Forretningsbetingelser ved stiftelse af selskab hos DS Digital
Forretningsbetingelser ved stiftelse af selskab hos DS Digital
Nedenfor kan du finde de generelle vilkår og betingelser for digital dokumentudarbejdelse og stiftelse af selskaber leveret af DreistStorgaard Advokater A/S, CVR-nr. 32300456, Bag Haverne 32, 4600 Køge (i det følgende benævnt ”DS”), hvor bestilling er foretaget via hjemmesiden DS Digital på denne hjemmeside: xxxxx://xxxxxxxxxxxxxxx.xxxxxxx.xx/ (i det følgende benævnt DS Digital). Vi opfordrer til, at du læser betingelserne grundigt igennem, inden du gennemfører et køb.
Derudover henviser vi til de almindelige forretningsbetingelser for DS, der kan findes på dette link: xxxxx://xxxxxxxxxxxxxxx.xx/xx-xxxxxxxxxxxxxxx/xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx/., Heraf fremgår de almene oplysningsforpligtelser, som DS er forpligtet til at oplyse kunder om, bl.a. i relation til opfyldelse af reglerne for drift af advokatvirksomhed, herunder vores ansvarsforsikring, garantistillelse og klagemuligheder mv.
Endelig henviser vi til DS´ Persondatapolitik, hvor du kan læse mere om, hvordan vi behandler dine personoplysninger. Vi opfordrer dig til at læse Persondatapolitikken via dette link: xxxxx://xxxxxxxxxxxxxxx.xx/xxxxxxxxxxxxxxxxx/
Bestilling og sagsbehandling
Ved bestilling af stiftelse af selskaber via DS Digital skal du anvende det spørgeskema, som du finder på ovenstående site.
Din sag behandles, når DS har modtaget det digitalt udfyldte spørgeskema, PEP erklæring(er), de krævede ID-kort, betaling for selskabsstiftelsen og selskabskapitalen. Vores bistand er en standardydelse, og indeholder kun rådgivning ift. den konkrete stiftelse eller ydelser der er tilkøbt. DS har ikke analyseret, hvorvidt dit valg af for eksempel selskabsform er det mest optimale. Denne analyse, herunder i relation til bl.a. skattemæssige konsekvenser af din stiftelse, kan tilkøbes efter særskilt aftale med DS.
Vær opmærksom på at vores løsning understøtter kontant stiftelse af anpartsselskaber og aktieselskaber. Løsningen understøtter således ikke stiftelse af selskaber ved apportindskud (betaling med andre værdier end kontanter).
Herudover tager vi ikke ansvar for særlige hensyn i vedtægterne, f.eks. hvis selskabet skal søge om alkoholbevilling, drive en særlig form for lægepraksis eller andre helt specielle virksomhedsformer. Disse særlige hensyn er ikke inkluderet i standardydelsen, men kan tilkøbes efter særskilt aftale med DS.
Krav til stifteren/bestilleren af ydelsen på DS Digital
DS skal modtage farvekopi af gyldigt sygesikringsbevis, og farvekopi af dit kørekort eller dit pas. Dette krav følger af hvidvaskloven.
Er stifter et selskab, skal vi modtage tilsvarende om selskabets reelle ejere. Se detaljer i forbindelse med bestilling og i den beskrevne proces,
Kapitalindskuddet
DS Digitals koncept baseres på, at du indbetaler selskabskapitalen og omkostninger inklusive moms via de instruktioner, der fremgår i forbindelse med din online bestilling. Indbetaling vil herefter ske til en af DS’ klientkonti i en af de banker, hvor DS har klientkonti.
Når kapitalen er modtaget hos DS, kan DS registrere selskabet. Vi modtager herefter CVR-nummer fra Erhvervsstyrelsen, og selskabet er registreret.
Den indskudte selskabskapital indestår kun på klientkonto hos DS, indtil selskabet er registreret, og DS har modtaget selskabets kontonummer. Herefter overfører DS senest hverdagen efter kapitalen til selskabets nye konto i selskabets bank.
DS udbetaler kun selskabskapital til en dansk virksomhedskonto i selskabets navn. DS udbetaler derfor f.eks. ikke selskabskapital til en privat konto, udenlandske konti eller digitale wallets. Kapitalen udbetales ligeledes først, når banken har bekræftet, at det angivne registrerings- og kontonummer tilhører selskabets CVR-nummer, eller hvis DS modtager en kontooversigt, hvor ovenstående oplysninger fremgår.
Underskrift af dokumenter
Når de relevante personer har underskrevet stiftelsesdokument og vedtægter rettidigt, og selskabskapitalen er modtaget, opretter DS selskabet hos Erhvervsstyrelsen.
Du kan forvente at modtage CVR-nr. indenfor 1 hverdag (maksimalt 2 hverdage, hvis der er valgt holding- konstruktion).
Når CVR-nr. er modtaget i relation til en stiftelse, anses levering for sket. Leveringstiden på 1 hverdag forudsætter, at alle dokumenter er modtaget rettidigt, og at alle relevante personer er ID-valideret korrekt.
DS’ ydelser er afhængige af, at der er digital adgang til Erhvervsstyrelsens online registreringssystemer. Opstår forsinkelse som følge af nedetid hos Erhvervsstyrelsen, kan DS’ ydelse til dig blive forsinket. Som følge heraf kan DS ikke påtage sig ansvaret for forsinkelser. Medmindre DS har aftalt det konkret med dig som klient, garanterer vi derfor ikke leveringstid.
Der tages derfor forbehold for eventuelle forsinkelser som følge af forhold hos Erhvervsstyrelsen, herunder opdatering af IT-systemer, IT-nedbrud. DS tager desuden forbehold for, at Erhvervsstyrelsen kan vælge at udtage stiftelsen til manuel behandling, hvorved ovenstående tidsfrist ikke kan overholdes.
Ændring af dokumenter
Såfremt det er nødvendigt at ændre i dokumenterne, efter at disse er sendt til godkendelse og underskrift hos dig, opkræver DS et gebyr på kr. 750,00 inkl. moms. Dette gælder uanset hvilken ændring, der er tale om, herunder ændringer hvis du har valgt et selskabsnavn, som allerede anvendes i forvejen, ændringer i stiftelsesdatoen som følge af, at du eller andre personer involveret i stiftelsen ikke har nået at underskrive via NemID og lignende, inden den valgte stiftelsesdato.
Valg af selskabsnavn
I forbindelse med stiftelsen opfordrer vi dig til at sikre, at det valgte selskabsnavn er ledigt, dvs. at navnet ikke anvendes af andre, og at navnet ikke krænker andres rettigheder i form af varemærkerettigheder og lignende. På trods af at et selskabsnavn ikke er optaget, kan der være en risiko for, at et valgt selskabsnavn kan krænke øvrige parters immaterielle rettigheder i tilfælde af, at selskabsnavnet ligger for tæt op ad et eksisterende navn eller på anden måde kan udgøre en krænkelse af et andet brand, varemærke eller øvrige rettigheder. DS er ikke ansvarlig for, at et selskabsnavn registreret via DS Digital krænker øvrige parters rettigheder, og det anbefales derfor altid, at du selv forinden valg af selskabsnavn, foretager en grundig undersøgelse af om der i forvejen eksisterer et lignende selskabsnavn, eller om selskabsnavnet på anden måde vil kunne krænke og/eller forveksles med det selskabsnavn, som du påtænker til dit eget selskab. DS kan efter konkret aftale bistå med denne analyse efter særskilt aftalt afregning.
Priser
Prisen på DS Digital er i danske kroner eksklusive moms og gebyr til Erhvervsstyrelsen. Priser på tillægsprodukter til erhvervsdrivende er angivet uden moms.
Bemærk at prisen for stiftelsen af et selskab er fast, mens prisen for vores tillægsydelser varierer.
Betaling for ydelsen håndteres igennem Stripe, der er en af verdens største online betalingsservices på nettet. Betaling igennem Stripe lever op til alle internationale og nationale standarder for sikker betaling. Vil du vide mere om betaling igennem Stripe, kan du læse mere her: xxxxx://xxxxxx.xxx/xx-xx
Fortrydelsesret
Der gælder ingen fortrydelsesret ved stiftelse eller omdannelse af et selskab via DS Digital, da du i forbindelse med køb af et selskab anses som værende erhvervsdrivende.
Ved din accept af nærværende handelsbetingelser giver du dit udtrykkelige samtykke til frasigelse af fortrydelsesretten. Du kan således ikke fortryde din bestilling efter købet.
Der er ingen øvrige bindinger efter bestilling og betaling for de ønskede ydelser.
Opkrævning af renter
Ved stiftelse af et selskab på DS Digital giver du samtykke til, at DS er berettiget til at opkræve renter af indestående midler på vores klientkonto efter de første 30 dage. Beløbet kan aldrig overstige den af banken til enhver tid opkrævet rente.
Ansvar og reklamation
DS påtager sig intet ansvar i forbindelse med stiftelsen via DS Digital. Stiftelsen af et selskab sker alene på baggrund af de oplysninger, du indtaster i stiftelsesformularen via DS Digital. Du er derfor selv ansvarlig for rigtigheden af disse oplysninger.
Ved modtagelse af dokumenterne påhviler det dig at gennemgå disse dokumenter for eventuelle fejl. Indhold på DS Digital og dialog med DS udgør alene juridisk rådgivning ift. stiftelse af selskab. Du er selv ansvarlig for at søge evt. yderligere rådgivning om f.eks. skattemæssige forhold, ejerforhold mv., ønsker du rådgivning i den forbindelse, kan det tilkøbes til den digitale stiftelse af selskabet.
DS kan i intet tilfælde gøres ansvarlig for anvendelsen af DS Digital til brug for en stiftelse, herunder men ikke begrænset til, at det stiftede selskab ikke bliver anvendt korrekt. DS er således ikke ansvarlig for hverken direkte, indirekte eller afledte tab, som du måtte lide som følge af fejlagtig anvendelse af ydelser købt via DS Digital.
DS er ikke ansvarlig for oplysninger på tredjeparts hjemmeside, som findes via link på websitet (ex. links til Erhvervsstyrelsen).
Der kan alene reklameres over uoverensstemmelser mellem de af dine afgivne oplysninger og de af DS anvendte oplysninger, f.eks. fejl i navnet på virksomheden som følge af en forkert indtastning i Erhvervsstyrelsens registreringssystem foretaget af DS.
DS tager forbehold for tryk- og prisfejl på DS Digital
DS er ikke ansvarlig for nedbrud af eller svigtende adgang til DS Digital, nedbrud i strømforsyning eller internetforbindelse, hærværk på systemet (både fysisk såvel som computervirus og hacking), misbrug af personoplysninger eller andre forhold og omstændigheder, som er uden for Virksomhedens kontrol.
Brug af cookies
DS anvender cookies. Læs mere om hvordan DS bruger cookies i vores Persondatapolitik på ovennævnte link og via pop-up boksen på DS Digital
Behandling af personoplysninger
DS behandler dine personoplysninger i overensstemmelse med DS’ Persondatapolitik. Du kan læse mere om,
hvordan vi behandler dine personoplysninger via ovenstående link.
I relation til den digitale løsning i DS Digital opbevares personlige data i 30 dage hvorefter de slettes i systemet. Ønsker man som kunde at få sine data slette tidligere end det, kan Contractbook, der står for opbevaring af data i DS Digital kontaktes med henblik på slet her: xxxxx://xxxxxxxxxxxx.xxx/xxxxxxx-xxxxxx.
Lovvalg og værneting
Enhver tvist der udspringer af dit køb af en stiftelse via DS Digital, er underlagt dansk ret og skal indbringes for Retten i Roskilde.
Ændring af disse forretningsbetingelser
DS tager forbehold for løbende at ændre nærværende forretningsbetingelser. Forretningsbetingelserne er senest ændret den 5. oktober 2020.