Spar Nord Bank A/S selskabsmeddelelse nr. 22 Sparbank A/S selskabsmeddelelse nr. 8
Spar Nord Bank A/S selskabsmeddelelse nr. 22 Sparbank A/S selskabsmeddelelse nr. 8
NASDAQ OMX Copenhagen A/S
18. september 2012
Spar Nord Bank A/S og Sparbank A/S planlægger fusion
Bestyrelserne i Spar Nord Bank A/S (”Spar Nord”) og Sparbank A/S (”Sparbank”) har indgået en aftale om at søge en fusion mellem de to banker med Spar Nord som den fortsættende bank. Hensigten med fusionen er at skabe en landsdækkende bank med en stærk markedsposition i Nordjylland, Midt- og Vestjylland samt en række større byer i det øvrige Danmark.
Spar Nords bestyrelse og Sparbanks bestyrelse har sammen besluttet at søge en fusion mellem de to banker med Spar Nord som den fortsættende bank. Navnet på den fusionerede bank vil ligeledes være Spar Nord.
Fusionen sker med et ombytningsforhold på 1:2, svarende til at aktionærer i Sparbank modtager 2 nye aktier i Spar Nord for hver aktie, de besidder i Sparbank. Efter fusionens gennemførelse vil de nuværende aktionærer i Sparbank besidde ca. 9 % af aktiekapitalen i Spar Nord.
Formål med fusionen
Hensigten med fusionen er at skabe en landsdækkende bank med en stærk markedsposition i Nordjylland, Midt- og Vestjylland samt en række større byer i det øvrige Danmark. En bank, som står stærkt for så vidt angår kapitalstyrke og fundingsituation, og som på baggrund heraf har gode forudsætninger for at være konkurrencedygtig på både privat- og erhvervskundesiden.
Hertil kommer et ønske om at udnytte det potentiale for forbedret effektivitet og indtjeningskraft, der forventes at ligge i at betjene et større antal kunder på den samme produktions- og supportplatform. Endelig har det i processen været væsentligt, at der er tale om en fusion mellem to banker, der for så vidt angår kundefokus, produkter, IT-platform, kultur og værdier har mange fællestræk.
Med fusionen vil 21 af Sparbanks 23 filialer blive integreret i Spar Nords eksisterende bankområder Skive, Randers, Herning, Aarhus og København, mens filialerne i Viborg og Holstebro bliver nye bankområder. Sammen med Spar Nords 67 filialer, vil den fusionerede bank på fusionstidspunktet have 90 filialer. Udgangspunktet er, at relationer mellem rådgivere og
kunder videreføres, og at kunderne i filialerne i det hele taget ikke vil opleve væsentlige forandringer i den daglige betjening.
Fusionen forventes at medføre synergier i niveauet DKK 130 mio. årligt, når disse er fuldt implementeret i den fusionerede bank. Synergierne kan især henføres til stabs- og supportenhederne, idet det øgede kundeantal i filialerne ikke forventes at medføre behov for en tilsvarende vækst i de centrale enheder. Hertil kommer synergier i forbindelse med filialsammenlægninger.
Gennemførelse og forhåndstilsagn
Den endelige gennemførelse af fusionen forudsætter, at bestyrelserne i Spar Nord og Sparbank indgår en endelig fusionsplan, at fusionen godkendes af Finanstilsynet i overensstemmelse med §
204 i Lov om finansiel virksomhed, at der opnås godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt at fusionen godkendes på ekstraordinære generalforsamlinger i Spar Nord og Sparbank.
Spar Nord Fonden, der ejer 20,4% af aktierne i Spar Nord, Nykredit Realkredit A/S, der ejer 9,3% af aktierne i Spar Nord og 0,2% af aktierne i Sparbank samt Spar Vest Fonden, der ejer 58,5% af aktierne i Sparbank, har alle givet forhåndstilsagn om at ville stemme for vedtagelse af fusionen på selskabernes respektive generalforsamlinger, forudsat at selskabernes respektive bestyrelser ikke grundet efterfølgende indtrådte begivenheder måtte anbefale aktionærerne at undlade at stemme for fusionen.
Ledelsesforhold
Xxxxx Xxxx Xxxxxxxx, næstformand for bestyrelsen i Sparbank, vil ved fusionens gennemførelse blive indstillet til valg til bestyrelsen i Spar Nord.
Xxxx Xxxxxx, administrerende direktør i Sparbank, vil ved fusionens gennemførelse indtræde i Spar Nords direktion som bankdirektør.
Resultatforventninger for den fusionerede bank
I årsrapporten for 2011 udtrykte Spar Nord en forventning om en basisindtjening før nedskrivninger i 2012 i niveauet DKK 800 mio. På baggrund af udviklingen i 1. halvår 2012 blev denne forventning 6. juli 2012 opjusteret til niveauet DKK 900 mio.
Spar Nord har senest udmeldt en forventning om, at Spar Nord efter at have udgiftsført ekstraordinære nedskrivninger i 2. kvartal 2012 fra og med 3. kvartal 2012 vil realisere nedskrivninger på niveau med 1. kvartal i resten af 2012.
Henset til at fusionen forventes gennemført sent i regnskabsåret 2012 med Spar Nord som den fortsættende bank, vil forventningerne til Spar Nords basisindtjening før engangsomkostninger alene afvige marginalt fra de af Spar Nord tidligere udmeldte forventninger til 2012.
Engangsomkostningerne i forbindelse med fusionen forventes at andrage DKK 110-120 mio., hvoraf ca. DKK 100 mio. forventes afholdt i 2012.
På kapitalsiden forventes Spar Nord ultimo 2012 at have en egentlig kernekapitalprocent på 11,4.
Spar Nord planlægger i 4. kvartal 2012 at ansøge Finanstilsynet om tilladelse til at indfri Sparbanks statslige hybridlån på ca. DKK 480 mio. og i samme kvartal at optage i niveauet DKK 400 mio. i ny ansvarlig lånekapital.
Solvensprocenten for Spar Nord forventes herefter ultimo 2012 at andrage 14,7, hvilket skal ses i forhold til et samlet vægtet proforma solvensbehov, som pr. 30. juni 2012 udgjorde 8,4%.
I 2013 forventes Spar Nord at realisere en basisindtjening før nedskrivninger og engangsomkostninger relateret til fusionen i niveauet DKK 1.100, hvoraf synergier i forbindelse med fusionen forventes at bidrage med DKK 90-100 mio.
Nedskrivningsprocenten forventes i 2013 realiseret i niveauet 1 % af de samlede udlån og garantier. Forventningen til Spar Nords nedskrivninger er forbundet med større usikkerhed end tidligere tilsvarende udmeldinger fra Spar Nord. Forventningerne til nedskrivningsprocenten er baseret på, at der i overensstemmelse med IFRS vil ske markedsværdiregulering af Sparbanks aktiver og passiver i forbindelse med fusionen.
Spar Nord forventes i 2013 at skulle yde et bidrag til Indskydergarantifonden i niveauet DKK 83 mio.
Spar Nords egentlige kernekapitalprocent forventes ultimo 2013 at være i niveauet 12,7.
Øvrige forhold om den planlagte fusion
• Efter gennemførelse af den planlagte fusion vil Spar Nord være den fortsættende bank. Dette medfører, at samtlige af Sparbanks aktiviteter, herunder medarbejdere, engagementer og filialer overtages af Spar Nord
• Bytteforholdet er fastlagt ved forhandling mellem Spar Nords bestyrelse og Sparbanks bestyrelse på baggrund af parternes seneste årsrapporter, halvårsrapporter, resultatforventninger, forventninger til synergier ved sammenlægningen af de to pengeinstitutter, gennemført due diligence samt øvrige forventninger, der normalt indgår i en sådan forhandling. Bytteforholdet er endeligt, og der kan således ikke ske efterregulering af vederlaget
• Betinget af fusionens gennemførelse har Spar Nord indgået aftale med Spar Vest Fonden om at erhverve 16 ejendomme, der hovedsagelig er udlejet til Sparbank
• Fusionen gennemføres som en skattefri fusion
• Spar Nord og Sparbank forventer at offentliggøre fusionsplanen med tilhørende bilag i uge
41. På samme tidspunkt vil der blive indkaldt til ekstraordinære generalforsamlinger med forventet afholdelse i uge 46.
Pressemøde og analytikermøde
Sparbank og Spar Nord indkalder til fælles pressemøde, der afholdes i dag kl. 11.00 på Tivoli Hotel, Xxxx Xxxxxxxxxx Gade 2,1577 København V og til fælles analytikerbriefing samme sted kl.
12.30. Indtil pressemødet vil parterne ikke være tilgængelige for kommentarer.
Henvendelser vedrørende denne meddelelse
Eventuelle spørgsmål i relation til denne meddelelse bedes rettet til:
Kommunikationsdirektør Xxx Xxxxxx, Spar Nord Bank A/S, tlf. nr. x00 00 00 00 00
Kommunikationsdirektør Xxxxxx Xxxxxxx Xxxxx, Sparbank A/S, tlf. nr. x00 00 00 00 00
Carnegie Bank A/S er eksklusiv finansiel rådgiver for Spar Nord, mens Toft Advice ApS er eksklusiv finansiel rådgiver for Sparbank i forbindelse med fusionen.
Med venlig hilsen | |||
Xxxxxx Xxxxxxxx | Xxxxx Xxxx | Xxxx Xxxxxxxx Xxxxxxx | Xxxx Xxxxxx |
Bestyrelsesformand | Adm. Direktør | Bestyrelsesformand | Adm. Direktør |
Spar Nord Bank A/S | Spar Nord Bank A/S | Sparbank A/S | Sparbank A/S |