Sag fra 14.8.17 ”Bevæg Dig For Livet - 5 årig visionsaftale” (nr. 85 i KFU, nr. 74 i FOU, nr. 129 i UU)
Sag fra 14.8.17 ”Bevæg Dig For Livet - 5 årig visionsaftale” (nr. 85 i KFU, nr. 74 i FOU, nr. 129 i UU)
Åbent - 18.14.00-P20-2-16
Resumé
Der er i 2017 arbejdet på at forberede en visionsaftale mellem Frederiksberg Kommune, FIU, DIF og DGI om "Bevæg Dig For Livet". Visionsaftalen vil betyde, at kommunen og FIU sammen med DGI og DIF over aftaleperiodens 5 år forpligter sig til at arbejde for, at 9.500 flere borgere bliver idrætsaktive og 5.000 flere borgere bliver idrætsaktive gennem en forening på Frederiksberg. Aftalens mål er ambitiøse og forudsætter et tydeligt ejerskab på tværs af den kommunale organisation og tæt samarbejde med byens aktører, herunder primært FIU.
Med denne sag forelægges et udkast til visionsaftale med tilhørende relevante bilag. Visionsaftalen drøftes ligeledes på et politisk møde mellem parterne den 22. august. Visionsaftalen forventes underskrevet til oktober 2017.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalget tog til efterretning, at udkastet til visionsaftale med tilhørende relevante bilag tages til efterretning og danner udgangspunkt for den politiske drøftelse mellem aftaleparterne den 22. august.
Xxxxxxxx Xxxxx udtrykte utilfredshed med processen ift. tilblivelsen af visionsaftalen, men et samlet udvalg tilslutter sig hensigten med visionsaftalen.
Sundheds- og Omsorgsudvalget tog udkastet til visionsaftale med tilhørende relevante bilag til efterretning.
Undervisningsudvalget tog orienteringen til efterretning.
Indstilling
Direktionen indstiller, at udkast til visionsaftale med tilhørende relevante bilag tages til efterretning og danner udgangspunkt for den politiske drøftelse mellem aftaleparterne den 22. august.
Sagsfremstilling
Frederiksberg Kommune og FIU har tilkendegivet interesse i at indgå et samarbejde med DGI og DIF om projektet ”Bevæg dig for Livet”. I forlængelse af sagen i Kultur- og Fritidsudvalget den 23. januar 2017 om "Bevæg Dig For Livet" er der arbejdet videre med at forberede et udkast til en 5-årig visionsaftale mellem Frederiksberg Kommune og FIU på den ene side og DIF og DGI på den anden side. Udkast til visionsaftale har løbende været drøftet i Frederiksberg Kommunes direktion.
Visionsaftalen vil betyde, at kommunen – sammen med FIU, DIF og DGI - forpligter sig til at arbejde for at
9.500 flere borgere (8.650 voksne over 16 år og 900 børn mellem 10-15 år) bliver idrætsaktive i de kommende 5 år, samt at antallet af medlemmer i nuværende og kommende idrætsforeninger på Frederiksberg stiger med 5.000 medlemmer i samme periode. Formålet er at skabe øget sundhed, livskvalitet og velvære for borgerne i Frederiksberg Kommune. Udkast til aftalegrundlag er vedlagt som bilag 1.
Målsætningerne på Frederiksberg indgår som led i at DIF og DGI på landsplan har sat som mål at 75% af befolkningen skal være idrætsaktive i 2025 - og at 50% skal være idrætsaktive gennem en forening. Det svarer til, at mindst 600.000 flere skal dyrke idræt og motion på landsplan - og at mindst 325.000 flere skal dyrke idræt og motion gennem en forening på landsplan. DIF og DGI forventer at indgå aftaler med 15 visionskommuner i alt i løbet af de kommende år.
Visionsaftalens målsætninger om mere bevægelse og foreningsaktivitet er i tråd med kommunens overordnede strategi, politikker og planer. Frederiksberg Strategien tegner bl.a. en fremtid, "hvor alle borgere
i vores mangfoldige og rummelige by, uanset hvem de er og hvor de er i livet, kan leve et liv med mest mulig livskvalitet". I forlængelse af Frederiksberg Strategien bygger indsatsen som visionskommune bl.a. på kommunens Sundhedspolitik, Kultur- og Fritidspolitik, Integrationspolitik og Handicappolitik. Og på daginstitutionsområdet arbejder alle institutioner med at opstille mål for arbejdet med ”krop og bevægelse" - ligesom kommunen har opstillet to strategiske pejlemærker om hhv. skoleparathed og livsduelighed, som kan understøttes af idrætsaktivitet. Endeligt spiller det sammen med "den åbne skole" og indsatserne på de enkelte skoler om at arbejde med 45 minutters bevægelse i hverdagen.
Dermed skal visionsaftalen ikke ses som et tillæg til de visioner og målsætninger, som kommunen bredt i forvejen arbejder for at opfylde, men snarere som et fælles løft og en markering af de fælles visioner og målsætninger.
Aftalens mål er meget ambitiøse og kræver en målrettet og effektfuld indsats, der skal påvirke især de mange ikke-aktive til adfærdsændringer. Mange aktører skal i givet fald bidrage og har allerede meldt sig og deltaget i indledende processer. Dels forudsætter de ambitiøse mål et tydeligt ejerskab på tværs af den kommunale organisation, så forvaltningsområderne naturligt medtænker bevægelsesfremme i dagligdagen og er opmærksomme på, hvilke puljer og lignende, der kan bidrage til medfinansiering af indsatser under aftalen. Dels er det afgørende at en række af byens aktører går med i forskellige dele af indsatsen. Både ungdomsuddannelser og ældreorganisationer – bl.a. Ældresagen - er centrale partnere, men frem for alt er det nødvendigt, at de lokale idrætsforeninger på Frederiksberg og særligt FIU støtter aktivt og positivt op om initiativerne.
FIU er således tiltænkt en helt afgørende rolle i realiseringen af målene - en rolle som FIU har tilkendegivet at ville påtage sig. FIU har drøftet ”Bevæg Dig For Livet” på flere bestyrelsesmøder og har fremsendt vedhæftede udtalelse (Bilag FIU) om FIU’s holdning og bidrag til projektet, hvor det bl.a. fremgår, at FIU overordnet set er positivt stemte overfor projektet. FIU betoner vigtigheden af, at der dels er opbakning fra både Kommunalbestyrelsen og kommunens øvrige forvaltninger i form af en klar tilslutning til og prioritering af projektet i aftaleperioden. Ligesom Frederiksberg Kommune efterlyser FIU også et større kontant økonomisk bidrag fra de eksterne parter DIF/DGI og DGI Storkøbenhavn. Ift. sidstnævnte skal det bemærkes, at de eksterne parter har imødekommet kravet om et større økonomisk bidrag i de afsluttende forhandlinger om aftaleudkastet, jf. nedenfor. Det fulde høringssvar er som sagt vedlagt som Bilag FIU.
Rådene (Ældrerådet, Integrationsrådet, Ungerådet og Handivcaprådet) inddrages løbende med henblik på at rådene kan komme med ideer samt mobilisere deres bagland.
Gevinster ved at indgå visionsaftalen
Hvis målene for "Bevæg Dig For Livet" nås, vil det både styrke borgernes livskvalitet i hverdagen - det vil styrke Frederiksberg som en levende by - og på den lange bane spare kommunen for en række sundhedsrelaterede udgifter. Arbejdet med indsatserne under visionsaftalen vil således bl.a. understøtte både Frederiksberg Strategien og målopfyldelsen under dele af Sundhedspolitikken samt dele af Kultur- og Fritidspolitikken.
For Frederiksberg Kommune forventes aftalen at give adgang til kompetencer, viden og netværk, som kommunen ikke har i dag, men som er afgørende for at kunne aktivere flere borgere. Aftalen betyder, at DIF, DIFs specialforbund og DGI Storkøbenhavn vil stille ressourcer til rådighed både til konkrete indsatser og til fondssøgning. Samtidig giver partnerskabsaftalen kommunen i samarbejde med FIU en yderligere mulighed for at arbejde endnu tættere sammen med byens mange andre relevante aktører for at fremme borgernes aktive tilværelse og sunde liv i gode robuste fællesskaber. F.eks. både ungdomsuddannelser, ældreorganisationer og kommercielle parter.
DIF og DGI får med visionsaftalen bl.a. adgang til at samarbejde med den kommune, der har det mest koncentrerede bymiljø i landet, hvorfor der i særlig grad vil være fokus på at udvikle nye metoder og kreative løsninger, der kan motivere flere borgere til at blive idrætsaktive på de særlige forudsætninger Frederiksberg borgerne og byborgere generelt har. Ved at stille byen til rådighed for dette, opnår Frederiksberg dermed også mulighed for at blive en platform for innovation og nyskabelse, idet DGI og DIF forventes aktivt og ressoucemæssigt at indgå i dette arbejde.
Forpligtelser ved at indgå visionsaftalen
Ved at tiltræde aftalen på det nuværende grundlag forpligter kommunen og FIU sig sammen med DIF og DGI til at arbejde for i løbet af de næste 5 år:
• At målet om 9.500 flere idrætsaktive borgere bliver en del af den kommende politik for sundhedsområdet og en del af den kommende politik for kultur- og fritidsområdet.
• At målet om 5.000 flere idrætsaktive foreningsmedlemmer indarbejdes i den kommende politik for kultur- og fritidsområdet – og at den kommende politik for sundhedsområdet fortsat har som mål, at alle borgere har mulighed for at være del af et robust fællesskab.
• At Kommuneplanen og tilhørende lokalplaner opstiller retningslinjer, der fremmer brugen af byens rum til motion, leg og bevægelse – og tilsvarende øger mulighederne for idræt og motion i områder, bygninger og på arealer, som bliver ledige og/eller omdannes.
• At den kommende politik for Kultur- og Fritidsområdet fortsat forholder sig til, hvordan der kan arbejdes med mere effektiv udnyttelse af faciliteter til idræt og bevægelse.
• At styrke indsatsen for at flere ældre kommer i bevægelse, som et centralt fokus i Ældre- og værdighedspolitikken
• At idrætsforeninger og andre relevante aktørers idrætstilbud fortsat introduceres til skoleelever og er en fast del af arbejdet med Åben Skole.
• At skolevæsenet igangsætter proces om kvalificering og sikring af en systematisk indsats vedr. 45 minutters bevægelse hver dag. Dels på hver skole og dels i skolevæsenet som helhed. Herunder at de enkelte skolebestyrelser opfordres til at udarbejde principper for dette område.
• At dokumentation for, hvordan idræt og bevægelse kan understøtte det faglige arbejde med de effektmål, som skoler og daginstitutioner skal leve op til, tænkes med i revision af bevægelsespolitikker o.lign.
Ved at indgå aftalen forpligter Frederiksberg Kommune og FIU sig, sammen med DIF og DGI, til at arbejde for en økonomi til aktiviteterne. Forvaltningen har i økonomiafsnittet vist, hvilke veje der kan gås, bl.a. ved at anvende forskellige puljemidler på f.eks. Kultur- og Fritidsudvalgets, Sundheds- og Omsorgsudvalgets og Socialudvalgets områder til at bidrage til finansiering af aftalen. Er der i udvalgene tilslutning til dette, vil det naturligvis bidrage aktivt til at nå målene, men samtidigt må det også erkendes, at midlerne ikke kan uddeles 2 gange.
På forvaltningsniveau såvel som på uformelt politisk niveau er det påpeget overfor idrætsorganisationerne, at forventningerne fra DIF og DGI om kommunal medfinansiering ud over den eksisterende ramme, afhænger af de årlige budgetforhandlinger. Samtidig er påpeget det skæve forhold i, at DIF og DGI forventer, at kommunen løfter det ambitiøse finansieringsbehov alene. Dette har resulteret i, at DIF og DGI i den sidste del af forhandlingsfasen har indvilget i at påtage sig ansvaret for i samarbejde med Frederiksberg Kommune at søge ekstern medfinansiering, herunder private og offentlige fonde, med henblik på økonomisk at understøtte de aktiviteter, der i Frederiksberg Kommune bidrager til at indfri målene for antallet af idrætsaktive i kommunen. Konkret har de to organisationer foreslået, at de tager ansvaret for at indhente 2,5 mio. kr., i den 5-årige aftaleperiode, jf. økonomiafsnittet nedenfor.
Visionsaftalens indsatsområder og faser
Udviklingen af konkrete indsatser på Frederiksberg blev kickstartet med en række tematiske workshops, hvor repræsentanter fra kommunens forvaltningsområder (BUO, SSA og SEO) deltog sammen med en række af byens aktører (herunder FIU) samt specialister fra DIF og DGI. Samtidig blev gennemført en høring af alle 4 råd, som hver især kom med deres ideer til og betragtninger på, hvordan flere borgere kan motiveres til at blive idrætsaktive.
På baggrund af de mange ideer og input (over 80 i alt) er der udarbejdet et udkast til en visionsaftale, hvor der arbejdes med 4 spor:
1. Foreningsidræt og træningsfællesskaber
2. Småbørnsfamilier
3. Seniorer (60+)
4. Unge (Studerende på ungdomsuddannelser og teenagere)
Hver indsatsområde vil indeholde en eller flere sociale vinkler. De sociale indsatser tænkes ind i sammenhænge, så der bygges bro mellem de almene og de sociale initiativer og aktiviteter. De initiativer, der er møntet på specifikt udsatte (herunder idrætsuvante grupper) tænkes, koordineres og iværksættes i relation til andre samtidige indsatser.
Ved siden af de 4 indsatsområder i visionsaftalen, vil der være fokus på Rum og Rammer (herunder de igangsatte tiltag om mere effektiv facilitetsudnyttelse og øget kapacitet bl.a. i form af kunstgræsbaner, Flintholm svømme- og gymnastikhal m.fl.) samt hvordan arbejdet med bevægelsesaktiviteter under Åben Skole kan bidrage til at flere borgere bliver idrætsaktive.
Visionsaftalens indsatsområder peger ind i sammenhænge, hvor forvaltningsområderne bredt i Frederiksberg Kommune, FIU, idrætsorganisationer, byens ungdomsuddannelser, aftenskoler og ikke mindst foreningslivet er centrale udførende parter. Kommercielle parter som træningscentre, danseinstitutter, fysioterapeuter og andre private udbydere af bevægelsesaktiviteter inviteres også med i arbejdet.
For at sikre den nødvendige fremdrift i projektet alle fem år, inddeles arbejdet med indsatserne i 3 faser. Der opstilles mål for, hvor langt indsatsen skal være nået med udgangen af hver fase og der forelægges en redegørelse for de politiske udvalg om status.
Fase 1 udløber 31. januar 2019
Fase 2 udløber 31. december 2020
Fase 3 udløber med projektets slutning 31. december 2022.
Med udgangen af hver fase vurderes det, om der er et eller flere af de nuværende indsatsområder, der bør ændres eller udskiftes. Tilsvarende vil erfaringerne fra måden at samarbejde på blive vurderet i forhold til, om det stadig er gunstigt for alle parter at fortsætte den fælles indsats. Målene for første fase fremgår af bilag 2.
Organisering
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde 23. januar 2017 fik udvalget forelagt en status for det indledende arbejde med visionsaftalen. I den forbindelse anmodede udvalget forvaltningen om et oplæg til et §17, stk. 4 udvalg for projektet. Muligheden har været drøftet med DIF og DGI - og udvalgsformen er samtidig blevet grundigere belyst i løbet af foråret. På baggrund af dette foreslås en organisering som gengivet i aftaleudkastet.
Forløbet frem mod evt. aftaleunderskrivelse
Oprindeligt var planlagt en uformel politisk drøftelse mellem parterne 29. maj. Grundet en række spørgsmål fra FIU sent i processen, blev den politiske drøftelse udskudt.
I mellemtiden har Frederiksberg Kommune bl.a. på konferencen ”Bevæg Dig For Livet” i tilknytning til DGI's Landsstævne i Aalborg fremført, at DGI/DIF bør bidrage med mere økonomi, som i givet fald kunne modsvares af øget bidrag fra Frederiksberg Kommune – f.eks. 500.000 kr. fra hver part.
Som sagt har DIF og DGI bl.a. på baggrund af ovenstående i den afsluttende forhandlingsfase indvilget i at påtage sig ansvaret for i samarbejde med Frederiksberg Kommune at søge ekstern medfinansiering, herunder private og offentlige fonde, med henblik på økonomisk at understøtte de aktiviteter, der i Frederiksberg Kommune bidrager til at indfri målene for antallet af idrætsaktive i kommunen. Konkret har de to organisationer foreslået, at de tager ansvaret for at indhente 2,5 mio. kr., i den 5-årige aftaleperiode, jf. økonomiafsnittet nedenfor.
Udkastet til visionsaftale drøftes endeligt på et fælles politisk møde den 22. august. Borgmesteren, udvalgsformændene for hhv. Kultur- og Fritidsudvalget, Undervisningsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget samt 1 repræsentant fra hver af de 3 fagudvalg bliver inviteret til mødet, hvor der også deltager politikere fra hhv. DIF, DGI, DGI Storkøbenhavn og FIU. På baggrund af blandt andet denne drøftelse kan et endeligt udkast til visionsaftalen fremlægges til behandling i fagudvalg den 18. september, Magistraten den 25. september og Kommunalbestyrelsen den 2. oktober. Visionsaftalen kan dermed forventes underskrevet til oktober 2017.
Økonomi
Nedenfor er opstillet en grov oversigt over, hvordan et ambitiøst økonomisk grundlag for aftalen kunne se ud i fase 1. Oversigten er udarbejdet med afsæt i de konkrete ideer til indsatser, der fremgår af aftalegrundlagets bilag 1 – og med en forventning om, at en række indsatser kræver ressourcer til opsøgende relationsarbejde og tilstedeværelse ved igangsættelse af nye aktiviteter.
Det anslåede finansieringsbehov tager højde for, at der er behov for flere opsøgende og understøttende kræfter til indsatsen end den fuldtidsprojektleder, der umiddelbart er sat ressourcer af til. Ikke mindst taget i betragtning af, at Frederiksberg forventes at aktivere 4 gange så mange borgere (9.500) som Ikast-Brande, der har landet deres aftale med DIF/DGI i forsommeren 2017. Der er lagt op til, at DGI finansierer en halv projektleder i begge kommuner og at kommunen finansierer den anden halvdel. Dette sker ved dedikation af ressourcer fra Kultur- og Fritidsafdelingen inden for eksisterende budget.
Anslået udgifts-niveau pr. år | Udgift i alt* | Finansieret Frederiksberg (midler der er afsat og kan bruges i aftalens første år) | Xxxxx for restfinansiering det første år | Mulig supplerende finansiering – kræver særskilte ansøgninger og udvalgsbehandling fsa. kommunale puljer |
Forenings- udvikling og trænings- fællesskaber | 400.000 | 150.000 (FIU) 50.000 (Folkeoplysningsudvalget, 16) | 200.000 | Integrationspuljen Folkeoplysningsudvalget Kultur- og Fritidspuljerne § 18, frivilligt socialt arbejde |
Småbørns- familier | 275.000 | 100.000 (Folkeoplysningsudvalget, 16) | 175.000 | Integrationspuljen Kultur- og Fritidspuljerne |
Unge og teenagere | 290.000 | 65.000 (Folkeoplysningsudvalget, 16) | 225.000 | Integrationspuljen Folkeoplysningsudvalget Kultur- og Fritidspuljerne |
Seniorer | 450.000 | 150.000 (Folkeoplysningsudvalget, 16) | 300.000 | §79, støtte til ældreklubber Folkeoplysningsudvalget |
Dokumentation | 35.000 | 35.000 (Folkeoplysningsudvalget, 16) | 0 | |
I ALT | 1.450.000 | 550.000 | 900.000 | |
Udgift i alt | Finansieret via | |||
Projektledelse | 500.000 | Heraf 250.000 fra Kultur & Fritid & 250.000 kr. fra DGI Storkøbenhavn | 0 | |
Åben Skole | 870.000 | 870.000 (Undervisningsudvalget, 17) | 0 | |
I ALT | 2.870.000 | 900.000 |
* Der er allerede medregnet potentiel finansiering fra DGI Storkøbenhavn på op til 85.000 kr. vedr. foreningsudvikling, op til 110.000 kr. vedr. unge og teenagere og op til 150.000 kr. vedr. seniorer - i alt op til
345.000 kr.
Inden for eksisterende økonomi er der sat 550.000 kr. af på Frederiksberg i kontante midler til de første indsatser under visionsaftalen. Midlerne kommer dels fra Folkeoplysningsudvalget (400.000 kr.) og dels fra FIU (150.000 kr.).
Derudover er der prioriteret 870.000 kr. fra kommunens budget på skoleområdet til indsatser, der understøtter aftalens sigte, men ikke indgår i den egentlige aftale (Åben Skole-initiativer i 17/18 med bevægelse).
Endelig forventer Kultur- og Fritidsafdelingen som sagt som minimum at matche det beløb til projektledelse på 250.000 kr., som DGI Storkøbenhavn bidrager med.
Jf. noten under oversigten vil det - afhængigt af hvor hurtigt aftalen lander og hvilken opbakning den opnår fra start - være muligt at opnå medfinansiering fra DGI Storkøbenhavns side til konkrete projektindsatser, som DGI allerede har opnået fondsfinansiering til. Denne medfinansiering anslås til at kunne være op til
345.000 kr. i alt, men kendes først præcist, når de konkrete projektindsatser er besluttet.
Med de midler der allerede er afsat fra kommunalt hold – og den medfinansiering, som formelt er tilkendegivet fra DIF/DGI, kræver det yderligere ca. 900.000 kr. om året at sætte visionssamarbejdet i gang på ambitiøst niveau.
En måde at sandsynliggøre, hvordan kommunale puljer kan bidrage til finansiering af aftalen er også antydet i oversigten. I givet fald vil disse midler dog skulle prioriteres i de almindelige forløb, der er for de forskellige puljer mv., herunder i sammenhæng med den konkrete medfinansiering, der kan opnås fra DGI/DIF samt fonde i de enkelte spor. Se uddybning om økonomien i hvert indsatsområde i aftalens bilag 1.
Hertil stiles efter et vist niveau af fondsfinansiering, som gradvist forventes at stige i takt med udviklingen af konkrete aktiviteter og indsatser. Her er det oplagt også at drøfte finansiering med dem, der har vist stor interesse for projektet i den indledende fase, herunder uddannelsesinstitutionerne og ældreorganisationer - bl.a. Ældresagen. Det kan også være relevant at involvere kommercielle parter som f.eks. fitnesscentre - ligesom f.eks. Frederiksberg Fonden vil være oplagt at søge om bidrage til finansiering af konkrete indsatser under aftalen.
Det er har været forvaltningens vurdering, at en vigtig forudsætning for at målene om øget livskvalitet, sundhed og velvære for Frederiksberg borgerne kan nås, er, at kommunen sikrer fundamentet for aktiviteterne. Men måske mest afgørende, at DGI/DIF finder aftalen så væsentlig, at DGI/DIF bidrager økonomisk kontant ud over et bidrag på en ½ konsulent. Dette er i tråd med FIU’s forbehold og jf. ovenfor har dette synspunkt ad flere omgange været drøftett med DIF og DGI.
I den afsluttende forhandlingsfase har DIF og DGI indvilget i at påtage sig ansvaret for i samarbejde med Frederiksberg Kommune at søge ekstern medfinansiering, herunder private og offentlige fonde, med henblik på økonomisk at understøtte de aktiviteter, der i Frederiksberg Kommune bidrager til at indfri målene for antallet af idrætsaktive i kommunen. Konkret har de to organisationer foreslået, at der indhentes i alt 2,5 mio. kr. i den 5-årige aftaleperiode, idet der for hver fase af det samlede projekt er sat følgende måltal for indsatsen ift. indhentede fondsmidler:
Fase 1: 500.000 kr.
Fase 2: 1.000.000 kr.
Fase 3: 1.000.000 kr.
Som afslutning på hver fase evalueres fremdrift og resultater i det samlede projekt og i samme forbindelse vil resultaterne i relation til de indhentede fondsmidler blive evalueret, dog vil evalueringen af resultatet af fondsaktiviteter for fase 3 blive evalueret midtvejs i den sidste fase.