Vedtægter for foreningen Dansk Internet Forum (DIFO)
Vedtægter for foreningen Dansk Internet Forum (DIFO)
1.1 Foreningens navn er "Dansk Internet Forum"(DIFO).
1.2 Foreningen har hjemsted i Københavns Kommune.
2.1 Foreningen har til formål at varetage administrationen af internetdomænet .dk på grundlag af lov om internetdomæner.
2.2 Foreningens virksomhed udøves ikke med gevinst for øje.
3.1 Som medlem kan optages enhver organisation med et lovligt virke, som repræsenterer en vigtig del af internetsamfundet.
3.2 Indmeldelse sker ved skriftlig henvendelse til foreningens bestyrelse, som skal godkende medlemsoptagelsen. Hvis bestyrelsen afviser indmeldelse, kan ansøgeren indbringe afgørelsen for generalforsamlingen, som herefter træffer endelig afgørelse om medlemskab.
3.3 I anmodningen om indmeldelse skal det angives, om ansøgeren repræsenterer private brugere, professionelle brugere og/eller internetbranchen (leverandører). Et medlem, som ønsker at ændre sin repræsentativitet, skal senest 1. februar forud for en ordinær generalforsamling overfor foreningens direktør skriftligt angive, hvilket segment eller hvilke segmenter, medlemmet nu mener at repræsentere. Foreningens generalforsamling kan endeligt afgøre, om et medlem repræsenterer private brugere, professionelle brugere og/eller internetbranchen (leverandør).
3.4 Udmeldelse finder sted ved skriftlig henvendelse til foreningens bestyrelse.
3.5 Bestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem, som ikke længere repræsenterer en vigtig del af internetsamfundet, som ikke opfylder de af medlemskabet flydende forpligtelser, eller som handler til skade for foreningen. Bestyrelsens beslutning om eksklusion kan af medlemmet indbringes for generalforsamlingen, der træffer endelig afgørelse herom.
3.6 Der betales ikke kontingent til foreningen.
4.1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
4.2 Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i april måned.
4.3 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov og skal indkaldes, når mindst 1/3 af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af grunden hertil. I tilfælde heraf skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter, at bestyrelsen har modtaget begæringen herom.
4.4 Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med 3 ugers varsel ved særskilt skrivelse til de enkelte medlemmer. Med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling skal følge foreningens regnskab.
4.5 Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, som bestyrelsen har godkendt senest 3 uger forud for generalforsamlingens afholdelse.
4.6 Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen.
4.7 På den ordinære generalforsamling skal foretages:
1. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
2. Fremlæggelse af årsregnskab med revisionspåtegning til godkendelse
3. Valg af bestyrelse, jf. pkt. 6.2
4. Valg af revisor
5. Eventuelle forslag fra bestyrelse eller medlemmer
4.8 Der kan kun træffes beslutning om forhold, der er optaget på dagsordenen. Forslag fra medlemmer skal således være bestyrelsen i hænde senest ved udgangen af februar måned forud for den ordinære generalforsamling.
4.9 På generalforsamlingen har hvert medlem en stemme.
5.1 Foreningen ledes af en bestyrelse på indtil 9 medlemmer.
5.2 Bestyrelsen konstituerer sig med formand og næstformand. Ved formandens forfald virker næstformanden i formandens sted.
5.3 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede.
5.4 Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, bortset fra beslutninger vedrørende ændring af vedtægterne, jf. pkt. 9.1. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
5.5 Bestyrelsen fastsætter i en forretningsorden nærmere bestemmelser om sit virke.
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen
6.1 Bestyrelsens medlemmer vælges for tre år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
6.2 På foreningens ordinære generalforsamling vælges tre bestyrelsesmedlemmer, der skal repræsentere henholdsvis private brugere, professionelle brugere og internetbranchen (leverandører). Om nødvendigt vælges yderligere bestyrelsesmedlemmer således, at bestyrelsen får 9 medlemmer og opnår en sammensætning som fastsat i § 6.3.”
6.3 Ved valg af bestyrelsesmedlemmer skal det sikres, at medlemmer, der repræsenterer henholdsvis private brugere, professionelle brugere og internetbranchen (leverandører), er ligeligt repræsenteret i bestyrelsen.
6.4 Bestyrelseskandidater, der repræsenterer private brugere, kan alene opstilles af medlemmer, der repræsenterer private brugere. Bestyrelseskandidater, der repræsenterer professionelle brugere, kan alene opstilles af medlemmer, der repræsenterer professionelle brugere. Bestyrelseskandidater, der repræsenterer internetbranchen (leverandører), kan alene opstilles af medlemmer, der repræsenterer internetbranchen (leverandører). Et medlem kan være berettiget til at opstille kandidater i flere segmenter. En kandidat kan kun opstilles i et segment.
6.5 Ved afstemning om kandidater til bestyrelsen har hvert medlem et antal stemmer, der svarer til antallet af ledige pladser i bestyrelsen. Afstemningen skal gennemføres således, at pkt. 6.3 efterleves.
6.6 Uanset § 6.1 og § 6.2 vælges der på den ordinære generalforsamling i april 2017 ni medlemmer af bestyrelsen:
• Tre bestyrelsesmedlemmer, der skal repræsentere henholdsvis private brugere, professionelle brugere og internetbranchen (leverandører), vælges for en periode på 3 år.
• Tre bestyrelsesmedlemmer, der skal repræsentere henholdsvis private brugere, professionelle brugere og internetbranchen (leverandører), vælges for en periode på 2 år.
• Tre bestyrelsesmedlemmer, der skal repræsentere henholdsvis private brugere, professionelle brugere og internetbranchen (leverandører), vælges for en periode på 1 år.
Opstilling og valg af kandidater til bestyrelsen gennemføres i overensstemmelse med §
6.4 og § 6.5.
7.1 Regnskabsåret er kalenderåret.
7.2 Årsregnskabet, som skal godkendes på den ordinære generalforsamling, skal være underskrevet af bestyrelsen og direktøren, ligesom det skal være revideret af foreningens revisor.
7.3 Det godkendte årsregnskab og bestyrelsens beretning offentliggøres på foreningens internetside.
7.4 Foreningen kan efter vedtagelse i bestyrelsen optage lån. Foreningens medlemmer hæfter ikke for foreningens forpligtelser.
8. Tegning
8.1 Foreningen tegnes og forpligtes udadtil af formanden eller af næstformanden i forening med yderligere et bestyrelsesmedlem, eller i forening med direktøren.
9. Ændring af vedtægter
9.1 Til ændring af foreningens vedtægter kræves vedtagelse på en generalforsamling med 3/4 af de afgivne stemmer.
9.2 Vedtægtsændringer skal godkendes af erhvervsministeren.
10. Opløsning
10.1 Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 3/4 majoritet blandt foreningens medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde til en ny generalforsamling, på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer.
10.2 Ophører foreningens administration af internetdomænet .dk, skal foreningen opløses.
10.3 Ved ophør af foreningens administration af internetdomænet .dk, skal foreningen tilbyde den efterfølgende administrator at overtage relevante aktiver til drift af domæneadministrationen ejet af foreningen eller af et datterselskab, hvor foreningen har den bestemmende indflydelse. Sådanne aktiver kan af den efterfølgende administrator erhverves ved foreningens ophør mod betaling af aktivernes bogførte værdi. Foreningen skal sikre, at en efterfølgende administrator kan indtræde i aftaler vedrørende driftsaktiver og aftaler om drift på foreningens vegne.
10.4 Ved en likvidation fordeles likvidationsprovenuet af erhvervsministeren til formål, der tilgodeser internetudviklingen i samfundet. Det afsluttende likvidationsregnskab skal indeholde en liste med angivelse af, hvem der modtager udbetalinger i forbindelse med den afsluttende likvidation med angivelse af beløbets størrelse og til hvilke konkrete formål.