Nordic Tankers A/S – generalforsamling 22. april 2010
Nordic Tankers A/S – generalforsamling 22. april 2010
Bilag 2. Overordnede retningslinier for incitamentsaflønning af bestyrelse, direktion og øvrige medarbejdere i Nordic Tankers A/S
I overensstemmelse med selskabslovens § 139 har bestyrelsen for Nordic Tankers A/S udarbejdet nærværende overordnede retningslinier for tildeling af incitamentsaflønning til bestyrelse, direktion og øvrige medarbejdere i Nordic Tankers A/S.
Overordnede retningslinier for incitamentsaflønning af bestyrelse, direktion og øvrige medarbejdere i Nordic Tankers A/S
1. Generelle principper for Nordic Tankers A/S' vederlagspolitik
Det er bestyrelsens holdning, at Nordic Tankers A/S’ (”Nordic Tankers” eller ”Rederiet”) vederlagspolitik skal afspejle Rederiet’s målsætning om at tiltrække og fastholde gode medarbejdere, og dermed sikre langsigtet værdiskabelse for aktionærerne. Nordic Tankers skal derfor, ud over en konkurrencedygtig grundløn, kunne tilbyde en række incitamenter til medarbejderne samt kunne belønne medarbejdere, der gør en særlig indsats. De anvendte incitamenter vil være kontant bonus, aktiebaseret bonus, aktieoptioner/warrants og medarbejderaktier.
De valgte incitamenter skal sikre, at der både på kort og langt sigt skabes interessesammenfald mellem direktionen, medarbejderne og Nordic Tankers’ aktionærer.
Administrationen og tildelingen af incitamenter sker i lyset af formålet med det enkelte instrument og under hensyn til Rederiets resultater, konkurrencemiljøet, markedssituationen, og når det findes relevant, personlig indsats.
Bestyrelsen træffer beslutning om Nordic Tankers' vederlagspolitik. Bestyrelsen udarbejder og reviderer løbende forslag til rammerne for aflønning, herunder incitamenter til direktionen og øvrige medarbejdere. Bestyrelsen påser, at Nordic Tankers’ aflønningspolitik er med til at sikre, at Rederiet kan rekruttere og fastholde kvalificerede medarbejdere i en international branche. Dette er afgørende for at sikre et maksimalt udbytte af Rederiets store løbende investeringer og en optimal ledelse af virksomhedens daglige forretninger.
Incitamentsaflønning kan tildeles til Rederiets direktion samt øvrige medarbejdere. Bestyrelsen modtager ikke incitamentsaflønning.
Incitamentsaflønningen skal ligge inden for de rammer, der anbefales i de af NASDAQ OMX Copenhagen A/S vedtagne anbefalinger for god selskabsledelse, der er gældende på tidspunktet for disse retningslinjers godkendelse.
2. Incitamenter
Bonus omfatter såvel kollektive som individuelle ordninger, og kan udbetales kontant og/eller i form af Bundne Aktier i Nordic Tankers. Bundne Aktier er aktier som reserveres til modtageren ved bonusudbetalingstidspunktet, men først overgår til modtageren efter en periode, og under forudsætning af at modtageren ikke på dette senere tidspunkt har fratrådt sin stilling efter eget ønske eller er blevet opsagt som følge af grov misligholdelse.
Aktieoptioner og warrants er rettigheder til at købe eller tegne aktier i Rederiet. Bestyrelsen forventer at benytte enten optioner eller warrants i de enkelte år, idet valget mellem de to former for aktiebaseret aflønning vil afhænge af Rederiet’s økonomiske situation og de til enhver tid gældende skatteregler. Aktieoptioner og/eller warrants vil blive tildelt revolverende, dvs. at de tildeles periodisk og udløber over en årrække. Hverken optioner eller warrants kan udnyttes i en indledende periode efter tildelingen, den såkaldte Modningsperiode, som i øjeblikket er på to år. Herefter kan rettighederne udnyttes i den efterfølgende periode, den såkaldte Udnyttelsesperiode, som ligeledes i øjeblikket er på to år, forudsat at modtageren ikke ved udløbet af Modningsperioden har opsagt sin stilling efter eget ønske eller er blevet opsagt som følge af grov misligholdelse. Eventuelle ikke udnyttede rettigheder bortfalder ved udløbet af Udnyttelsesperioden. Det er planen at tildele optioner eller warrants til alle Rederiets fastansatte medarbejdere. Omfanget af programmet vil i begyndelsen kunne udgøre op til ti procent af Rederiets aktiekapital, medens det i takt med at Rederiet vokser er tanken at programmet ikke skal udgøre mere end fem procent af Rederiet’s aktiekapital. Udnyttelseskursen beregnes med udgangspunkt i børskursen på tildelingstidspunktet (gennemsnitlig børskurs over en periode på fem bankdage) med tillæg af en årlig forrentning for at sikre at optionerne først har en værdi for modtageren, når aktionærerne er sikret et afkast, men med fradrag af eventuelt udbetalt udbytte i perioden fra tildelingen frem til udnyttelsen. Bestyrelsen har muligheden for senere at kombinere sådanne ”klassiske” optioner/warrants med optioner/warrants hvor udnyttelseskursen tager udgangspunkt i Rederiet’s aktiekurs relativt til en på forhånd defineret gruppe af sammenlignelige selskaber, i stedet for Rederiet’s absolutte aktiekurs.
Medarbejderaktier er aktier som Rederiet vælger at tage fra sin egenbeholdning af Nordic Tankers aktier og tildele medarbejderne vederlagsfrit, inden for den til enhver tid gældende skattelovgivnings regler.
3. Principper for bestyrelsens aflønning
Bestyrelsens medlemmer modtager et fast årligt honorar. Formanden og næstformanden modtager derudover et tillæg. Yderligere kan der i særlige tilfælde udbetales et vederlag for en indsats der ligger ud over hvad der naturligt kan forventes af bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsens samlede honorar oplyses i årsrapporten og honoraret behandles på generalforsamlingen. Honoraret fastsættes efter sammenligning med honorarer i andre internationale rederier og børsnoterede selskaber.
Bestyrelsen modtager i overensstemmelse med afsnit VI i Anbefalinger for god Selskabsledelse af 10. december 2008 ikke incitamentsaflønning.
4. Principper for direktionens aflønning
Direktionens vederlag består af en fast løn, en årlig variabel bonus (der honoreres dels kontant dels ved Bundne Aktier jf. nedenfor), aktieoptioner eller warrants og medarbejderaktier.
Oplysning om og værdien af tildelt incitamentsaflønning til direktionen skal fremgå af Rederiets årsrapport.
a) Fast løn
Den faste løn tilstræbes at være konkurrencedygtig med andre internationale rederier og børsnoterede selskaber, og passende for et selskab af Nordic Tankers’ størrelse. Lønnen vurderes én gang årligt af bestyrelsen og forhandles ordinært ved årsskiftet.
b) Bonus baseret på individuelle aftaler med direktionsmedlemmerne
Bonus honoreres dels kontant dels ved Bundne Aktier jf. nedenfor.
For en eventuel variabel bonus i 2010 gælder følgende: 50% udbetales kontant, jf. nedenfor, medens 25% udbetales i Bundne Aktier, som er bundne ét år fra modtagelsen, og de resterende 25% i Bundne Aktier, som er bundne i to år fra modtagelsen.
Den årlige variable kontante og/eller aktiebaserede bonus reguleres af individuelle bonusaftaler med direktionens medlemmer under hensyn til markedspraksis og konkurrencemiljøet. Individuel bonus kan bestå dels af en resultatbaseret bonus, der måles i forhold til de af ledelsen opstillede budgetter eller andre resultatparametre, og dels af en diskretionær bonus, der udmåles indenfor nogle på forhånd aftalte rammer baseret på det enkelte direktionsmedlems indsats over året som bedømt af bestyrelsen.
Bonus fastlægges og udbetales, når der foreligger et revideret årsregnskab. Den del af den tildelte bonus der er aktiebaseret udbetales i form af Bundne Aktier. Bindingen indebærer, at hvis direktøren fratræder sin stilling efter eget ønske, eller opsiges som følge af grov misligholdelse inden bindingen ophører, fortaber han retten til aktierne, som går tilbage til Rederiet.
Bundne Aktier afdækkes gennem Rederiets beholdning af egne aktier.
Den samlede individuelle bonus (omfattende både kontant bonus og Bundne Aktier) til direktionens medlemmer kan maksimalt udgøre 300% af direktionens faste årlige vederlag.
c) Bonus baseret på kollektive aftaler
Bestyrelsen kan beslutte, at direktionen herudover skal være omfattet af Nordic Tankers’ eventuelle kollektive bonusordning, som beskrevet nedenfor under punkt 5.a). Størrelsen af bonus udbetalt under den kollektive bonusordning fastsættes diskretionært, men kan maksimalt udgøre 50% af direktionens faste årlige vederlag.
Årsrapporten vil indeholde oplysning om direktionens bonus opnået på baggrund af henholdsvis individuelle og kollektive bonusaftaler.
d) Aktieoptioner/warrants
Direktionens medlemmer deltager hvert år i Nordic Tankers’ aktieoptions- eller warrantprogram. Antallet af tildelte optioner/warrants fastsættes i forhold til den enkeltes faste vederlag, indsats og resultater. Direktionens andel af programmet er afhængigt af antallet af deltagere i programmet til enhver tid, hvilket fastsættes af bestyrelsen.
Udstedte aktieoptioner/warrants har en løbetid på fire år, og kan udnyttes efter to år. Direktionen kan pålægges pligt til at geninvestere en andel af en eventuel nettogevinst efter skat fra optioner/warrants i Nordic Tankers aktier som herefter skal ejes et antal år. Ved vedtagelsen af disse retningslinier skal direktionen geninvestere 25% af en eventuel nettogevinst i aktier, som skal beholdes i mindst to år. Både geninvesteringsandelen og åremålet kan løbende ændres af bestyrelsen.
Antallet af tildelte optioner/warrants oplyses i årsrapporten. Optionerne afdækkes gennem Rederiets beholdning af egne aktier, medens warrants afdækkes gennem samtidig beslutning på generalforsamlingen om bemyndigelse af bestyrelsen til udstedelse af warrants og til at forhøje kapitalen med det til disse svarende beløb på udnyttelsestidspunktet.
e) Medarbejderaktier
Endelig deltager direktionen ved eventuelle generelle tildelinger af medarbejderaktier til medarbejderne i overensstemmelse med de til enhver tid gældende skatteregler. Beslutning om disse tildelinger træffes af bestyrelsen under hensyn til Rederiets resultater, markedssituationen og konkurrencemiljøet.
Værdien for det enkelte direktionsmedlem kan maksimalt udgøre den til enhver tid gældende grænse i skattelovgivningen. Årsrapporten indeholder yderligere oplysning om tildelte medarbejderaktier.
5. Incitamentsaflønning for øvrige medarbejdere
a) Bonus
Der oprettes et kollektivt bonusprogram omfattende en pulje indeholdende et af bestyrelsen fastsat beløb udgørende mellem tre og fem procent af Rederiets nettoresultat. Den kollektive bonus tilfalder samtlige ansatte og puljens størrelse fastsættes af bestyrelsen hvert år i forbindelse med godkendelse af årsregnskabet for året før. Ved fastsættelsen tager bestyrelsen hensyn til Rederiets resultater, konkurrencemiljøet og den generelle markedssituation. Værdien af den kollektive bonuspulje vil derfor variere fra år til år. Puljen fordeles blandt medarbejderne efter en nøgle godkendt af bestyrelsen efter indstilling fra direktionen. Direktionens indstilling baseres på input fra de relevante afdelingsansvarlige. Nøglen for hvert år fastlægges og kommunikeres til den enkelte medarbejder i forbindelse med den årlige lønsamtale i det år som bonussen vedrører. Et eventuelt bonusbeløb opgøres i forbindelse med godkendelsen af årsregnskabet og udbetales med første lønudbetaling efter årsregnskabets godkendelse. Udbetalingen kan ske som en kombination af kontanter og Bundne aktier, jfr. ovenfor.
For enkelte nøglemedarbejdere kan der herudover tildeles en individuel bonus. Individuel bonus kan bestå af en resultatbaseret bonus der måles i forhold til de af ledelsen opstillede budgetter eller andre resultatparametre, og/eller af en diskretionær bonus der udmåles indenfor nogle på forhånd aftalte rammer baseret på den enkelte medarbejders indsats over året.
b) Aktieoptioner / warrants
Aktieoptioner eller warrants tildeles efter bestyrelsens beslutning og omfanget af tildelingen både for så vidt angår deltagere og antal optioner/warrants kan variere fra år til år, under hensyntagen til markedet, konkurrencesituationen og individuelle resultater. Aktieoptioner/warrants har en løbetid på fire år, og kan udnyttes efter to år. Visse ledende medarbejdere har pligt til at geninvestere en andel af en eventuel nettogevinst efter skat fra deres optioner/warrants i Nordic Tankers aktier som herefter skal ejes et antal år. Ved vedtagelsen af disse retningslinier skal visse ledende medarbejdere geninvestere 25% af en eventuel nettogevinst i aktier, som skal beholdes i mindst to år. Både geninvesteringsandelen og åremålet kan løbende ændres af bestyrelsen.
Optionerne afdækkes gennem Rederiets beholdning af egne aktier, medens warrants afdækkes gennem samtidig beslutning på generalforsamlingen om bemyndigelse af bestyrelsen til udstedelse af warrants og til at forhøje kapitalen med det til disse svarende beløb på udnyttelsestidspunktet.
c) Medarbejderaktier
Nordic Tankers vil når omstændighederne tilsiger det vederlagsfrit tildele medarbejderne medarbejderaktier inden for den til enhver tid gældende skattelovgivnings rammer. Aktierne tages ud af Nordic Tankers’ egenbeholdning.
6. Offentliggørelse og ikrafttræden
Generalforsamlingens vedtagelse af nærværende overordnede retningslinier for incitamentsaflønning optages i vedtægterne, jf. Selskabslovens § 139.
De overordnede retningslinier vil efter godkendelse på Nordic Tankers’ ordinære generalforsamling den 22. april 2010 hurtigst muligt blive offentliggjort på Nordic Tankers’ hjemmeside (xxx.xxxxxxxxxxxxx.xxx) med angivelse af datoen for generalforsamlingens godkendelse af retningslinierne. Ændrer generalforsamlingen på et senere tidspunkt de overordnede retningslinier, vil de reviderede overordnede retningslinier tilsvarende blive offentliggjort på hjemmesiden.
Konkrete aftaler om incitamentsaflønning for direktionen i overensstemmelse med nærværende overordnede retningslinier kan tidligst indgås dagen efter, at de godkendte overordnede retningslinier er offentliggjort på Nordic Tankers’ hjemmeside.
---oOo---