MÅLPLAN FOR CENTER FOR SELVMORDSFORSKNING
MÅLPLAN FOR CENTER FOR SELVMORDSFORSKNING
2020
INDLEDNING
Målplanen er en årlig aftale mellem Socialstyrelsen og Center for Selvmordsforskning (CFS). Formålet med planen er at fremhæve Centrets langsigtede formål, jf. Finanslovstilskuddet, i relation til aktiviteter i 2020. Målplanen er udfærdiget i september 2020.
OM CENTER FOR SELVMORDSFORSKNING
CFS blev dannet i 1989 og blev i 1999 en selvejende institution under det daværende Socialministerium. CFS udfører forskning i selvmordsadfærd og bidrager derigennem til den forebyggende indsats mod selvmordsadfærd. Centret er landsdækkende og finansieres af en grundbevilling efter Finansloven samt forsknings- og forebyggelsesbevillinger.
Centrets bestyrelse træffer beslutning om de overordnede rammer for Center for Selvmordsforsknings aktiviteter og budget. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af institutionen under hensyntagen til institutionens formål. Den daglige ledelse varetages af Centrets leder med reference til bestyrelsen. Den daglige leder har ansvaret for, at aktiviteterne er i overensstemmelse med gældende målplan og budget. Centret har en tværfaglig medarbejderstab. Pr. 1/9-2020 er der 6 ansatte på Centret samt 1 tilknyttet forskningskonsulent.
LANGSIGTEDE MÅL
”Centret forsker i årsager til selvmord og selvmordsforsøg, registrerer selvmordsforsøg og selvmord og samler, koordinerer og formidler viden om selvmordsadfærd med henblik på forebyggelse. Centret fører to offentlige registre: Register for Selvmordsforsøg og Register for Selvmord. Centrets forskning retter sig især mod grupper med høj selvmordsrisiko, og det forskningsbaserede videns- og uddannelsesarbejde retter sig især mod personalegrupper, som arbejder med mennesker, hvor risikoen for selvmordsadfærd er høj” (Finansloven 15.75.64.). Centrets formidlingsarbejde retter sig ligeså mod organisationer og myndigheder, der arbejder med forebyggelse af selvmordsadfærd.
CFS forsker i årsager for selvmords- og selvskadende adfærd, med det mål at kunne samle, koordinere og formidle viden (på flere niveauer) om selvmords- og selvskadende adfærd. CFS bidrager således med viden, der kan danne grundlag for tilrettelæggelse af den selvmordsforebyggende indsats, herunder formidling, undervisning og uddannelse af relevante personalegrupper, der arbejder inden for det sociale og det sundhedsmæssige område med henblik på tidlig opsporing af selvmordstanker- og adfærd. CFS kan på den baggrund foreslå indsatser i det forebyggende arbejde over for myndigheder og organisationer.
Centrets vision er at blive et stærkt nationalt tværfagligt forskningscenter og bidrage internationalt til at skabe et forskningsbaseret vidensgrundlag for stillingtagen til udviklingen af forebyggelsesinitiativer i bred forstand. CFS skal have et tæt samarbejde med Universitetsmiljøerne samt andre relevante samarbejdspartnere. De beskrevne delmål er fremhævet, da de er centrale for opfyldelse af Centrets formålsbeskrivelse på finansloven.
DELMÅL 1 - FORSKNING
CFS skal levere forskning af høj videnskabelig kvalitet. Sikring af den forskningsmæssige kvalitet sker både internt i Centret samt via samarbejde med eksterne forskere fra klinisk praksis samt universitetsmiljøet. CFS ønsker med afsæt i vores videnskabelige forskning at styrke viden om selvmordsadfærd til gavn for udvikling af politiske beslutninger og at afdække målgrupper/områder for forebyggelses tiltag.
Forskning | Aktiviteter i kontraktåret | Indikatorer og målemetoder |
CFS vil i 2020 have stort fokus på sikring af den forskningsmæssige kvalitet af den forskning som Centret udfører. I 2020 vil CFS øge volumen af forskningsartikler som indsendes til peer review. | Udarbejdelse af forskningsartikler, målrettet relevante nationale og internationale forskere. Forskningsartiklerne udarbejdes i samarbejde med forskere indenfor feltet. En artikel omhandlende psykofarmaka og risiko for gentagende selvmordsforsøg og en artikel om finanskrisen, ledighed og risiko for selvmord. | I 2020 vil de 2 udarbejdede forskningsartikler være indsendt til peer review i relevante internationale tidsskrifter. |
CFS vil facilitere uddannelse af forskere inden for selvmordsforskningsområdet, og derved være med til at sikre et kompetenceløft internt i centret. | Udarbejdelse af ph.d. projekt ”Oversete muligheder for selvmordsforebyggelse” (Kvantitativ metode) i samarbejde med psykiatrien Region Syddanmark, OUH og SDU. Afdækning af mulighederne for oprettelse af endnu et ph.d. projekt, i samarbejde med SDU og psykiatrien Region Syddanmark. | Med udgange af 2020 er Ph.d. protokol udarbejdet og godkendt. Ph.d. projektet har opnået fuld finansiering, og tidsplanen for igangsættelse er på plads med udgangen af 2020. Med udgangen af 2020 er der taget kontakt til kommende Ph.d. studerende, og der er udfærdiget en synopsis på et relevant ph.d. projekt. |
CFS opsamler systematisk viden på specifikke selvmordsforskningsområder, gennem videnskabelige metoder; reviews og metaanalyser. Metoderne sikrer evidens på området. | Design af forskningsprojekt vedr. somatiske lidelser (sklerose) og selvmordsforsøg. | I 2020 vil udarbejdelse af et systematisk review være påbegyndt. |
Spørgeskemaundersøgelsen ”Ungdomsbarometeret” forankres i eksisterende anerkendte teorier om selvmordsadfærd. Dette vil højne kvaliteten af undersøgelsen og ydermere skabe grundlag for publicering i internationale tidsskrifter. Formålet med at gentage ”Ungdomsbarometeret” er at afdække, analysere og beskrive unges tanker og adfærd omkring selvskade og selvmord over tid. | Den psykologisk teori omkring ”ideation to action” indarbejdes i ”Ungdomsbarometeret”. Kontakt til fagfolk og forskere relevante i relation til målgruppen 13-19 år. | Ved udgangen af 2020 er målet, at rammerne for en kvalitetssikringsgruppe/følgegruppe til ”Ungdomsbarometeret” er sikret mhp. nedsættelse i 2021. |
DELMÅL 2 - FORMIDLING
Et af Centrets opgaver er formidling af viden om selvmordsadfærd med henblik på forebyggelse. Formidlingsaktiviteterne understøtter Centrets opgave med at sikre, at Centrets arbejde formidles bredt til både fagfolk, beslutningstagere og den almene befolkning. Tilgængelig viden på området styrker forebyggelsesperspektivet og medvirker til, at den nyeste viden fra Centret kan indkoorperes i beslutningsprocesser og det kliniske arbejde. For en hensigtsmæssig målretning af forebyggelsesindsatser er viden om udviklingen af selvmord og selvmordsforsøg vigtig. CFS stiller sin faglige viden til rådighed for Social- og Indenrigsministeriet, Socialstyrelsen, kommuner, fagfolk, medier mfl.
Formidlingsaktiviteter | Aktiviteter i kontraktåret | Indikatorer og målemetoder |
Formidlingsstrategien på Centrets publikationer inddeles typisk i 3 niveauer: peer reviewed forskningsartikler (beskrevet under delmålet forskning), faktahæfter og nyhedsbreve. Ekstraordinært udarbejdes én rapport i 2020. | Udarbejdelse af faktahæfter omhandlende viden om selvmordsadfærd, målrettet relevante og interesserede faggrupper, som arbejder med mennesker i risikogruppen, samt offentligheden generelt. Udarbejdelse af nyhedsbreve, målrettet beslutningstagere, medier og relevante faggrupper. Der udarbejdes en rapport, som offentliggøres straks efter publikation af den tilhørende peer reviewed artikel. | Udgivelse af 2 faktahæfter: ”Xxxxx og fakta om selvmordsadfærd” og ”FAQ - hyppigt stillede spørgsmål om selvmord og selvmordsforsøg”. Udgivelse af 2 nyhedsbreve: ”Rateudvikling for selvmord 2008 til 2018” og ”Selvmord i medierne”. Rapportudgivelse af ”Selvmord, arbejdsløshed og den økonomiske krise i Danmark i 2008”. Et samlet mål i 2020 for antal hits på centrets publikationer gennem centrets hjemmeside er på 10.000 hits. |
Det er vigtigt, at samarbejdspartnere, beslutningstagere samt offentligheden har adgang til viden om udviklingen af selvmord og selvmordsforsøg. CFS formidler nyeste data på selvmord og selvmordsforsøg ved at stille disse til rådighed for samarbejdspartnere og offentligheden. De kan herigennem indhente den nyeste viden om udviklingen (antal/incidensrater) af selvmord og selvmordsforsøg fordelt på amter og regioner. | Opdatering af selvmord i 1. kvartal 2020 via dødsårsagsregistret. Opdatering af selvmordsforsøg i 4. kvartal 2020 via Landspatientregistret (Forsinkelsen i 2020 er en konsekvens af overgang til LPR3 ved Sundhedsdatastyrelsen). | De nyeste tilgængelige data på selvmordsforsøg og selvmord er offentlig tilgængelige på Centrets Statistikbank med udgangen af 2020. Målet ved udgangen af 2020 er at der er registreret minimum 1000 sessioner på Statistikbanken og at der er registreret min 3000 beregninger i Statistikbanken. Minimumsmålet skal ses i relation til den forsinkede formidling af nyeste tal på selvmordsforsøg grundet tilgængelighed af data fra Sundhedsdatastyrelsen. |
CFS vil øge synligheden, opmærksomheden og trafikken på Centrets hjemmeside, for herigennem at sikre at den nyeste viden formidles til fagfolk, kommuner og samarbejdspartnere. | Afdækning af relevante modtagere af Centrets publikationer/nyheder. Udarbejdelse af informationsbrev om Centrets arbejde med henvisninger til abonnering på CFS’ nyhedsbreve. | Målet for 2020 er, at der er udarbejdet en database med relevante modtagere, samt at informationsbrevet er udarbejdet. Udviklingen i antal abonnenter kan efterfølgende følges. |
CFS vil i 2020 have fokus på en anvendelsesorienteret kobling mellem forskning, formidling og praksis. Viden om selvmordsadfærd skal målrettes de faggrupper, som arbejder med mennesker hvor risikoen for selvmordsadfærd er høj, da forebyggelsesperspektivet er midlet til at nå en ønsket reduktion i antallet af selvmord og selvmordsforsøg. | Afdækning af hvilke faggrupper som mangler viden og færdigheder i forebyggelsen af selvmordsadfærd. Udarbejdelse af undervisningsmateriale målrettet den valgte faggruppe i samarbejde med Center for Selvmordsforebyggelse Region Syddanmark. | I 2020 vil CFS have udarbejdet et undervisningsprojekt, målrettet SOSU-assistenter. Søgt eksterne midler hertil samt have indgået aftale om undervisningsforløb med den valgte faggruppe. Effektmåling vil ske gennem pre- og postmålinger af SOSU-assistenternes viden om området, under forløbet med opstart i 2021. |
DELMÅL 3 - SAMARBEJDSRELATIONER
Samarbejdsrelationer er vigtige for opfyldelse af CFS’ formålsbeskrivelse. Samarbejdsrelationer med Universitetsmiljøer styrker den forskningsmæssige kvalitet samt optimerer muligheden for igangsættelse af ph.d. projekter indenfor selvmordsforskningen. Samarbejdsrelationer med andre aktører på området (forskere, NGO’er, patientforeninger mfl.) er vigtige for vidensdeling, tilgængelighed af data samt afdækning af relevante områder for den videre forskning. CFS hører under Social- og Indenrigsministeriet men det er vigtigt for forskningsområdet, at tilgangen er tværsektoriel.
Samarbejdsrelationer | Aktiviteter i kontraktåret | Indikatorer og målemetoder |
CFS vil være en synlig medspiller på selvmordsforskningsområdet. I 2020 vil CFS’ strategi være at skabe nye og flere samarbejdsrelationer. Dette omfatter både øvrige forskningsmiljøer samt andre interessenter på området. | Planlægning og afholdelse af 1 konference om selvmordsforebyggelse i samarbejde med Odense Kommune, NEFOS, psykiatrien i Region Syddanmark. | Målet er at Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse er afholdt. CFS skal udover planlægningen af dagen afholde et oplæg på dagen. |
Etablere formelle samarbejdsrelationer med Universitetsmiljø og design af forskningsprojekter samt specialeopgaveformuleringer. | Målet for 2020 er, at der er etableret samarbejde med mindst to institutter på SDU, og at dette samarbejde er udmøntet i mindst ét konkret forskningsprojekt. Målet er ligeledes at medarbejdere på CFS er godkendt på gæsteforsker- niveau på SDU, og at der er designet mindst 2 opgaveformuleringer rettet mod specialestuderende. | |
CFS vil søge kontakt med andre forskningsmiljøer indenfor området, for at afklare muligheder for samarbejder. | CFS skal have taget initiativ til afholdelse af møde med henblik på forskningssamarbejde | |
Deltage i Det Nationale Partnerskab for Selvmordsforebyggelse under Sundhedsstyrelsen. | ||
Tage initiativ til internationalt samarbejde med anerkendte forskere. | Målet er at have kontaktet internationale forskere mhp. samarbejde vedr. ph.d.-projekt samt ”Ungdomsbarometeret”. |
OPFØLGNING
Midtvejs/halvårligt afgives der en afvigelsesrapportering på et dialogmøde mellem Socialstyrelsen og Center for Selvmordsforskning. Her drøftes ligeledes kommende års mål. Der er alene tale om en afvigelsesrapportering, hvor formålet er at sikre, at Socialstyrelsen kan følge op på, om det ydede tilskud er anvendt efter formålet jf. finanslov § 15.75.64.
Centerleder, Center for Selvmordsforskning
Bestyrelsesformand, Center for Selvmordsforskning
Souschef i Tilskudsforsvaltning, Socialstyrelsen