Auktionsvilkår – online auktioner
Auktionsvilkår – online auktioner
§ 1. Forord:
1.1 Ethvert salg på Auktionshuset Sønderjyllands online auktionsside er underlagt den til enhver tid gældende danske lovgivning.
1.2 Betingelserne for online auktion finder anvendelse, uanset om man er erhvervsdrivende eller
xxxxxxxxx. Fortrydelsesret ved online auktioner, er dog kun gældende for forbrugere.
1.3 En forbruger handler/køber hovedsageligt uden for sit erhverv, jfr. Købelovens § 4 a, stk. 1, samt når man har registreret sig som forbruger, hvorimod en erhvervsdrivende handler/køber med henblik på videresalg med forventet fortjeneste, jfr. Købelovens § 4, stk. 1, samt når man har registreret sig som erhvervsdrivende.
§ 2. Registrering, data m.v.:
2.1 Man skal være myndig og oprettet som registreret bruger, før man kan afgive bud på online siden.
2.2 Til identifikation og kommunikation med budvinderen, er det nødvendigt med den pågældendes personlige oplysninger.
2.3 Oplysningerne registreres kun hos Auktionshuset Sønderjylland, hvor de gemmes de lovpligtige 5 år, ikke videregives til tredjemand og er omfattet af Auktionshuset Sønderjyllands dataansvar. Der hverken indhentes eller registreres personfølsomme oplysninger.
2.4 Det er derfor nødvendigt, at der indtastes korrekte data, hvilket den enkelte er ansvarlig for.
§ 3. Reklamationsret og ansvar:
3.1 Erhvervsdrivende kan ikke påberåbe sig, at en købt auktionsgenstand lider af nogen mangler, medmindre genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt, eller sælger har handlet svigagtigt, jfr. Købelovens § 48, eller der foreligger vanhjemmel.
Derudover kan den erhvervsdrivende ikke påberåbe sig andre faktiske eller retlige mangler.
3.2 Samtlige auktionsgenstande sælges uden ansvar for auktionssælger, kurator, skifteretten (rekvirenterne) og Auktionshuset Sønderjylland.
3.3 Som forbruger, jfr. ovenfor, gælder købelovens til enhver tid gældende bestemmelser vedrørende reklamationsret over mangler ved købsgenstanden, dvs. 14 dages fortrydelsesret og 2 års reklamationsret ovenfor sælger.
3.4 Ønsker køber at gøre vanhjemmel gældende, må kravet rettes mod genstandens ejer og ikke mod Auktionshuset Sønderjylland, idet Auktionshuset Sønderjylland alene fungerer som salgskanal for rekvirenterne.
3.5 Rekvirenterne (sælgerne) garanterer, at alle auktionsgenstande bortauktioneres frie og ubehæftede.
§ 4. Budgivning og misligholdelse:
4.1 Ethvert afgivet auktionsbud er bindende, når auktionsbuddet er bekræftet og registreret på online siden.
4.2 Såfremt auktionsbuddet er sammenfaldende eller mindre end et tidligere afgivet auktionsbud eller autobud, gælder det tidligere afgivne bud.
4.3 Betaler auktionsvinderen ikke rettidigt, afhenter ikke auktionsgenstanden i henhold til aftale med Auktionshuset Sønderjylland, eller i øvrigt ikke reagerer på Auktionshuset Sønderjyllands skriftlige henvendelser inden 24 timer efter endt auktion, betragtes forholdet som væsentligt misligholdt og auktionsaftalen betragtes derfor som ophævet.
4.4 Ved væsentlig misligholdelse er Auktionshuset Sønderjylland berettiget til at hæve auktionsaftalen over for den misligholdende auktionsvinder og tilbyde auktionsgenstanden til næsthøjeste bud eller til tredjemand.
4.5 Den misligholdende auktionsvinder er forpligtet til at godtgøre Auktionshuset Sønderjylland differencen i både budsum og salær, i forhold til den pris genstanden opnår hos næsthøjeste bud eller tredjemand, plus et tillæg på 10 %.
4.6 Såfremt næsthøjeste bud eller tredjemand afviser at aftage auktionsgenstanden og auktionsgenstanden derfor på ny skal bortauktioneres, er den misligholdende auktionsvinder forpligtet til, at dække alle rimelige omkostninger hertil.
4.7 Såfremt det måtte lykkes Auktionshuset Sønderjylland eller rekvirenten (auktionssælger), at afhænde af den misligholdende auktionsvinders vundne auktionsgenstand til tredjemand, til en pris der ligger over den misligholdendes auktionsvinders bud, er den misligholdende auktionsvinder ikke berettiget til, at fradrage overskuddet i de omkostninger, som nævnt ovenfor, ligesom den misligholdende auktionsvinder ikke kan gøre krav på overskuddet.
4.8 Auktionshuset Sønderjylland er berettiget til at ekskludere misligholdende auktionsvindere fra online siden. Samtlige data vil blive slettet, ligesom Auktionshuset Sønderjylland forbeholder sig retten til at nægte den ekskluderede auktionskøber adgang til fremtidige bud på Auktionshuset Sønderjyllands, såvel fysiske – som online auktioner.
4.9 Den, der køber til en anden, hæfter som selvskyldnerkautionist. Køber flere i forening, hæfter de solidarisk. De, der indestår for andre, hæfter som selvskyldnerkautionister.
§ 5. Tyveri eller sabotage:
5.1 Hvis Auktionshuset Sønderjylland eller rekvirenten konstaterer tyveri eller forsøg på tyveri, sabotage eller forsøg på sabotage, medfører det politianmeldelse og udelukkelse fra at kunne byde på Auktionshuset Sønderjyllands slag fremover, jfr. ovenfor.
§ 6. Salær og moms:
6.1 Budsummen tillægges auktionssalær 15 % ekskl. moms af budsummen. Medmindre auktionsgenstanden er fritaget for moms, tillægges budsummen tillige moms, i henhold til de til enhver tid gældende regler.
§ 7. Udenlandske auktionskøbere:
7.1 For erhvervsdrivende auktionskøbere bosiddende i EU, pålægges budsummen og salæret dansk moms. Alle fakturaer vil således være momsbelagte, medmindre auktionskøberen fremsender behørig dokumentation for, at varen udføres af Danmark, hvorved Auktionshuset Sønderjylland vil refundere momsbeløbet og udstede kreditnota og ny faktura uden moms. Som dokumentation skal Auktionshuset Sønderjylland modtage fragtbrev, faktura el.lign. fra et fragtfirma, eller anden behørig dokumentation på, at varen udføres af Danmark. Såfremt denne dokumentation ikke modtages, eller i tilfælde af, at den erhvervsdrivende auktionskøber selv afhenter auktionsgenstanden, påhviler det den erhvervsdrivende auktionskøber, at søge den danske moms refunderet hos de danske skattemyndigheder.
7.2 Det er auktionskøberens pligt at sikre sig, at momsnummeret er gyldigt inden budgivning.
7.3 Såfremt momsnummeret ikke er gyldigt, vil budsummen blive pålagt dansk moms.
7.4 For erhvervsdrivende auktionskøbere og private forbrugere uden for EU, vil der ikke blive pålagt dansk moms.
§ 8. Betaling:
8.1 Efter endt auktion fremsendes en bekræftelse til auktionskøberen pr. mail. Mailen indeholder tillige en faktura med gældende betalingsbetingelser. Elle betalinger er Netto Kontant.
8.2 Medmindre andet oplyses eller aftales, kan køb under DKK 10.000,00 excl. Moms og salær betales ved afhentning, hvor der kan betales med kontanter, overførsel via Netbank, Dankort, eller bankoverførsel. NB: Eurocard og Mastercards modtages ikke.
8.3 Ejendomsretten til auktionsgenstand overgår først til auktionskøber, efter at beløbet er kommet Auktionshuset Sønderjylland i hænde.
8.4 Udenlandske auktionskøbere skal benytte bankoverførsel via IBAN/SWIFT, umiddelbart efter auktionen. Oplysningerne fremgår af fakturaerne.
8.5 Foretages flere køb og disse noteres på samme regning, betragtes købene som et samlet køb.
§ 9. Afhentning og levering:
9.1 Alle auktionsgenstande skal afhentes indenfor den angivne tidsfrist, som er oplyst under de enkelte auktionsgenstande.
9.2 Ændrede tidsfrister for udlevering, kan evt. efter forudgående aftale i hvert enkelt tilfælde tillades, eksempelvis for genstande, som skal afmonteres.
9.3 Afhentning aftales direkte med rekvirenten (sælger). Afhentning kan først ske når betalingen er bekræftet, jfr. ovenfor.
9.4 Såfremt varen ikke er afhentet i udleveringstidsrummet, fjernes varen for købers regning. Auktionshuset Sønderjylland kan vælge at sælge uafhentede varer til tredjemand eller ved frivillig auktion. Salget sker i begge tilfælde for den ikke afhentende købers regning og risiko, således at denne er pligtig, til at erstatte det deraf flydende tab, uden at have ret til det mulige overskud. Køber kan ikke vælge kun at betale for og hente en del af de købte varer, men må overtage hele partiet.
9.5 Ved afmontering af fastmonterede effekter, indestår køber for, at dette sker efter gældende regler og lovgivning.
9.6 Alle anvisninger fra rekvirenter skal følges, herunder krav om særligt sikkerhedsudstyr, regulering af adgang til området, dokumentation for ret til at køre truck, betjening af kraner, skriftlige planer for demontering, m.m.
9.7 Såfremt køber vælger at lade fremmed fragtfører afhente effekter, skal denne oplyse fakturanummer.
§ 10. Køretøjer med nummerplader:
10.1 Hvis auktionsgenstanden er et registreret motorkøretøj med nummerplader, er det muligt at beholde nummerpladerne, såfremt omregistreringen af køretøjet sker før eller samtidig med afhentningen. Auktionskøberen skal kunne fremvise behørig dokumentation på omregistreringen. I modsat fald vil køretøjet blive udleveret uden nummerplader. Salg af køretøjer uden nummerplader vil være anført i auktionskataloget.
10.2 Alle gebyrer og omkostninger i forbindelse med omregistreringen afholdes af auktionskøber.
§ 11. Risikoens overgang:
11.1 Auktionskøber bærer selv risikoen for auktionsgenstanden fra det tidspunkt, hvor den vindende auktionskøber offentliggøres.
11.2 Såfremt auktionsgenstanden skal afmonteres eller nedtages, sker dette for auktionskøbers egen regning og risiko, se ovenfor.
11.3 Køber har det fulde ansvar for, at købte effekter og materiel opfylder lovmæssige krav, samt at nødvendige tilladelser er indhentet, forinden ibrugtagning.
§ 12. Fortrydelsesret:
12.1 Ifølge forbrugerkøbeloven, har en privat køber (forbruger) ret til at fortryde og returnere sit køb, senest 14 dage efter, at køberen har modtaget auktionsgenstanden, jfr. ovenfor. Fristen på 14 dage løber fra den dag, hvor køberen modtager auktionsgenstanden i sin fysiske besiddelse.
12.2 Hvis køberen ønsker at udøve sin fortrydelsesret, skal køberen straks og senest inden udløbet af fortrydelsesfristen, gøre Auktionshuset Sønderjylland skriftligt og utvetydigt opmærksom på ønsket om fortrydelse.
12.3 En sådan meddelelse skal fremsendes til Auktionshuset Sønderjylland, evt. ved benyttelse af den på online siden vedhæftede standardfortrydelsesformular, som tillige vedhæftes bekræftelsesmailen.
12.4 Modtager Auktionshuset Sønderjylland fortrydelsen i henhold til nærværende bestemmelse mere end 14 dage efter salgsgenstanden er kommet i køberens besiddelse, bortfalder fortrydelsesretten i sin helhed.
12.5 Auktionsgenstanden skal senest 14 dage efter den dato hvor køberen har meddelt Auktionshuset Sønderjylland, at fortrydelsesretten ønskes anvendt og skal returneres til den adresse, hvorfra genstanden er afhentet.
12.6 De omkostninger, der er forbundet med returneringen af auktionsgenstanden afholdes fuldt og helt af køberen. Måtte genstanden gå hændeligt tabt eller blive beskadiget under tilbagetransporten, bærer køberen tillige risikoen herfor.
12.7 Køber hæfter for enhver forringelse af auktionsgenstandens værdi, såfremt ibrugtagningen heraf ligger ud over, hvad der er nødvendigt, for at fastslå auktionsgenstandens art og egenskaber, samt som led i at afprøve auktionsgenstanden. Fortrydelsesretten efter nærværende bestemmelse opretholdes dog, således at Auktionshuset Sønderjylland er berettiget til at modregne forringelsen i det beløb, som tilbagebetales, jfr. købelovens regler for returret.
12.8 Købesummen bliver tilbageført til købers konto senest 14 dage efter datoen, hvor køberen har meddelt, at køber har fortrudt købet og evt. returneret genstanden. Auktionshuset Sønderjylland forbeholder sig ret til at tilbageholde købesummen, indtil der foreligger behørig dokumentation herfor.
12.9 Auktionshuset Sønderjylland er berettiget til at modregne eventuelle øvrige tilgodehavende omkostninger i auktionsgenstandens købesum.
§ 13. Ændringer i betingelser, kataloget samt forbehold for fejl:
13.1 Auktionshuset Sønderjylland forbeholder sig ret til ændringer i kataloget, herunder at lade effekter udgå af auktioner. Auktionshuset Sønderjylland tager forbehold for stavefejl, skrivefejl, billedfejl, forkerte angivelser af antal, mål, vægt, kapacitet og momsstatus.
13.2 Auktionshuset Sønderjylland er ikke ansvarlig for eventuelle systemfejl eller andre tekniske forhold, som måtte påvirke auktionssystemet og budgivningen.
13.3 Yderligere vilkår forbeholdes, derunder, at køber i det mindste har budt den pris, som rekvirenten forud for auktionen i en skriftlig meddelelse til auktionslederen har stillet som vilkår for bortsalg.
§ 14. Lovvalg og værneting:
14.1 Enhver tvist i henhold til nærværende betingelser, skal afgøres efter dansk ret ved retten i Sønderborg.
§ 15. Kontaktinformationer:
Administration: Auktionshuset Sønderjylland v/ Pia Dyring Xxxxxx, Xxxxxxxx 0, 0000 Xxxxxxxxxxxx, XXX. NR.: 00000000
Telefon.: x00 0000 0000, e-mail: xxx@xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx