Vedtægter for
Vedtægter for
Den selvejende institution GISLEVhallen
§ 1. Navn.
Institutionens navn er GISLEVhallen. Institutionen er en selvejende institution.
§ 2. Formål.
GISLEVhallen´s formål er at sikre, i samarbejde med foreningerne, brugergrupperne og andre samarbejdspartnere, at der er attraktive og alsidige inde- og udefaciliteter til idræts-, sundheds- og kulturaktiviteter.
§ 3. Hjemsted.
GISLEVhallen`s hjemsted er Faaborg-Midtfyn Kommune.
§ 4. Drift og finansiering.
Stk. 1: Driften af GISLEVhallen foregår ved udlejning på bredest mulig basis blandt kommunens foreninger, virksomheder, institutioner og privatpersoner og ved andre aktiviteter til aktører såvel indenfor som udenfor kommunen.
Stk. 2: Finansiering sker fra offentlige og private midler.
Stk. 3: Brugergrupperne kan betale et årligt kontingent, der fastsættes af bestyrelsen.
§ 5. Hæftelse.
GISLEVhallen`s brugergrupper mv., jf. § 2 og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for institutionen indgåede forpligtelser, for hvilke alene institutionen hæfter med dens samlede formue.
§ 6. Generalforsamlingen.
Stk. 1: Generalforsamlingen er GISLEVhallen`s øverste myndighed.
Stk. 2: Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel ved annoncering på GISLEVhallen`s hjemmeside og så vidt muligt i VÆKST i Gislev.
Stk. 3: Delegerede ved GISLEVhallen`s generalforsamling er foreninger, brugergrupper, borgere og andre interessenter.
Stk. 4: Hver mødedeltager har 1 stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 5: Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal minimum omfatte:
1. Valg af dirigent
2. Beretning om institutionens virksomhed i det forløbne år.
3. Godkendelse af det reviderede årsregnskab
4. Forelæggelse af budget
5. Indkomne forslag
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen (valg gælder for 2 år ad gangen) - i ulige år: 2 (3) medlemmer og i lige år: 1 (2) medlemmer
7. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen, (valg gælder for ét år ad gangen)
8. Valg af 2 medlemmer af repræsentantskabet
9. Valg af revisor
10. Eventuelt.
Stk. 6: Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden for GISLEVhallen i hænde senest den 1. marts og skal fremgå af dagsordenen.
Stk. 7: Endelig dagsorden, beretning, regnskab, budget for det kommende år og eventuelle indkomne forslag skal offentliggøres på GISLEVhallen`s hjemmeside senest 14 dage før generalforsamlingen.
Stk. 8: Ved valg af bestyrelsesmedlemmer skal den enkelte mødedeltager anføre samme antal navne, som der er bestyrelsesmedlemmer på valg.
Stk. 9: Alle andre afstemninger sker ved håndsoprækning, med mindre der kræves skriftlig afstemning. Alle afgørelser med undtagelse af vedtægtsændringer afgøres ved almindeligt flertal. Kun fremmødte mødedeltagere kan stemme.
Stk. 10: Enhver lovlig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig, når mindst 20 deltagere er til stede.
§ 7. Ekstraordinær generalforsamling.
Stk. 1: Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen eller mindst 10 interessenter.
Stk. 2: Ønske om ekstraordinær generalforsamling fremsendes til bestyrelsen. Bestyrelsen har pligt til at udsende indkaldelsen senest 14 dage efter, at ønsket er fremsat. Ved indkaldelsen gælder samme regler som ved ordinær generalforsamling. Afholdelsen skal ske inden 4 uger efter indkaldelsen.
§ 8. Bestyrelsen.
Stk. 1: Bestyrelsen er den Selvejende institution GISLEVhallen`s daglige ledelse og øverste myndighed mellem to generalforsamlinger. Bestyrelsen består af 3 medlemmer. Bestyrelsen bemyndiges til at udvide med indtil 2 medlemmer som bestyrelsen selv udpeger. Medlemmerne skal dog godkendes af forretningsudvalget.
Stk. 2: Bestyrelsen konstituerer sig selv.
Stk. 3: Indtræder en suppleant i bestyrelsen, skal der foretages valg om bestyrelsesposten ved førstkommende generalforsamling.
§ 9. Bestyrelsens arbejde.
Stk. 1: Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 2: Bestyrelsen skal mindst føre protokol over beslutninger på generalforsamlinger, bestyrelsesmøder, øvrige møder og vigtige begivenheder inden for institutionens virke.
Stk. 3: Bestyrelsen repræsenterer GISLEVhallen og fører forhandlingen med offentlige myndigheder, samarbejdende organisationer og foreninger m.m., samt indgår aftaler.
Stk. 4: Suppleanter kan deltage i bestyrelsesmøderne uden stemmeret.
Stk. 5: Til at varetage den daglige drift ansætter bestyrelsen fornødent personale.
§ 10. Brugerudvalg.
Stk. 1: Til at bistå bestyrelsen i dens arbejde med drift og udvikling af GISLEVhallen nedsættes et brugerudvalg.
Stk. 2: Brugerudvalget består af indtil 6 medlemmer. Xxxxxx Xxxxxxxxxxxxxx har mulighed for at udpege 2 medlemmer, Gislev Friskole har mulighed for at udpege 1 medlem, CAI-center har mulighed for at udpege 1 medlem. De sidste 2 medlemmer vælges på generalforsamlingen.
Stk. 3: Brugerudvalget mødes så vidt muligt med bestyrelsen kvartalsvis og bistår bestyrelsen i dens arbejde med at udvikle GISLEVhallen. Bestyrelsen indkalder til disse møder.
Stk. 4: Brugerudvalget kan på opfordring fra bestyrelsen varetage opgaver/funktioner i den daglige drift eller være ansvarlig for afvikling af arrangementer i GISLEVhallen.
§ 11. Tegningsret.
Stk. 1: GISLEVhallen tegnes af formanden sammen med 1 medlem af bestyrelsen. I tilfælde af formandens fravær tegnes institutionen af næstformanden sammen med 1 medlem af bestyrelsen.
Stk. 2: Låneoptagelse og pantsætninger skal godkendes af generalforsamlingen.
§ 12. Regnskab.
Stk. 1: GISLEVhallen´s regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2: Årsregnskabet revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor.
§13. Vedtægtsændringer.
Vedtægtsændringer kan ske på en generalforsamling, når mindst to tredjedele af de fremmødte stemmer herfor.
§14. Opløsning.
Stk. 1: Beslutning om opløsning af Den selvejende institution GISLEVhallen træffes på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst otte dages mellemrum.
Stk. 2: På den første generalforsamling skal opløsningen godkendes ved, at mindst to tredjedel af de fremmødte stemmer herfor. Ved den anden generalforsamling er almindeligt stemmeflertal tilstrækkeligt til vedtagelse af opløsningen.
Stk. 3: I tilfælde af GISLEVhallen`s opløsning skal der på den sidste generalforsamling træffes beslutning om anvendelse af institutionens eventuelle formue i henhold til formålsparagraffen.
Godkendt på den stiftende generalforsamling, den 7. september 2017
Dirigent