TotalErhverv Netbankforsikring
TotalErhverv Netbankforsikring
-
Sparekassen Sjælland-Fyn
Forsikringsvilkår TE-NE-01-SS
Disse vilkår er i tilslutning til de enhver tid gældende generelle vilkår for TotalErhverv, medmindre de er fraveget i nærværende vilkår.
Vilkårene gælder for kunder omfattet af Sparekassen Sjælland-Fyns netbankforsikring for erhvervskunder med en årlig omsætning under 50 millioner kr.
1. Hvem er forsikringstager og sikrede
1.1 Forsikringstageren
1.2 Selskaber, som er datterselskaber på tidspunktet for forsikringens ikrafttrædelse.
1.2.1 Ved betegnelsen datterselskab forstås kontrol over selskabet, forstået som at forsikringstageren:
• besidder flertallet af stemmerettighederne
• er virksomhedsdeltager og har ret til at udnævne eller afsætte et flertal af medlemmerne i bestyrelsen
• er virksomhedsdeltager og har ret til at udøve en bestemmende indflydelse over selskabets driftsmæssige og finansielle ledelse på grundlag af vedtægter eller aftale med selskabet
• er virksomhedsdeltager og på grundlag af aftale med andre deltagere råder over flertallet af stemmerettighederne i selskabet eller
• besidder kapitalandele i selskabet og udøver en bestemmende indflydelse over dennes driftsmæssige og finansielle ledelse
1.2.2 Ved betegnelsen ”virksomhedsdeltager” forstås en aktionær, anpartshaver eller andre, der ejer kapitalandele i en virksomhed.
1.3 Holdingselskaber uden egentlig drift.
2. Hvad dækkes
2.1 Netbankindbrud
2.2 Forsikringen dækker sikredes direkte tab af penge (formuetab) som følge af netbankindbrud i sikredes konti i danske pengeinstitutter. Ved netbankindbrud forstås tredjemands uautoriserede adgang til sikredes bankkonti via sikredes netbankopkobling.
2.3 Forsikringen dækker endvidere netbankindbrud via mobil- eller tabletapplikationer, dog ikke hvis NEMID er gemt på telefonen/tabletten.
2.4 Forsikringen dækker, efter godkendelse af Købstædernes Forsikring, tillige sikredes omkostninger i forbindelse med udredning af et af forsikringen omfattet tab. Omkostningerne erstattes indenfor forsikringssummen og med maksimalt 10% af denne.
2.5 Meromkostninger ved computervirus og datasabotagen
2.5.1 Forsikringen erstatter sikredes nødvendige meromkostninger til bortfjernelse af virus samt til reproduktion eller genetablering af data ved virusinfektion i sikredes software, programmer eller andre elektroniske lagrede data eller informationer i sikredes computersystemer.
2.5.2 Forsikringen erstatter sikredes nødvendige meromkostninger til genetablering af data ved ansattes og tredjemands forsætlige og strafbare sabotage, hærværk eller destruktion af sikredes software, programmer eller andre elektroniske lagrede data eller informationer.
3. Hvad dækkes ikke
3.1 Sikredes interne/egne omkostninger til udredning af et af forsikringen omfattet tab
3.2 Indirekte tab så som avancetab, driftstab og lignende
3.3 Tab som følge af en uautoriseret forsendelse af varer
3.3 Ansattes underslæb
3.4 Netbankindbrud via mobilapplikationer eller tablets, hvis NEMID er gemt på telefonen/tabletten.
3.5 Tab som følge af afpresning (ransomware og lignende).
3.6 Sikredes erstatningsansvar overfor tredjemands tab eller skade.
3.7 Finansielle virksomheder af enhver art.
3.8 Virksomhedens klientkonti.
3.9 Formuetab som følge af uautoriseret adgang (hacking), hvor it-kriminelle får direkte adgang til bankens it- systemer og bruger denne til at skaffe sig adgang til sikredes erhvervskonti.
4. Hvornår dækker forsikringen
4.1 Forsikringen dækker alene formuetab, der er eller burde være konstateret af sikrede i forsikringstiden.
4.2 Formuetab opstået ved netbankindbrud/computervirus eller datasabotage foretaget før forsikringens ikrafttræden er alene dækket, hvis sikrede kan dokumentere, at der på tidspunktet for netbankindbruddet/computervirus eller datasabotage var tegnet forsikring for denne risici i andet selskab. Ophører denne forsikring, dækker forsikringen alene de ellers dækningsberettigede tab, hvis disse anmeldes til Købstædernes Forsikring senest 6 måneder efter forsikringens ophørsdato.
5. Hvor dækker forsikringen
Forsikringen dækker tab uanset hvor i verden netbankindbruddet/computervirus eller datasabotage er begået fra.
6. Forsikringssum og selvrisiko
6.1.1 Forsikringssummen udgør den højeste grænse for Købstædernes Forsikrings forpligtelse overfor sikrede, hvad angår alle tab, der er konstateret inden for et forsikringsår.
6.1.2 Forsikringssummen gælder for alle forsikrede selskaber samlet – og ikke pr. virksomhed/CVR nummer.
6.2 Forsikringssum for netbank
6.2.1 Forsikringssummen fremgår af policen.
6.3 Forsikringssum for computervirus og datasabotage
6.3.1 Uanset hvilken forsikringssum der fremgår af policen, er dækningen for computervirus og datasabotage maksimalt 300.000 Kr. pr. forsikringsbegivenhed og pr. forsikringsår.
6.4 Selvrisiko
Ved enhver skade omfattet af forsikringen gælder der en selvrisiko. Beløbet fremgår af policen. Såfremt tabet ikke overstiger selvrisikobeløbet, deltager Købstædernes Forsikring ikke i behandling af sagen.
7. Sikkerhedsforholdsregler
7.1 Det er en betingelse for forsikringsdækningen:
• at sikredes it-systemer er beskyttet via firewalls og antivirusprogrammer, der løbende og automatisk opdateres
• at sikrede anvender brugeridentifikation og personligt kodeord i sit netværk
• at sikrede ved brug af mobile enheder alene anvender bankens software (applikation) eller platform.
• At sikrede løbende tager sikkerhedskopi (back-up) af data og systemer mindst hver 14 arbejdsdag på en ekstern enhed.
7.2 Sikrede skal desuden efterleve sædvanlige sikkerhedsforholdsregler for ekstern it-kommunikation, herunder de sikkerhedsregler, der er aftalt med bank eller anden finansiel institution med hensyn til elektroniske kontooverførsler.
7.3 Hvis sikkerhedsforholdsreglerne ikke er opfyldt, dækker forsikringen kun i det omfang, sikrede kan dokumentere, at skadens opståen og omfang ikke skyldes tilsidesættelsen.
8. Serieskader
Formuetab, der påføres sikrede som følge af en sammenhængende serie af handlinger eller undladelser omfattet af denne forsikring, og som er forvoldt af samme person/personer anses i forhold til forsikringen som én samlet skade, uanset at forholdet måtte være begået over flere år og uanset, om formuetabet viser sig over flere år.
9. I tilfælde af skade
9.1 Hvis sikrede konstaterer et formuetab, der skyldes eller med rimelig sikkerhed må antages at skyldes et netbankindbrud/computervirus eller datasabotage, eller der er umiddelbar fare for, at et tab vil ske, skal sikrede uden ophold og efter bedste evne forsøge at begrænse tabets omfang.
9.2 Sikrede skal straks kontakte banken og sørge for at spærre for adgangen til netbankaftalen.
9.3 Et tab skal straks anmeldes til Købstædernes Forsikring.
9.4 Udbedring af tab må ikke ske, før Købstædernes Forsikring har godkendt dette. Hvis Købstædernes Forsikring forlanger det, skal sikrede dokumentere de enkelte tab og omkostninger, og sikrede skal efter bedste evne medvirke til opklaring af tyveriet.