Beslutning: Furesøbad ApS - Forlængelse af kontrakt iht. option
Beslutning: Furesøbad ApS - Forlængelse af kontrakt iht. option
Sagsnr. i ESDH: 15/18335 Beslutningskompetence: Økonomiudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal beslutte at gøre brug af option i nuværende forpagtningsaftale mellem Furesø Kommune og Furesøbad ApS og forlænge den eksisterende aftale frem til februar 2026.
Sagsfremstilling
Den samlede drift af Furesøbad – strand, bygninger, kiosk, restaurant, beredskabsmæssige forpligtigelser, m.m.- er udbudt i én samlet forpagtning til firmaet Furesøbad ApS.
Furesøbad ApS har ytret ønske om at gøre brug af optionen i gældende forpagtningsaftale om drift af Furesøbad indgået ml. Furesø Kommune og Furesøbad ApS i juli 2015.Økonomiudvalget godkendte allerede i 2019 at aftalens først option for forlængelse blev taget i brug, hvormed den nuværende aftale løber frem til februar 2023. Furesøbad ApS ønsker at forlænge kontrakten med den resterende option på 24 måneder + 12 måneder, i alt tre år. På den måde forlænges den nuværende aftale frem til 28. februar 2026.
Baggrunden for, at Furesøbad ApS ønsker at gøre brug af kontraktens mulighed for forlængelse, skal bl.a. ses i relation til de to forgangen år der har været præget af nedlukning grundet Corona og dermed er ønske om, at kunne reetablere driften. Forvaltningen vurdere tillige, at et par år med en mere ordinær drift vil kunne fremme et fremtidigt udbud. Forvaltningen anbefaler således også, at den samlede drift af Furesøbad sættes i udbud inden udgangen februar 2025, således at der foreligger en afklaring på den fremtidige drift af Furesøbad inden sæsonafslutning i oktober 2025.
Forvaltningen vurderer, at en forlængelse af kontrakten fortsat er på markedsvilkår. Denne vurdering er baseret på, at Furesøbads fulde potentiale endnu ikke er nået – især grundet nedlukning under Corona.
Et alternativ til forlængelsen ville være at gå i udbud allerede nu, mhp at få en ny aftale på plads inden februar 2023. Der er enkelte aktører der har vist interesse for en drift af stedet. Det er dog forvaltningens umiddelbare vurdering at et udbud på nuværende tidspunkt – efter to år med Coronanedlukninger og kraftige stigninger på forbrugspriser – vil kunne medføre en højere udgift for kommunen.
Økonomiske konsekvenser
Såfremt Furesø Kommune godkender brug af option om forlængelse af kontrakten, vil det ikke ændre på nuværende økonomiske betingelser og kommunes bidrag til den samlede drift vil forblive uændret.
Sammenhæng med 2030 mål og succeskriterier
Ingen bemærkninger.
Borgerinddragelse
Ingen bemærkninger.
Lovgrundlag
EU´s udbudsregler.
Det videre forløb
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget
• godkender brug af option og dermed forlængelse af kontrakten frem til februar 2026
• godkender at den samlede drift af Furesøbad konkurrenceudsættes i sidste del af den nye aftaleperiode.
Beslutning i Økonomiudvalget den 17-05-2022
Godkendt.
Xxxxxx Xxxxx Xxxxx deltog som stedfortræder.
Afbud:
Xxxx Xxxxxxx