Contiga Salgs- og leveringsbetingelser – AB92
Contiga Salgs- og leveringsbetingelser – AB92
1. Aftalegrundlag
1.1. Nærværende betingelser er gældende med mindre fravigelser af betingelserne er tydeligt og udtrykkeligt angivet i tilbud eller ordrebekræftelse.
1.2. Det forudsættes at aftalegrundlaget er Contiga Tinglev A/S (i det følgende benævnt ”CT”) ordrebekræftelse med dertil hørende bilag.
1.3. CT er først forpligtet af aftalen, når CT har afgivet endelig ordrebekræftelse.
1.4. Der gælder i øvrigt CT leverandørbrugsanvisning, Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed (AB92), BEK nr 117 af 05/02/2013- Bekendtgørelse om bygherrens pligter samt samt Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære nr. 174/ 10.10.1991.
1.5. Omfatter tilbud og ordre også elementmontage gælder tillige Dansk Byggeris Standard Forbehold af maj 2008.
1.6. Tolerancer er iht. ”Hvor går grænsen” (xxx.xxxxxxxxxx.xx) og overflader iht. bips A24 betonoverflader svarende til kravniveau ”normal”.
1.7. Såfremt byggebeskrivelser udgør en del af aftalegrundlaget, er det kun de relevante afsnit om betonelementleverancen (og montagen såfremt dette er indeholdt i tilbud) der indgår i aftalegrundlaget.
2. Omfang
2.1. Tilbud er baseret på samlet ordre. Delpriser eller enhedspriser er derfor ikke anvendelige i forbindelse med anden ordre eller ved ændringer i leverancen. Tilbud og ordre omfatter kun produkter og ydelser som er specifikt angivet i tilbuddet. Mængder, typer, dimensioner, armering, indstøbningsdele, kvaliteter, samlinger, styktal og variantantal beror på et skøn og er regnet i CT’s standardudførelse (xxx.xxxxxxxxxxxxxx.xx). Ved afvigelser fremsender CT en økonomisk opgørelse ved sagens afslutning.
2.2. Der leveres kun løsdele, hvis de specifikt fremgår af tilbuddet eller ordren.
2.3. CT’s tilbud og ordre omfatter ikke entrepenørprojektering, AB18 §17, udover hvad er normalt for betonelement-leverancen.
2.4. Elementarealer beregnes som største længde*største bredde uden fradrag for udsparinger, huldæk beregnes med bredde 1,2m/2,4m og ribbedæk i bredden 2,4m.
3. Mellemsalg
3.1. Uanset bestemmelserne i AB92 §3 stk.5, gælder for den i tilbuddet angivne leveringstid, at såfremt
denne ikke kan overholdes grundet indgang af andre ordrer, der kommer inden Købers accept, forbeholder CT sig helt eller delvist at træde tilbage fra sit tilbud.
4. Projektmateriale
4.1. En forudsætning for levering til aftalt tid og pris er at CT modtager det endelige og fyldestgørende projektmateriale iht. CT’s IKT Specifikationer (xxx.xxxxxxx.xx) i omfang svarende til den aftalte projekteringsmodel jf. bips A113, til den aftalte tid. Evt. omkostninger til et projektweb er ikke indeholdt i prisen, men faktureres særskilt. CT’s IKT specifikationer tager udgangspunkt i AB18, men finder også anvendelse for aftaler indgået på AB92.
4.2. Køber forestår selv godkendelse af projektet ved anerkendt statiker.
4.3. Indstøbningsdele der leveres af kunden skal være CE-mærkede og dokumentation skal foreligge ved CT’s modtagelse af delene.
4.4. Elementegninger fremsendt af CT til gennemsyn hos køber skal modtages retur med evt. bemærkninger indenfor 5 arbejdsdage.
4.5. Rettelser eller ændringer fra Køber til projektmaterialet efter den aftalte sluttermin for endeligt projektmateriale vil ikke blive indarbejdet i projektet uden særskilt aftale i hvert enkelt tilfælde, herunder vedrørende evt. tidsmæssige og økonomiske konsekvenser.
5. Projektmateriale – forsinkelse
5.1. Foreligger det nødvendige projektmateriale ikke i endelig, korrekt og entydig form iht. pkt 4.1, på det aftalte tidspunkt, forbeholder CT sig ret til at udskyde projektering, produktion, levering og evt. montage indtil CT igen har ledig kapacitet. Aftalte sanktionsgivende terminer overfor Contiga bortfalder. Køber betaler en bod pr. arbejdsdags forsinkelse med projektmaterialet.
5.2. Dagbod udgør 1‰ af kontraktsummen ekskl. moms, dog maks. 10% af kontraktsummen.
5.3. Såfremt forsinkelsen af projektmaterialet forårsager et tab der er større end den fastsatte dagbod kan CT i stedet vælge at kræve erstatning for det ved udskydelsen lidte tab, herunder for den uudnyttede produktionskapacitet (tabt DB) i den oprindeligt planlagte produktionsperiode.
5.4. Foreligger det nødvendige projektmateriale ikke iht. pkt. 4.1 kan CT frit vælge at påbegynde optegning, produktion og montage for at begrænse forsinkelsen. Evt. efterfølgende omprojektering, som det senere modtagne
endelige projektmateriale giver anledning til, udføres i regning efter medgået tid.
5.5. Bod eller erstatning i forbindelse med købers forsinkelse af projektmaterialet, faktureres løbende med en betalingsfrist på 5 arbejdsdage, uanset de i øvrigt aftalte betalingsbetingelser.
6. Leverandøren – forsinkelse
6.1. Hvis forsinket levering ift. den endelig aftalte hovedtidsplan skyldes forhold, som udelukkende kan lastes CT, er sanktionsformen dagbod pr. arbejdsdag.
6.2. Dagbod udgør 1‰ af kontraktsummen ekskl. moms, dog maks. 10% af kontraktsummen og beregnes som antal arbejdsdage fra sluttermin
6.3. Finisharbejder efter slutterminen anses ikke som forsinkelse.
7. Elementmodtagelse – forsinkelse
7.1. Hvis Køberen ikke er i stands til at modtage elementerne iht. arbejdstidsplanen, skal der ske omgående skriftlig underretning til CT.
7.2. Hvis leveringen forsinkes ift. ovenstående, kan CT med 5 dages varsel kræve, at der oprettes et mellemlager. De hermed forbundne omkostninger betales af Køber. Køber bærer risikoen for elementer leveret til mellemlager. Elementer leveret til mellemlager betragtes som endeligt leveret.
7.3. Anvendes CT lagerkapacitet faktureres køber jf. ”CT Prisliste for tillægsydelser”.
8. Leverandørens kvalitetssikring
8.1. Leverancen er underkastet leverandørens ikke- sagsspecifikke kvalitetsstyring og -kontrol, dokumenteret ved akkrediteret produktcertificering iht. gældende standarder jf. certifikat (xxx.xxxxxxxxxxxxxx.xx).
9. Levering – sted, risiko, ventetid og modtagekontrol
9.1. Køberen skal samtidig ved accept af tilbuddet oplyse om den nøjagtige byggeadresse samt placering af kranen ift. byggeriet.
9.2. Ved salg af elementer ab fabrik, er leveringsstedet Købers vogn på fabrik og CT bærer risikoen for elementerne til og med læsning.
9.3. Ved salg af elementer frit på vogn på byggeplads er leveringsstedet så nær brugsstedet, som fuldt læsset vogn kan køre på jævnt og ubetinget bæredygtigt underlag. Leveringsstedet skal af sikkerhedshensyn være plant, vandret og ubetinget bæredygtigt, også for sættevogne med støtteben. Det er Købers ansvar, at kravene til byggepladsvej og leveringssted er opfyldt.
9.4. CT bærer risikoen for elementerne, indtil vognen er nået leveringsstedet.
9.5. Elementerne leveres i hele læs, min. 28 tons for vægge og min. 38 tons for huldæk. Elementerne læsses under hensyntagen til montagerækkefølgen, sikkerhedsmæssige og produktions- og transporttekniske forhold.
Dette indebærer bl.a. at elementer med en højde på over 3,4m vil blive samlet på ét separat læs og blive transporteret på inladder og små dækelementer ligger oven på store. Er der forskellige dæktyper på samme sag transporteres hver type på separate læs
9.6. Såfremt elementdimensioner gør at de ikke kan transporteres med standard fragt, vil der komme mer-betaling for specialtransport.
9.7. Køber faktureres vente- og aflæsningstid ud over 1 time jf. ”CT Prisliste for tillægsydelser”.
9.8. Trailerbytning (trailerdrop) er muligt i det omfang der er trailere til rådighed og pladsforhold tillader det. Køres der trailerbytning forventer CT at Køber løfter den sidste trailer på næstsidste trailer vederlagsfrit.
9.9. Leveringstidspunktet er hverdage ml. kl. 07-15 og rettidig levering defineres som aftalt ankomsttidspunkt +/- ½time. Tillæg for levering uden for førnævnte tidsrum faktureres jf. ”Prisliste for tillægsydelser”.
9.10. Endeligt afkald af elementer skal ske, efter læsselister udarbejdet af CT, senest kl. 10:00 min. 5 arbejdsdage før leveringsstart. Ved senere afkald kan leveringstiden ikke garanteres. Afkald skal foregå via xxxx://xxxxx.xxxxxxxxxxxxxx.xx og bekræftes af Logistikafdelingen før dette er gyldigt.
9.11. Afkaldstid ved specialtransport (særtilladelse eller særligt materiel) aftales med logistikafdelingen.
9.12. Ændring af leveringstermin senere end den i pkt.
9.10 angivne frist faktureres jf. ”CT Prisliste for tillægsydelser”.
9.13. Booking af læs foregår efter først-til-mølle- princippet. Overstiger det totale antal af afkaldte læs CT’s maks. kapacitet vil de sidst afkaldte læs blive leveret de efterfølgende hverdage.
10. Modtagekontrol
10.1. Køber skal ved overtagelse af elementerne på vogn skriftligt kvittere for modtagelsen samt ankomst- og afgangstid, samt foretage modtagekontrol og skriftligt påtale synlige fejl og mangler, herunder skader.
10.2. Senest ved afslutning af montagen af det enkelte læs skal Køber foretage endelig modtagekontrol og skriftligt påtale synlige fejl og mangler, som ikke forventeligt kunne konstateres ved overtagelse i pkt. 10.1. I alle tilfælde skal fejl og mangler påtales senest 5 arbejdsdage efter modtagelsen af det enkelte læs.
10.3. Det er Købers pligt at foretage den nødvendige fotodokumentation ved reklamationer samt indgå aftale med CT vedrørende udbedringstidspunkt, udbedringsmetode, omfang og ansvarsfordeling inden evt. arbejde igangsættes.
11. Prisbasis
11.1. Entreprisesummen er fast for den del af arbejdet, der udføres inden 12 måneder fra tilbudsdagen.
11.2. For den del af arbejdet der udføres efter 12 måneder fra tilbudsdagen, forbeholder CT sig ret til at indeksregulere efter Danmarks Statistik BYG42; "Byggeomkostningsindeks for etageboliger, Betonelementarbejdet, ialt (Materialer+Arbejdsomkostninger)" og i øvrigt som beskrevet Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære nr. 174/ 10.10.1991.
11.3. Tilbudsprisen er kalkuleret med stålpriser gældende på tilbuddets dato. Contiga Tinglev A/S forbeholder sig ret til at foretage en prisregulering for eventuelle ændringer af disse frem til produktionstidspunktet. Dette gælder forud for bestemmelserne i Byggestyrelsens cirkulære vedr. ”Fast pris og tid”.
11.4. Regulering vil ske senest i forbindelse med slutopgørelsen.
12. Betaling
12.1. For ordrer på mere end 100.000 kr. betales 10% af kontraktsummen, senest 10 dage efter CT’s ordrebekræftelse er modtaget uagtet den aftalte betalingsmetode. Beløb modregnes pro rata i betalingerne. Ordrer på 100.000 kr. eller derunder faktureres umiddelbart i forlængelse af CT’s ordrebekræftelse.
12.2. Med mindre andet er specifikt aftalt i ordrebekræftelsen er betaling efter AB92 § 22, stk. 1 og 5, og erlægges i henhold til én månedlig á conto faktura for færdigproducerede elementer. Sidste rettidige betaling er 15 arbejdsdage fra fakturaens modtagelse.
12.3. Ønskes betaling som betalingsplan jf. AB92 § 22, stk. 4, udarbejder CT en betalingsplan i henhold til det aftalte leveringsprogram som skal foreligge ved ordrebekræftelse. Betalingsplanen udarbejdes således at delbetalinger er forfalden til betaling 4 uger inden den aftalte leveringstermin. Ugenr. 29, 30 og 52 medregnes ikke da disse betragtes som lukke-perioder hos CT. Betalingsterminen ændres kun såfremt en forskydning af leveringsterminen udelukkende skyldes CT.
12.4. Ved betaling efter sidste rettidig betalingsdag, forrentes det forfaldne tilgodehavende inkl. moms med en rentesats på 2 % pr. påbegyndt måned.
13. Sikkerhed
13.1. Ved ordrer over 100.000 kr. skal Køber stille sikkerhed for betaling i form af en AB92 garanti, jf.
§ 7. Sikkerheden for betaling af de resterende 90% skal ske i form af en bankgaranti på det fulde resterende beløb. Sikkerhedsstillelsen skal ske senest 8 dage efter CT’s ordrebekræftelse er modtaget.
13.2. CT stiller ikke sikkerhed.
14. Reklamationer
14.1. Såfremt elementerne er fejlbehæftede eller beskadigede, skal Køber straks påtale dette overfor CT. Dette skal foretages skriftligt med fotodokumentation samt angivelse af elementnummer og/eller entydig placering i byggeriet.
14.2. Reklamationer skal være modtaget før overdragelse til anden entreprenør.
14.3. Ved fejl og mangler har CT ret til, efter eget valg, at foretage udbedring eller yde økonomisk kompensation til køber. Køber forpligter sit til at acceptere de ændringer der er forbundet med en evt. reparation så længe disse ikke har væsentlig betydning for bygningens konstruktion eller funktion. Evt. kompensation kan aldrig overstige værdien af det element hvor manglen optræder.
14.4. CT kan ikke gøres ansvarlig for evt. revnedannelser forårsaget af svind. Køber anbefales at følge anvisningerne i BIH’s vejledning om forebyggelse af revner i elementer.
15. Ansvarsbegrænsning
15.1. CT’s erstatningsansvar kan under ingen omstændigheder overstige det solgtes værdi. CT’ss samlede erstatningsansvar, herunder men ikke udtømmende i relation til forsinkelse, produktansvar og mangelsansvar på sagen kan maks. udgøre 5 mio. kr.
Hvis der er udvist grov uagtsom adfærd kan erstatningsbeløbet maks. udgøre 10 mio. kr.
15.2. CT er ikke ansvarlig for evt. mangler opstået grundet mangelfuldt projektmateriale.
16. Montage
16.1. Omfatter CT’s ydelser også montagearbejdet udgår pkt. 9.7 til 9.13 samt pkt. 10.
16.2. Omfatter CT’s ydelse også montagearbejdet, indkalder Køber til en afleveringsforretning. Når afleveringsforretning er gennemført, overgår risikoen for det solgte til køber.