REGULATIV FOR TØMNING AF SAMLETANKE
Regulativ fra STEVNS KOMMUNE 2020
REGULATIV FOR TØMNING AF SAMLETANKE
SPILDEVAND For at sikre en lovlig og miljørigtig håndtering af slam fra samletanke, fastsætter Stevns Kommunalbestyrelse følgende bestemmelser for samletanke i Stevns Kommune.
teknik & miljø
Indhold
§ 1: Regulativets gyldighedsområde 2
§ 4: Undtagelse fra ordningen 3
§ 5: Tilsyn, håndhævelse m.v. 3
Formål
For at sikre en lovlig og miljørigtig håndtering af slam fra samletanke, fastsætter Stevns Kommunalbestyrelse følgende bestemmelser for en tømningsordning for samletanke i Stevns Kommune.
Lovhjemmel
Regulativet er udarbejdet i henhold til følgende lovgivning:
• Spildevandsbekendtgørelsen, kap. 18 (BEK. nr. 1317 af 4. december 2019)
• Betalingsloven, § 1, stk. 3 og 5 og § 3, stk. 3 (LBK nr. 553 af 24. april 2020)
• Miljøbeskyttelsesloven, kap. 3 og 4 (LBK nr. 1218 af 25. november 2019)
§ 1: Regulativets gyldighedsområde
Alle ejendomme i Stevns Kommune, som ikke er tilsluttet Stevns Spildevand A/S´ kloak system, og som i forbindelse med afløbssystemet for husspildevand har etableret en samletank, er omfattet af bestemmelserne i regulativet. Ved en samletank forstås en lukket tank, der anvendes til opsamling af alt spildevand fra én eller flere ejendomme.
Dette regulativ omfatter ikke bundfældningstanke (septiktanke/trixtanke), som der er et særskilt regulativ for.
§ 2: Grundejerens ansvar
Grundejeren har pligt til at anvise hvor samletanken ligger.
Grundejeren er ansvarlig for samletankens indretning, pasning og tømningshyppighed således, at tanken fungerer miljømæssigt forsvarligt. Vedligeholdelse og reparationer påhviler grundejeren.
Der må ikke tilledes andet vand til samletanken end husspildevand.
Ved etablering af ny tank eller ændring af eksisterende tank skal Stevns Kommune godkende tankens placering og udformning, hvorfor grundejer skal søge kommunen om tilladelse hertil.
§ 3: Tømning af samletank
De ejendomme som er omfattet af dette regulativ, skal indgå aftale med et slamsugerfirma, der er registreret som indsamler og/eller transportør i Energistyrelsens affaldsregister. Registret finder du på xxxxx://xxx.xx/
Der skal foreligge en kontrakt mellem grundejer og slamsugerfirmaet. Kontrakten findes på xxx.xxxxxx.xx under Affald & Miljø - Spildevand. Kopi af underskrevet kontrakt sendes til Stevns Kommunes Teknik & Miljø afdeling. Ved indgåelse af ny kontrakt, f. eks. anden entreprenør eller ejerskifte, skal kontrakten ligeledes indsendes til kommunen.
§ 4: Undtagelse fra ordningen
Undtagelse fra ordningen kan kun ske hvis ejendommen tilsluttes direkte til spildevandsforsyningens spildevandsanlæg, eller hvis den pågældende tank, af andre årsager, tages varigt ud af drift. Der skal ansøges om undtagelse fra ordningen hos Stevns Kommune, og først når tilladelse foreligger, kan ejendommen undtages fra ordningen.
§ 5: Tilsyn, håndhævelse m.v.
Kommunen kan i forbindelse med udøvelse af sin tilsynspligt skride ind med påbud, såfremt tanken ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt.
Beslutninger i henhold til dette regulativ kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 6: Betaling
Udgifter i forbindelse med tømning af samletanke samt transport til renseanlæg afholdes af grundejeren. Der afregnes direkte til slamsugerfirmaet uden om Stevns Spildevand A/S.
Afgiften for behandling af spildevandet på Stevns Spildevand A/S´ renseanlæg godkendes årligt af Stevns Kommunalbestyrelse. Behandlingsafgiften fremgår af Klar Forsynings takstblad, som kan ses på xxx.xxxxxxxxxxxxx.xx
§7: Straffebestemmelser
Overtrædelse af regulativets bestemmelser eller undladelse af at efterkomme forbud eller påbud kan straffes med bøde.
§ 8: Ikrafttrædelsen
Regulativet er vedtaget af Kommunalbestyrelsen for Stevns Kommune den 17. december 2020. Regulativet træder i kraft den 18. december 2020 og erstatter tidligere regulativ fra 1. januar 2013.