SUSPENSIONSAFTALE
SUSPENSIONSAFTALE
Der er d.d. mellem
Haderslev Kommune Xxxxxxxxxx 00
6100 Haderslev
Xxx.xx. 29189757
og
Provas-Haderslev Spildevand A/S (herefter kaldet Provas) Xxxxxxxxxxxx 00
6100 Haderslev
Xxx.xx. 32882277
Indgået følgende suspensionsaftale.
1. Indledning og baggrund
I henhold til spildevandsbetalingsloven skal kommunerne årligt betale et vejbidrag til deres spildevandsselskaber for selskabernes håndtering af det regnvand, som afledes fra kommune veje og private fællesveje til kloakkerne. Vejbidraget fastsættes frem til og med 2011 af kommunen og fra 2012 og frem af spildevandsselskabet og kan højst udgøre 8 % af spildevandsselskabets anlægsomkostninger.
Efter lov om kommuners afståelse af vandforsyninger og spildevandsforsyninger (stoploven) skal kommunen til Forsyningssekretariatet årligt indberette eventuelle udlodninger mv. (såkaldte rådighedsbeløb), som kommunen har modtaget fra et kommunalt ejet vandselskab.
Forsyningssekretariatet indberetter et eventuelt rådighedsbeløb til Økonomi- og Indenrigsministeriet, der herefter modregner beløbet i kommunens bloktilskud.
Forsyningssekretariatet har i 2012 for alle kommuner truffet afgørelse om godkendelse af de kommunale rådighedsbeløb for perioden 2007-2010. I hovedparten af sagerne har Forsyningssekretariatet afvist at godkende det af kommunerne indberettede rådighedsbeløb på
0 kr. på baggrund af det af kommunerne fastsatte vejbidrag, og har opgjort et rådighedsbeløb efter reglerne i stoploven.
Forsyningssekretariatet har endvidere i 2013 for alle kommuner truffet afgørelse om godkendelse af de kommunale rådighedsbeløb for 2011. I en del af sagerne har Forsyningssekretariatet afvist at
godkende det af kommunerne indberettede rådighedsbeløb på 0 kr. på baggrund af det af kommunerne fastsatte vejbidrag og har opgjort et rådighedsbeløb efter reglerne i stoploven.
Som følge af Forsyningssekretariatets afgørelser har den enkelte kommune været nødt til at efterbetale differencebeløbet til spildevandsselskabet, eller også er kommunen blevet modregnet i sit bloktilskud.
Højesteret har den 5. februar 2016 truffet en afgørelse i en ”prøvesag” (sag 49/2015) anlagt mellem Slagelse Kommune og Forsyningssekretariatet vedrørende Forsyningssekretariatets kompetence og hjemmelsgrundlag efter stoploven, herunder navnlig sekretariatets adgang til at efterprøve kommunernes skønsudøvelse i forbindelse med fastsættelsen af vejbidrag.
I afgørelsen fra Højesteret fastslås, at Forsyningssekretariatet ikke har haft hjemmel til at prøve kommunernes skønsudøvelse. Hvorfor Haderslev Kommune har fremsat et krav om tilbagebetaling, at de for meget betalte vejbidrag i perioden 2008 – 2014.
Idet der ikke er endelig afklaring af, hvor stor en del af beløbet Provas er forpligtet til at tilbagebetale, har Haderslev Kommune og Provas aftalt at indgå nærværende suspensionsaftale, for herved i fællesskab at finde afklaring herpå uden at ikke allerede forældede tilbagebetalingskrav forældes.
2. Suspension
Enhver løbende forældelse, passivitet mv. af Haderslev Kommunes tilbagebetalingskrav som følge af Forsyningssekretariatets afgørelser om rådighedsbeløb for perioden 2007 – 2011, samt de heraf afledte betalinger af vejbidrag for årene 2012 – 2014 samt Højesterets afgørelse af 5. februar 2016 suspenderes hermed indtil videre.
Samtidig suspenderes forældelsen af samtlige krav omfattet af ”Aftale om Provas forpligtelse til/Haderslev Kommunes krav på tilbagebetaling af vejbidrag for perioden 2007 – 2014 og Provas ret til tilbagesøgning.” Hvortil nærværende suspensionsaftale udgør bilag 1.
Suspensionen gælder ikke for så vidt angår forældelse, virkning af passivitet mv., der allerede måtte være indtrådt ved indgåelsen af nærværende aftale.
3. Varighed
Nærværende suspensionsaftale bortfalder 66 måneder efter begge parter har underskrevet denne.
4. Bortfald
Ved underskrivelse af nærværende aftale bortfalder Suspensionsaftale underskrevet af Provas den
8. december 2016 og af Haderslev Kommune den 14. december 2016, og nærværende aftale erstatter den tidligere suspensionsaftale. Ingen krav forældes ved overgangen fra den bortfaldne aftale til nærværende aftale.
Xxxxxxxxx, den 2017 Haderslev, den 2017
For Haderslev Kommune For Provas
Xxxxx Xxxxxx / Xxxx X. Xxxxxxxx