TEMA: OVERENSKOMSTFORHANDLINGER ‘98

TEMA: OVERENSKOMSTFORHANDLINGER ‘98

Forskere: Forårets overenskomstforhandling kan ende i konflikt

Det bliver vanskeligt at nå en samlet løsning efter forløbet i 1995 og 1997 - Måske kan parterne i industrien blive enige, men normallønsområdet kan blive stopklods - 3-årig aftale er spillets joker, men konflikt og politisk indgr eb truer i horisonten, mener to arbejdsmarkedsforsker e, der for Mandag Morgen har analyseret situationen forud for forårets overenskomstforhandlinger

Risikoen for, at de næste overenskomstforhandlinger slutter med en storkonflikt den 2. april 1998 var allerede samtaleemnet, da forhandlingsrunde 97 sluttede i foråret. Og udviklingen siden da synes kun at have forøget risikoen, skønner arbejdsmarkedsforskerne Xxxxxx Xxx og Xxxxxx Xxxxx Xxxxxx. De to forskere, der leder forskningscentret FAOS ved Sociologisk Institut, København Universitet, har for Mandag Morgen analyseret udsigterne for overen- skomstforhandlingerne.

I de seneste måneder er det blevet tydeligt, at de danske lønninger stiger klart mere end nabolandenes. Industrien vil være i centrum af forårets forhandlinger, og Dansk Industri sætter meget ind på at bremse lønstigningstakten og dermed en konkurrenceevne-forværring. Men selvom det skulle lykkes, risikerer DI, at f.eks. SiDs transportgruppe vil benytte den gode indtjening og de gode muligheder til at presse en lønstigning igennem, som industrien ikke kan acceptere.

Samtidig må man forudse et meget krævende og presset forløb i forligsmandsinstitu- tionen. Her betyder ny lovgivning mere detaljerede og konkrete forhandlinger på hvert enkelt område, inden der fremsættes mæglingsforslag.

Tilsammen kan der tegne sig et forløb, hvor transportchaufførerne i sidste fase blo- kerer for et mæglingsforslag, og forligsmanden under voldsomt tidspres må opgive mægling. Det vil betyde storkonflikt den 2. april.

Forhistorien har skabt store komplikationer

“Efter afslutningen af overenskomstforhandlingerne i foråret 97, var det en almindelig bedømmelse, at den næste overenskomstforhandling næsten ikke kan undgå at ende med en storkonflikt,” siger forskerne.

Det er den interne uenighed på arbejdsgiversiden fra forhandlingerne i 1995, der stadig spøger.

Overenskomsterne fik forskellig varighed. Den fælles rytme eller “takt” blev slået i stykker, og forhandlingerne blev præget af opbruddet i organisationsverdenen.

Dengang trodsede transportområdet flertallet i DA og indgik aftaler, som ikke mindst den dominerende medlemsorganisation, Dansk Industri, fandt for dyre. Alligevel var linien lagt, og DI kunne derfor kun sikre et acceptabelt resultat ved at indgå en 3-årig overenskomst med CO-industri. Den indeholdt indførelse af løn under barselsorlov det tredje år. Dermed blev det store industriområde normgivende for forhandlingerne under overenskomstrunden i starten af 1997. Her var det meningen, at takten skulle genskabes, så man hurtigst muligt kunne vende tilbage til de samlede overenskomstforhandlinger hvert andet år. Dét er et af hovedelementerne i den danske aftalemodel, og det vurderes af parterne som forudsætnin- gen for den stabiliserende virkning, systemet bidrager til.

“I DA blev der lagt en fælles strategi, hvor man gennem 3-årige aftaler skulle vende tilbage til den traditionelle samlede overenskomstrunde. Fordelen set fra arbejdsgiverside lå også i, at aftaler, der indeholdt løn under barsel og fortsat udbygning af pensionsordningerne i sig selv blev så omkostningstunge, at de vanskeligt kunne rummes inden for et almindeligt 2-årigt forlig,” mener forskerne.

Fællesskabet i DA blev holdt hele vejen igennem, men forsøget på at genskabe den samlede takt slog fejl. Områderne uden for DA - landbruget, finanssektoren og den offentli- ge sektor - besluttede nemlig at gennemføre en almindelig 2-årig fornyelse af overenskom- sterne. Da LO og fagforbundene konsekvent sagde nej til den 3-årige model, var det eneste alternativ til storkonflikt i sidste ende en 1-årig overenskomst. Derved fik man skabt en situation, hvor det samlede DA-område (bortset fra enkelte overenskomster med HK og El- Forbundet) kommer tilbage i takt med forhandlingsrunden i begyndelsen af 1998.

Internt sammenhold afgørende for arbejdsgiverne

“I DA er der lagt en ny strategi for forløbet af OK98. Det er besluttet, at det er Dansk Indu- stris forhandlinger med CO-industri, der skal i front. Det betyder, at ingen andre områder kan tillade sig at nærme sig den afgørende fase, før der foreligger et resultat på det store industriområde. Ud fra forløbet under OK97 må det skønnes, at det interne sammenhold i DA vil være stærkt nok til, at ingen gentager bruddet med den fælles linie fra 1995. Og denne gang har DA så den fordel, at der ikke er nogen parter udenfor, der kan ødelægge spillet,” vurderer Xxxxxx Xxx og Xxxxxx Xxxxx Xxxxxx.

“Sammenhold er også en forudsætning for arbejdsgiverne, hvis de skal slippe helskin- dede gennem det komplicerede forløb, der forestår. De skal på alle områder uden for indu- strien forny en kostbar 1-årig aftale, som i virkeligheden skulle være fordelt ud over hele den næste overenskomstperiode. Som udgangspunkt er der derfor fra arbejdsgivernes synsvinkel ikke noget at komme efter, mens fagbevægelsens forhandlere naturligt nok regner alle opnåe- de resultater som et overstået kapitel. De skal møde op med nye forbedringer, hvis deres medlemmer skal acceptere et forlig”.

Pensionsefterslæb i Industrien komplicerer forhandlingerne

Samtidig har den 1-årige aftale den effekt, at lønmodtagerne på det afgørende industriområ- de er kommet bagud med at udbygge de nye arbejdsmarkedspensionsordninger. Det første og vigtigste signal både fra Dansk Metal og fra SiDs fabriksgruppe har derfor været, at pensionsefterslæbet skal genoprettes, før de egentlige forhandlinger om en ny overenskomst kan komme i gang. Det kan i sig selv blive en hindring for spillet om at nå et forlig.

DI har været optaget af at hindre, at arbejdsmarkedspensionerne blev udbygget i den oprindelig forudsete takt. Det skyldes først og fremmest, at DI er modstander af en automa- tik, der på forhånd beslaglægger større andele af de forbedringer, der forhandles om.

Forhandlingsspillet er blevet yderligere vanskeliggjort af lønudviklingen i de lande, vi konkurrerer med. Der er almindelig enighed mellem parterne om, at overenskomsterne ikke må forringe de eksportudsatte erhvervs konkurrenceevne. Men der er uenighed om, hvad det konkret indebærer. Signalerne fra både DI og DA har entydigt gået på, at lønnen i Danmark skal presses ned på de godt 2 pct., som er den aktuelle lønstigningstakt i Sverige og Tyskland. Se også figur 1. Hvis det skal opfyldes, er der overhovedet ikke plads til nogen form for forbedringer ved de centrale forhandlinger. I LOs signaler er budskabet da også, at det vigtigste er, at den stabile lønudvikling fortsætter. I LO mener man således ikke, at den nuværende lønudvikling på omkring 4 pct. om året skader beskæftigelsen. Det kan ifølge LO ikke sammenlignes med Sverige og Tyskland, der ligger på et andet sted i konjunkturforløbet. “Disse modstridende signaler viser, at processen mod et forlig bliver vanskeligere,

end den har været i de forudgående forhandlingsrunder,” vurderer forskerne.

Årlig ændring i lønnen inden for fremstillingsvirksomhed, pct.

12

10

8

6

4

2

0

89 90 91 92 93 94 95 1/96 2/96 3/96 4/96 1/97 2/97 3/97

Kilde: DA Lønstatistik

Pct.

Sverige

Storbritannien

Danmark

Tyskland

Figur 1: Den lave lønstig- ningstakt i Tyskland redu- cerer spillerummet ved forårets overenskomstfor- handlinger.

3-årig aftale kan blive model for nyt forlig

Det bliver bl.a. vanskeligt i industriens forhandlinger at imødekomme de såkaldte “bløde” overenskomstkrav, som ikke mindst Dansk Metal har signaleret. Medlemmerne skal ifølge

2 Nr. 42 1. december 1997

formand Xxx Xxxxxxx glemme alt om lønfest. Det er tilstrækkeligt med beskedne lønstig- ninger, lige over inflationen, så reallønnen fortsat kan stige. Sådan har det været de senere år. Men det, arbejdsgiverne lægger op til, er, at livremmen nu skal spændes ind. Det er en udvik- ling, der er uacceptabel for fagbevægelsen. Selve lønslagsmålet på industriens område kom- mer til at foregå i de efterfølgende forhandlinger ude i virksomhederne. Men udsigterne til en opstramning lægger i sig selv gift for overenskomstforhandlingerne om alle de øvrige spørgsmål.

Det er de såkaldte bløde pakker, som der vil blive lagt vægt på fra CO-industris side i forhandlingerne med DI. Ud over udbygningen af pensionsordningerne vil man have gennemført omsorgsdage og fratrædelsesgodtgørelse ved afskedigelser svarende til funktio- næransættelse. Man vil også have forbedret sygelønnen og løn under barsel. Til gengæld er organisationerne formentlig til at tale med, når det gælder øget arbejdstidsfleksibilitet.

Alt i alt er der med dette udgangspunkt muligheder for at nå til et forlig - trods de øgede vanskeligheder omkring lønkonkurrenceevnen. Det er muligheder, der måske kan fremmes, hvis man bringer indgåelsen af en 3-årig aftale ind som joker. En sådan forlængelse vil give større rum for de sociale forbedringer, CO-industri kræver. Samtidig kunne det fremme parternes langsigtede strategiske interesse i at genskabe det traditionelle system med samlede aftalerunder for hele arbejdsmarkedet - herunder landbrug, finanssektor og det offentlige område. Takten ville i så fald kunne genskabes i år 2001.

Normallønsområdet styrer mod konflikt

Med et forlig på industriens område har man et retningsgivende resultat. Men problemerne i den forestående overenskomstrunde vil ikke være overstået med det. Der er stadigvæk et normallønsområde, der dækker ca. 15 pct. af DAs samlede overenskomstfelt, og her skal man aftale bindende lønstigninger ved de centrale forhandlinger.

Transportsektoren er hovedområdet i dette spil. Fagbevægelsen med SiDs transport- gruppe i spidsen vil holde fast i en lønstigning, der bliver tilpas høj til, at man kan sige til medlemmerne, at reallønnen er sikret. Det kan vanskeligt undgå at blive på et niveau, der ligger en del over DIs forestillingsverden. Og hvis arbejdsgiverfællesskabet fastholdes, så kan der her meget let blive tale om et sammenbrud med en næsten sikker storkonflikt som resultat.

Problemet set fra arbejdsgivernes synsvinkel er, at normallønsstigningen har en tendens til at lægge niveauet for de overenskomstforbedringer, der bliver gennemført ved de lokale forhandlinger i de øvrige virksomheder. I lokalområderne bliver der skævet til, hvad der opnås i andre virksomheder. Her er det normallønsstigningen, der automatisk træder i kraft, som ofte springer i øjnene. Derfor vil arbejdsgiverne gøre alt for at holde normalløns- stigningen nede. Ellers vil man - ikke mindst i en periode med faldende arbejdsløshed og en begyndende risiko for flaskehalse - komme til at se en stigende lønspiral, der for alvor vil bringe lønkonkurrenceevnen i fare.