Contract
H. Xxxxxxxx A/S | ||
Xxxxxxxxxx 0 | Tel x00 00 00 00 00 | |
DK-2500 Valby København | Fax x00 00 00 00 00 |
Meddelelse nr. 19
17. april 2000
H. Xxxxxxxx A/S og M&E Biotech A/S indgår forskningssamarbejde
H. Xxxxxxxx A/S og den bioteknologiske virksomhed M&E Biotech A/S har indgået en forsknings- og udviklingsaftale om at benytte M&E Biotechs AutoVac™ teknologi til udvikling af en farmaccine (terapeutisk vaccine) til behandling af neurodegenerative sygdomme hos mennesker. Til denne gruppe af sygdomme hører f.eks. Alzheimers syge, også kaldet præsenil demens.
Projektet vil blive udført i tæt samarbejde mellem forskere hos Lundbeck og M&E Biotech. I følge aftalen betaler Lundbeck alle udgifter til forskning, udvikling, fremstilling og markedsføring af det endelige produkt. Lundbeck betaler desuden til M&E Biotech en mindre upfront-betaling samt - afhængig af opnåede resultater i hele projektets løbetid - milestonebetalinger i en samlet størrelsesorden af ca. DKK 150 millioner. M&E Biotech er endvidere berettiget til at modtage royalties på salg af de endelige produkter. Lundbeck har herudover forbeholdt sig ret til at investere DKK 10 millioner i M&E Biotech aktier på nærmere angivne betingelser.
”Dette projekt er særdeles spændende og potentialet for patienterne kunne være meget betydningsfuldt, såfremt forskningsresultaterne falder positivt ud, siger forskningschef Dr. Xxxxx Xxxxxxxx, koncerndirektør, Forskning & Udvikling i Lundbeck.
”M&E Biotech ser meget frem til at starte dette samarbejde med Lundbeck. Vi opfatter det som utroligt positivt, at to danske virksomheder kan finde sammen om i fællesskab at udnytte deres forsknings- og udviklingsekpertiser. Lundbeck er en meget vigtig partner for M&E Biotech i vores fremtidige bestræbelser på at udnytte selskabets AutoVac™ teknologi til at udvikle nye lægemidler indenfor en række vigtige kroniske sygdomme” siger Dr. Xxxxx Xxxxxxxxx, administrerende direktør for M&E Biotech.
Indgåelsen af denne aftale får ingen indflydelse på Lundbeckkoncernens forventninger til resultatet for regnskabsåret 2000.
M&E Biotech A/S, der blev stiftet i 1990, forsker i udvikling af farmacciner til behandling af alvorlige, kroniske og ofte uhelbredelige sygdomme så som kroniske betændelsestilstande, astma og kræft.
M&E Biotech arbejder samtidigt - ved hjælp af såkaldt "genomics" - på at identificere nye målproteiner, som eventuelt kan føre frem til opdagelse af og mål for helt nye lægemidler. Selskabet beskæftiger 56 ansatte, hvoraf 51 arbejder inden for forskning og udvikling.
H. Lundbeck A/S er en international farmaceutisk virksomhed, som beskæftiger sig med forskning og udvikling, produktion, markedsføring og salg af lægemidler til behandling af psykiatriske og neurologiske sygdomme. Selskabet havde en nettoomsætning i 1999 på DKK 4,2 mia. og beskæftiger ca 2.800 medarbejdere.
Henvendelse vedrørende denne meddelelse rettes til Xxxxx Xxxx Xxxxxx, funktionschef, Koncernkommunikation & Investor Relations, på telefon 00 00 00 00, lokal 3006.