Aftale med produktionsselskabet Blu om rettighedsforbeholdet.
Aftale med produktionsselskabet Blu om rettighedsforbeholdet.
FAF har efter forhandling med Xxx fået forbedret dine rettighedsforbehold til det nedenstående. Står der ikke det nedenstående i din næste kontrakt, så kontakt os.
” § 5 Rettigheder
Ophavsretten til samtlige de værker, der frembringes af Konsulenten i aftaleperioden, tilhører Selskabet i enhver henseende, og Konsulentens kreative indsats i forbindelse med frembringelsen af værkerne er endeligt og uigenkaldeligt honoreret gennem det vederlag, der udbetales i medfør af § 3.
Selskabet har således eneret til at udnytte samtlige de værker, der frembringes som led i kontraktforholdet mellem Konsulenten og Selskabet, ubegrænset, på enhver måde og ved hjælp af de til enhver tid værende tekniske hjælpemidler, herunder i alle medier - eksempelvis, men ikke begrænset til TV, Internet, radio, dvd, blu ray, mobile platforme samt øvrige elektroniske og trykte udgivelser -, hvad enten disse findes på tidspunktet for indgåelsen af nærværende kontrakt eller senere udvikles, i ethvert territorium, dvs. både i Danmark og i udlandet, og uden begrænsninger i tid.
Konsulenten kan bringe aftalen til ophør med 12 måneders varsel, i det omfang udnyttelsen ikke er iværksat inden 10 år efter det tidspunkt, hvor aftalen er opfyldt fra Konsulentens side. Dette gælder dog ikke, hvis udnyttelsen iværksættes inden varslets udløb. Varslerne i Ophavsretslovens § 54 er hermed fraveget.
Selskabet har, med respekt af Ophavsretslovens § 3, ret til at træffe alle beslutninger om udnyttelse af værkerne, og har herunder ret til efter sit frie valg at redigere, omarbejde eller på anden måde ændre i det, som frembringes under ansættelsesforholdet, samt ret til efter sit frie skøn at overdrage rettigheder helt eller delvist til tredjeparter med henblik på at udnytte værker i Danmark og/eller uden for Danmark.
Konsulenten krediteres i overensstemmelse med god skik og under hensyntagen til de krav, som Selskabets aftalepartner måtte stille i denne forbindelse.
Uanset overdragelsen af rettigheder bevarer parterne retten til vederlag i henhold til ophavsretslovens §§ 13, 16, 17, stk. 4, 30 a, 35, 39, 50, stk. 2, og 68 samt tilsvarende nationale, udenlandske eller internationale bestemmelser, herunder regler og vederlagsordninger, der senere måtte supplere eller afløse disse bestemmelser.
Parterne bevarer tilsvarende retten til vederlag i henhold til andre vederlagsordninger, der administreres af Copydan eller andre danske eller udenlandske organisationer, der administrerer kollektive vederlagsordninger. Dette gælder hvad enten vederlagsordningen findes i dag eller fremkommer i fremtiden, og hvad enten der er tale om en dansk, udenlandsk eller international vederlagsordning. Denne klausul indebærer, at vederlæggelse for tredjemands udnyttelse af rettigheder, der omfattes af klausulen og sker gennem den pågældende kollektive forvaltningsorganisation.”
Husk at sende dine kontrakter ind til FAF, hvis du oplever problemer med at bevare dine rettigheder i kontrakterne hos producenterne.