lægge hindringer i vejen for, at medarbejdere organiserer sig i en organisation tilsluttet LC eller CO10.
§ 2. Ledelsesretten
Arbejdsgiverne udøver ledelsesretten i overensstemmelse med de i de kollektive aftaler indeholdte bestemmelser og i samarbejde med arbejdstagerne og deres tillidsrepræsentanter i henhold til de mellem Finansministeriet og LC, CO10 eller disses medlemsorganisationer til enhver tid gældende aftaler.
Cirkulærebemærkninger til § 2:
Formuleringen indebærer ikke noget indgreb i ledelsesretten, således som denne er fastlagt bl.a. ved afgørelser fra Arbejdsretten og fra de faglige voldgiftsretter, men det understreges, at ledelsesretten skal udøves i overensstemmelse med de kollektive overenskomster og med reglerne i samarbejdsaftalen.
§ 3. Overenskomstindgåelse og -opsigelse
Finansministeriet anerkender LC, henholdsvis CO10 som forhandlingsberettiget organisation på det af nærværende hovedaftale omfattede område.
Stk. 2. Parterne er enige om, at bestemmelser om løn- og øvrige arbejdsvilkår bør fastsættes ved kollektiv aftale med LC, CO10 eller LC’s, henholdsvis CO10’s medlemsorganisationer.
Stk. 3. Forhandling om indgåelse af ny kollektiv aftale, efter at en sådan er opsagt, eller om indgåelse af kollektiv aftale på et nyt område, optages snarest og senest 1 måned efter, at begæring om forhandling er fremsat. Dog kan hovedaftaleparterne fastsætte en anden frist i forbindelse med de generelle forhandlin- ger om aftalefornyelser. Forhandling om indgåelse af ny aftale tilrettelægges således, at ny kollektiv aftale søges indgået, forinden den opsagte aftale udløber.
Stk. 4. Såfremt en kollektiv aftale med LC og CO10 (fællesoverenskomsten) opsiges, betragtes de hertil knyttede aftaler (organisationsaftaler mv.) inden for LC’s, henholdsvis CO10’s område ligeledes som opsagt.
Stk. 5. Såfremt en kollektiv aftale med en medlemsorganisation (organisationsaftale) opsiges, betragtes tilknytningen til fællesoverenskomsten ligeledes som opsagt.
Cirkulærebemærkninger til § 3:
Formuleringen indebærer ikke nogen indskrænkning i den eksisterende forhandlingsadgang for de enkelte medlemsorganisationer.
For så vidt angår spørgsmål, der forhandles i de enkelte ministerier og institutioner, skal Finansmini- steriet henstille, at LC’s, henholdsvis CO10᾽s medlemsorganisationer opnår samme forhandlingsadgang som tjenestemændenes organisationer på områder, der er fælles for overenskomst- og tjenestemandsan- satte.
§ 4. Fredspligt
Selv om en kollektiv aftale er opsagt og udløbet, er aftalens parter dog forpligtet til at overholde dens bestemmelser, indtil anden aftale er indgået, eller arbejdsstandsning er iværksat i overensstemmelse med reglerne i § 5.
§ 5. Arbejdsstandsning
Parterne anerkender hinandens ret til at varsle og iværksætte arbejdsstandsning efter nedenstående regler. For LC’s og CO10’s vedkommende tilkommer retten de enkelte medlemsorganisationer.
Stk. 2. Beslutning om at iværksætte arbejdsstandsning tilkendegives den anden overenskomstpart og Finansministeriet, henholdsvis LC eller CO10 ved særligt og anbefalet brev, mindst 1 måned før den iværksættes.
Stk. 3. Det i stk. 2 nævnte brev skal angive arbejdsstandsningens karakter og nærmere omfang.
Stk. 4. Arbejdsstandsning kan ikke omfatte
a) medlemmer, hvis medvirken i Finansministeriet eller i ministerier og styrelser, der af Finansministeri- et er bemyndiget til at indgå aftale, er nødvendig for forhandlingernes afslutning eller konfliktens ophør, eller
b) medlemmer, der er undtaget eller undtages ved aftale, eller
c) militært ansat personel og personel, ansat ved Beredskabsstyrelsen.
Stk. 5. Som arbejdsstandsning betragtes strejke, lockout, blokade og boykot.
Stk. 6. Ved arbejdsstandsningens ophør genoptager arbejdstagerne uden unødigt ophold deres arbejde på de tjenestesteder, hvor de var ansat. Der må ikke fra nogens side finde fortrædigelse sted i anledning af arbejdsstandsningen.
Stk. 7. Aftaleparterne er forpligtet til ikke at understøtte, men med alle rimelige midler hindre overens- komststridige arbejdsstandsninger og, hvis overenskomststridige arbejdsstandsninger finder sted, at søge disse bragt til ophør.
§ 6.
Når der er indgået en kollektiv aftale, kan der inden for det område, som aftalen omfatter, og så længe den er gældende, ikke etableres arbejdsstandsning, medmindre der er hjemmel herfor i ”Norm for regler for behandling af faglig strid” eller kollektiv aftale.
Stk. 2. Varsling af sympatistrejke eller sympatilockout finder sted i henhold til reglerne i § 5.
§ 7. Mægling og voldgift
Enhver uenighed om forståelsen af en kollektiv aftale indgået med LC, CO10 eller en af disses medlemsorganisationer kan af hver af aftaleparterne søges bilagt ved mægling, eventuelt ved voldgift, efter nedenstående regler:
Stk. 2. Hvis en af aftaleparterne forlanger det, skal striden søges bilagt ved et mæglingsmøde, der afholdes inden for en frist af 2 uger efter begæring om mæglingsmøde er fremsat. Fristen kan ved aftale forlænges.
Hvis uenighed vedrører forståelsen af fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og LC/CO10, skal den pågældende centralorganisation forud tilkendegive, hvem der møder i sagen:
- LC, henholdsvis CO10 alene
- LC, henholdsvis CO10 sammen med den/de berørte medlemsorganisationer
- den/de berørte medlemsorganisationer alene.
Finansministeriet er i principielle sager berettiget til at gøre indsigelse, hvis centralorganisationen agter at lade sig repræsentere ved den/de berørte medlemsorganisationer alene.
Mæglingsmøde om forståelsen af kollektive aftaler mellem Finansministeriet og LC’s, henholdsvis CO10’s medlemsorganisationer, sker med deltagelse af Finansministeriet og den/de faglige organisatio- ner, der er part(er) i aftalen.
Mæglingsmøde om forståelsen af kollektive aftaler, der efter bemyndigelse fra Finansministeriet er indgået med LC’s, henholdsvis CO10’s medlemsorganisationer, sker med deltagelse af aftaleparterne.
Stk. 3. Opnås der ikke ved denne mægling en løsning af striden, kan sagen af hver af aftaleparterne henvises til endelig afgørelse ved en voldgiftsret.
Stk. 4. Voldgiftsrettens sammensætning og nedsættelse følger de i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter fastsatte bestemmelser.
§ 8. Aftalebrud
I tilfælde af påstået brud på en kollektiv aftale indgået med LC’s, henholdsvis CO10’s medlemsorgani- sationer skal der, inden klage indbringes for Arbejdsretten, afholdes fællesmøde under hovedorganisatio- nernes medvirken.
Er det påståede aftalebrud en arbejdsstandsning, jf. § 6, og denne ikke forinden er ophørt, skal fælles- mødet afholdes omgående og senest dagen efter arbejdsstandsningens iværksættelse. På fællesmødet skal de til grund for arbejdsstandsningen liggende omstændigheder klarlægges, og - hvor arbejdsstandsningen kan være opstået på grund af misforståelser - forsøges løst.
Stk. 2. I tilfælde af påstået brud på en kollektiv aftale, indgået med LC og/eller CO10, skal der, inden klage indbringes for Arbejdsretten, afholdes møde under aftaleparternes medvirken.
Stk. 3. I sager om fortolkning af eller påstand om brud på denne hovedaftale skal fællesmødet afholdes under hovedaftaleparternes medvirken.
§ 9. Optagelse og udmeldelse
Organisationer, der tilslutter sig LC eller CO10, samt disses medlemmer bliver umiddelbart ved optagel- sen i centralorganisationen omfattet af denne hovedaftale.
Stk. 2. Medlemmer, der er tilsluttet LC eller CO10, kan ikke ved at melde sig ud af centralorganisatio- nen løse sig fra de forpligtelser, de ved nærværende hovedaftale er gået ind på.
For at opnå frigørende virkning skal nedennævnte betingelser være opfyldt:
1) Organisationen skal have opsagt hovedaftalen i overensstemmelse med § 10, stk. 1, og
2) ny kollektiv aftale skal være indgået og trådt i kraft.
§ 10. Ikrafttrædelse og opsigelse
Denne hovedaftale træder i kraft straks og er gældende, indtil den opsiges med mindst 6 måneders varsel til en 1. oktober.
Stk. 2. For så vidt angår forhold, der reguleres i denne hovedaftale, bortfalder enhver bestemmelse herom i de af hovedaftalen omfattede kollektive aftaler (overenskomster, protokollater og organisationsaf- taler mv.).
Stk. 3. Parterne er enige om, at hovedaftalen kan genforhandles uden opsigelse, såfremt der på det øvrige arbejdsmarked måtte ske ændringer, som har relation til indholdet af denne aftale.
Stk. 4. Umiddelbart efter opsigelsen optages forhandlinger om en ny hovedaftale.
Stk. 5. Er forhandlinger om en fornyelse af hovedaftalen efter stedfunden opsigelse ikke afsluttet til den pågældende 1. oktober, gælder hovedaftalen, uanset at opsigelsestidspunktet overskrides, indtil de ikraftværende kollektive aftaler afløses af nye, og hovedaftalen bortfalder da ved de nye kollektive aftalers ikrafttræden.
københavn, den 8. september 2011. | |
Lærernes Centralorganisation Xxxxxx Xxxxx Xxxxxxxxxxx CO10 – Centralorganisationen af 2010 Xxxxx Xxxxx | Finansministeriet P.M.V. E.B. Xxxx Xxxxxxxxxx Xxxxxx |