Bilag 3. Aftale om hviletid og fridøgn
Bilag 3. Aftale om hviletid og fridøgn
Ved arbejdets tilrettelæggelse skal bestemmelserne i Arbejdsmiljøloven samt gældende bekendtgørelser om hvileperioder og fridøgn iagttages i det omfang, der ikke er sket fravigelser ved nærværende aftale, eller ved andre aftaler og særlige dispensationer.
Denne aftale er indgået i henhold til kapitel 5 i Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 324 af 23. maj 2002 om hvileperioder og fridøgn.
Aftalens formål er at sikre, at Arbejdsmiljølovens intentioner efterleves, og at DRs særlige produktionsvilkår samtidig imødekommes.
Parterne er enige om, at spørgsmål om fravigelser fra Arbejdsmiljølovens og bekendtgørelsen så vidt muligt skal løses i de enkelte enheder inden for de rammer, som fastsættes i det følgende.
Parterne gør opmærksom på vejledning vedrørende hviletid, fridøgn og brug af tilsynsbog, der kan læses på DRinde.
Indgåelse af aftale
Hvis hvileperioden/det ugentlige fridøgn skal fraviges med hjemmel i nærværende aftale, skal der indgås en skriftlig aftale mellem ledelsen og tillidsrepræsentanten/organisationen. Aftalen skal registreres i tilsynsbogen.
1. Hvileperiode (bekendtgørelsens kap. 5, § 19, stk. 1).
Definitioner mv.:
En hvileperiode skal være på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer.
Hvileperioden kan i begrænset omfang aftales reduceret eller nedsat i følgende omfang:
• Maks. en gang om ugen kan hvileperioden nedsættes helt ned til 8 timer
• To eller flere gange om ugen - dog ikke hver dag - kan hvileperioden nedsættes mindre omfang
En uge forstås normalt som en arbejdsperiode på 6 døgn samt et fridøgn, se i øvrigt pkt. 2
Hvis hvileperioden nedsættes eller reduceres, skal en af følgende to betingelser være opfyldt:
• Pludseligt opståede situationer:
I tilfælde, hvor en uforudset begivenhed får indflydelse på programindhold, sendetid eller produktion. En pludselig opstået situation - uforudset begivenhed - kan ifølge sagens natur ikke være baseret på uhensigtsmæssig planlægning.
Der skal i sådanne situationer, med støtte fra berørte medarbejdergruppers lokale tillidsrepræsentanter, omgående tages skridt til en normalisering af arbejdsforholdene, hvis situationen kan skønnes at påvirke hvileperioderne ud over det følgende arbejdsdøgn. Hændelsen skal efterfølgende registreres i tilsynsbogen
• Planlæggelige situationer:
Parterne er enige om, at nødvendige fravigelser begrundet i program- eller produktionsmæssige eller tilsvarende forhold, der forudses ved tjenestens tilrettelæggelse, drøftes mellem den/de lokale tillidsrepræsentanter og enheden med henblik på aftaler.
2. Fridøgn (bekendtgørelsens kap. 5, § 20)
Definition mv.:
Inden for hver periode på 7 døgn skal der være et fridøgn på 24 timer, som så vidt muligt skal falde på en søndag. Fridøgnet skal ligge i umiddelbar tilslutning til en daglig hvileperiode, og skal derfor være af mindst 35 timers varighed, med mindre der er sket nedsættelse af hvileperioden mellem 2 arbejdsperioder.
Hvis det af program- eller produktionsmæssige eller tilsvarende forhold er nødvendigt, kan det ugentlige fridøgn aftales omlagt sådan, at der kan gå op til 12 døgn mellem 2 fridøgn.
Ved omlægninger der medfører arbejdsperioder på mere end 6 døgn, skal der placeres en fridøgnsperiode umiddelbart efter. Fridøgnsperioden skal være på 2 døgn samt en hvileperiode på min. 11 timer, med mindre hvileperioden er nedsat iht. pkt. 1.
3. Kompenserende hvileperiode eller fridøgn
Der skal ydes tilsvarende kompenserende hvileperiode/fridøgn, når der er sket fravigelser. Hvor forholdene undtagelsesvist er af en sådan art, at det ikke er muligt at yde kompenserende hvileperiode eller fridøgn, skal der ydes passende beskyttelse. Passende beskyttelse kan fx være pause, mindre belastende funktion, o. lign.
4. Behandling af særlige problemer.
Parterne er enige om, at evt. uoverensstemmelser forsøges løst lokalt.
Ved tilbagevendende overtrædelser af aftalen, der tilsidesætter et sikkert og sundt arbejdsmiljø, kan parterne i udvalget enten i fællesskab eller hver side for sig indstille at problemstillingerne drøftes på førstkommende HSU.
Herefter kan de lokale parter inddrage overenskomstens parter.
5. Opsigelse
Nærværende aftale har virkning fra det tidspunkt, hvorom der opnås enighed ved overenskomstens indgåelse. Aftalen kan opsiges af hver af parterne med 3 måneders varsel til terminer, svarende til de for overenskomsten gældende, dvs. med 3 måneders varsel til en 1. juni. Dog tidligst til 1. juni 2020
Aftaleparterne har en gensidig forpligtelse til at overholde rammeaftalen for hviletid og fridøgn.
For at understøtte dette iværksættes i overenskomstperioden følgende tiltag:
LOKALT
• Der er enighed om væsentligheden af at sikre en stærk lokal forankring af arbejdet med overholdelse af rammeaftalen. Intentionerne i aftalen bør drøftes som en naturlig del af det lokale samarbejde mellem den lokale ledelse og områdets tillidsrepræsentanter. Den lokale tillidsrepræsentant skal have den nødvendige tid til nedenstående opgaver, jf. overenskomstens bestemmelse herom.
• I de områder, hvor der ikke er en lokal tillidsrepræsentant for den enkelte organisation, forpligter forbundene sig til så vidt muligt at anvende en tillidsrepræsentant fra samme direktørområde.
• Den lokale tillidsrepræsentant er forpligtet til at bringe overskridelser til lokal ledelses kendskab.
• Den lokale tillidsrepræsentant og leder har en gensidig forpligtelse til at gennemgå tilsynsbogen mindst 2 x årligt som forberedelse til drøftelse på LSU og herefter sammen forsøge at finde løsninger med henblik på at sikre rammeaftalens overholdelse.
UDVALG om Hviletid og fridøgn.
FORMÅLSBESKRIVELSE
Udvalget primære formål er, at sikre at rammeaftalen om hviletid og fridøgn efterleves.
Udvalgets opgaver
Udvalget skal arbejde for at øge kendskabet til intentionerne i arbejdsmiljøloven omkring hviletid og fridøgn.
Udvalget mødes hvert kvartal. Orientering om udvalgets arbejde sker minimum en gang årligt på HSU og HAMU. Der informeres om udvalgets arbejde to gange årligt på lokale LSU møder i henholdsvis 1. og 3. kvartal.
Udvalget afholder i slutningen af året en evaluering af årets indsatsplan og mål samt udarbejder på baggrund af drøftelsen en indsatsplan for det kommende år. Den nye Indsatsplan skal godkendes på det første møde i det nye år.
Fokusområder for udvalget i 2017 - 2020
• Konstituere udvalget
• Udarbejdelse af forretningsorden
• Udarbejdelse af årlig indsatsplan (første gang for 2018)
• Undersøge mulighed for udarbejdelse af rapporteringsskabelon
• Sikre at informationsmateriale er tilgængeligt for DRs medarbejdere
• Fastholde fokus på anvendelse af tilsynsbogen
• Arbejde med tilsynsbogens brugervenlighed
• Forbedring af tilsynsbogens datakvalitet
Endvidere skal hvert direktørområde i samarbejde mellem A og B side udarbejde en beskrivelse af deres organisering omkring aftalen, så der er klarhed over hvem, der kan søge og give dispensation jf. aftalen.
På hvert møde skal følgende være en del af dagsorden.
Sidste kvartal (fokus bagud)
• Omfanget af ansøgning om dispensation i sidste kvartal fordelt på direktørområder
• Særlige opmærksomhedspunkter herunder:
− tilbagevendende problemstillinger i forbindelse med overtrædelse af aftalen
− status på indsatsområder (både lokale og centrale indsatser)
Det kommende kvartal (fokus fremad)
• Særlige opmærksomhedspunkter herunder:
- Kommende begivenheder
- Evt. igangsættelse af nye indsatser (både lokale og centrale indsatser)
udvalgets sammensætning
Udvalget skal bestå af ledelsesrepræsentanter fra alle DR´s direktørområder og repræsentanter fra de faglige organisationer, hvor brugen af aftalen er mest udbredt. Endvidere skal formanden og næstformanden fra HAMU deltage.
Udvalget skal konstitueres inden d. 31. september 2017.
Der afholdes et årligt statusmøde mellem DR og Forbundene. Mødet afholdes i andet kvartal og indkaldes af KUV formanden. Dagsorden til mødet skal være aftalt mellem DR og forbundene senest 3 ugers før mødet. Efter mødet skal der fremsendes et referat til godkendelse af alle mødedeltagere.
øvrige aktiviteter
Som et element i indsatsplanen drøfter udvalget eventuelle behov for at tilbyde uddannelse til tilrettelæggere, planlæggere, tillidsrepræsentanter, ledere og evt. arbejdsmiljørepræsentanter.
Kursets overordnede tema og indhold godkendes af udvalget.