Har din forening styr på forsikringerne
Har din forening styr på forsikringerne
Fælles forsikringer
Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI har i forsikringsselskabet Tryg tegnet 5 fælles (kollektive) forsikringer, som din forening, via medlemskabet af DIF og/eller DGI, automatisk er dækket af.
De 5 forsikringer er:
1 En lovpligtig og en frivillig arbejdsskadeforsikring. Den lovpligtige del dækker, hvis f.eks. en af foreningens lønnede eller ulønnede trænere kommer til skade under udførelsen af trænerjobbet. Den frivillige del dækker, hvis en af foreningens frivillige ledere kommer til skade, mens han/hun virker for foreningen.
2 En ansvarsforsikring, som dækker det erstatningsansvar, som din forening kan pådrage sig i forbindelse med sin virksomhed.
3 En idrætsrejseforsikring, som dækker foreningens medlemmer, instruktører og ledere på foreningsrejser til udlandet.
4 En retshjælpsforsikring, som dækker foreningens omkostninger i forbindelse med en retssag.
5 Psykologisk krisehjælp, som dækker, hvis personer i eller omkring foreningen involveres i en alvorlig hændelse – f.eks. et ulykkestilfælde.
Hvis din forening har tegnet en eller flere af ovennævnte forsikringer, så er den dobbeltforsikret, og det er spild af foreningens penge! I bør derfor opsige sådanne forsikringer, hvis det er tilfældet.
Læs mere om de enkelte forsikringer på xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx
Andre forsikringer som din forening måske har brug for
DIF og DGI har indgået en fordelagtig aftale med Tryg om at dække de særlige forsikringsbehov, den enkelte forening har.
De forsikringer, som ikke er omfattet af den kollektive aftale (fælles forsikringer), har hver forening selv ansvaret for at tegne.
Foreningens egne forsikringer kan eksempelvis være:
Løsøreforsikring Bygningsforsikring Transportforsikring Motorkøretøjsforsikring Idrætsulykkesforsikring Bestyrelsesansvar
Læs mere om de enkelte forsikringer på xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx
Eksempel:
Løsøreforsikring
En løsøreforsikring dækker foreningens ejendele. Det kan være sportsrekvisitter, vaskemaskiner, tørretumblere, inventar, selvbetjente automater, computere,
fjernsyn eller musikanlæg
Opbevarer din forening disse ting på forskellige adresser, f.eks. i klubhuset, på idrætsanlægget/stadion, på en skole eller hjemme hos bestyrelsen eller andre personer, bør forsikringen udvides til at omfatte disse adresser.
Tryg kan som noget SÆRLIGT tilbyde at forsikre udendørs lysanlæg, lydanlæg og resultattavler bandereklamer m.m.
Løsøreforsikringen bør dække foreningens ejendele ved brand, tyveri og vandskade. Det er desuden muligt at tegne særlige forsikringer for EDB-udstyr, køle- og dybfrostvarer og selvbetjente automater med indhold.
Eksempel:
Forsikring ved idrætsrejse
Forsikringen dækker individuelle idrætsudøvere og hold, lønnede og ulønnede trænere og instruktører, andre ansatte, frivillige ledere og dommere under rejser og ophold i udlandet, når de sikrede personer er udsendt af en forening eller forbund på en idrætsrejse.
For at en idrætsrejse er omfattet af den fælles, kollektive idrætsrejseforsikring gælder generelt følgende:
• Hvis der foreligger en ”invitation” til arrangementet mv. i udlandet, skal den som udgangspunkt være adresseret til foreningen eller forbund.
• Hovedformålet med rejsen skal være af idrætslig karakter. Det betyder, at hovedformålet f.eks. ikke må være af studiemæssig karakter.
• Når der er tale om forenings-/forbundstur, skal tilmelding til turen være sket til/ igennem foreningen/forbundet.
• Ved rejser, hvor en person rejser alene (f.eks. en eliteudøver i forbindelse med træningsophold, konkurrencedeltagelse eller lign. eller idrætsleder, som skal til et møde i udlandet) skal den rejsende repræsentere sit forbund eller forening for at være omfattet af den kollektive idrætsrejseforsikring.
• Ligeledes er individuelle udøvere, der er medlem af en forening under DGI eller DIF, omfattet af idrættens rejseforsikring, når sådanne personer deltager i træning mv. i udlandet, hvor der er tale om træning organiseret af et forbund eller en forening, og hvor udøveren er udtaget/udsendt til det pågældende træningsophold af forbundet eller en forening.
• Forening eller forbund har eventuelt arrangeret rejsen til udlandet og/eller betalt eller ydet tilskud til rejsen.
• Udrejse skal være sket fra Danmark. I særlige tilfælde kan der dog dispenseres fra dette krav. Kontakt Tryg eller DIF for at høre nærmere.
• Rejsens varighed må ikke overstige 6 måneder. Bemærk!
Rejser til træningsophold mv. i udlandet på idrætsudøverens helt eget (private) initiativ uden udøverens forenings/forbunds involvering – jf. ovenfor – er ikke omfattet af den fælles idrætsrejseforsikring. Når der er tale om holdsport, vil det normalt ikke være svært at afgøre, hvornår der er tale om en idrætsrejse i en forening eller i et forbunds interesse/navn. I forhold individuelle idrætter/udøvere kan det være noget vanskeligere at afgøre dette.