Forpagtningskontrakt for Caféen i Ahlmannsparken
Sønderborg Kommune
Forpagtning af cafe i Ahlmannsparken
Forpagtningskontrakt for Caféen i Ahlmannsparken
Mellem Og | Sønderborg Kommune (herefter ”Bortforpagter”) xxxx CVR. nr: xxx (herefter ”Forpagter) (herefter samlet ”Parterne”) |
er der dags dato indgået denne forpagtningskontrakt vedrørende Cafeen i Ahlmannsparken, Xxxxxxxxxxx 0, 0000 Xxxxxxx.
1. BAGGRUND
1.1 Denne forpagtningskontrakt er indgået på baggrund af drøftelser mellem parterne. Forpagters formål er at drive en attraktiv café med et måltidskoncept, der bidrager til et aktivt kultur- og dagligliv i og omkring cafeen i Ahlmannsparken. Dette med afsæt i en naturlig lyst til samarbejde med det øvrige kulturfællesskab i Ahlmannsparken.
1.2 Kontrakten gælder for en periode på 4 år med efterfølgende forhandling om evt. forlængelse, og kontrakten er gensidigt uopsigelig i et år efter overtagelsen.
2. DET FORPAGTEDE
2.1 Det forpagtede omfatter caféen i Ahlmannsparken, herunder det i caféen værende inventar, service, maskiner, løsøre mv. (herefter samlet ”inventar”).
2.2 Det forpagtede omfatter følgende lokaler ogområder: Køkkenareal
Toilet Opbevaringsrum Serveringsareal Anretter køkken
2.3 Forpagter kan anvende udendørsarealet på matriklen efter nærmere aftale med Bortforpagter. Såfremt Forpagter anvender udendørsarealet, er Forpagter forpligtet til at stå for oprydning og rengøring.
2.4 Forpagter har haft lejlighed til at gennemgå det nuværende inventar og køkkenet inden underskrivelsen af denne forpagtningskontrakt.
2.5 Der er aftalt, at følgende ændres ved lokalerne:
Kiosklokalet med luge forbliver, men væg ud til lagerrum fjernes, så det bliver et rum.
Opsætning af emhætte på bagerste væg, ny friture, et enkelt køleskab med glasluge og en pølsesteger. Opsætning af bordplade ved glasluge inde i kiosk.
Opsætning inde i kiosk af en hylde under bordplade samt bordplade på modsatte side ved kunderne.
3. FORPAGTNINGENS BEGYNDELSE OG OPHØR
3.1 Forpagtningen tager sin begyndelse den xxxx (herefter ”overtagelsesdagen”) og ophører automatisk uden yderligere varsel xxxx, såfremt parterne ikke har forhandlet en allonge om forlængelse på plads.
3.2 Forpagter kan opsige kontrakten med 6 måneders skriftligt varsel til den 1. i en måned.
3.3 Bortforpagter kan opsige kontrakten med 6 måneders skriftligt varsel til ophør den 1. i en måned.
3.4 I tilfælde af at driften af cafeen i Ahlmannsparken ophører, uanset årsagen hertil, ophører denne forpagtningskontrakt senest samme dag, som driften af cafeen i Ahlmannsparken ophører. Ved sådant ophør af denne forpagtningskontrakt er forpagter ikke berettiget til nogen form for erstatning, kompensation eller lignende.
4. FORPAGTERS BENYTTELSE AF DET FORPAGTEDE
4.1 Det forpagtede må ikke uden forudgående skriftlige samtykke fra Bortforpagter anvendes til andet formål end café samt tilberedning, servering og levering af mad og drikkevarer for Forpagters og Bortforpagters gæster og brugere. Forpagter er således ikke berettiget til at anvende det forpagtedes køkkenfaciliteter til andet formål uden Bortforpagters forudgående samtykke. Da hensigten med kontrakten er at skabe et attraktivt kulturliv, ser Bortforpagter velvilligt på tiltag, der på nye måder kan bidrage til at fremme dette og lægger generelt op til løbende dialog herom.
Der kan uden samtykke fra Bortforpagter afholdes lukkede arrangementer i dele af det forpagtede fx ved receptioner i foreningsregi og selskaber med et kulturelt formål.
4.2 Aktiviteten i de i punkt 2.2 nævnte arealer skal drives under hensyntagen til Bortforpagters lokale funktion som et kulturmiljø. Forpagter skal således til enhver tid være opmærksom på og bidrage til den integrerende funktion, som caféen har i Ahlmannsparken samt i videst muligt omfang bidrage til Bortforpagters aktiviteter, arrangementer og projekter.
4.3 Forpagter står selv for alt opsætning til arrangementer osv., og er selv ansvarlig for at rydde op efter arrangementer så fx stole og borde er fjernet igen.
4.4 Der skal generelt tilstræbes brug af lokale råvarer i det omfang, det er økonomisk og kvalitetsmæssig hensigtsmæssigt.
4.5 Bortforpagters brugere må ikke medbringe mad og drikkevarer i det forpagtede område bortset fra mad til børn under 10 år.
4.6 Forpagter forpligter sig til at tilrettelægge servering, aktiviteter og ydelser som en del af samarbejdet omkring Bortforpagters forskellige arrangementer og aktiviteter.
4.7 Bortforpagter er ved forpagtningens begyndelse ansvarlig for, at det forpagtede lovligt kan anvendes til kulturcafé, jf. dog pkt. 4.6, herunder at køkkenet er godkendt til brug af Fødevarestyrelsen ved seneste kontrolbesøg. Forpagter er ansvarlig for, at den faktiske brug af det forpagtede sker i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder bl.a. arbejds-, miljø- og sundhedslovgivningen, politivedtægten, gældende lovgivning om brandværnsforanstaltninger i forsamlingslokaler, herunder krav til flugtveje og servicetjek af brandslukningsudstyr, myndighedsforskrifter, myndighedstilladelser, brandkrav samt regler om skadedyrsbekæmpelse, således at ethvert ansvar i så henseende i forhold til tredjemand og offentlige myndigheder er Bortforpagter uvedkommende. Forpagter er bekendt med og accepterer, at der er rygeforbud i caféen, hvilket Forpagter er forpligtet til at implementere i det forpagtede, herunder ved at opsætte skilte med rygeforbud i det forpagtede. Tillige er Forpagter bekendt med og accepterer, at varer, paller, affald mv. ikke må oplagres uden for det forpagtede.
4.8 Forpagter er ansvarlig for at indhente og opnå samtlige tilladelser og bevillinger til caféen, herunder alkoholbevilling. På Bortforpagters forespørgsel er Forpagter forpligtet til at udlevere kopi af samtlige tilladelser og korrespondance med offentlige myndigheder angående tilladelserne.
4.9 Forpagter tilstræber, at anvendelse af det forpagtede ikke må medføre lugt-, støj-, ryste- eller lysgener, eller i øvrigt være til gene eller ulempe for Bortforpagters brugere. Forpagter skal sikre, at dennes personale og andre, der får adgang til det forpagtede, omgås dette forsvarligt.
4.10 Forpagter tilstræber, at caféen fremadrettet vil have åbent for Bortforpagters brugere i Ahlmannsparkens generelle åbningstid.
4.11 Sønderborg Kommune forventer, at forpagter er indstillet på en løbende dialog om at holde caféen åben i forbindelse med aktiviteter, arrangementer og projekter i Ahlmannsparken, der måtte ligge uden for åbningstiden.
4.12 Forpagter er bekendt med og accepterer, at Bortforpagter som udgangspunkt har selvbetjent åbningstid I Ahlmannsparken
4.13 Sønderborg Kommune kan til enhver tid udfærdige en husorden samt ordensregler for cafeen i Ahlmannsparken.
5. BENYTTELSE AF AHLMANNSPARKEN, UD OVER DET FORPAGTEDE
5.1 Forpagter er bekendt med, at der kan forekomme støj-, ryste- og lysgener fra aktiviteterne, arrangementerne og projekterne omkring Ahlmannsparken og kan ikke som følge heraf gøre mangelsindsigelser af nogen art gældende som følge heraf, herunder ophæve denne forpagtningskontrakt eller kræve et forholdsmæssigt afslag i betalingerne efter pkt. 6 og pkt. 7.
5.2 Bortforpagter og Bortforpagters brugere, personer, selskaber eller lignende, som Bortforpagter giver fuldmagt til, er berettiget til at opkræve entré ved aktiviteter, arrangementer, projekter og møder i spiseområdet og Bortforpagters øvrige lokaler og områder.
6. FORPAGTNINGSAFGIFT
6.1 Den månedlige forpagtningsafgift for det forpagtede er xxx kr. pr. måned ex. moms og forbrug i aftaleperioden. Forpagtningsafgiften prisreguleres ikke. Der opkræves kvartalsvis forud den sidste dag i måneden.
Første gang der betales kvartalsvis forpagtningsafgift er den xxxx
Ud over forpagtningsafgiften skal forpagter afholde udgifter til el, hvor der er særskilt måler for caféen. Dette opkræves en gang årligt bagudrettet med første gang d. 31. december 2022.
7. Depositum
7.1 Samtidig med underskrivelsen af denne forpagtningsaftale og inden overdragelse af nøgler indbetaler forpagter et depositum på 10.000 kr. til bortforpagter. Depositum forrentes ikke.
8. VAND, VARME, EL, RENOVATION OG RENGØRING
8.1 El og rengøring er ikke inkluderet i forpagtningsafgiften jf. punkt 6.1.
8.2 Bortforpagter påtager sig ikke noget ansvar for forbigående forstyrrelser i vand-, varme- og elforsyningen. Bortforpagter er berettiget til, efter forudgående underretning til Forpagter, at afbryde vand-, varme- og elforsyningen i det forpagtede fx ifm. vedligeholdelse eller akut reparation.
9. HJEMMESIDE, INTERNET OG TELEFON
9.1 Forpagter er bekendt med og accepterer, at det forpagtede ikke omfatter telefon, computer, dankortterminal, kasseapparat og lignende.
9.2 Forpagter er selv forpligtet til at etablere internetforbindelse.
9.3 Bortforpagter har digitale skærme, som forpagter vederlagsfrit kan anvende til annoncering af cafeens tilbud. Det nærmere indhold i annonceringen aftales løbende mellem parterne.
10. NAVNERETTIGHEDER
10.1 Bortforpagter har godkendt Forpagters valg af navn, og forpagter vil i det omfang forpagter finder det relevant anvende Bortforpagters designmanual i ekstern kommunikation.
10.2 Bortforpagter er berettiget til vederlagsfrit at anvende og videreformidle oplysninger om caféens navn, herunder caféens logo, e-mailadresse, domænenavn, hjemmeside mv. i forbindelse med Bortforpagters markedsføring af aktiviteter, arrangementer og projekter. Det er dog et krav fra forpagters side, at al ekstern kommunikation om Forpagters arbejde fra Bortforpagters side skal godkendes af forpagter.
11. PERSONALE
11.1 Forpagter er orienteret om, at overtagelsen af forpagtningen af caféen betragtes som værende omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse (”virksomhedsoverdragelsesloven”).
11.2 Forpagter er for sine ansatte til stadighed forpligtet til at sikre, at løn, arbejdstid og andre arbejdsvilkår ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art inden for vedkommende fag eller industri på den egn, hvor arbejdet udføres. Forpagter er forpligtet til på forlangende inden 3 uger at dokumentere, hvorvidt dette krav er overholdt. Såfremt disse bestemmelser ikke overholdes, kan bortforpagter uanset bestemmelserne i pkt. 3 opsige kontrakten med 3 måneders varsel til den 1. i en måned.
11.3 Forpagter er forpligtet til at indhente børneattester på deres medarbejdere mindst en gang om året og ved nyansættelser. Der henvises til, at det praktiske vedrørende indhentelse af børneattester fremgår af politiets hjemmeside.
12. FORSIKRING
12.1 Forpagter er forpligtet til senest inden overtagelsen at tegne sædvanlige forsikringer for den gældende virksomhed, herunder løsøreforsikring og ansvarsforsikring for caféen. Forpagter er på anfordring forpligtet til at fremsende en kopi af forsikringspolicerne og eventuel tilhørende korrespondance med forsikringsselskaberne til bortforpagter.
13. NYANSKAFFELSER
13.1 Forpagter er berettiget til at købe og installere nyt inventar i det forpagtede uden Bortforpagters samtykke. Alt fast inventar ejes dog af Bortfagter også selvom det er indkøbt af forpagter.
13.2 Bortforpagter er ved forpagtningens ophør berettiget til at overtage inventar uden betaling købt af forpagter.
13.3 Forpagters installation af købt inventar skal opfylde myndighedernes krav. Det påhviler Forpagter for egen regning at indhente alle nødvendige tilladelser og opfylde ethvert myndighedskrav. Forpagter er pligtig tilaf egen drift straks og løbende at holde Sønderborg Kommune orienteret om forløbet af myndighedsbehandling og fremsende kopi af ansøgning, tilladelse mv.
13.4 Forpagter er erstatningsansvarlig for skader, der er forårsaget af de installationer, Forpagter har foretaget i forbindelse med købet af inventar efter pkt. 14.1 og pkt. 14.3.
14. FORPAGTERS RET TIL AT INDRETTE DET FORPAGTEDE OG TIL AT FORETAGE ÆNDRINGER AF DET FORPAGTEDE
14.1 Forpagters indretning af det forpagtede, herunder maling af det forpagtede og opstilling af stole, borde og skilte mv. i det forpagtede, skal ikke godkendes af Sønderborg Kommune.
14.2 Forpagter er ikke berettiget til at foretage grundlæggende ændringer af det forpagtede.
14.3 Uanset pkt. 16.2 er Forpagter berettiget til at installere inventar, som er købt efter pkt. 14.1. Installation af mur- og nagelfast inventar kræver dog Sønderborg Kommunes forudgående skriftlige samtykke.
15. VEDLIGEHOLDELSE
15.1 Al indvendig vedligeholdelse af det forpagtede, herunder af inventar, påhviler Forpagter.
15.2 Forpagter er kun forpligtet til at reparere og/eller forny inventar mv. (såsom a) indvendige overflader og beklædninger på lofter, vægge, gulve, døre, vinduer, træværk, rør og lignende, b) dørgreb, hængsler, dørpumper og beslag, låse og nøgler, c) afløbsinstallationer, fedtudskiller og elinstallationer, d) ventilations- og klimaanlæg,
e) armaturer, ventiler og betjeningsgreb af enhver art vedrørende varme, vand, afløb og andet og f) VVS- sanitet, inventar, hårde hvidevarer og brandmateriel), såfremt Forpagter er skyld i, at disse genstande mv. er gået itu eller ikke længere fungerer. Almindelig slid står for bortforpagters regning.
15.3 Oplistningen ovenfor af forpligtelser er ikke udtømmende, men blot eksempler. Forpagters vedligeholdelse skal ske i det omfang, det er nødvendigt for, at det forpagtede kan holdes i god vedligeholdelsesmæssig stand svarende til den stand, hvori det forpagtede blev overtaget.
15.4 Forpagter er forpligtet til for egen regning at udskifte inventar, når vedligeholdelse heraf ikke længere anses for hensigtsmæssig, idet sådant nyt inventar tilhører Bortforpagter. Tillige er Forpagter forpligtet til at kompensere ved nyanskaffelse af ethvert svind af inventar. Ved udskiftning af inventar har Forpagter ret og pligt til uden særskilt kompensation at anskaffe inventar, der modsvarer tidens krav.
15.5 Bortforpagter er berettiget til – til enhver tid – at besigtige det forpagtede for konstatering af, om pligten til vedligeholdelse er opfyldt.
15.6 Hvis vedligeholdelse ikke sker trods krav med rimeligt varsel, kan Bortforpagter udføre denne for Forpagters regning.
15.7 Hvert år i januar, første gang i januar 2023, bør Parterne foretage en gennemgang af det forpagtede med henblik på at konstatere, hvilken vedligeholdelse, der skal foretages i det følgende kalenderår.
16. RENHOLDELSE OG HYGIEJNE
16.1 Den indvendige renholdelse af det forpagtede, herunder køkkenet og toiletter påhviler forpagter. Ved overtagelse gør forpagter selv hovedrent.
16.2 Forpagter er til enhver tid forpligtet til at overholde gældende lovgivning og myndighedskrav til hygiejne og kvalitet i det forpagtede herunder ved anvendelse af råvarer og halvfabrikata. Forpagter afholder omkostningerne i forbindelse med Miljø- og Levnedsmiddelkontrollens lovpligtige tilsyn.
16.3 Sønderborg Kommune er berettiget til – til enhver tid – at besigtige det forpagtede for konstatering af, om renholdelsespligten er opfyldt.
16.4 Renholdelsesarbejder, som skal udføres af Forpagter, skal udføres straks, når der er konstateret behov herfor. Hvis det ikke sker trods påkrav med rimeligt varsel, kan Bortforpagter udføre arbejderne for Forpagters regning.
17. DET FORPAGTEDES OVERLEVERING OG AFLEVERING
17.1 Det forpagtede er overtaget som besigtiget og godkendt af Forpagter.
17.2 Ved forpagtningens ophør skal det forpagtede afleveres ryddeliggjort og i samme stand som ved overtagelsen, idet Forpagter er forpligtet til at retablere ændringer af det forpagtede foretaget efter pkt. 14 Forpagter er således forpligtet til at aflevere alt det forpagtede tilhørende, jf. pkt. 2, ligesom Forpagter er forpligtet til at aflevere udskiftet inventar.
17.3 Afleveres det forpagtede ikke i aftalt stand ved forpagtningens ophør, er Forpagter forpligtet til at betale forpagtningsafgiften efter pkt. 7.1 i istandsættelsesperioden, indtil det forpagtede er bragt i den aftalte stand.
17.4 Istandsættelsesarbejder må kun udføres af momsregistrerede, faguddannede håndværkere. Såfremt det forpagtede ikke afleveres i den aftalte stand ved forpagtningens ophør, udføres de nødvendige foranstaltninger til at bringe det forpagtede i aftalt stand på Bortforpagters foranledning for Forpagters regning.
17.5 Det er mellem Parterne aftalt, at Bortforpagter har adgang til at gøre krav gældende vedrørende det forpagtedes stand ved afleveringen indtil 6 måneder efter afleveringen, idet Xxxxxxxxxxxxx herefter taber retten til at gøre krav gældende over for Forpagter. I samme periode på 6 måneder er det dog Bortforpagteren, der har bevisbyrden for, at forholdet, der har givet anledning til kravet, ikke er opstået efter afleveringen.
18. OVERDRAGELSE AF RETTIGHEDER
18.1 Forpagter er ikke berettiget til at overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til denne forpagtningskontrakt til tredjemand uden Bortforpagters forudgående samtykke. Forpagter er endvidere ikke berettiget til at overdrage driften af det forpagtede til tredjemand (fremforpagtning).
19. MISLIGHOLDELSE
19.1 Bortforpagter er berettiget til at ophæve denne forpagtningskontrakt ved Forpagters væsentlige misligholdelse. Som væsentlig misligholdelse betragtes blandt andet følgende, idet oplistningen ikke erudtømmende:
At det forpagtede anvendes til andet end aftalt, jf. pkt. 4.1,
At Forpagter ikke overholder gældende lovgivning, politivedtægten og myndighedsforskrifter m.m., jf. pkt.
4.7 og pkt. 4.9, og Forpagter efter forudgående skriftligt påkrav ikke bringer misligholdelsen til ophør senest 5 dage efter modtagelsen af påkravetherom,
At Forpagters alkoholbevilling, næringsbevis eller andre tilladelser og godkendelser, som er nødvendige for at anvende det forpagtede som aftalt, bortfalder, uanset årsagen hertil, jf. pkt. 4.8.
At Forpagter ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til denne forpagtningskontrakt, og Forpagter efter forudgående skriftligt påkrav og varsling ikke bringer misligholdelsen til ophør senest 5 dage efter modtagelsen af påkrav herom.
19.2 Hvis Bortforpagter ophæver denne forpagtningskontrakt efter pkt. 19.1, skal Forpagter betale forpagtningsafgiften efter pkt. 7.1 og det forpagtedes andel af udgiften til el indtil det tidspunkt, hvor Forpagter kunne have opsagt denne forpagtningskontrakt med det aftalte varsel.
20. BETINGELSER
20.1 Denne forpagtningskontrakt er fra Parternes side betinget af:
At Forpagter er ansvarlig for, at den faktiske brug af brugsarealet sker i overensstemmelse med den herfor gældende lovgivning, andre offentlige forskrifter samt med respekt af de på brugsarealet tinglyste servitutter, således at ethvert ansvar i så henseende i forhold til tredjemand, herunder offentlige myndigheder, er Bortforpagteruvedkommende
20.2 Såfremt betingelsen i pkt. 20.1 ikke er opfyldt senest på overtagelsesdagen, er Parterne berettiget til at træde tilbage fra denne forpagtningskontrakt, uden at den anden part kan gøre krav gældende, idet indbetalt depositum dog tilbagebetales.
21. UNDERSKRIFT
Sønderborg, den / 2022 Sønderborg, den / 2022
For Bortforpagter: For Forpagter:
Sønderborg Kommune Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg
T: 88 72 64 00
W: xxxxxxxxxxxxxxxxx.xx