Der tages forbehold for åbenlyse skrivefejl, misforståelser m.v.)
Resultatpapir
vedrørende Overenskomstfornyelse 2022 mellem Dansk Teater (på vegne af søjle A teatrene) og
Teknisk Landsforbund
(Der tages forbehold for åbenlyse skrivefejl, misforståelser m.v.)
Dansk Teater og Teknisk Landsforbund (TL) har, på baggrund af forhandlinger om fornyelse af parternes to gældende overenskomster for Søjle A teatrene, aftalt følgende:
Parterne er enige om at indstille, at de mellem parterne indgåede overenskomster for henholdsvis teknisk og administrativt personale på teatrene fornys for perioden 01-07-2022 til 30-06-2024 på nedennævnte vilkår.
Hvor intet andet er anført gælder nedenstående forhandlingsresultater for begge overenskomster.
1. Løn og pension
a)
Overenskomsternes skalatrinslønninger følger fortsat i aftaleperioden de gældende skalatrin for tjenestemænd i staten, med tilhørende stedtillægssatser, og vil således i overenskomstperioden blive reguleret som følge af CFU-forligets resultat (herunder skønnet over den særlige reguleringsordning).
b)
Parterne har aftalt følgende lønændringer pr. 1. januar 2023:
Kategori 1 stillinger aflønnes som minimum efter skalatrin 25 Kategori 2 stillinger aflønnes som minimum efter skalatrin 23 Kategori 3 stillinger aflønnes som minimum efter skalatrin 9
c)
Parterne har aftalt, at der med virkning fra 1. januar 2023, indsættes en ny bestemmelse i overenskomsten om en årlig lønsamtale, jfr. Bilag 1.
2. Arbejdstid
Parterne har, med virkning fra 1. januar 2023, aftalt visse ændringer til bestemmelserne om arbejdstid for månedslønnede i teknikeroverenskomstens § 6, stk. 1, 2, 3, 7 og 10, jfr. Bilag 2, og tilsvarende bestemmelser i overenskomsten for administrativt personale.
Ændringerne vedrører:
• Varsel af arbejdstid før kl. 8
• Udkaldstid ved åbning/lukning af teatret
• Ikke-vagtsatte/selvtilrettelæggende medarbejdere
• Håndtering af minustimer
Parterne har endvidere aftalt at de særlige vilkår for medvirken ved flere daglige forestillinger i teknikeroverenskomsten udgår pr. 1. januar 2023. Som konsekvens heraf udgår § 6, stk. 6 om fastsættelse af og honorering ved flere forestillinger og nummereringen af efterfølgende stk. i bestemmelsen konsekvenskorrigeres.
3. Timelønnede og tidsbegrænset ansatte
Parterne har med virkning fra 1. januar 2023, aftalt visse ændringer til bestemmelserne om timelønnede, herunder præcisering af hvilke kategorier, der kan ansættes på timeløn, pension til timelønnede, samt at timelønnede mindst skal indkaldes for 3 timer. Ændringerne fremgår af Bilag 3
Parterne er enige om at der i overenskomstperioden på Teknisk Landsforbunds foranledning optages drøftelse mellem Dansk Teater, Teknisk Landsforbund og overenskomstens pensionsudbyder om mulighederne for løsning af de administrative og økonomiske udfordringer som er forbundet med pensionsindbetalinger til tidsbegrænset ansatte og/eller timelønsansatte i kategori 1 og 2. stillinger.
Kan der ikke findes en eller flere tilfredsstillende løsninger, er parterne enige om, at der i overenskomstperioden kan optages forhandlinger med det formål at finde en løsning på problematikken. Disse forhandlinger må alene vedrøre nævnte problematik.
4. Barsel
Parterne har aftalt i OK-perioden at foretage omkostningsneutrale tilpasninger til den nye barselslov.
5. Turné
Parterne er enige om at der i overenskomsternes Bilag 4 TURNEAFTALE med virkning fra 1. januar 2023 indsættes følgende ændring vedrørende afspadsering:
Til pkt. 4. tilføjes: ”Afspadsering skal tilrettelægges således at den kan foregå ved medarbejderens faste eller midlertidige danske bopæl.”
I pkt. 4.2 ændres fra ”…til og fra hjemmet…” til ”…til og fra medarbejderens faste eller midlertidige danske bopæl…”
Bemærkningen efter pkt. 4.2 ændres til: ”Rejsetid indenfor landets grænser er arbejdstid.”
6. Klausul vedr. CO-produktioner
Parterne er enige om følgende nye bestemmelse til overenskomsten, der skal gælde fra sæson 23/24.
Såfremt to eller flere teatre co-producerer en forestilling, hvor ikke alle teatre er overenskomstdækket, skal det/de teater/teatre, der er dækket af nærværende overenskomst sikre, f.eks. i co-produktions-/samarbejdsaftalen, at ansættelsesvilkårene for de ansatte hos CO- producenten i ansættelsesperioden i Danmark som minimum følger nærværende overenskomsts bestemmelser om minimumsløn og pension.
7. Elever
a) Løn og pension
Med virkning fra 1. januar 2023 gælder for nye uddannelsesaftaler følgende:
Parterne er enige om at § 24 i de to overenskomster om løn til elever, der på datoen for uddannelsens begyndelse er fyldt 21 år ændres således, at stk. 2 udgår og disse elever for så vidt angår fremtidige uddannelsesaftaler aflønnes på samme måde som elever under 21 år.
Stk. 3 bliver ny stk. 2 og så fremdeles.
Samtidig er det aftalt, at der fremadrettet i nye uddannelsesaftaler vil blive indbetalt pension til elever på følgende måde:
Elever får fra den måned, hvor de fylder 18 år ret til 4 % arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag af den aftalte løn. Medarbejderens egetbidrag til pensionsordning udgør 2 % af den aftalte løn.
b) Overarbejde
§ 27, stk. 2 ændres til:
”Elever, der undtagelsesvis deltager i overarbejde, modtager overarbejdsbetaling i form af timeløn med skalatrin 18 samt gældende overarbejdstillæg, eller kan efter ønske fra eleven i stedet afspadseres under forudsætning af at afspadsering ikke går ud over elevens behov for læring i elevtiden”
8. Medarbejdere over pensionsalderen
Parterne er enige om en tilføjelse i overenskomsternes pensionsbestemmelser således, at det pr.
1. januar 2023 er muligt, at medarbejdere, der har opnået folkepensionsalderen, efter aftale i stedet kan få udbetalt pensionsbeløbet som løn.
9. Øvrige aftalepunkter
Psykisk arbejdsmiljø
Parterne er enige om et særligt fokus på arbejdsmængde og tidspres som faktorer, der kan påvirke det psykiske arbejdsmiljø. Parterne vil derfor i overenskomstperioden arbejde på, at arbejdsledere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter får mulighed for at deltage i branchetilpassede kurser om emnet, som kan inspirere det lokale arbejdsmiljøarbejde på teatrene.
Medarbejderudviklingssamtale
Parterne har aftalt at opfordre til, at der afvikles årlige medarbejderudviklingssamtaler (MUS) på teatrene. Det enkelte teater fastlægger selv politikker og retningslinjer for afholdelse af disse samtaler.
10. Afslutning
Nærværende overenskomstfornyelse træder – hvor intet andet er aftalt – i kraft den 1. juli 2022. Overenskomsterne kan af hver af parterne opsiges med 3 måneders varsel til en 1. juli, dog tidligst til den 1. juli 2024.
Aftaler og overenskomster med bilag, kutymer og sædvaner, der ikke positivt er omtalt i ovenstående, og som ikke er opsagt af parterne, er aftalt videreført efter den 30-06-2022, dog med de justeringer og intentioner, der er en konsekvens af de aftalte ændringer.
Spørgsmål om overtrædelse og fortolkning af forhandlingsresultatet afgøres efter de almindelige regler på området.
Der tages forbehold for endelig godkendelse af forhandlingsresultatet hos Teknisk Landsforbunds og Dansk Teaters kompetente forsamlinger.
København, den december 2022
………………………………………… ……………………………………….. Dansk Teater (søjle A teatrene) Teknisk Landsforbund - TL
Dansk Teater/Teknisk Landsforbund OK22 søjle A
Bilag 1 til resultatpapir
Som ny § 3, stk. 4 indsættes følgende:
Årlig lønsamtale
Medarbejdere ansat efter nærværende overenskomst har efter anmodning ret til en årlig lønsamtale. Første gang tidligst et år efter en medarbejders ansættelsesstart.
Ved lønsamtalen kan blandt andet medarbejderens kvalifikationer, arbejdsopgaver den seneste periode, nuværende lønniveau, anciennitet m.m. danne grundlag for samtalen. Eventuelle lønjusteringer får virkning fra måneden efter lønsamtalen, medmindre andet aftales.
Dansk Teater/Teknisk Landsforbund OK22 søjle A
Bilag 2 til resultatpapir
Der foretages følgende ændringer af § 6 om arbejdstid, markeret med kursiv
§ 6. ARBEJDSTID
Stk. 1.
Ved fuldtidsansættelse er den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid 37 timer, som ved ansættelseskontraktens indgåelse fordeles på 5 eller 6 af ugens dage. Ingen arbejdsdag må være kortere end 3 timer.
Arbejdstiden opgøres i perioder på 3 måneder, jfr. stk. 8.
Stk. 2.
Ved arbejdstid forstås: Prøver, forestillinger, turnérejser, rejser i forbindelse med arbejde, opstilling og nedtagning af forestilling, værksteds- og administrativt arbejde, møder og ventetid, samt pauser på 3 timer eller derunder.
Undtaget er dog udkaldstiden i relation til at åbne teatret før og at lukke teatret efter en forestilling/arrangement, arbejdstiden regnes – i begge situationer – fra hjemmet forlades og indtil hjemme igen.
Stk. 3.
Arbejdstidsplaceringen for vagtsatte medarbejdere udenfor tidsrummet 08-17 skal varsles minimum 2 uger i forvejen. Dette gælder dog ikke de sidste 14 prøvedage før første forestilling med publikum (opløb). Ændringer i arbejdstiden (udenfor tidsrummet 08-17) kan i ekstraordinære situationer, eller efter aftale med den enkelte, ske med et kortere varsel.
Stk. 4.
Arbejdstid mellem 24 og 06 betragtes altid som overarbejde.
Stk. 5. Uændret
Arbejdstiden kan højest opdeles i 2 perioder pr. døgn. Hvis arbejdstiden opdeles, således at den ene periode er under 4 timer, skal den samlede daglige arbejdstid være mindst 7,4 timer ved 5 dage pr. uge (og mindst 6,166 timer ved 6 dage pr. uge).
Stk. 6 vedr. tillæg for flere daglige forestillinger udgår og efterfølgende stk. numre konsekvensrettes.
Stk. 7.
Den kvartalsmæssige arbejdstidsnorm er 481 timer.
Bemærkning:
Det forudsættes at den kvartalsmæssige arbejdstid som udgangspunkt fordeles over hele perioden, dog således at arbejdstiden de enkelte uger/måneder kan variere.
Bemærkning:
Antallet af arbejdsdage beregnes som antallet af kalenderdage fratrukket fridage og eventuelle søgnehelligdage, dvs. helligdage, der falder på andre ugedage end søndag. Såfremt medarbejderen selv planlægger arbejdstiden, jf ansættelseskontrakten, kan eventuelle minustimer overføres til anden normperiode. Såfremt der sker væsentlige ændringer i sæsonplanen, fx aflysning af hele produktioner, skal der indgås særskilt individuel (skriftlig) aftale om i hvilket omfang der skal ske overførsel af minustimer .
Såfremt arbejdstiden er fastsat og planlagt af ledelsen, kan op til 37 minustimer overføres til næste normperiode. Minustimer kan dog ikke modregnes i lønnen i forbindelse med fratræden.
Ved minustimer forstås ikke-udførte arbejdstimer under den kvartalsmæssige arbejdstidsnorm.
Definition på selvtilrettelæggere:
Medarbejdere, som i henhold til deres ansættelseskontrakt, ud fra den givne sæsonplan, selvstændigt tilrettelægger eget arbejde.
Eksempel: Normperiode 3 måneder (1. april 2019 – 30. juni 2019)
Kalenderdage: 91
Fridage (fx lørdag og søndag): 26
Overenskomstbestemte fridage (skærtorsdag, langfredag, 2. påskedag, St. bededag, (1. maj), Xxxxxx Xxxxxxxxxxxxxx, (Grundlovsdag) og 2. pinsedag): 8
Arbejdsdage: 91 – 34 (periodens fridage + 8 søgnehelligdage) = 57
Fuldtid: 57 x 7,4 timer = 421,8 timer
Stk. 8. (uændret)
Arbejdet opgøres i perioder på hver 3 måneder (kvartalsnorm). Fastlæggelse af perioderne besluttes af det enkelte teater og oplyses til medarbejderne.
Såfremt arbejdet i en 3-måneders periode overstiger 481 timer betragtes de overskydende timer som overarbejde og tillægges 50 %.
Stk. 9. (uændret)
Overarbejde skal så vidt muligt undgås. Overarbejde søges godtgjort med frihed (afspadsering) inden sæsonens udgang eller ved kontraktudløb. Dog kan overarbejde afvikles inden 1. september i den efterfølgende sæson, såfremt timerne afvikles i en samlet blok eller efter aftale med medarbejderen. Såfremt afspadsering ikke kan finde sted, honoreres overarbejdet pr. arbejdstime med 1/1924 af den pågældendes nettoårsløn tillagt 50%.
Stk. 10.
For ansatte i kategori 1 og 2, der som minimum aflønnes svarende til skalatrin 26 kan det mellem teatret og medarbejderen aftales, at overarbejde afspadseres i forholdet 1:1.
Hvis der i løbet af sæsonen sker væsentlige ændringer i sæsonplanen, skal der for denne type ansættelser indgås særskilt aftale (skriftligt) mellem medarbejder og leder om mulig særlig honorering og/eller afspadsering af eventuelt ekstra arbejde, der er forbundet med de væsentlige ændringer.
Stk. 11.
Tekniske medarbejdere med personaleansvar (ansættelse/afskedigelse), økonomiansvar eller lignende ledende funktioner, kan ansættes på kontrakt uden øverste arbejdstid og dermed undtages fra overenskomsternes bestemmelser vedrørende arbejdstid.
Stk. 12.
Der kan, mellem teatrets ledelse og tillidsrepræsentanten/eller den lokale afdeling af TL, indgås aftaler der fraviger eller supplerer bestemmelserne om arbejdstid i denne overenskomst. Lokalaftaler kan opsiges til bortfald med et varsel på 3 måneder. Efter udløbet af en lokalaftale gælder bestemmelserne i nærværende overenskomst.
Stk. 13.
Der kan indgås aftale om, at medarbejdere skal stå til rådighed uden for normal arbejdstid. Betaling for rådighed (bagvagt) honoreres med 1 time (pr. dags rådighedsvagt) plus faktisk arbejde, dog minimum 30 minutter ved telefonisk konsultation. Ved fysisk fremmøde på arbejdspladsen honoreres medarbejderen med det faktiske timeforbrug, dog minimum 4 timer.
Stk. 14.
Telefonisk konsultation uden for arbejdstiden aflønnes med det faktiske arbejdstidsforbrug plus 50 %, dog minimum for 30 minutter. Medarbejderen er
ikke forpligtet til at stå til rådighed for opkald, hvis der ikke er indgået aftale om rådighedsvagt.
Dansk Teater/Teknisk Landsforbund OK22 søjle A
BILAG 3 til resultatpapir
vedrører begge overenskomster
Aftale om timelønnede – ny tekst til § 17
§17. LØN
Stk. 1.
Der kan ansættes på timeløn på følgende vilkår.
Stk. 2.
Ved timelønsansættelse af kortere varighed end 7 dage beregnes timelønnen som 1/140 af månedslønnen
Stk. 3.
Ved timelønsansættelse af mellem 7 og 31 dages varighed beregnes timelønnen som 1/145 af månedslønnen
Stk. 4.
Ved timelønsansættelse med max. 9 timer pr. uge i mere end 1 måned beregnes timelønnen som 1/160,3 af månedslønnen.
Stk. 5.
Der ydes ikke pension til timelønsansatte i kategori 3. Der ydes pension til timelønsansatte i kategori 1 og 2.
§ 18. ARBEJDSTID
Stk. 1.
Timelønnede skal mindst indkaldes for 3 timer.
Stk. 2.
Dagsnormen er 7,4 timer, arbejde udover dagsnormen er overarbejde og tillægges 50 %. I øvrigt henvises til bestemmelserne i § 7. Overarbejde udbetales senest i måneden efter optjening.”
Ovenstående er aftalt som forsøgsordning i de kommende to overenskomstperioder. Der foretages en evaluering i forbindelse med udløbet af 2. overenskomstperiode. Parterne mødes primo 2023 for at aftale hvilke data, der skal indhentes med henblik på evalueringen.