RAMMEAFTALE
RAMMEAFTALE
mellem
Danmarks Tekniske Universitet
▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇▇▇▇▇ ▇, ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇
CVR-nr. 30 06 09 46
(herefter betegnet "DTU")
Og
Region Hovedstaden
Kongens Vænge 2, 3400 Hillerød
CVR-nr.: 29 19 06 23
(herefter betegnet ”Region H”)
Tilsammen benævnt ”parterne” og hver for sig ”part”
25-08-2016
1. Præambel - Formål og indhold af rammeaftale
Danmark og hovedstadsregionen står over for væsentlige samfundsmæssige udfordringer i de kommende år med den globale konkurrence, den hastige udvikling i teknologi og ændringer i befolkningens behov. Region H og DTU har gensidige kompetencer til at adressere disse udfordringer og vil sammen arbejde for at opnå forskningsresultater af international kvalitet, forbedre patientbehandlingen via ny viden, skabe nye uddannelser, udvikle innovative løsninger og skabe vækst og nye arbejdspladser i regionen. Denne rammeaftale skal skabe de optimale samarbejdsvilkår for at opnå dette.
Hovedstadsområdet/Greater Copenhagen er Danmarks vækstmotor og landets eneste metropolregion med global gennemslagskraft. Hovedstadsområdet er en central aktør for fremdrift og udvikling i hele landet, hvilket pålægger hovedstadsregionen en særlig rolle og et særligt ansvar for at sikre vækst og jobskabelse til gavn for hele Danmark.
DTU og Region H er sammen med det private erhvervsliv og de øvrige højere uddannelsesinstitutioner centrale parter i forhold til at sikre en positiv vækst og udvikling i hovedstadsområdet/Greater Copenhagen og at bidrage til at fastholde og udbygge den stærke position, som Danmark har på en række områder.
DTU skal udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Universitetet er i tæt og værdiskabende samspil med det omgivende samfund internationalt og nationalt. Et samspil, hvor gensidigt befrugtende samarbejder med industrien, serviceerhvervene og den offentlige sektor er fundamentet for DTU’s værdiskabelse.
Region H har fokus på at fremme en grøn og innovativ metropol med høj vækst og livskvalitet, samt et sammenhængende sundhedsvæsen på internationalt topniveau. Region H ønsker en tæt kobling til de mange videninstitutioner og virksomheder i regionen for at øge nyttiggørelsen af forsknings- og innovationsaktiviteterne i regionen.
Parterne har dermed en klar fælles interesse i at fremme et tættere samarbejde og en tættere kobling på en række områder i forhold til forskning, innovation, uddannelse og forskningsbaseret rådgivning. Udviklingen af nye løsninger forudsætter i stadigt større omfang et tættere samarbejde parterne imellem og en bedre forståelse for hinandens rammer og vilkår.
Formålet med rammeaftalen er at:
▪ Udvikle et strategisk samarbejde mellem Region H og DTU med en fælles ambition på områder med faglig og strategisk interesse for begge parter.
▪ Skabe en ramme for øget samarbejde, fælles tiltag, større satsninger og projekter, der understøtter den fælles ambition.
2. Den fælles ambition
Den fælles ambition med aftalen er konkret at:
▪ Positionere hovedstadsområdet/Greater Copenhagen som en innovativ, bæredygtig og værdiskabende region
▪ Fremme miljøtiltag og bæredygtige tiltag – herunder trafikale løsninger
▪ Fremme klinisk forskning og udvikling inden for teknologier til sundhedsvæsenet
▪ Bidrage til bæredygtig drift og udvikling af fremtidens hospitaler
▪ Øge samarbejde inden for relevante uddannelser
På den korte bane er ambitionen, at parterne inden for det første år har igangsat en række fælles strategiske projekter, som understøtter den fælles ambition.
I en næste fase og inden for de kommende år, er det ambitionen yderligere at styrke partnerskabet via fælles strategiske satsninger. Dette kan ske gennem udvidet samarbejde om bl.a. fælles infrastruktur, organisering, investeringer samt involvering af øvrige aktører i regionen fx KU/KU SUND, Metropol, CBS, private virksomheder, mv.
3. Tre overordnede temaer i rammeaftalen
Samarbejdet mellem Region H og DTU vil særligt have fokus på at fremme fælles tiltag og samarbejder inden for nedenstående tre tematiske områder:
Tema 1: Strategisk udvikling af Greater Copenhagen
Forudsætningen for at Metropolregionen Greater Copenhagen kan konkurrere med verdens førende metropoler er et styrket samarbejde på tværs af kommune- regions—og landegrænser og mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og den offentlige sektor i hele den funktionelle metropol.
Målet med Greater Copenhagen er sammen at fokusere indsatser og investeringer, sådan at Greater Copenhagen drager fordel af områdets styrkepositioner.
Region H og DTU ønsker sammen med de øvrige parter i Greater Copenhagen at fremme og igangsætte ambitiøse samarbejder, udvikle partnerskaber og sikre vidensdeling med henblik på at sikre vækst og konkurrenceevne. Det handler bl.a. om at udnytte viden og evne til omstilling og at tænke nyt indenfor områder som energi, nye behandlingsformer i sundhedsvæsenet, digitalisering, miljø. transport og sundheds- og velfærdsteknologi, så der kan skabes nye vækstområder i Danmark.
Tema 2: Sundhed
DTU’s forsknings- og innovationsaktiviteter har central betydning for udviklingen af fremtidens løsninger og produkter, der kan bidrage til et bedre og mere effektivt sundhedsvæsen. Universitetets kandidater er ligeledes et væsentligt element i fremtidens moderne hospitalsdrift, der i højere og højere grad er teknologibaseret.
DTU har som uddannelsesinstitution og med sit fokus på forskning og udvikling af teknologiske løsninger inden for bl.a. det sundhedstekniske område central betydning for at bidrage med nye løsninger og produkter til bl.a. et bedre og mere effektivt
sundhedsvæsen. Region H har, som sygehusejer og ansvarlig for kvaliteten i den behandling der tilbydes, en klar interesse i at deltage i udviklingen af nye teknologiske løsninger mv. til gavn for forebyggelse, diagnostik, behandling og rehabiliteringsindsatsen i sundhedsvæsenet, og til gavn for vækst og udvikling i hovedstadsområdet.
De to organisationer har allerede i dag opbygget en række tætte relationer på sundhedsområdet. Blandt andet med en samarbejdsaftale om kliniske delestillinger mellem Region H og DTU. Region H og DTU indgår desuden i partnerkredsen i Copenhagen Center for Health Technology (Cachet), Center for Health Innovation (CHI) samt i det regionale klyngesamarbejde Copenhagen Healthtech Cluster (CHC).
Ambitionen med nærværende aftale er, at den kan medvirke til at fremme større fælles satsninger mellem DTU og Region H, både inden for det sundheds- og velfærdsteknologiske område, det bioteknologiske område samt andre faglige områder og i samarbejde med andre offentlige parter – fx Københavns Universitet og kommunerne. Dertil har DTU særlig erfaring med anvendelsen af big data.
Tema 3: Transport, miljø og klima
Regionen H er Danmarks næststørste indkøber af offentlig trafik. Blandt andet er Region H medejer af Trafikselskabet Movia og af Hovedstadens Letbane. Årligt afsættes omkring en halv milliard kr. til kollektiv transport.
Region H og DTU ønsker at igangsætte ambitiøse samarbejder inden for transportområdet med fokus på fremme af effektiv og bæredygtig mobilitet. Herunder initiativer, hvor DTU’s omfattende forskning i danskernes transportvaner i højere grad anvendes til strategisk beslutningsstøtte.
Det er målsætningen, at hovedstadsregionen i 2050 skal have et fossilfrit energi- og transportsystem. Det kræver en sammenhængende strategisk indsats og en sammenhængende klimaplan, hvis det skal lykkes at nå målet, ligesom der er behov for flere tværgående regionale og kommunale investeringer i CO2-reduktion og klimatilpasning. DTU og Region H ønsker at øge samarbejdet med det formål at accelerere udviklingen af et fossilfrit energi- og transportsystem. Drift og vedligehold af samtlige bygninger og hospitaler og tekniske anlæg i hovedstadsregionen samles pr. 1. januar 2017 i et nyt Center for Ejendomsdrift. Parterne vil samarbejde om at anvende denne nye platform til at skabe bedre miljømæssige, fysiske og logistiske løsninger (facility management) på områder af fælles interesse.
Region H investerer årligt cirka 140 millioner kr. på at sikre ren jord, rent vand og råstoffer til borgere og virksomheder. Partnerne vil drøfte mulige initiativer i relation til miljø, klimatilpasning, vandteknologi og jordforurening.
4. Handlingsplaner og virkemidler
Med afsæt i det fælles formål og de fælles ambitioner aftaler parterne en gang årligt en fælles handlingsplan for initiativer, som søges igangsat i det kommende år. I forbindelse med udarbejdelsen af handlingsplanen aftales samtidigt fælles målsætninger og succeskriterier for aktiviteterne i det kommende år.
Aktiviteterne vil i udgangspunktet være inden for de fire følgende kategorier, der afspejler DTU’s fokusområder:
Forskning:
Øget samarbejde om forskning, ofte med et længere sigte, der eksempelvis kan sikre udviklingen af fremtidens behandlingsformer i sundhedssektoren, men også kan generere ny viden i relation til øvrige regionale kerneopgaver. Fx inden for bæredygtig udvikling og miljø, transport og infrastruktur og bæredygtig hospitalsdrift. Hvor relevant kan indsatsen understøttes af et arbejde for fælles hjemtag af eksterne forskningsbevillinger, fx fra Innovationsfonden eller EU’s Horizon 2020.
Innovation:
Samarbejder, der fremmer teknologiudviklingen i de kliniske og øvrige regionale miljøer på kort og mellemlangt sigt. Indsatsen kan tage afsæt i konkrete opfindelser fra DTU og Region H eller eksempelvis ske som udviklingsprojekter med eksterne parter, som fx virksomheder og klynge/netværksinitiativer.
Forskningsbaseret rådgivning:
DTU har mangeårig erfaring med at yde forskningsbaseret rådgivning, særligt til staten, hvor DTU’s forskere sikrer ledere og beslutningstagere fagligt robuste beslutningsgrundlag baseret på den nyeste viden fra forskningen. Denne type af aktivitet kan også være relevant for regionale beslutningstagere. Fx beslutningsstøtte i relation til anlægsinvesteringer, bæredygtig drift af hospitaler, miljøtiltag og trafik.
Uddannelse og kompetenceudvikling:
Uddannelse af nye kandidater som fremtidige medarbejdere til regionens arbejdspladser, aftaler om efter- og videreuddannelsesopgaver i forbindelse med kompetenceudvikling af medarbejdere og etablering af delestillinger mellem Region H og DTU.
5. Styring og beslutningskompetence
De overordnede sigtelinjer for samarbejdet tilrettelægges af en styregruppe bestående af regionsdirektøren for Region H og rektor for DTU. Hvis det skønnes relevant, kan nøglepersoner inviteres til at deltage i mødet.
Der afholdes mindst to møder årligt. Faste punkter på dagsordenen:
• Gensidig orientering om nuværende og fremtidige strategiske og politiske indsatsområder
• Orientering om status på konkrete samarbejder
• Nye aftaler eller nye samarbejdsmuligheder
• Kommende års handlingsplan
• Eventuelt
Region H er ansvarlig for mødeindkaldelsen, og begge parter bidrager til punkter på dagsordenen. Der indkaldes punkter til dagsordenen 14 dage før mødet, og endelig dagsorden udkommer 1 uge før mødet.
Den mødeindkaldende part udarbejder og udsender referat fra mødet senest 14 dage efter afholdelse. Eventuelle indsigelser hertil skal meddeles skriftlig senest 7 dage efter modtagelse af referatet.
Der nedsættes ligeledes en strategigruppe, der skal igangsætte konkrete initiativer bestående af koncerndirektøren for Erhverv og Myndigheder på DTU og direktør for Center for Regional Udvikling, Region H. Strategigruppen kan udvides med relevante nøglepersoner i forhold til den gældende handlingsplan. Strategigruppen mødes fire gange årligt. Antallet af årlige møder i strategigruppen kan justeres efter et år, hvis parterne skønner det nødvendigt.
Strategigruppen har til formål at konkretisere forslag til projekter indenfor samarbejdsområderne. Aftaler om samarbejde under denne aftale skal som minimum omfatte følgende:
• Organisering
• Varighed
• ▇▇▇▇▇▇▇, indhold og mål
• Regulering, adgang og udnyttelse af rettigheder
• Økonomi
• Kommunikation
• Regler for ophør af aftalen
I det omfang hvor disse indsatser omsættes i konkrete aftaler om fælles initiativer, kan strategigruppen nedsætte udviklings-/arbejdsgrupper med henblik på udarbejdelse af konkrete underaftaler, der specificerer rammerne for de enkelte initiativer. Til at sekretariatsbetjene styregruppen og strategigruppen nedsættes et projektsekretariat med repræsentanter fra Region H og DTU.
6. Vilkår for samarbejdet
Denne aftale beskriver de overordnede rammer for samarbejdet og tilkendegiver Region H og DTU’s generelle hensigt om fremtidigt samarbejde. Denne aftale medfører derfor ikke i sig selv nogen rettigheder eller forpligtelser, herunder økonomiske, for Region H eller DTU. Rettigheder og forpligtelser vil blive reguleret fra projekt til projekt i selvstændige aftaler.
I det omfang konkrete projekter inden for samarbejdsområderne omfatter køb, salg eller licensering af produkter eller tjenesteydelser fra parterne eller tredjepart, vil dette ske i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler for offentlige anskaffelser og salg til markedspris.
7. Ikrafttræden og ophør
Denne aftale er udfærdiget i to originaler, en til hver part.
Enhver form for ændringer eller tilføjelser til nærværende aftale kræver enighed mellem parterne, og ændringerne eller tilføjelsen skal foreligge i form af et skriftligt tillæg, underskrevet af begge parter.
Aftalen er godkendt af regionsrådet i Region Hovedstaden.
Aftalen træder i kraft ved begge parters underskrift og revideres efter to år.
Denne aftale kan opsiges af begge parter med seks måneders varsel. En eventuel opsigelse skal meddeles skriftligt.
På DTU’s vegne På Region H’s vegne
Dato: Dato:
▇▇▇▇▇▇ ▇. ▇▇▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇
Rektor, DTU Regionsdirektør, Region H
