Betingelser for salg af erhvervsgrunde
Betingelser for salg af erhvervsgrunde
Udbud af erhvervsbyggegrunde på Romlehøjvej i Kolind
Gældende fra 11.05.2022
De kommunale byggegrunde sælges i henhold til bekendtgørelse om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme, bekendtgørelse nr. 396 af 03.03.2021 og vejledning nr. 9175 af 03.03.2021, om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme.
Disse betingelser gælder ved Syddjurs Kommunes salg af erhvervsgrunde. Syddjurs Kommune benævnes herefter sælger.
Alle salg sker efter en indledende budrunde, og sælger har ret til at vælge det bud, som efter saglige kriterier passer bedst, og behøver således ikke vælge det højeste bud. Sælger kan ligeledes afvise alle bud. Et bud betragtes som værende givet, når en underskrevet tilbudsblanket eller lignende kommer sælger i hænde.
Der foretages ingen forholdsmæssig regulering af budsummen, medmindre en eventuel, efterfølgende opmåling viser en arealafvigelse på mere end 10% i forhold til grundstørrelsen i landinspektørens kortbilag.
Grunden overdrages som den er og forefindes og som beset af køber. Køber har haft mulighed for at foretage besigtigelse.
2. Rettigheder og forpligtelser
Grunden sælges som erhvervsgrund og må alene anvendes til erhvervsformål i henhold til den gældende lokalplan. Skulle noget i disse betingelser afvige fra den gældende lokalplan, er det altid lokalplanen, der er gældende.
Grunden overdrages med de samme rettigheder, byrder og forpligtelser, hvormed den har tilhørt sælger; især gøres der opmærksom på, at køber bør undersøge tinglyste rettigheder og byrder (servitutter, deklarationer mv.). Der henvises til de oplysninger, som er registreret om grunden i tingbogen samt til oversigten på Syddjurs Kommunes hjemmeside.
Køber forpligter sig hermed til at bebygge grunden, så byggeri skal være påbegyndt senest 2 år fra overtagelsesdagen og være færdiggjort senest 3 år fra overtagelsesdagen. Færdiggørelse forstås i denne forbindelse som færdigmeldt til Syddjurs Kommune.
Såfremt køber ikke opfylder byggepligten inden for de nævnte frister, er sælger berettiget til at forlange grunden tilbageskødet til købsprisen. Dette er en ret for sælger og ikke en pligt. Køber afholder samtlige udgifter i forbindelse med tilbageskødning.
Grunden må ikke uden sælgers accept videresælges i ubebygget stand.
Der henvises i øvrigt til eventuelt tinglyst deklaration om byggepligt, tilbage- skødning mv., hvor der kan være fastsat mere detaljerede vilkår.
3. Byggemodning
Sælger forestår som udgangspunkt fremføring af kloak-, vand- og forsynings-ledninger til grunden. Udgifter til byggemodning er normalt indeholdt i købesummen. Sælger sørger for, at grunden er tilgængelig, men køber må tåle, at byggemodningen ikke nødvendigvis er færdig på overtagelsesdagen samt tåle ulemper ved byggemodningens gennemførelse.
Ud over købesummen forpligter køber sig til at betale tilslutningsafgifter af enhver art, såsom tilslutningsafgifter til el, vand, varme og kloak. Køber opfordres derfor til forud for afgivelse af bud hhv. indgåelse af købsaftale at gøre sig bekendt med de respektive selskabers bestemmelser om
forsyningsfor-hold og tilslutningsafgifter mv.
Sælger kan af hensyn til køber vejledende oplyse om størrelsen af tilslut- ningsafgifterne, men da afgifterne fastsættes af forsyningsselskaberne, er sådanne oplysninger uden ansvar for sælger. På tilslutningstidspunktet kan afgifterne således afvige fra det oplyste.
Hvis sælger efter aftale med forsyningsselskaberne har betalt for tilslutnings-afgifter, opkræver sælger efterfølgende disse særskilt hos køber.
Køber forpligter sig til at indhente alle de for den supplerende byggemodning nødvendige tilladelser.
Køber bærer det fulde ansvar for beskadigelser af vej, beplantning, grønne arealer mv., som måtte fremkomme ved opgravning, transport eller lignende i forbindelse med købers byggeri på grunden. Sælger er berettiget til at udføre nødvendig reetablering på købers regning.
Såfremt køber vil gøre gældende at der mangler afsætning af grunden med skelpæle, skal køber senest på overtagelsesdagen give sælger besked herom, idet køber ellers selv skal bekoste og sørge for afmærkning af grunden med skelpæle.
4. Jordbundsforhold
Grunden sælges uden ansvar for sælger med hensyn til undergrundens be- skaffenhed og grundens egnethed til bebyggelse.
Hvis der er foretaget foreløbige jordbundsundersøgelser på udstykningen, har køber har haft mulighed for at gøre sig bekendt med rapporten herom, hvis en sådan er udarbejdet. Køber er bekendt med, at der er tale om punktvis udtagne prøver, som ikke kan påregnes at være repræsentative for funderingsfor-holdene på hele udstykningen eller det pågældende delareal.
Køber accepterer, at der ikke over for sælger kan gøres krav gældende på erstatning eller på forholdsmæssigt afslag i købesummen, hvis det konstateres, at der er behov for ekstrafundering, pilotering eller lignende, inden grunden kan bebygges. Ved ekstrafundering forstås her fundering, der skal finde sted 1 meter under grundens eksisterende terræn.
Køber har dog mulighed for indenfor en frist af 3 uger fra underskrevet købe-aftale — for egen regning — at indhente en geoteknisk rapport.
Hvis køber ved den udarbejdede rapport dokumenterer, at der er behov for ekstrafundering eller pilotering ved bebyggelse af sædvanlig karakter, og at omkostningerne hertil overstiger 10% af købesummen og minimum 70.000 kr., ekskl. moms, er køber berettiget til at træde tilbage fra handlen. Dette gælder dog ikke, hvis sælger inden 3 uger - regnet fra det tidspunkt, hvor købers rapport samt erklæring om at ville hæve handlen er kommet til sæl- gers kundskab – erklærer at ville bære de dokumenterede, anslåede omkostninger, der overstiger 10% af købesummen og minimum 70.000 kr. ekskl. moms.
Sælger er berettiget til at lade rapporten, herunder omkostningsberegningen, gennemgå af egne teknikere eller sagkyndig konsulent.
Såfremt handlen hæves på baggrund af undersøgelser som beskrevet ovenfor, forpligter køber sig til hurtigst muligt at rydde grunden og stille den til disposition for sælger. Sælger er berettiget til at tilbageholde købesummen, indtil dette er sket. Såfremt køber ikke overholder denne forpligtelse, er sælger berettiget til at lade arbejdet udføre for købers regning.
Køber accepterer, at der ikke kan gøres krav gældende imod sælger som følge af forsinkelse af planlagt byggeri mv. ved foretagelse af yderligere jordbundsundersøgelser. Køber kan ligeledes ikke gøre krav gældende om eventuel manglende bæredygtighed.
Købers eventuelle udgifter til foretagelse af undersøgelse af grunden er sælger uvedkommende.
5. Dræn
I det omfang sælger er bekendt med eksistensen af drænledninger på grunden, er de markeret på det kortmateriale, der indgår i udbudsmaterialet.
Køber forpligter sig til at respektere eksisterende drænledninger, herunder drænledninger som ikke er markeret på kortmaterialet. De eksisterende dræn-ledninger må ikke afbrydes midlertidigt eller permanent i forbindelse med arbejdet på grunden. Såfremt byggeriet nødvendiggør omlægning eller nyanlæggelse af drænledninger, skal der udarbejdes et projekt herfor, som skal godkendes af Syddjurs Kommune. Alle eventuelle omkostninger i denne forbindelse er sælger uvedkommende.
6. Arkæologi
Køber accepterer, at der ikke over for sælger kan gøres krav gældende på erstatning eller på forholdsmæssigt afslag i købesummen for forsinkelser, omkostninger eller begrænsninger i udnyttelsen af grunden som følge af uforudsete og ikke opdagede arkæologiske forhold.
7. Jordforurening
Sælger er ikke som hidtidig ejer eller som myndighed bekendt med forure- ningsforekomster på grunden.
Grunden overdrages uden ansvar for sælger for forurening på grunden. Hvis grunden tidligere har været anvendt som landbrugsjord, er den normalt ikke kortlagt efter jordforureningsloven, og der er dermed ikke fundet anledning til at foretage undersøgelser for forurening.
Køber accepterer således, at der ikke over for sælger kan gøres krav
gældende på erstatning eller på forholdsmæssigt afslag i købesummen for forsinkelser, omkostninger eller begrænsninger i udnyttelsen af grunden som følge af ikke opdagede forureningsforekomster eller købers foranstaltning af forurenings-undersøgelser.
8. Sælgers oplysninger
Sælger oplyser, at der på grunden findes skov eller fredsskovpligtigt areal.
Sælger erklærer, at der ikke verserer miljø- eller erstatningssager vedrørende grunden samt, at der sælger bekendt ikke på noget tidspunkt er stillet krav eller givet påbud i henhold til miljølovgivningen, som ikke er efterkommet.
Sælger oplyser, at der ikke påhviler grunden gæld vedrørende vej, vand, kloak, fortov, rensningsanlæg eller øvrige anlæg.
9. Overtagelse
Overtagelse sker efter nærmere aftale mellem tilbudsgiver og sælger, dog senest 2 måneder efter sælgers accept af købstilbud.
Overtagelsesdagen er skæringsdag for udgifter og indtægter vedrørende det solgte. Køber udfærdiger refusionsopgørelse med overtagelsesdagen som skæringsdag. Saldoen heraf berigtiges kontant 10 dage efter påkrav.
Køber er ansvarlig for, at alle terminsydelser samt ejendomsskatter, der forfalder til betaling efter overtagelsesdagen, betales rettidigt, uanset om opkrævning måtte være fremkommet.
Idet grunden ikke er selvstændigt vurderet, beregnes skatter og afgifter, indtil selvstændig beskatning sker, forholdsmæssigt ud fra stamparcellens areal.
Endeligt skøde signeres senest dagen før overtagelsesdagen.
10. Købesummen
Købesummen forfalder på overtagelsesdagen.
Købesummen forrentes fra forfaldsdagen til betaling sker med årlig rente svarende til Nationalbankens officielle referencesats med et tillæg på 7 %.
Grunden overtages fri for pantegæld.
11. Omkostninger
Sælger forestår udstykning og køber afholder udgifter til landinspektør.
Køber forestår udarbejdelse og tinglysning af skøde og afholder omkostningerne ved dette.
Desuden afholder køber omkostninger til udarbejdelse af refusionsopgørelse, jf. pkt. 9
I det omfang der har medvirket advokat / rådgiver, afholder hver part egne omkostninger hertil.
12. Særlige vilkår
Handlen vedrører erhvervsgrund og er ikke omfattet af krav om fortrydelsesret.