Mini Trans A/S
Mini Trans A/S
I det flg. benævnt MT.
Kunden.
Ved kunden forstås ejeren, respektive den der på ejers vegne er legitimeret til at bestille flytning eller opbevaring.
§1 Vilkår,
som ikke fremgår af nærværende betingelser eller ikke er skriftligt aftalt mellem parterne, kan ikke gøres gældende.
§2 Flytning og transport
omfatter ned- og opbæring, kørsel samt løs anbringelse af flytte-
/transportgodset, efter kundens anvisning.
1. Af- og påmontering falder udenfor MT’s forpligtelse men kan aftales særskilt.
2. Efter aftale kan MT levere flyttekasser og emballage til pakning af effekter.
3. Hvis kunden ønsker ind- og udpakning foretaget af MT, eller hvis der under flytning er genstande, der vejer over 100 kg, må der træffes særskilt aftale herom.
4. Alle ordrer og instruktioner skal af kunden angives direkte til MT’s kontor.
5. Kundens afbestilling af transporten skal tilgå MT senest dagen før den aftalte transportdag. Hvis afbestillingen ikke sker rettidigt, betaler kunden i henhold til § 7, stk. 5.
§3 Farligt gods
1. Farligt gods modtages ikke til transport uden særlig aftale. Kunden skal ved bestilling af transport til farligt gods og ved udleveringen, informere MT om alle relevante oplysninger, der er nødvendige for, at godset kan transporteres iht. gældende myndighedskrav. Får MT ikke kendskab til alle nødvendige oplysninger, kan MT når som helt og hvor som helst aflæsse godset for kundens regning uden, at MT er erstatningspligtig.
2. Kunden hæfter for omkostninger og for eventuelle skader som følge af, at godset er overgivet til befordring uden, at oplyse MT om de ovennævnte oplysninger.
§4 Specielle regler for udlandsflytning/-transport
Udover førnævnte betingelser gælder ved udlandsflytninger følgende:
1. Kunden erklærer ved sin underskrift, at der ikke befinder sig toldpligtige eller ulovlige effekter i gods eller indbo (f.eks. tobak, spiritus, porno, narkotika, m.v.).
2. MT forbeholder sig ret til regulering af den aftale pris, såfremt der efter tilbudsdagen sker ændringer af f.eks. færgetakster, valutakurser eller andre udefra kommende prisændringer.
3. Alle kontante udlæg og omkostninger i forbindelse med ordning af attester, toldbehandling, evt. pladsleje og de stedlige tarifmæssige drikkepenge føres i ekstra regning.
4. Kundens afbestilling af transporten skal tilgå MT senest 48 timer før den aftalte tid for opgavens påbegyndelse. Hvis afbestilling ikke sker rettidigt, betaler kunden i henhold til § 7 stk. 5.
5. Erstatningsansvar ved transport udover 24 timer fra Danmark er begrænset til 8,33 sdr./kg
§5 Erstatningsansvar ved flytning/transport
MT’s erstatningsansvar begrænses således:
1. Skader på ting, MT måtte forvolde under flytning og transport, erstattes med:
Max. kr. 3.300.000 pr. transport.
Dog gælder følgende begrænsninger:
Malerier, kunstgenstande, antikviteter, ægte tæpper og lignende erstattes med max. kr. 40.000 pr. genstand. Vin, tobak og spiritus erstattes med max. kr. 80.000 pr.
transport (inkl. told og afgifter), derudover dækker kundens egen godsforsikring.
2. De maksimale summer kan forhøjes efter forudgående skriftlig aftale med, og accept fra, MT inden læsning påbegyndes
3. Internationale transporter udføres i henhold til CMR-loven. Erstatningsbeløbet er max 8,33 sdr/kg. Pr. beskadiget eller bortkommet gods
4. MT påtager sig ikke ansvar for skader på: Uforsvarligt/mangelfuldt emballeret gods.
Gods som kunden selv hjælper med at behandle, pålæsse eller aflæsse.
Gods som er modtaget med forbehold på grund af skader.
Vin, tobak og spiritus.
Gods som kunden selv har pakket i kasser, container, kartoner, kurve, møbler eller lignende, med mindre det ved modtagelsen konstateres, at MT har forvoldt synlige skader på emballagen. Alle former for elektrisk udstyr, med mindre MT har forvoldt synlige skader.
Gods der af en eller anden grund ved sin beskaffenhed ikke kan tåle de normale påvirkninger ved håndtering og/eller transport.
5. MT er ikke ansvarlig for bortkomst eller beskadigelse af
rede penge, pengeeffekter, smykker, guld, sølv, ædelstene eller lignende.
6. MT er ikke ansvarlig for skader, der skyldes force majeure eller andre for MT uforudsigelige forhold.
7. Beskadiges enkelte dele af en helhed, er MT ikke ansvarlig for en eventuel værdiforringelse af selve helheden.
8. Når erstatningen er betalt, overgår ejendomsretten af det bortkomne/beskadigede til MT.
9. I stedet for kontant erstatning forbeholder MT sig ret til at levere kunden andre effekter, svarende til de bort- komne/beskadigede, eller til at udføre en håndværksmæssig korrekt reparation af det beskadigede på et, af MT udpeget, værksted.
10. MT’s erstatningspligt begrænses til den beskadigede genstands genanskaffelsesværdi med fradrag af værdiforringelse ved alder, brug, nedsat anvendelighed eller andre omstændigheder.
§6 Reklamation
Krav om erstatning for eventuelle skader eller mangler på
gods skal, ved synlige skader og mangler, ske ved modtagelsen af godset til MT’s chauffør. Straks herefter rettes direkte henvendelse til MT’s kontor. Eventuel billeddokumentation og skadesanmeldelse skal herefter fremsende på forlangende og være MT’s kontor i hænde senest 7 dage efter modtagelsen af godset. For øvrige skader skal skriftlig reklamation ligeledes være MT i hænde senest 7 dage efter modtagelse af godset/indboet. Overholdes ovennævnte frister ikke, vil erstatningskrav ikke kunne gøres gældende.
§7 Pris og betaling
1. Prisberegninger på flytning/transport sker på basis af MT’s gældende prisliste.
2. Der beregnes betaling for udbringning/afhentning af flyttekasser/emballage, med mindre andet er aftalt.
3. Såfremt force majeure eller andre forhold, der ikke kan tilregnes MT, f.eks. særligt vanskelige adgangs-, trappe og tilkørselsforhold, dårligt føre og anvendelse af ekstra trækkraft, der har påført MT unormale udgifter, kan MT kræve ekstra betaling herfor.
4. Betaling kan kræves af MT umiddelbart før aflæsning påbegyndes. Der kan dog i særlige tilfælde kræves forudbetaling.
5. Hvis en bestilt opgave, afbestilles af kunden senere end dagen før den aftalte transportdag (ved udlands-transporter senere end 48 timer før opgavens påbegyndelse), er MT berettiget til at afkræve kunden den minimumsbetaling, der fremgår af den til enhver tid gældende prisliste for en transport af den pågældende art.
6. For skyldige beløb der ikke er betalt rettidigt til MT beregnes der 2 % i rente pr. påbegyndt måned. Såfremt andet ikke er aftalt er MT’s kontokunders betalingsbetingelse: Fakturadato
+20 dage.
§8 Panteret og tvangssalg
1. Det transporterede gods betragtes som overgivet MT i håndpant for ethvert tilgodehavende, MT har hos kunden.
2. Beskadiges godset/indboet m.m., har MT ret til at kræve erstatningsbeløb fra forsikringsselskaber eller andre udbetalt.
3. Udebliver MT’s tilgodehavende mere end 1 måned efter at skriftligt påkrav er afsendt anbefalet til den af kunden sidst opgivne adresse, er MT berettiget til uden yderligere
varsel ved offentlig auktion eller på anden betryggende måde helt eller delvist at bortsælge det tilbageholdte gods m.m. til dækning af sit tilgodehavende med tillæg til dækning af samtlige omkostninger ved realisationen.
Et eventuelt restprovenu tilkommer kunden. Er provenuet mindre end MT’s tilgodehavende, hæfter kunden for forskelsbeløbet.
4. Hvis det tilbageholdte gods skønnes værdiløst, er MT berettiget til, at lade godset destruere. Kunden vil, ved anbefalet og almindeligt brev, modtage meddelelse om destruktionen, til den af ham sidst opgivne adresse. Hvis kunden ikke inden 14 dage efter afsendelsen af denne meddelelse betaler MT’s tilgodehavende og afhenter
det tilbageholdte gods, er MT berettiget til at destruere godset.
§9 Tvist
Enhver tvist mellem kunden og MT, herunder inkassering af MT’s tilgodehavender afgøres ved retten.
SÆRLIGE BESTEMMELSER FOR OPBEVARING
§10 Opbevaring af gods og indbo
Gods/indbo mm. modtages kun til opbevaring efter ydre besigtigelse. Er der ikke ved indleveringen udarbejdet specifikation, betragtes det indleverede som et parti, og modtagelses-/ opbevaringsbeviset er i så fald ikke noget bevis for, hvor
meget af det indleverede, der til enhver tid er til stede. Såfremt specifikation over det indleverede tilstilles kunden, må eventuel reklamation være MT skriftligt i hænde senest 7 dage efter modtagelsen.
For vægt, mål, kvalitet, indhold og værdi i kasser, beholdere, skabe, skuffer og lignende påtager MT sig intet ansvar, uden en særskilt, skriftlig, aftale og specifikation.
Optælling/gennemgang m.m. i forbindelse med udarbejdelse
af specifikation gøres kun mod betaling, for det dermed forbundne arbejde. Hvis der af det indleverede, specificerede
gods/indbo m.m. udtages genstande, eller hvis kunden i øvrigt foretager nogen som helst handling med hensyn til godset/indboet m.m., skal godset/indboet specificeres på ny, idet MT’s ansvar for enhver senere konstateret bortkomst eller skade, i modsat fald bortfalder.
§11 Farligt gods
Farligt gods, hurtigt fordærveligt gods, eller gods der kan påføre andet opbevaret gods skade, modtages ikke. Skulle
sådanne effekter uden MT’s viden være oplagret, hæfter kunden for alle økonomiske og skadelige følger heraf. MT er til
enhver tid berettiget til - for kundens regning og risiko og
uden underretning til denne - at fjerne og uskadeliggøre, herunder at destruere sådanne effekter eller, bedst muligt, at
afhænde disse.
§12 Betaling
Lagerlejen skal betales forud og månedsvis. I forbindelse med første faktura betales et ind- og udleveringsgebyr. Der betales lagerleje pr. påbegyndt uge.
For delind- og udleveringer beregnes et gebyr, som erlægges kontant.
For skyldigt beløb, der ikke er indbetalt rettidigt til MT, beregnes der 2 % i rente pr. påbegyndt måned.
Såfremt MT’s tilgodehavende udebliver mere end 1 måned efter, at skriftligt påkrav er afsendt anbefalet til den af kunden sidst opgivne adresse, er MT berettiget til uden yderligere varsel, ved offentlig auktion eller på anden betryggende måde
helt eller delvist, at bortsælge det opbevarede gods mm. til dækning af sit tilgodehavende med tillæg til dækning af samtlige omkostninger ved realisationen. Et eventuelt restprovenu tilkommer kunden. Er provenuet mindre end MT’s tilgodehavende, hæfter kunden for forskelsbeløbet.
Hvis det opbevarede gods skønnes værdiløst, er MT berettiget til at lade godset destruere. Kunden vil ved anbefalet og almindelig brev modtage meddelelse om destruktionen til den af ham sidst opgivne adresse.
Hvis kunden ikke inden 14 dage efter afsendelsen af denne meddelelse betaler MT’s tilgodehavende og afhenter det tilbageholdte godt, er MT berettiget til at destruere godset.
§13 Forsikringsforhold ved opbevaring
1. Det opmagasinerede gods/indbo er ikke uden særskilt aftale forsikret af MT.
2. Forsikring mod brand, tyveri, vandskade tegnes kun af MT, når MT enten i hvert enkelt tilfælde får skriftlig ordre herom, eller har modtaget skriftlig generalinstruks herom. Angivelse af godsets værdi er ikke at betragte som forsikringsbegæring.
3. Ønsker kunden godset/indboet forsikret af MT, betales forsikringspræmien særskilt.
4. Hvis kunden ønsker godset/indboet forsikret af eget forsikringsselskab, skal kunden selv meddele forsikringsselskabet om opbevaringsstedet.
5. MT hæfter ikke for skader forårsaget af mus, rotter, møl og lign.
6. MT’s erstatningspligt begrænses til den beskadigede genstands genanskaffelsesværdi med fradrag af værdiforringelse ved alder, brug, nedsat anvendelighed eller andre omstændigheder.
7. Den af kunden anførte forsikringssum danner grænsen for MT’s erstatningspligt, og kunden kan ikke opnå mere i erstatning end det faktisk lidte tab. Såfremt der foreligger underforsikring, nedsættes erstatningen forholdsmæssigt.
8. Hvor intet andet er aftalt er § 1 - 9 tillige gældende.
§14 Opsigelse
1. Kunden kan opsige aftalen med 3 dages varsel.
2. MT kan opsige aftalen med 1 måneds varsel.
3. Ved manglende betaling af lagerleje kan MT straks ophæve opbevaringsaftalen, (jf. § 8).
§15 Legitimation
1. Ved godsets/indboets m.m. modtagelse udsteder MT et modtagelses-/opbevaringsbevis, der ikke må transporteres til tredjemand, hverken til eje eller til sikkerhed.
2. Modtagelses-/opbevaringsbeviset må opbevares omhyggeligt af kunden.
3. MT er ikke forpligtet til at udlevere det opbevarede gods til kunden uden legitimation eller fuldmagt og mod dennes tilbagelevering af kvitteret modtagelsesbevis.
§16 Udlevering
Hel- eller deludlevering skal aftales med lagerkontoret senest 48 timer før.
Deludlevering kan kun finde sted mod påtegning herom og kvittering på opbevaringsbeviset.
Forinden udleveringen kan ske, skal MT’s tilgodehavende være betalt.
Enhver transport i forbindelse med udleveringen sker i henhold til MT’s betingelser, når transporten udføres af MT.
§17 Adresse
Henvendelser fra MT til kunden sker til den sidst opgivne adresse. Forsømmer kunden at anmelde adresseændring, er denne ansvarlig for følgerne heraf, jf. § 8, samt for enhver deraf følgende ulempe for MT.