Samling af Afgørelser
PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)
6. marts 2013 *
I sag F-41/12,
angående et søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106a,
Xxxxxxxx Xxxxxxxx, tidligere midlertidigt ansat ved Europa-Parlamentet, Luxembourg (Luxembourg), ved advokaterne R. Xxxx og P. Ketter,
mod
Europa-Parlamentet ved V. Montebello-Demogeot og X. Xxxxx, som befuldmægtigede,
har
PERSONALERETTEN (Tredje Afdeling)
sagsøger,
sagsøgt,
sammensat af præsidenten, X. Xxx Xxxxxxxxxxx (refererende dommer), og dommerne X. Xxxxxx og R. Barents,
justitssekretær: fuldmægtig X. Tomac,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 10. oktober 2012, afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 21. marts 2012 har Xxxxxxxx Xxxxxxxx i det væsentlige nedlagt påstand dels om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 20. juni 2011, hvorved hendes kontrakt som midlertidigt ansat på ubestemt tid blev opsagt, dels om, at Europa-Parlamentet tilpligtes at betale erstatning.
* Processprog: fransk.
DA
ECLI:EU:F:2013:31 1
Retsforskrifter
2 Artikel 29, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) bestemmer:
»Ved ansættelse af seniormanagere (generaldirektører eller tilsvarende i lønklasse AD 16 eller 15 og direktører eller tilsvarende i lønklasse AD 15 eller 14) samt i særlige tilfælde for ansættelse til stillinger, der kræver specielle kvalifikationer, kan ansættelsesmyndigheden anvende en anden procedure end udvælgelsesproceduren.«
3 Artikel 2 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter
»ansættelsesvilkårene«) bestemmer:
»Ved midlertidigt ansat forstås i disse ansættelsesvilkår:
a) den, der ansættes i en af stillingerne i den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører hver institution, og af budgetmyndighederne er betegnet som midlertidige
[…]«
4 Ansættelsesvilkårenes artikel 47 bestemmer:
»Undtagen ved dødsfald ophører ansættelsesforholdet for en midlertidigt ansat: […]
c) for kontrakter på ubestemt tid:
i) ved udløbet af den opsigelsesfrist, der er fastsat i kontrakten; opsigelsesfristen kan ikke være kortere end en måned for hvert tjenesteår, idet den dog mindst skal være på tre måneder og højst kan være på ti måneder. Opsigelsesfristen kan dog ikke begynde at løbe under barsels- eller sygeorlov, medmindre denne orlov overstiger tre måneder. Opsigelsesfristen suspenderes desuden under disse former for orlov, dog med ovenstående begrænsninger
[…]«
5 Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43), gennemførte en rammeaftale vedrørende tidsbegrænset ansættelse indgået den 18. marts 1999 mellem de generelle tværfaglige organisationer (herefter »rammeaftalen«).
6 Rammeaftalens § 3 bestemmer:
»I denne aftale forstås ved:
»1. »en person med tidsbegrænset ansættelse«: en person, som har en ansættelseskontrakt, der er indgået direkte mellem den pågældende og en arbejdsgiver, eller som indgår i et ansættelsesforhold, etableret direkte mellem den pågældende og en arbejdsgiver, når tidspunktet for ansættelseskontraktens eller ansættelsesforholdets udløb er fastlagt ud fra objektive kriterier, såsom en bestemt dato, fuldførelsen af en bestemt opgave eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed.
[…]«
7 Artikel 7, stk. 2-4, i de interne bestemmelser om ansættelse af tjenestemænd og øvrige ansatte, vedtaget af Parlamentets Præsidium den 3. maj 2004 (herefter »de interne bestemmelser«), har følgende ordlyd:
»2. Med forbehold af de bestemmelser, der finder anvendelse på tjenestemænd, ansættes midlertidigt ansatte, i rangorden, blandt de ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve eller en ansættelsesprocedure som fastsat i artikel 29, stk. 2, i vedtægten […].
3. I mangel af disponible beståede ansøgere ansættes midlertidigt ansatte:
— for så vidt angår midlertidigt ansatte omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), efter udvælgelse af en ad hoc-komité, hvoraf ét medlem udpeges af personaleudvalget
— for så vidt angår midlertidigt ansatte omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), efter indstilling fra det paritetiske samarbejdsudvalg.
4. Uanset de foregående bestemmelser kan midlertidigt ansatte omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), ansættes efter proceduren i denne artikels stk. 3, andet led, hvis nævnte ansættelser udelukkende har til formål at besætte stillinger midlertidigt, indtil disse kan besættes, jf. bestemmelserne i denne artikels stk. 3, første led.«
Sagens faktiske omstændigheder
8 Ved kontrakt underskrevet henholdsvis den 29. marts og den 4. april 2006 ansatte Parlamentet sagsøgeren som midlertidig ansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), for perioden fra den 1. april 2006 til den 31. marts 2007 i en stilling som læge ved lægeklinikken i Luxembourg (Luxembourg).
9 Ved tillægskontrakter af 23. februar 2007 og af 26. marts 2008 blev sagsøgerens kontrakt forlænget indtil den 31. marts 2009.
10 Sagsøgeren forespurgte Parlamentets generalsekretær om muligheden for at fortsætte samarbejdet med institutionens lægeklinik i form af en kontrakt på ubestemt tid, hvortil Parlamentets generalsekretær den 12. februar 2009 svarede, at dette ikke var muligt, og oplyste, at sagsøgerens kontrakt ville ophøre den 31. marts 2009.
11 Ved dom af 13. april 2011, Scheefer mod Parlamentet (sag F-105/09, herefter »Scheefer-dommen«), annullerede Personaleretten den afgørelse, der var indeholdt i skrivelsen af en 12. februar 2009. Personaleretten fastslog nemlig i denne dom, at sagsøgerens kontrakt måtte anses for forlænget to gange i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, således at den anden tillægskontrakt af
26. marts 2008 uden videre skulle konverteres til en kontrakt på ubestemt tid alene som følge af lovgivers vilje, hvilket indebar, at det i denne tillægskontrakt fastsatte ophørstidspunkt ikke kunne medføre, at sagsøgerens ansættelsesforhold ophørte.
12 Parlamentet offentliggjorde i mellemtiden den 18. oktober 2007 stillingsopslag nr. PE/95/S, hvori det blev meddelt, at der ville blive gennemført en udvælgelsesprøve på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver med henblik på ansættelse af en midlertidigt ansat administrerende læge og oprettelse af en liste over de fire bedste egnede ansøgere (EUT C 244 A, s. 5, herefter »udvælgelsesprøven PE/95/S«). Sagsøgeren tilmeldte sig udvælgelsesproceduren, men hendes ansøgning blev afvist den 28. januar 2008 med den begrundelse, at hun ikke havde den krævede erfaring. Den liste over egnede ansøgere, der blev oprettet efter denne procedure, blev vedtaget den 16. maj 2008, og der blev ansat to læger med virkning fra henholdsvis den 1. maj 2009 og den 1. juni 2009.
13 Parlamentet meddelte den 24. maj 2011 sagsøgeren, at hendes kontrakt som midlertidigt ansat som følge af Xxxxxxxx-dommen var blevet konverteret til en kontrakt på ubestemt tid, således at hun ikke blev anset for fratrådt den 31. marts 2009, hvilket indebar, at hun havde krav på udbetaling af vederlag med virkning fra den 1. april 2009 med fradrag af de vederlag, der nævnes i denne dom, og som hun siden dette tidspunkt havde modtaget i stedet for det vederlag, hun ville have oppebåret i Parlamentet.
14 Ved skrivelse af 14. juni 2011 meddelte sagsøgeren Parlamentet, at hun stod til rådighed for Parlamentet, og at hun var klar til at genoptage sit arbejde hurtigst muligt.
15 Ved skrivelse af 20. juni 2011 meddelte Parlamentets generalsekretær xxxxxxxxxx, at Parlamentet opsagde hendes kontrakt som midlertidigt ansat på ubestemt tid med den begrundelse, at »[hendes] ansættelse ikke længere [var] berettiget, idet [Parlamentet] rådede over en liste over beståede ansøgere […], der opfyldte kravene i de interne bestemmelsers artikel 7, stk. 2, […], og at Parlamentet [havde] besat alle de ledige stillinger som rådgivende læge i Luxembourg på grundlag af denne liste«.
16 Den 5. august 2011 indgav sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, der finder anvendelse på midlertidigt ansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 46, en klage over den afgørelse om afskedigelse, der var indeholdt i den i foregående præmis nævnte skrivelse. Ansættelsesmyndigheden afviste denne klage ved afgørelse af 21. december 2011.
Parternes påstande
17 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
— Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives følgelig sagsøgeren medhold i følgende påstande:
— Principalt annulleres den afgørelse om afskedigelse, der er indeholdt i skrivelsen af 20. juni 2011 fra Parlamentets generalsekretær, »med alle de konsekvenser, herunder økonomiske, der følger heraf«.
— Om fornødent annulleres afgørelsen af 21. december 2011 om afslag på sagsøgerens klage.
— »Det fastslås, at sagsøgeren forflyttes inden for Parlamentet«.
— Subsidiært tilpligtes Parlamentet at betale sagsøgeren 288 000 EUR i erstatning for økonomisk skade
»svarende til 36 måneders løn […], dog med forbehold for, at det endelige beløb beregnes under hensyn til de nødvendige justeringer, eller et andet beløb, som fastsættes efter ret og billighed eller på grundlag af ekspertudtalelse«, samt en erstatning på 15 000 EUR for ikke-økonomisk skade.
— Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
18 Parlamentet har nedlagt følgende påstande:
— Frifindelse.
— Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
Påstanden om annullation af afslaget på klagen og påstanden om pålæg
19 Sagsøgeren har nedlagt en separat påstand om annullation af Parlamentets afgørelse af 21. december 2011, hvorved hendes klage blev afslået.
20 Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at påstande om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse om afslag på en klage, har den virkning retligt at få prøvet den akt, der har været genstand for klagen, når afgørelsen er uden selvstændigt indhold (jf. Domstolens dom af 17.1.1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, præmis 8, og Scheefer-dommen, præmis 21). I det foreliggende tilfælde bekræfter afslaget på klagen af 21. december 2011 den oprindelige afgørelse, der var indeholdt i skrivelsen af 20. juni 2011, hvorved sagsøgerens kontrakt på ubestemt tid blev opsagt, idet dette afslag indeholder yderligere præciseringer i forhold til den nævnte klage. I et sådant tilfælde prøves lovligheden af den oprindelige bebyrdende afgørelse, idet der tages hensyn til den begrundelse, der følger af en gennemgang af den oprindelige afgørelse sammenholdt med afslaget på klagen. Påstanden om annullation af afslaget på klagen har følgelig ikke noget selvstændigt indhold, og søgsmålet må anses for formelt at være rettet mod den afgørelse, der er indeholdt i skrivelsen af 20. juni 2011 (herefter »den anfægtede afgørelse«), med de præciseringer, der følger af afgørelsen om afslag på klagen af 21. december 2011 (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 10.6.2004, sag T-258/01, Eveillard mod Kommissionen, præmis 31 og 32).
21 Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om, at Personaleretten skal fastslå, at »sagsøgeren forflyttes inden for Parlamentet«.
22 Den nævnte påstand må forstås således, at den har til formål at formå Personaleretten til at pålægge administrationen at lade sagsøgeren genindtræde i tjenesten i forbindelse med den eventuelle annullation af den anfægtede afgørelse. Det påhviler imidlertid ikke Personaleretten i forbindelse med et søgsmål anlagt i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 46 og vedtægtens artikel 91 at rette pålæg til Den Europæiske Unions institutioner. I tilfælde af en retsakts annullation er den pågældende institution i henhold til artikel 266 TEUF forpligtet til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af dommen (dom afsagt af Retten i Første Instans den 4.5.2005, sag T-398/03, Castets mod Kommissionen, præmis 19).
23 Det følger heraf, at påstanden om pålæg må afvises.
Påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse
24 Sagsøgeren har fremsat følgende tre anbringender:
— Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af begrundelsespligten og forpligtelsen til at sikre gennemsigtighed.
— Det andet anbringende vedrører manglende hjemmel, et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af
»ansættelsesvilkårenes artikel 2, 3, 8, 29 og 47« samt magtfordrejning.
— Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af omsorgspligten, magtmisbrug samt tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og princippet om, at kontrakter skal opfyldes i god tro.
25 Sagsøgeren har anført, at alle afgørelser, hvorved en kontrakt som midlertidigt ansat på ubestemt tid opsiges, skal begrundes. Sagsøgeren har endvidere anført, at den anfægtede afgørelse blev truffet efter Scheefer-dommen og kort tid efter, at Parlamentet ved skrivelse af 24. maj 2011 meddelte sagsøgeren, at hun ikke blev anset for fratrådt den 31. marts 2009, og efter at sagsøgeren havde modtaget mundtlig forsikring om, at hun snarest ville kunne genindtræde i sin stilling. Sagsøgeren har endelig anført, at selv om der forelå særlige omstændigheder i den pågældende sag, afholdt hendes foresatte ikke en samtale med hende med henblik på at give hende en begrundelse for afskedigelsen.
26 I et sådant tilfælde burde begrundelsen for den anfægtede afgørelse, hvorefter sagsøgerens ansættelse på ubestemt tid ikke længere var berettiget, idet samtlige ledige stillinger som læge i Luxembourg var blevet besat med ansøgere, der havde bestået udvælgelsesprøven PE/95/S, og som opfyldte kravene i de interne bestemmelsers artikel 7, stk. 2, have været mere udførlig. I den anfægtede afgørelse »giver [Parlamentet] på ingen måde […] nærmere oplysninger« om disse ansættelser, og navnlig ikke oplysninger om tidspunktet og vilkårene for disse ansættelser. Parlamentet tog endvidere ikke hensyn til den omstændighed, at sagsøgeren »(siden den 31. marts 2008) var ansat i henhold til en kontrakt på ubestemt tid«, og at hun havde tilstrækkelig erfaring til at blive ansat i en af de pågældende stillinger.
27 Det bemærkes i denne henseende, at den anfægtede afgørelse har følgende ordlyd:
»[…] I henhold til de interne bestemmelsers artikel 7, stk. 2, […] ansættes de midlertidigt ansatte, der er omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), blandt de ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve eller en ansættelsesprocedure som fastsat i vedtægtens artikel 29, stk. 2. Det bemærkes, at De blev ansat med virkning fra den 1. april 2006 som midlertidigt ansat omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), efter den særlige procedure, der er nævnt i [de interne bestemmelsers artikel 7, stk. 4,] for at afhjælpe den situation, hvor der ikke findes ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve eller en anden ansættelsesprocedure.
Parlamentet har imidlertid efterfølgende afholdt udvælgelsesprøve […] PE/95/S […]. Det må konstateres, at De ikke har bestået denne udvælgelsesprøve, idet Deres ansøgning ikke kunne tages i betragtning som følge af, at De på ansøgningstidspunktet ikke havde den nødvendige erhvervserfaring i henhold til stillingsopslaget.
Det fremgår af sidste led i præmis 58 i [Scheefer-dommen], at Personaleretten har fastslået, at en kontrakt på ubestemt tid på et hvilket som helst tidspunkt kan bringes til ophør med en gyldig begrundelse og under overholdelse af den opsigelsesfrist, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), punkt i).
På denne baggrund opsiger Parlamentet Deres kontrakt som midlertidigt ansat på ubestemt tid med den begrundelse, at Deres ansættelse ikke længere er berettiget, idet Parlamentet på nuværende tidspunkt råder over en liste over ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve, og som opfylder kravene i de interne bestemmelsers artikel 7, stk. 2, […] og at samtlige ledige stillinger som rådgivende læge […] i Luxembourg er blevet besat med ansøgere fra denne liste.
[…]«
28 En sådan begrundelse forekommer tilstrækkelig, selv under hensyntagen til den særlige situation, som sagsøgeren hævder at have befundet sig i, idet den klart og præcist angiver grunden til, at sagsøgerens kontrakt som midlertidigt anset blev opsagt.
29 Sagsøgeren kan navnlig ikke foreholde Parlamentet, at det ikke tog hensyn til den omstændighed, at hun havde en kontrakt på ubestemt tid, og at hun havde tilstrækkelig erfaring til at besætte en af de ledige stillinger som læge. Parlamentet anførte nemlig både i den anfægtede afgørelse og i afslaget på klagen, at sagsøgeren var blevet ansat under særlige omstændigheder for at besætte en ledig stilling som læge, idet der ikke fandtes ansøgere, der kunne ansættes i henhold til de interne bestemmelser. Parlamentet anførte endvidere, at det netop afholdt udvælgelsesprocedure PE/95/S for at besætte den ledige stilling, og at sagsøgeren ikke havde bestået denne prøve, idet hendes ansøgning ikke opfyldte betingelserne. Det bemærkes, at begrundelsen kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte gennem den får kendskab til begrundelsen for, at den omtvistede afgørelse er truffet, og at den kompetente ret råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger (jf. Domstolens dom af 8.2.2007, sag C-3/06 P, Groupe Danone mod Kommissionen, præmis 46; jf. analogt dom afsagt af Retten i Første Instans den 9.7.2008, sag T-304/06, Reber mod KHIM – Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli (Mozart), præmis 55, og dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 13.4.2001, sag T-262/09, Safariland mod KHIM – DEF-TEC Defense Technology (FIRST DEFENSE AEROSOL PEPPER PROJECTOR), præmis 92). Da Parlamentet således ikke kunne se bort fra den udvælgelsesprøve, der er nævnt i denne doms præmis 27, er de betragtninger, der fremgår af den anfægtede afgørelse, i sig selv tilstrækkelige, idet de indirekte, men dog bestemt, udelukker muligheden for varigt at ansætte sagsøgeren i en af de omhandlede stillinger, uanset hvilken form for kontrakt og erhvervserfaring sagsøgeren har.
30 Den anfægtede afgørelse kan endvidere ikke anses for mangelfuld, idet »Parlamentet på ingen måde [gav] nærmere oplysninger om ansættelsesforholdene« for de læger, der blev ansat i de ledige stillinger, navnlig ikke oplysninger om, hvornår præcist disse ansættelsesforhold blev indledt, og hvilken kontraktform der var tale om. Som sagsøgeren selv har anført, udgør disse oplysninger kun mindre detaljer. Parlamentet var derfor ikke forpligtet til at nævne dem i den anfægtede afgørelse. En begrundelse er nemlig tilstrækkelig, når den redegør for de faktiske og retlige betragtninger, der har været af væsentlig betydning for afgørelsens opbygning, således at administrationen ikke er forpligtet til at begrunde disse betragtninger (Personalerettens dom af 29.9.2011, sag F-80/10, AJ mod Kommissionen, præmis 117). Parlamentet anførte endvidere i afslaget på klagen, at »samtlige stillinger som rådgivende læge har været besat siden den 1. juni 2009«.
31 Det bemærkes endvidere hvad angår den påståede utilstrækkelige begrundelse, at en sådan manglende begrundelse ikke kan afhjælpes af forklaringer, der fremsættes under sagens behandling ved Personaleretten. Parlamentet har imidlertid i det foreliggende tilfælde i svarskriftet anført, at to læger var blevet ansat i henhold til kontrakter som midlertidigt ansatte på ubestemt tid henholdsvis den
1. maj 2009 og den 1. juni 2009. Sagsøgeren har i øvrigt selv under retsmødet anført, at de påståede manglende oplysninger fremgik af svarskriftet.
32 Endelig har sagsøgeren tillige med urette kritiseret Parlamentet for ikke at have afholdt en samtale med hende, inden det vedtog den anfægtede afgørelse. Det følger ganske vist af fast retspraksis, at forpligtelsen til at angive grundene til en bebyrdende retsakt er opfyldt, hvis den pågældende er blevet behørigt informeret om disse grunde under en samtale med sine foresatte (Personalerettens dom af 26.10.2006, sag F-1/05, Landgren mod ETF, præmis 79). Denne praksis har imidlertid kun det formål at fastlægge en omstændighed, der kan afhjælpe en begrundelsesfejl, men den indebærer ikke, som sagsøgeren synes at antyde, at der skal afholdes en samtale med de foresatte som følge af begrundelsespligten eller forpligtelsen til at sikre gennemsigtighed, når den retsakt, der vedrører afskedigelsen, er tilstrækkeligt begrundet som i det foreliggende tilfælde.
33 Det første anbringende må herefter forkastes.
Det andet anbringende vedrører manglende hjemmel, et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af
»ansættelsesvilkårenes artikel 2, 3, 8, 29 og 47« samt magtfordrejning
34 Det fremgår af overskriften til det andet anbringende og af den nærmere argumentation, der begrunder dette anbringende, at det kan opdeles i tre led, som skal behandles successivt. Det fremgår endvidere af den nævnte argumentation, at henvisningen til ansættelsesvilkårenes artikel 29 åbenbart er en fejl, idet denne bestemmelse er helt uden betydning for tvisten, da den omhandler ydelser ved fødsel, og sagsøgeren har ikke fremført nogen særlig argumentation i den forbindelse. Det må derfor antages, at sagsøgeren snarere har påberåbt sig vedtægtens artikel 29, idet de interne bestemmelsers artikel 7 indeholder en henvisning til denne bestemmelse.
– Det andet anbringendes første led om manglende hjemmel
35 Sagsøgeren har anført, at Parlamentet ikke kunne påberåbe sig et »økonomisk hensyn«, der bestod i, at samtlige stillinger som læge var blevet besat, idet en sådan begrundelse ikke fremgår af hverken ansættelsesvilkårene eller af sagsøgerens kontrakt som en lovlig grund til at opsige en kontrakt på ubestemt tid.
36 Det bemærkes i denne henseende, at ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), giver ansættelsesmyndigheden et vidt skøn til at opsige en kontrakt som midlertidigt ansat på ubestemt tid (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 8.9.2009, sag T-404/06 P, ETF mod Xxxxxxxx, præmis 162 og den deri nævnte retspraksis, og dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 7.7.2011, sag T-283/08 P, Xxxxxxxxxx mod Cedefop, præmis 84).
37 På denne baggrund og som svar på Parlamentets argument, hvorefter de interne bestemmelsers artikel 7, stk. 4, forhindrede det i at indgå en kontrakt på ubestemt tid, selv om det havde behov for at sikre lægeklinikken i Luxembourgs kontinuitet, fastslog Personaleretten i Scheefer-dommen, at denne artikel ikke »forbyder […] anvendelsen af tidsubegrænsede kontrakter, for så vidt som en midlertidig situation, som i det foreliggende tilfælde, kan vare i en ubestemt periode, og for så vidt som en sådan kontrakt under alle omstændigheder ikke giver den ansatte den sikkerhed, der følger af en udnævnelse til tjenestemand, eftersom kontrakten kan bringes til ophør med en gyldig begrundelse og mod et varsel, jf. ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), punkt i)« (Scheefer-dommens præmis 56).
38 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den omstændighed, at samtlige ledige stillinger som læge ved Parlamentets lægeklinik i Luxembourg var besat, i det foreliggende tilfælde kan udgøre en gyldig begrundelse for afskedigelsen, bemærkes, at en ansat, der som sagsøgeren er ansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), »ansættes i en af stillingerne i den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører hver institution, og af budgetmyndighederne er betegnet som midlertidige«.
39 Begrundelsen vedrørende det »økonomiske hensyn«, som sagsøgeren har henvist til, dvs. den omstændighed, at der ikke var flere ledige stillinger på den liste over stillinger, der findes som bilag til institutionens budget, udgør følgelig en lovlig begrundelse, på grundlag af hvilken Parlamentet kunne vedtage den anfægtede afgørelse i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c).
40 Det andet anbringendes første led må herefter forkastes.
– Det andet anbringendes andet led om et åbenbart urigtigt skøn og en retlig fejl som følge af tilsidesættelsen af ansættelsesvilkårenes artikel 2, 3, 8 og 47 samt vedtægtens artikel 29
41 Sagsøgeren har anført, at den anfægtede afgørelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn og en retlig fejl, idet den indebærer en tilsidesættelse af ansættelsesvilkårenes artikel 2, 3, 8 og 47 samt vedtægtens artikel 29. Ifølge sagsøgeren har Parlamentet forsøgt at omgå ansættelsesvilkårene ved
ulovligt at indgå flere tidsbegrænsede kontrakter som midlertidigt ansat med sagsøgeren, og Parlamentet kan i overensstemmelse med grundsætningen om, at en part ikke kan påberåbe sig sine egne forkerte handlinger, ikke henvise til denne handling som begrundelse for den anfægtede afgørelse. Med andre ord kan den omstændighed, at der ikke var flere ledige stillinger som læge, som var anført som begrundelse for at afskedige sagsøgeren, ikke vurderes uafhængigt af de konkrete omstændigheder i den foreliggende sag og navnlig den omstændighed, at Personaleretten i Scheefer-dommen fastslog, at sagsøgerens tidsbegrænsede kontrakt som midlertidigt ansat skulle konverteres til en kontrakt på ubestemt tid med virkning fra den »31. marts 2008«. Parlamentet burde ifølge sagsøgeren for at overholde ansættelsesvilkårene inden dette tidspunkt have indgået en kontrakt på ubestemt tid med sagsøgeren og efterfølgende tildelt sagsøgeren en af de ledige stillinger som læge. Denne udnævnelse ville endvidere have været i tjenestens interesse, når der henses til den erfaring, som sagsøgeren havde oparbejdet inden for institutionen. Endelig kan det argument, der fremgår af afslaget på klagen, og hvorefter sagsøgeren ikke var optaget på den liste over ansøgere, der havde bestået udvælgelsesprøven PE/95/S, hvilket indebærer, at det ikke var muligt varigt at ansætte hende, ikke antages til realitetsbehandling, idet det først blev fremsat efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Argumentet er i øvrigt fejlagtigt, idet det kritisable forhold i det foreliggende tilfælde ikke er den omstændighed, at sagsøgeren ikke var optaget på den liste over ansøgere, der havde bestået udvælgelsesprøve PE/95/S, men den omstændighed, at Parlamentet anførte, at der ikke længere var ledige stillinger som læge ved lægeklinikken i Luxembourg, uden at tage hensyn til, at dette forhold skyldtes Parlamentets egne fejl.
42 Personaleretten bemærker imidlertid, at Parlamentet ikke har påberåbt sig sine »egne fejl« ved i den anfægtede afgørelse at fastslå, at »[sagsøgerens] ansættelse ikke længere [var] berettiget, idet [Parlamentet] på nuværende tidspunkt [rådede] over en liste over [beståede] ansøgere […], […] som [opfyldte] kravene i de interne bestemmelsers artikel 7, stk. 2, […], og at samtlige ledige stillinger som rådgivende læge […] i Luxembourg [var] blevet besat med ansøgere fra denne liste«, men Parlamentet har baseret sig på en objektiv omstændighed, der ikke har nogen forbindelse med den ulovlighed, som Parlamentet begik, da det ved tillægskontrakt af 26. marts 2008 kun forlængede sagsøgerens kontrakt for en bestemt periode.
43 Begrundelsen om, at Parlamentet ikke havde mulighed for at lade sagsøgeren fortsætte i stillingen, fordi hun ikke havde bestået udvælgelsesprøven PE/95/S som følge af, at hun ikke opfyldte kravet om tilstrækkelig erhvervserfaring, kan i øvrigt antages til realitetsbehandling og er ikke fejlagtig.
44 Denne begrundelse kan antages til realitetsbehandling, idet administrationen inden for rammerne af klageadgangen i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91, hvortil der henvises i ansættelsesvilkårenes artikel 46, og henset til udviklingen af den administrative procedure, der er indført med de nævnte artikler, i forbindelse med afslaget på klagen kan være nødt til at supplere eller ændre den begrundelse, som ligger til grund for den anfægtede retsakt (jf. i denne retning dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 9.12.2009, sag T-377/08 P, Kommissionen mod Xxxxxxxx, præmis 55-60, og Personalerettens dom af 13.4.2011, sag F-30/09, Chaouch mod Kommissionen, præmis 35).
45 Parlamentet nævnte imidlertid i den anfægtede afgørelse, at sagsøgeren var blevet ansat »i henhold til den særlige procedure«, der fremgår af de interne bestemmelsers artikel 7, med henblik på at
»afhjælpe den situation, hvor der ikke findes ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve eller en anden ansættelsesprocedure«, og at sagsøgeren ikke havde bestået udvælgelsesprøve PE/95/S, der blev afholdt for at besætte de ledige stillinger som læge. Ansættelsesmyndigheden har i denne henseende i den anfægtede afgørelse alene understreget denne bemærkning ved at anføre, at »Parlamentet ikke har mulighed for under disse omstændigheder at ansætte [sagsøgeren] uden derved at tilsidesætte princippet om ligebehandling af ansøgerne«.
46 Den nævnte begrundelse er endvidere ikke fejlagtig, idet det nemlig følger af de interne bestemmelsers artikel 7, stk. 2 og 3, at midlertidigt ansatte, der er omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), kun kan ansættes varigt, når der ikke findes beståede ansøgere, og såfremt de pågældende har bestået
en udvælgelsesprøve. Det bemærkes imidlertid, at selv om den omhandlede ansættelsesprocedure ikke nævnes i ansættelsesvilkårene, udgør den alligevel en integrerende del af de formaliteter, Parlamentet som nuværende eller fremtidig arbejdsgiver skal opfylde (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 28.1.1992, sag T-45/90, Speybrouck mod Parlamentet, præmis 68). Parlamentet havde så meget desto mere pligt til at følge denne procedure, idet det var forpligtet til at behandle alle ansøgere til udvælgelsesprøven PE/95/S på samme måde, hvilket særligt gjorde sig gældende i forhold til de ansøgere, der bestod den nævnte prøve, og som på denne baggrund havde mulighed for at besætte de ledige stillinger som læge ved lægeklinikken i Luxembourg. Selv om sagsøgerens kontrakt blev konverteret til en kontrakt på ubestemt tid med virkning fra den 26. marts 2008 i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, var Parlamentet, der havde indledt udvælgelsesprøven PE/95/S den 18. oktober 2007, i princippet forpligtet til at udvælge ikke blot den læge, der blev ansat den 1. maj 2009 i den første ledige stilling, men også den læge, der blev ansat den 1. juni 2009 i den anden ledige stilling, blandt de ansøgere, der havde bestået udvælgelsesprøven PE/95/S. Selv om den nævnte udvælgelsesprøve blev afholdt »med henblik på ansættelse af en midlertidigt ansat administrerende læge«, fremgik det nemlig af meddelelsen om den nævnte prøve, at formålet endvidere var at opstille en liste over de fire bedste egnede ansøgere.
47 Det følger heraf i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, at den omstændighed, at sagsøgeren ikke var optaget på den liste over ansøgere, der havde bestået udvælgelsesprøven PE/95/S, og at hun ikke kunne påberåbe sig at være ansat i en af de ledige stillinger i henhold til de interne bestemmelsers artikel 7, stk. 2, eller artikel 7, stk. 3, første led, udgjorde et element, som Parlamentet ikke kunne se bort fra, uanset om det begik en fejl ved valget af, hvilken kontrakt sagsøgeren havde krav på med virkning fra den 26. marts 2008.
48 Det er endvidere fastslået, at en institution kan opsige en midlertidigt ansats tidsubegrænsede kontrakt med den begrundelse, at den pågældende, som i det foreliggende tilfælde ikke er optaget på en liste over ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve eller en anden ansættelsesprocedure (jf. dom afsagt af Retten i Første Instans den 5.12.2002, sag T-70/00, Hoyer mod Kommissionen, præmis 44).
49 De argumenter, som sagsøgeren har fremført under retsmødet, kan ikke rejse tvivl om de ovenfor anførte betragtninger.
50 Selv om det er korrekt, at vedtægten og ansættelsesvilkårene har forrang for de interne bestemmelser, er de interne bestemmelsers artikel 7 på ingen måde i strid med de bestemmelser i vedtægten eller ansættelsesvilkårene, der foreskriver, at midlertidigt ansatte skal ansættes blandt de ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve eller en ansættelsesprocedure, og at en ansøger, der ikke opfylder disse betingelser, kun foreløbigt og undtagelsesvis kan ansættes som midlertidigt ansat.
51 Sagsøgeren har imidlertid anført, at hun blev ansat på en kontrakt på ubestemt tid i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, efter indgåelsen af en tillægskontrakt den 26. marts 2008 på et tidspunkt, hvor det allerede den 28. januar 2008 var blevet fastslået, at hun ikke fik adgang til at deltage i udvælgelsesprøven PE/95/S. Sagsøgeren har i denne henseende anført, at kontrakter på ubestemt tid giver den ansatte en vis sikkerhed i ansættelsen, og at det følger af rammeaftalens § 3, at tidsbegrænsede kontrakter derimod har til formål at besætte stillinger bl.a. i afventning af, at en bestemt begivenhed indtræder, og at den tidsubegrænsede kontrakt, som blev indgået med hende, ikke havde til formål midlertidigt at besætte en stilling som læge, og at det ikke længere var muligt at kræve, at hun skulle opfylde de ansættelsesbetingelser, der er fastsat i de interne bestemmelsers artikel 7.
52 Det er korrekt, at det fremgår af rammeaftalens § 3, stk. 1, at tidspunktet for en ansættelseskontrakts udløb kan fastlægges ikke blot ud fra »en bestemt dato«, men også ud fra »indtrædelsen af en bestemt begivenhed« (Personalerettens dom af 15.9.2011, sag F-102/09, Bennett m.fl. mod KHIM, præmis 85). Det er endvidere korrekt, at ansættelsen af ansøgere, der havde bestået udvælgelsesprøven PE/95/S, udgjorde en »bestemt begivenhed«, der kunne begrunde, at der i afventning af denne begivenheds indtræden ikke blot blev indgået flere tidsbegrænsede kontrakter, som hver indeholdt en bestemt
udløbsdato, men også en tidsbegrænset kontrakt, der ville ophøre i forbindelse med ansættelsen af ansøgere fra udvælgelsesprøven. Som anført i præmis 37 ovenfor, nævnte Personaleretten i øvrige allerede denne mulighed i Scheefer-dommen.
53 Det forholder sig ikke desto mindre således, at konverteringen af kontrakten ved tillægskontrakt af
26. marts 2008 til en tidsubegrænset kontrakt, som i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, berigtiger den omstændighed, at Parlamentet havde indgået flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter med et bestemt udløbsdato, imidlertid ikke har frataget Parlamentet muligheden for at opsige denne kontrakt i henhold til de betingelser, der fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), punkt i). Det bemærkes nemlig, at anvendelsen af en kontrakt på ubestemt tid ikke giver den ansatte den sikkerhed, der følger af en udnævnelse til tjenestemand.
54 Den omstændighed, at sagsøgeren havde en kontrakt på ubestemt tid med virkning fra den 26. marts 2008, kunne så meget desto mindre ikke beskytte hende mod afskedigelse i forbindelse med ansættelsen af ansøgere, der havde bestået udvælgelsesprøven PE/95/S, idet der på dette tidspunkt herskede væsentlig usikkerhed som følge af, at listen over egnede ansøgere endnu ikke var vedtaget, samt den omstændighed, som Parlamentet nævnte under retsmødet, at det ikke var sikkert, at de læger, der bestod den nævnte udvælgelsesprøve, i sidste ende ville acceptere en stilling, som ville indebære, at de skulle opgive deres egen praksis.
55 Det andet anbringendes andet led må derfor forkastes.
– Det andet anbringendes tredje led om magtfordrejning
56 Sagsøgeren har anført, at Parlamentet har anvendt sine beføjelser i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), punkt i), til at omgå de vanskeligheder, der opstod som følge af den konstruktion, som Parlamentet etablerede ved ikke i 2008 at indgå en kontrakt på ubestemt tid med sagsøgeren.
57 Dette tredje led kan ikke tiltrædes, idet sagsøgeren ikke har fremlagt objektive, relevante og samstemmende beviser for, at Parlamentet med dette formål omgik ansættelsesvilkårenes artikel 47.
58 Det fremgår endvidere af denne doms præmis 46 og 47, at Parlamentet, uanset om det tidligere havde begået fejl, ikke kunne se bort fra de interne bestemmelsers artikel 7 og den omstændighed, at sagsøgeren ikke var optaget på den liste over egnede ansøgere, der blev oprettet efter afslutningen af udvælgelsesprøven PE/95/S.
59 På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger må det fastslås, at det andet anbringende må forkastes i det hele.
Det tredje anbringende om tilsidesættelse af omsorgspligten, magtmisbrug samt tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og princippet om, at kontrakter skal opfyldes i god tro
60 Sagsøgeren har anført, at Parlamentet hverken tog hensyn til sagsøgerens eller tjenestens interesse. Parlamentet forsøgte således ikke at finde en løsning sammen med sagsøgeren. Parlamentet henviste i den anfægtede afgørelse uden at høre sagsøgeren til den konstruktion, som Personaleretten allerede havde underkendt i Scheefer-dommen. I henhold til princippet om god forvaltningsskik har administrationen imidlertid en forpligtelse til at tage samtlige omstændigheder i betragtning, der kan være bestemmende for dens afgørelse. Selv om Parlamentet havde overholdt ansættelsesvilkårene og indgået en kontrakt på ubestemt tid med sagsøgeren, ville det desuden have været i Parlamentets egen interesse at fastholde sagsøgeren i stilingen, idet hun ikke blev anset for mindre fortjenstfuld, men tværtimod havde opnået en vis erfaring ved lægeklinikken i Luxembourg. Ved at begrunde afgørelsen
med henvisning til, at Parlamentet havde begået en fejl, og uden at forsøge at finde en retlig korrekt løsning for både Parlamentet og sagsøgeren, har Parlamentet endvidere tilsidesat princippet om, at kontrakter skal opfyldes i god tro, og begået magtmisbrug.
61 Det er imidlertid allerede blevet fastslået, at den omstændighed, at en ansøger som midlertidigt ansat varetager en stilling, der ligner de stillinger, der er omfattet af en udvælgelsesprøve, ikke er til hinder for, at institutionen kan tage hensyn til, at ansøgeren ikke bestod denne prøve, som begrundelse for at opsige den pågældendes kontrakt (jf. dommen i sagen Hoyer mod Kommissionen, nævnt i præmis 48 ovenfor, præmis 47). På denne baggrund må det endvidere anerkendes, at den omstændighed, at sagsøgeren varetog en stilling som læge på grundlag af en kontrakt som midlertidigt ansat på ubestemt tid, der dog havde foreløbig karakter, i afventning af resultatet fra udvælgelsesprøven PE/95/S, ikke var til hinder for, at Parlamentet kunne tage hensyn til den omstændighed, at hun ikke var optaget på listen over egnede ansøgere fra denne prøve, da det opsagde hendes kontrakt med den begrundelse, at samtlige ledige stillinger som læge var besat med ansøgere, der havde bestået denne udvælgelsesprøve.
62 Det bemærkes endvidere, at de interne bestemmelsers artikel 7 har til formål at organisere ansættelsen af midlertidigt ansatte til Parlamentets tjenester, idet sådanne ansatte af hensyn til god forvaltningsskik kun kan ansættes i varige stillinger, såfremt de består en udvælgelsesprøve, og at Parlamentet som anført ovenfor i princippet var bundet af denne bestemmelse samt af den omstændighed, at sagsøgeren ikke var optaget på den liste over egnede ansøgere, der havde bestået udvælgelsesprøven PE/95/S. Selv om Parlamentet havde indgået en kontrakt på ubestemt tid med sagsøgeren med virkning fra den 26. marts 2008, kunne det således ikke tildele sagsøgeren en ledig stilling som læge uden at tilsidesætte princippet om, at alle ansøgere til denne udvælgelsesprøve skulle behandles på samme måde, hvilket navnlig ville stille de ansøgere, der havde bestået udvælgelsesprøven, i en ringere situation.
63 Parlamentet har endvidere anført, at Parlamentet inden afskedigelsen af sagsøgeren i overensstemmelse med omsorgspligten undersøgte, om sagsøgeren kunne forflyttes til en anden stilling som læge inden for lægetjenesten, men at dette ikke var muligt på grund af sagsøgerens særlige kvalifikationer. Det bemærkes imidlertid i denne henseende, at sagsøgeren kun har nedlagt påstand om, at hun ønsker at fastholde sin stilling som læge ved lægeklinikken i Luxembourg.
64 Sagsøgeren har endvidere anført, at Parlamentet ikke forsøgte at finde en løsning sammen med hende, og at Parlamentet afskedigede hende uden at høre hende, hvilket faktisk er tilfældet.
65 Dette sidste punkt synes at angå det klagepunkt om tilsidesættelse af omsorgspligten, som netop er blevet besvaret.
66 Selv om det antages, at sagsøgeren imidlertid ønskede at fremsætte et klagepunkt om tilsidesættelse af retten til forsvar eller princippet om god forvaltningsskik, idet Parlamentet ikke gav hende lejlighed til at fremkomme med bemærkninger, bemærkes, at retten til at blive hørt kun kan medføre annullation af en afgørelse, hvis det må antages, at proceduren ville have ført til et andet resultat, såfremt denne ret ikke var blevet tilsidesat (jf. Domstolens dom af 12.11.1996, sag C-294/95 P, Ohja mod Kommissionen, præmis 67, dom afsagt af Retten i Første Instans den 18.1.2000, sag T-290/97, Mehibas Dordtselaan mod Kommissionen, præmis 47, og af 23.4.2002, sag T-372/00, Campolargo mod Kommissionen, præmis 39, samt Personalerettens dom af 8.3.2011, sag F-55/09, De Nicola mod EIB, præmis 182, som i øjeblikket verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-264/11 P). Henset til de interne bestemmelsers artikel 7 og forpligtelsen til at sikre en lige behandling af ansøgerne til udvælgelsesprøven PE/95/S samt henset til den omstændighed, at sagsøgeren ikke var optaget på den liste over egnede ansøgere, der var udfærdiget efter afslutningen af denne prøve, og til den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden var bundet i forhold til antallet af stillinger, der kunne besættes, er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at Parlamentet ville have truffet en afgørelse med et andet indhold end den anfægtede afgørelse, såfremt sagsøgeren havde haft lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.
67 Det må derfor fastslås, at det tredje anbringende er ugrundet, og da ingen af de fremsatte anbringender således kan tiltrædes, må påstanden on annullation følgelig forkastes.
Påstanden om, at Personaleretten skal fastlægge alle de konsekvenser, herunder økonomiske, der følger af annullationen af den anfægtede afgørelse, og påstanden om erstatning
68 Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Personaleretten i henhold til dens fulde prøvelsesret genindsætter sagsøgeren i den stilling, som hun bør have, såfremt den anfægtede afgørelse annulleres, dvs. at hun fortsat er ansat i Parlamentets lægeklinik i Luxembourg.
69 Såfremt det ikke er muligt at lade sagsøgeren genindtræde i tjenesten, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at Parlamentet tilpligtes at betale hende 288 000 EUR i erstatning, svarende til 36 måneders løn. Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om, at Parlamentet tilpligtes at betale hende 15 000 EUR i erstatning for ikke-økonomisk skade. Denne skade er opstået som følge af den lidet respektfulde måde, som hendes sociale rettigheder er blevet behandlet på, følelsen af at blive frataget sine karrieremuligheder og den omstændighed, at hun måtte anlægge to søgsmål for at kunne gøre sine rettigheder gældende.
70 Disse påstande udgør en del af annullationspåstanden og må følgelig forkastes, da denne påstand tillige er blevet forkastet.
71 Selv om det antages, at sagsøgeren som begrundelse for sit krav om ikke-økonomisk erstatning havde påberåbt sig den adfærd, som Parlamentet har udvist, og som ikke har karakter af en afgørelse, dvs. at Parlamentet angiveligt havde frataget sagsøgeren hendes karrieremuligheder og behandlet hendes sociale rettigheder på en lidet respektfuld måde, må det imidlertid fastslås, at påstanden om erstatning ikke kan antages til realitetsbehandling, idet sagsøgeren ikke har indgivet en ansøgning i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 46 og vedtægtens artikel 90.
Sagens omkostninger
72 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, kapitel 8. I henhold til artikel 87, stk. 2, kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.
73 Det følger af ovenstående præmisser, at sagsøgeren er den tabende part. Hertil kommer, at Parlamentet specifikt har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 87, stk. 2, hvorfor sagsøgeren pålægges at bære sine egne omkostninger og betale de af Parlamentet afholdte omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
PERSONALERETTEN (Tredje Afdeling):
1) Europa-Parlamentet frifindes.
2) Xxxxxxxx Xxxxxxxx bærer sine egne omkostninger og betaler Parlamentets omkostninger.
Xxx Xxxxxxxxxxx | Boruta | Barents |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. marts 2013. | ||
W. Hakenberg | S. Van Raepenbusch | |
Justitssekretær | Præsident | |