RAMMEAFTALE – ALMINDELIG AFTALE
RAMMEAFTALE – ALMINDELIG AFTALE
(almindelig aftale med fravalg af indscannings og lagringsmulighed)
Kommunernes Landsforening, Frie Grundskolers Fællesråd, Dansk Friskoleforening,
Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler (i det følgende betegnet Brugerne)
og
Copydan foreningerne Tekst & Node og Billedkunst Østerfælled Xxxx 00
0000 Xxxxxxxxx X
(x det følgende Copydan)
Har dags dato indgået følgende
Rammeaftale om eksemplarfremstilling af ophavsretligt beskyttet materiale
Præambel:
1. Formålet med denne aftale er at give undervisningsinstitutioner hørende under Brugerne tilladelse til at fremstille eksemplarer af ophavsretligt beskyttet materiale til brug i undervisningsvirksomhed, og til uddannelsesinstitutionernes interne administrative brug med de begrænsninger, der følger af aftalens § 4.
2. Copydan Tekst & Node er den godkendte fællesorganisation for samtlige kategorier af rettighedshavere, som med aftalelicensvirkning i henhold til ophavsretslovens §§ 13, 14 og 50 kan licensere eksemplarfremstilling af udgivne værker til brug i undervisningsvirksomhed og inden for offentlige eller private institutioner, organisationer og erhvervsvirksomheder. Godkendelsen omfatter dog ikke retten til at licensere eksemplarfremstilling af radio- og fjernsynsudsendelser.
3. Copydan Billedkunst er den godkendte fællesorganisation som i henhold til ophavsretslovens § 23, stk. 2 kan licensere gengivelse af offentliggjorte kunstværker.
4. Aftalen er baseret på følgende principper:
a) Parterne anerkender, at resultatet af de seneste kopieringsundersøgelser er retvisende i forhold til de eksisterende definitioner.
b) Undervisningsinstitutionerne anerkender Copydan Tekst & Nodes sidepris. Denne udgør for kalenderåret 2008 0,271 kr.
c) Copydan Tekst & Node anerkender, at omfanget af kopieringen af ophavretslig beskyttet materiale, der er konstateret i de seneste undersøgelser på grundskoleområdet, viser en markant forøgelse i forhold til den tidligere kopieringsundersøgelse, og at denne forøgelse vil føre til så betydelige stigninger i det samlede vederlag for kopiering for undervisningsinstitutionerne hørende under Brugerne, at det vil udgøre et problem for institutionerne.
d) Copydan Tekst & Node har derfor som en ekstraordinær midlertidig foranstaltning accepteret, at undervisningsinstitutionernes kopieringsvederlag til Copydan Tekst & Node i den kommende aftaleperiode kun kan stige med 50 % over den nuværende betaling, uanset det i undersøgelserne registrerede forbrug indicerer en noget højere stigning. Copydan Tekst & Xxxx har endvidere accepteret, at prisstigningerne indfases over en treårig periode.
5. Definitioner
Ved eksemplarfremstilling til undervisningsbrug forstås den eksemplarfremstilling som uddannelsesinstitutionerne foretager eller lader andre foretage til brug for undervisning i institutionerne, uanset om eksemplarfremstillingen foretages på institutionernes egne maskiner eller andetsteds.
Ved eksemplarfremstilling til intern administrativ brug forstås eksemplarfremstilling til brug
for undervisningsinstitutionernes ledelse og ansatte samt eksemplarfremstilling til brug ved arbejde i råd, udvalg og lignende.
Ved en publikation forstås en trykt udgivelse i den fysiske form, hvori værket er offentliggjort
- fx en bog, pjece, tidsskriftnummer, nodehæfte, blad, avis.
Ved billeder forstås kunstværker, tegninger, fotografier, fotografier af billedkunst og kunsthåndværk, grafik mv.
Ved isolerede billeder forstås billeder, der hidrører fra en ikke-tekstuel sammenhæng (fx billeddatabaser, Internettet, cd-rom, dias, postkort, plakater, kunstkalendere etc.), eller som gengives uden medtagelse af tekst fra den tekstuelle sammenhæng, hvorfra billedet er hentet.
Ved et éngangsmateriale forstås et undervisningsmateriale, der er udformet med henblik på skriftlig besvarelse i selve publikationen.
6. Bestemmelser i aftalen, der ikke specifikt vedrører enten "Undervisningsbrug" eller "Intern administrativ brug", finder anvendelse på såvel eksemplarfremstilling til undervisningsbrug Som eksemplarfremstilling til intern administrativ brug.
På denne baggrund har parterne indgået nedenstående aftale:
Aftalens omfang
§ 1 Eksemplarfremstillingens formål
Undervisningsbrug:
Aftalen giver undervisningsinstitutionerne ret til at foretage eksemplarfremstilling af ophavsretligt beskyttet materiale til undervisningsbrug, jf. ophavsretslovens § 13.
Stk. 2
Intern administrativ brug:
Aftalen giver desuden undervisningsinstitutionerne ret til at foretage eksemplarfremstilling af ophavsretligt beskyttet materiale til institutionernes eget interne administrative brug, jf. ophavsretslovens § 14.
§ 2 Omfattede værker
Undervisningsbrug:
Aftalen omfatter eksemplarfremstilling af alle udgivne værker, både danske og udenlandske værker. Aftalen har således aftalelicensvirkning i henhold til ophavsretslovens § 13.
Stk. 2
Intern administrativ brug:
Aftalen omfatter eksemplarfremstilling af fagmæssige artikler i aviser, tidsskrifter og samleværker, af kortere afsnit af andre udgivne værker af fagmæssig art, af musikværker samt af illustrationer som er gengivet i tilslutning til teksten i et af de nævnte typer værker, i det omfang forlæggets indhold har relation til institutionernes virksomhed. Aftalen har således aftalelicensvirkning i henhold til ophavsretslovens § 14.
Stk. 3
Der må udelukkende fremstilles eksemplarer af et billede, hvis billedet er hentet fra en udgivet publikation med ledsagende tekst, og denne tekst gengives sammen med billedet. Er denne betingelse ikke opfyldt, foreligger der et såkaldt ”isoleret billede”, som ikke kan gengives med hjemmel i denne aftale, jf. aftalens § 6.
§ 3 Eksemplarfremstillingsmetode
Aftalen omfatter alene analog eksemplarfremstilling, herunder print, fotokopiering af print samt fremsendelse af telefax. Aftalen giver ikke institutionerne ret til at downloade værker fra Internettet eller andre kilder til institutionernes IT-systemer, at printe værker som er tilgængelige på Internettet fra betalingsdatabaser, eller at printe værker der foreligger i anden digital form fx på cd-rom.
Stk. 2
Det er tilladt at foretage eksemplarfremstilling ved brug af digitale præsentationsværktøjer, såsom PowerPoint. Brug af værker i sådanne præsentationsværktøjer må alene ske i forbindelse med fremvisning, og giver således ikke undervisningsinstitutionerne mulighed for at stille materialet til rådighed for eleverne i elektronisk form.
§ 4 Begrænsninger
Undervisningsbrug:
Der må højest eksemplarfremstilles 20 % af en publikation pr. klasse indenfor samme undervisningsår, dog højest 20 sider af samme publikation pr. elev. For tidsskrifter beregnes 20
% grænsen af årgangens samlede sidetal. Aftalen giver ikke ret til fremstilling af analoge kopier til oplagring og genanvendelse af undervisningsinstitutionerne.
Stk. 2
Intern administrativ brug:
Der må højest eksemplarfremstilles 20 % af en publikation, dog højest 20 sider. For tidsskrifter regnes procentsatsen af årgangens samlede sidetal.
Stk. 3
Fra publikationer på 4 sider og derunder må der eksemplarfremstilles 100 %.
Stk. 4
Det er ikke tilladt at fremstille eksemplarer af éngangsmaterialer.
Stk. 5
Hver kopi eller sæt af kopier skal indeholde oplysning om det eksemplarfremstillede materiales titel, ophavsmandens og udgiverens navn samt udgivelsesår.
Stk. 6
Det forudsættes, at det forlæg, der anvendes som grundlag for eksemplarfremstillingen, er et lovligt eksemplar af det ophavsretligt beskyttede materiale.
§ 5 Abonnements- og licensordninger vedrørende elektronisk materiale Denne aftale giver ikke undervisningsinstitutionerne ret til at kopiere fra værker, hvor undervisningsinstitutionerne kan foretage en individuel rettighedsklarering. f.eks. via
abonnementsordninger hos InfoMedia, licensaftaler vedrørende elektroniske tidsskrifter mv. Denne begrænsning gælder også for dagblade der ikke er tilgængelige via InfoMedia.
Undervisningsinstitutionerne er forpligtede til at respektere dispositionsbegrænsninger i sådanne aftaler. Nærværende aftale kan ikke ophæve eller udvide de begrænsninger med hensyn til undervisningsinstitutionerne kopiering af værker, der måtte gælde i medfør af sådanne aftaler, og som undervisningsinstitutionerne måtte have truffet eller fremover vil træffe med rettighedshavere.
Eksemplarfremstilling der falder uden for aftalen
§ 6 Indhentelse af særskilt samtykke
Såfremt undervisningsinstitutionerne ønsker at foretage eksemplarfremstilling af ophavsretligt beskyttet materiale i et omfang eller på en måde, der går ud over rammerne for denne aftale, skal institutionerne indhente særskilt samtykke til og aftale vilkår for eksemplarfremstillingen fra vedkommende rettighedshavere, jf. dog aftalens § 7. Copydan vil så vidt muligt være behjælpelig med at indhente samtykke fra rettighedshaverne.
Stk. 2
Ønsker undervisningsinstitutionerne at gøre brug af isolerede billeder, vil der inden for rammerne af ophavsretslovens § 23, stk. 2, om alment oplysende fremstillinger kunne indgås aftale med aftalelicensvirkning med Copydan Billedkunst.
§ 7 Fri udnyttelse
Eksemplarfremstilling, der er omfattet af reglerne om fri udnyttelse i ophavsretslovens kapitel 2, falder uden for denne aftale og kræver ikke samtykke fra rettighedshaverne.
Pris
§ 8 Vederlag
I forbindelse med beregning af vederlaget sondres der mellem to institutionstyper:
a) skoler der har elever udover 7. klassetrin/efterskoler
b) skoler, der udelukkende har elever til og med 7. klassetrin
Den aftalte indfasning af stigningen i vederlag giver følgende årlige vederlag pr. elev:
Vederlag pr. elev | ||||||
Pris i dag | 2009 | 0000 | 0000 | 0000 | 0000 | |
a-skoler | Kr. 120,28 | Kr. 154,99 | Kr. 165,35 | Kr. 175,72 | Kr. 175,72 | Kr. 175,72 |
b-skoler | Kr. 60,19 | Kr. 84,86 | Kr. 89,83 | Kr. 94,80 | Kr. 94,80 | Kr. 94,80 |
Undervisningsinstitutionernes samlede vederlag fremkommer ved at gange ovennævnte pris pr. elev for institutionstypen med antallet af elever.
De nævnte beregninger tager ikke højde for de årlige indeksreguleringer. Alle nævnte beløb er derfor opgjort i 2008-priser.
Stk. 2
Undervisningsinstitutionen skal én gang årligt oplyse seneste opdaterede antal elever/årselever. Antallet af elever/årselever pr. 5. september det forudgående kalenderår lægges til grund for årets betaling.
Stk. 3
Det aftalte vederlag reguleres en gang årligt pr. 1. januar på grundlag af udviklingen i Danmarks Statistiks Lønindeks for den private sektor for 3. kvartal det forudgående år.
Stk. 4
Kopieringsvederlaget opgøres og faktureres af Copydan én gang om året i januar for
undervisningsåret.
Stk. 5
Betalingsfristen er 30 dage fra datoen for fremsendelse af fakturaen (faktureringsdatoen). Ved overskridelse af betalingsfristen betales morarente i henhold til renteloven.
Generelle bestemmelser
§ 9 Indberetning
Undervisningsinstitutionerne er forpligtede til at deltage i indberetning til Copydan til brug for Copydan’s fordeling af vederlaget for eksemplarfremstillingen mellem rettighedshaverne. Indretningen sker på grundlag af et af Copydan fastlagt format.
§ 10 Undersøgelse
Undervisningsinstitutionerne er forpligtede til at deltage i undersøgelser af omfang og sammensætning af institutionernes eksemplarfremstilling i det omfang og på den måde, sådanne undersøgelser måtte blive aftalt mellem Copydan og institutionerne. Institutionerne accepterer, at kommende undersøgelser af institutionernes eksemplarfremstilling kan føre til ændring af vederlaget for eksemplarfremstillingen.
Parterne er forpligtiget til at nedsætte et udvalg bestående af repræsentanter for Brugeren og Copydan. Udvalget har til opgave, at undersøge mulige betalingsmodeller for grundskoleområdet, og på baggrund heraf udarbejde en undersøgelsesrapport/anbefaling, som skal danne grundlag for forhandlinger mellem parterne om en ny rammeaftale, når denne aftale skal revideres næste gang.
Parterne er desuden forpligtiget til at nedsætte et udvalg bestående af repræsentanter for Brugeren, Copydan og Forlæggerforeningen. Udvalget har til opgave, at udarbejde et notat indeholdende løsningsforslag og initiativer vedrørende (kopiering af) éngangsmateriale. Notatet skal danne grundlag for forhandlinger mellem parterne om en ny rammeaftale, når denne aftale skal revideres næste gang.
§ 11 Øvrige vilkår
Undervisningsinstitutionerne er ansvarlige for, at al eksemplarfremstilling af ophavsretligt beskyttet materiale, som institutionerne foretager eller lader andre foretage, overholder bestemmelserne i denne aftale. Undervisningsinstitutionerne skal orientere ledelsen og ansatte i institutionerne om indholdet af denne aftale.
Stk. 2
Copydan er forpligtet til at friholde grundskolerne for ethvert krav, som måtte blive fremsat af danske eller udenlandske rettighedshavere, på grundlag af eksemplarfremstilling, som grundskolerne har foretaget eller ladet andre foretage i henhold til denne aftale, forudsat eksemplarfremstillingen er sket i overensstemmelse med vilkårene i denne aftale.
Stk. 3
Eventuelle tvister mellem parterne vedrørende denne aftale skal i første omgang søges bilagt ved forhandling. Hvis forhandling ikke fører til en løsning, kan hver af parterne indbringe tvisten for de almindelige domstole.
§ 12 Aftalens varighed
Aftalen træder i kraft den 1. august 2008 og skal løbe over fem år.
Aftalen kan af Brugerne eller Copydan opsiges skriftligt med minimum tre måneders skriftligt varsel til ophør den 30. juni eller 31. december.
En undervisningsinstitution omfattet af aftalen kan med virkning for institutionen selv opsige aftalen med samme varsel ved afgivelse af skriftlig opsigelse over for Copydan.
Stk. 2
Ved aftalens ophør som følge af Brugernes eller Copydan’s opsigelse bortfalder såvel Copydan’s som Brugernes rettigheder og pligter i henhold til denne aftale.
Opsiger en undervisningsinstitution aftalen, bortfalder denne institutions ret til at foretage eksemplarfremstilling i henhold til denne aftale ved udløbet af opsigelsesvarslet, og institutionen er fra dette tidspunkt uberettiget til at foretage eksemplarfremstilling af ophavsretligt beskyttet materiale. Opsiger en institution aftalen til udløb i løbet af et kalenderår, betaler institutionen et forholdsmæssigt vederlag for det pågældende år.
Stk. 3
Nærværende aftale skal genforhandles inden fem år på baggrund af resultater for undersøgelser af undervisningsinstitutionernes eksemplarfremstilling, og på baggrund af oplæg fra udvalgene nævnt i § 10.
Dato: København den 2008
For:
Kommunernes Landsforening ……………………………….
Frie Grundskolers Fællesråd ………………………………..
Dansk Friskoleforening ………………………………..
Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler ………………………………..
For Copydan Tekst & Node …………………………………
For Copydan Billedkunst