Bekendtgørelse om pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger
Bekendtgørelse om pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger
I medfør af … fastsættes efter bemyndigelse:
Anvendelsesområde
§ 1. I aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om grøn transportpulje II af 29. april 2021 er der afsat 150 mio. kr. i 2021 og 50 mio. kr. i 2022 til en pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger. Efterfølgende er der i aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet om grøn transportpulje I af 25. juni 2021 afsat yderligere 85 mio. kr. i 2021 til samme formål. Tilsammen er der dermed afsat 285 mio. kr. til ”pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger”.
Stk. 2. Formålet med denne bekendtgørelse er at regulere udmøntning af midler fra puljen.
Statsligt tilskud
§ 2. Det statslige tilskud til et projekt for indkøb af nye færger udgør maksimalt 15 pct. af prisen på en tilsvarende dieselfærge og 20 pct. af den øvrige del af det støtteberettigede projektet, jf. bilag 1.
Stk. 2. Det statslige tilskud til et projekt for retrofit af eksisterende færger udgør maksimalt 25 pct. af den støtteberettigede del af projektet.
§ 3. Tilskudsmodtagerens egenfinansiering, jf. § 2, stk. 1 og 2, kan ikke dækkes af andre offentlige puljer under Transportministeriets område.
Ansøgning om tilskud
§ 4. Ansøgning om tilskud indgives til Trafikstyrelsen af kommuner eller selskaber jf. bilag 1.
Stk. 2. Projektet kan udføres i samarbejde mellem flere ansøgningsberettigede parter, jf. stk.
1. Dog kan kun ansøgeren være ansvarlig for anvendelsen af tildelte puljemidler.
Indgivelse af ansøgning og frister
§ 5. Ansøgning om tilskud skal indsendes via xxxx.xx og vedhæftes projektbeskrivelse og projektbudget, jf. bilag 1. Skabeloner til brug herfor er tilgængelige på Trafikstyrelsens hjemmeside.
Stk. 2. En ansøgning om tilskud skal være modtaget af Trafikstyrelsen senest den 15. november 2021.
Stk. 3. Trafikstyrelsen kan til enhver tid anmode om yderligere dokumentation i forbindelse med behandlingen af en ansøgning.
Procedure for politisk beslutningsproces
§ 6. Trafikstyrelsen udarbejder på baggrund af administrationsgrundlaget for ”pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger”, jf. bilag 1, indstilling om meddelelse af tilsagn eller afslag på ansøgningerne med henblik på transportministerens stillingtagen.
Stk. 2. Trafikstyrelsen kan indstille, at der til konkrete projekter stilles vilkår for tilskud eller tilsagn om tilskud.
§ 7. Transportministeren udmelder tilsagn og afslag inden udgangen af 2021 for 235 mio. kr. og i starten af 2022 for de 50 mio. kr.
§ 8. Transportministeren giver meddelelse til Trafikstyrelsen om de beslutninger, der er truffet efter § 7, med henblik på, at Trafikstyrelsen forestår den praktiske administration heraf, jf. §§ 9-13.
Administration, opfølgning m.v.
§ 9. Ved administration af puljen til omstilling af kommunalt drevne indenrigsfærger overføres midlerne fra puljen til de kommuner, hvis færgeruter har ansøgt og fået tilsagn om tilskud.
Herefter er de pågældende kommuner støttegivende myndigheder, jf. bilag 1.
Stk. 2. Ved administration af puljen til omstilling af kommercielt drevne indenrigsfærger tildeles støtten af Trafikstyrelsen.
§ 10. Trafikstyrelsen giver meddelelse til ansøgerne, jf. § 4, om beslutninger om tildeling af tilskud til de enkelte projekter, jf. § 7, og forestår udbetaling af puljemidler, herunder overførsel af midler til relevante kommuner, jf. § 9, stk. 1.
Stk. 2. Ændring af et projekt kan godkendes af Trafikstyrelsen på betingelse af, at ændringen efter Trafikstyrelsens vurdering er i overensstemmelse med projektets formål, jf. ansøgers projektbeskrivelse efter bilag 1. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Trafikstyrelsen, inden ændringen iværksættes.
Stk. 3. Længerevarende projekter af over et års varighed skal én gang om året rapportere om projektets status til Trafikstyrelsen og – hvor relevant – den støttegivende kommune.
Afrapportering for det foregående år skal være modtaget af Trafikstyrelsen senest den 31. januar. På Trafikstyrelsens hjemmeside findes en skabelon herfor, som skal benyttes.
Stk. 4. Der skal foretages afrapportering af det endelige projekt. Skabelon til brug herfor findes på Trafikstyrelsens hjemmeside. Slutrapporten tilsammen med en revisionsrapport indsendes til Trafikstyrelsen og – hvor relevant – den støttegivende kommune, i henhold til en af Trafikstyrelsen på forhånd fastsat tidsfrist, jf. bilag 1.
Stk. 5. Trafikstyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes og kan i den forbindelse anmode om enhver oplysning til brug herfor fra ansøgeren eller tilskudsmodtageren.
Stk. 6. I det omfang ansøgeren anvender samarbejdspartnere, jf. § 4, stk. 2, er ansøgeren forpligtet til i nødvendigt omfang at fremskaffe oplysninger efter stk. 3 fra den pågældende samarbejdspart.
Stk. 7. Tilskudsmodtager skal straks underrette Trafikstyrelsen, hvis
1) der foreligger forhold, som efter stk. 8 eller 9 kan medføre helt eller delvist bortfald af tilskud eller tilsagn om tilskud, eller
2) der foreligger forhold, som efter § 11 kan medføre krav om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud.
Stk. 8. Trafikstyrelsen træffer beslutning om, at tilskuddet eller tilsagn om tilskud bortfalder, hvis
1) ansøger eller tilskudsmodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger,
2) ansøger eller tilskudsmodtager tilsidesætter sin underretningspligt efter stk. 7,
3) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning eller eventuelle senere ændringer, som er godkendt af Trafikstyrelsen,
4) betingelserne for tilskud, herunder den til enhver tid gældende regnskabs- og revisionsinstruks, jf. § 14, stk. 2, ikke opfyldes, eller
5) tilskuddet uden forudgående godkendelse har været anvendt til andre formål end beskrevet i projektbeskrivelsen, jf. bilag 1, eller eventuelle senere ændringer, som er godkendt af Trafikstyrelsen, jf. stk. 2.
Stk. 9. I det omfang, udgifterne bliver mindre end forudsat i projektbudgettet, reduceres støtten fra Trafikstyrelsen forholdsmæssigt og under hensyn til, hvilke dele af projektet der er billigere end forudsat, jf. § 2, stk. 1. Såfremt udgifterne bliver større end forudsat, kan den statslige støtte fortsat maksimalt udgøre det beløb, som fremgår af tilsagnsskrivelsen.
§ 11. Trafikstyrelsen kræver, at udbetalte tilskud skal tilbagebetales helt eller delvist, hvis
1) der er sket helt eller delvist bortfald af tilskud eller tilsagn om tilskud i henhold til § 10, stk. 8 eller 9, eller
2) tilskudsmodtager efterfølgende får ydet tilskud til dækning af udgifter fra andre offentlige puljer under Transportministeriets område, jf. § 3.
3) Hvis færger, indkøbt eller retrofittet med støtte i medfør af denne bekendtgørelse, afhændes eller anvendes på andre ruter uden godkendelse fra den støttegivende myndighed inden for 5 år fra ibrugtagningen af ny eller retrofittet færge, jf. § 12.
§ 12. Færger, indkøbt eller retrofittet med støtte i medfør af denne bekendtgørelse, kan ikke afhændes eller anvendes på andre ruter uden godkendelse fra den støttegivende myndighed inden for fem år fra ibrugtagningen af ny eller retrofittet færge, jf. bilag 1.
§ 13. Hvis et udbetalt tilskud helt eller delvist skal tilbagebetales, opkræver den støttegivende myndighed det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Rente fastsættes i overensstemmelse med renteloven og beregnes fra forfaldsdagen.
Stk. 2. I tilfælde hvor den støttegivende myndighed er en kommune, videreføres det tilbagebetalte beløb til Trafikstyrelsen, jf. stk. 1.
Regnskab og revision
§ 14. Den til enhver tid gældende regnskabs- og revisionsinstruks skal overholdes.
Stk. 2. Den pågældende udgave for henholdsvis regnskabs- og revisionsinstruks vil være tilgængelig på Trafikstyrelsens hjemmeside. Dette materiale vil ligeledes kunne rekvireres ved henvendelse til Trafikstyrelsen.
Klageadgang
§ 15. Afgørelser truffet af Trafikstyrelsen i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til transportministeren. Klagen skal sendes til Trafikstyrelsen senest 14 dage efter, at afgørelsen er kommet frem til klageren. Trafikstyrelsen skal, hvis afgørelsen fastholdes, snarest og senest 14 dage efter modtagelse af klagen sende sagen og dens dokumenter til transportministeren.
Ikrafttræden
§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2021.
Trafikstyrelsen, den … 2021 Xxxxxxx Xxxx Xxxxxx
/Xxx Xxxxxxxx
BILAG 1
Administrationsgrundlag for ”Pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger”
1. Baggrund
Med aftale om stimuli og grøn genopretning (regeringen, RV, SF, EL og ALT) blev der afsat 150 mio. kr. i 2021 og 50 mio. kr. i 2022 i en pulje til grøn transport (grøn transportpulje II).
Puljen skal understøtte initiativer, der kan bidrage til den grønne omstilling af transportsektoren, fx el-færger, udbredelse af ladeinfrastruktur, omstilling af den tunge transport m.v.
Midlerne kommer fra EU’s genopretningsfond.
Med aftale af 29. april 2021 (regeringen, RV, SF, EL og ALT) udmøntes midler fra grøn transportpulje II til omstilling af kommunalt drevne indenrigsfærger. Heraf fremgår det, at:
”Hele nærværende pulje på 200 mio. kr. afsættes til omstilling af kommunalt drevne indenrigsfærger set i lyset af færgeanalysens resultater.”
Med aftale af 25. juni 2021 om udmøntning af pulje til grøn transport (regeringen, V, DF, SF, RV, EL, KF, LA og ALT) blev det aftalt at udmønte yderligere 85 mio. kr. til medfinansiering af investeringer i både kommunale og kommercielle grønne indenrigsfærger.
2. Udmøntning af puljen
2.1 Formål
Der kan søges om tilskud til indkøb af nye grønne færger eller til retrofit af eksisterende færger, som sejler på danske indenrigsfæxxxxxxxx0. Tilskuddet inkluderer også eventuelle investeringer i anlæg på land, der er nødvendige for hhv., at en ny færge kan tages i brug og for driften af den retrofittede færge.
Puljen tildeles ud fra et princip om teknologineutralitet, men puljen kan ikke anvendes til indkøb af en ny dieselfærge.
Puljen kan ikke anvendes til driftsstøtte til projekter, ej heller til indkøb af drivmiddel.
2.2 Ansøgerkreds
Ansøgerkredsen er kommuner, som driver kommunale indenrigsfærgeruter, samt selskaber som driver kommercielle indenrigsfærgeruter.
Ansøgerkredsen må gerne bestå af flere ansøgerberettigede, og også gerne ansøgerberettigede i samarbejde med andre parter, der driver indenrigsfærger.
2.3 Ansøgningens indhold
Ansøgningerne skal være gennemarbejdede og konkrete.
1 Indenrigsfærgeruter defineres som færgeruter mellem to danske havne. Turistbåde er ikke inkluderet. Se i øvrigt Bilag B til rapporten Grøn omstilling af danske indenrigsfærger, Transport- og Boligministeriet 2021.
Ansøgningen skal omfatte et samlet ”projekt”, der omfatter og beskriver indkøb eller retrofit af en eller flere færger. Herunder:
- Projektets start- og sluttidspunkt
- Trafikomfang og forventet brugstid på de færgeruter, som indgår
- Etablering af nødvendige faciliteter til opladning, tankning, tilslutning til el-net, ombygning af færgelejer og lignende
- Det ansøgte beløb og samlede omkostninger ved projektet opdelt i forhold til de forskellige former for støtteberettigede omkostninger
- Hvis der søges om tilskud til indkøb af en grøn færge, skal der fastsættes en værdi for en tilsvarende dieselfærge. Værdien fastsættes med udgangspunkt i
beregningsværktøjet fra COWI’s rapport, ”Grøn omstilling af danske indenrigsfærger” (april 2021)
- Den forventede årlige CO2-besparelse samt nedbringelse af øvrige emissioner skal dokumenteres i ansøgningen
- Projektets modenhed, herunder - hvor relevant – redegørelse for kommunale beslutninger om projektet, herunder særligt budgetmæssige
Ansøgning om tilskud skal indsendes via xxxx.xx og vedhæftes projektbeskrivelse og projektbudget. Skabeloner til brug herfor er tilgængelige på Trafikstyrelsens hjemmeside.
2.4 Tildelingskriterier
Der prioriteres mellem ansøgningerne på baggrund af følgende kriterier:
• Nedbringelse af CO2 pr. tilskudskrone
• Nedbringelse af øvrige emissioner
Dertil foretages en samlet vurdering, som også kan tage højde for fx projektets modenhed, forundersøgelsernes kvalitet og ”stordriftsfordele”.
3. Økonomiske rammer
Der er afsat en ramme på 235 mio. kr. i 2021 og 50 mio. kr. i 2022.
Satser for egenfinansiering og det maksimale tilskud til hhv. indkøb af grønne færger og retrofit af dieselfærger fremgår af nedenstående tabeller.
Tilskud til indkøb af grøn færge:
Udgift | Tilskud | Egenfinansiering |
Difference mellem ”grøn” færge og tilsvarende dieselfærge | 20 % | 80 % |
Værdi på tilsvarende dieselfærge | 15 % | 85 % |
Investering i nødvendig infrastruktur på land (energiinfrastruktur og evt. ombygning af færgelejer) | 20 % | 80 % |
Tilskud til retrofit af dieselfærge:
Udgift | Tilskud | Egenfinansiering |
Udgift til retrofit af færge | 25 % | 75 % |
Investering i nødvendig infrastruktur på land (energiinfrastruktur og evt. ombygning af færgelejer) | 25 % | 75 % |
Ansøgerne skal reservere beløb til egenfinansiering på de relevante budgetter.
Ansøgerne kan ikke få dækket deres egenfinansiering ved f.eks. at bruge tildelte midler af andre bevillinger fra Transportministeriets område.
Af rammen afsættes 2 mio. kr. i 2021 til, at potentielle ansøgere kan få rådgivning, og der afsættes i alt 0,7 mio. kr. til Trafikstyrelsens administration af ordningen i 2021.
Den resterende del af rammen udmøntes som projekttilskud og fordeles jf. nedenstående tabel.
2021 | 2022 | |
Kommunalt drevne indenrigsruter | 147,3 mio. kr. | 50,0 mio. kr. |
Både kommunalt og kommercielt drevne indenrigsruter | 85,0 mio. kr. | - |
4. Procedure
4.1 Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er den 15. november 2021. Ansøgningerne sendes elektronisk via xxxx.xx
4.2 Behandling af indkomne ansøgninger
Trafikstyrelsen modtager, koordinerer og behandler ansøgningerne.
På baggrund af de indkomne ansøgninger udarbejder Trafikstyrelsen en indstilling til transportministeren om meddelelse af tilsagn eller afslag på ansøgningerne.
Transportministeren udmelder tilsagn og afslag inden udgangen af 2021 for 235 mio. kr. og i starten af 2022 for de 50 mio. kr.
4.3 Statsstøtteregler
Det er den overordnede vurdering, at puljen vil kunne udmøntes uden begrænsninger i forhold til statsstøttereglerne, da den ikke umiddelbart vurderes at kunne påvirke samhandlen i Det indre marked.
Der skal dog foretages en konkret vurdering i forhold til statsstøtteregler i hver enkel ansøgningssag.
4.4 Udbetaling/tilbagebetaling af støtte
Ved administration af puljen til omstilling af kommunalt drevne indenrigsfærger overføres midlerne fra puljen fra staten til de kommuner, hvis færgeruter har ansøgt og har fået tilsagn om tilskud. Herefter skal de pågældende kommuner, som støttegivende myndigheder, sikre, at
støtten tildeles i overensstemmelse med statsstøttereglerne. Ved kommercielt drevne indenrigsfærger tildeles støtten af Trafikstyrelsen i overensstemmelse med statsstøttereglerne.
I det omfang, udgifterne bliver mindre end forudsat i projektbudgettet, reduceres støtten fra Trafikstyrelsen forholdsmæssigt, jf. satserne for støtte og egenfinansiering i afsnit 3. Såfremt udgifterne bliver større end forudsat, kan den statslige støtte fortsat maksimalt udgøre det beløb, som fremgår af tilsagnsskrivelsen.
I tilfælde af at støttemodtager ønsker at afhænde støttede færger, eller at anvende støttede færger på anden rute end forudsat inden for 5 år fra ibrugtagningen, kan dette kun ske med de støttegivende myndigheders godkendelse. Som betingelse for godkendelsen kan de støttegivende myndigheder træffe afgørelse om hel eller delvis tilbagebetaling af støtten.
Afhændelse af støttede færger må alene ske på markedsvilkår.
4.4 Afrapportering
Det er en forudsætning for tildeling af støttemidler, at projektet indeholder en afrapportering af det endelige projekt samt en årlig afrapportering af status for længerevarende projekter af mere end 12 måneders varighed.
Afrapporteringerne skal følge op på punkterne i ansøgningen. De årlige afrapporteringer skal foreligge senest den 31. januar.
På den baggrund udarbejder Trafikstyrelsen en status for projekterne, tilsagn om og anvendelse af støttemidler.