AFTALE
Mellem
Københavns Kommune (herefter kaldet Kommunen)
og
Foreningen Corona La Balance Xxxxxxxxxxx 0, 0000 Xxxxxxxxx X. Tlf. 00 00 00 00
CVR 00 00 00 00
(herefter kaldet teatret)
er indgået følgende
AFTALE
om teatervirksomhed i Københavns Kommune.
Aftalen dækker teatrets drift af Corona La Balance, Xxxxxxxxxxx 0, 0000 Xxxxxxxxx Ø i perioden 01.07.2009 – 31.12.2012.
§ 1.
Teatrets formål og profil
Formål
Teatret producerer og præsenterer professionel scenekunst for børn og unge gennem både egne produktioner og projekter og gennem gæstespil og gæstende projekter fra andre danske og udenlandske teatre.
Som udgangspunkt præsenteres aktiviteterne i teatrets lokaler på Xxxxxxxxxxx 0 (det tidligere Røde Kro Teater), men også andre spillesteder kan komme på tale.
Hvert år producerer teatret mindst én egen produktion og præsenterer mindst to gæstespil.
Desuden ønsker teatret – så vidt midlerne tillader det – at initiere, udvikle og støtte aktiviteter der over en bred front styrker og udvikler scenekunst for børn og unge, f.eks. gennem workshops, laboratorier, samarbejdsprojekter, men også gennem
festivaler og andre kunst relaterede aktiviteter og særlige arrangementer.
Teatret ønsker i sin første aftaleperiode at opbygge et publikumsgrundlag ved at knytte det københavnske og især det amagerkanske publikum til sig og håber således at kunne komme til at spille en aktiv og synlig rolle i byens og kvarterets kunst- og kulturliv. Teatret ønsker desuden at søge samarbejde med de andre kulturelle aktører i Amager Kulturpunkt.
Profil
Teatret vil med sine aktiviteter afspejle, kommentere, provokere og transcendere en moderne storbys ambitioner og udfordringer.
Teatret ønsker med sine forestillinger og projekter at give børn, unge og voksne en sanselig, følelsesmæssig og intellektuel bevægende og udfordrende oplevelse.
Teatret stræber efter høj kvalitet i alle teatrets virkemidler og søger løbende efter fornyelse i stil, form og dramaturgi.
Teatret har en bred opfattelse af hvad scenekunst for børn og unge kan være og ønsker at arbejde såvel med tekstbaseret teater, som med danseteater, mime, musikteater, bearbejdelser af klassikere, temaforestillinger eller helt nye forestillingskoncepter.
Teatret vil målrette sine forestillinger, gæstespil og andre aktiviteter mod en bred vifte af aldersgrupper, men med hovedvægt på skolebørn fra 5 til 9 år, større børn fra 9 til 13 år og unge fra 13 til 18 år, samt familier.
§ 2.
Vedtægter
Vedtægterne for teatret, herunder eventuelle ændringer heraf, skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen, jf. teaterlovens § 30.
§ 3.
Teatrets ledelse.
Ansættelse af kunstnerisk ledelse samt vilkårene for en sådan ansættelse skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen, jf. teaterlovens § 31, stk. 1.
Der må ikke uden kulturministerens godkendelse gøres indskrænkninger i teaterledelsens ret til frit og uafhængigt at træffe bestemmelse om repertoire,
engagement og øvrige kunstneriske spørgsmål, jf. teaterlovens § 31, stk. 2.
§ 4.
Virksomhedsplan og budget.
Ved sæson forstås i denne aftale perioden 1. juli til 30. juni.
Forud for hver sæson udarbejder teatret et budget, der skal være i overensstemmelse med Teaterrådets/Kunststyrelsens til enhver tid gældende regnskabsvejledning med tilhørende budget og regnskabsmodel. Da tilskuddet er fastsat kalenderårvis, forudsætter dette, at aktiviteter, indtægter og udgifter i videst muligt omfang er opdelt på de to delperioder 1-7 til 31-12 og 1-1 til 30-6. Budgettet skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Teatret udarbejder forud for hver sæson en plan over sæsonens forestillinger, herunder i givet fald fordelingen mellem egenproduktioner, co-produktioner og gæstespil (virksomhedsplan).
Virksomhedsplanen skal herudover indeholde oplysninger om overvejelser vedrørende den fremtidige drift, visioner, målsætning m.v. Virksomhedsplanen for den første sæson – skal indeholde en redegørelse for teatrets udviklingsmål i aftaleperioden.
Virksomhedsplanen skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Kommunen ser ved godkendelsen på, om nærværende aftale er overholdt, herunder om det i § 5 angivne antal forestillinger og opførelser i kommunen er opfyldt. Godkendelsen omfatter derimod ikke teatrets kunstneriske og repertoiremæssige valg, jf. teaterlovens regler herom. Aktivitetsniveauet i en godkendt virksomhedsplan kan ikke ændres væsentligt uden forudgående aftale med Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Budget og virksomhedsplan skal være kommunen i hænde senest den 1. april i den forudgående sæson.
Teatret skal hvert halve år skriftligt indberette hvilke produktioner og gæstespil teatret har opført det pågældende halve år, samt antallet af forestillinger, solgte billetter og belægningsprocenter. Indberetning for perioden 1-1 til 30- 6 skal ske senest 10. juli samme år og for perioden 1-7 til 31-12 senest 10. januar året efter.
§ 5.
Tilskud og aktivitet
Tilskuddet i andet halvår af 2009 udgør kr. 900.000 kr. (2008-niveau). Dette tilskud er til dels et etableringstilskud, og kravet om antal opførelser årligt gælder derfor ikke for andet halvår af 2009.
Tilskuddet i 2010, 2011 og 2012 udgør kr. 3.000.000 (2008- niveau).
Teatrets udgifter til husleje til lokaler og bygninger, som teatret disponerer over, udgør ved aftalens indgåelse årligt kr. 412.000 eksklusive udgifter til lokale- og bygningsdrift, herunder lys, varme og rengøring. Huslejeudgifterne må på intet tidspunkt finansieres med mere end 15 % af driftstilskuddet, hvorfor huslejestigninger som rækker udover dette beløb, udelukkende kan finansieres gennem egenindtægter.
Hvert år producerer teatret mindst én egen produktion og præsenterer mindst to gæstespil.
Desuden ønsker teatret – så vidt midlerne tillader det – at initiere, udvikle og støtte aktiviteter der over en bred front styrker og udvikler scenekunst for børn og unge, f.eks. gennem workshops, laboratorier, samarbejdsprojekter, men også gennem festivaler og andre kunst relaterede aktiviteter og særlige arrangementer.
Teatret forventer at tilbyde per sæson mindst 100 spilledage med aktiviteter åbne for publikummet. Teatret forsøger gradvis at lade antallet af spilledage stige til 125 i den første aftaleperiodes sidste år.
Tilskuddet udbetales i 4 rater, 35 % af det årlige tilskud udbetales 1. januar, 15 % 1. april, 35 % 1. juli og 15 % 1. oktober medmindre et af teatret udarbejdet og af Kultur- og Fritidsforvaltningen godkendt likviditetsbudget viser, at en anden udbetalingsmåde er nødvendig. Det er medmindre anden særskilt aftale foreligger, en forudsætning for udbetaling af tilskuddet, at virksomhedsplaner, budgetter og regnskaber er indsendt rettidigt, samt at aftalens vilkår i øvrigt er overholdt.
Københavns Kommunes andel af tilskuddet (ca. 55%) vil i aftaleperioden blive reguleret med den kommunale opregningsprocent.
Den del af Kulturministeriets tilskud, som er bevilget over finansloven (ca. 42%), vil som udgangspunkt blive reguleret med Finansministeriets opregningsprocent.
Den del af Kulturministeriets andel af tilskuddet, som hidrører fra tipsmidlerne (3%)
vil ikke blive reguleret i perioden.
Der tages forbehold for, at der kan gennemføres generelle – som regel procentuelle – besparelser i tilskuddet fra Kulturministeriet, hvilket vil medføre en tilsvarende reduktion i tilskuddet til teatret.
Såvel finanslovbevillingen og tipstilskuddet forudsætter Folketingets tilslutning.
§ 6.
Regnskab og revision
Der aflægges et samlet regnskab for foreningen Corona La Balance XXX.xx. 28 91 04 60.
Regnskabsperioden er 1. juli til 30. juni. Da tilskuddet er fastsat kalenderårvis, forudsætter dette, som omtalt i § 4, at aktiviteter, indtægter og udgifter i videst muligt omfang er opdelt på de to delperioder 1-7 til 31-12 og 1-1 til 30-6.
Regnskabet skal udarbejdes i overensstemmelse med Teaterrådets/Kunststyrelsens til enhver tid gældende regnskabsvejledning med tilhørende budget- og regnskabsmodel.
Et eventuelt overskud eller underskud kan overføres fra det ene regnskabsår til det andet i denne aftales løbetid samt ved overgang til ny tilsvarende aftale. Teatret kan dog ikke træde ud af aftaleforholdet med kommunen med en positiv egenkapital, der er oparbejdet i denne eller tidligere aftaleperiode, uanset årsagen til aftalens ophør.
Teatret skal på denne baggrund inden 3 måneder efter aftalens ophør indsende et revideret regnskab til kommunen for tiden fra begyndelsen af regnskabsperioden og indtil ophørsdagen udarbejdet i overensstemmelse med Teaterrådets/Kunststyrelsens til enhver tid gældende regnskabsvejledning med tilhørende budget- og regnskabsmodel. Såfremt regnskabet udviser en i denne og foregående aftaleperioder oparbejdet, positiv egenkapital, skal det i aftalens løbetid samlede udbetalte driftstilskud tilbagebetales til kommunen. Teatret skal dog maksimalt tilbagebetale et beløb svarende til den i aftaleperioderne oparbejdede positive egenkapital.
Tilbagebetalingen skal ske 30 dage efter datoen for regnskabets fremsendelse til kommunen, dog senest 120 dage efter aftalens ophør.
Revisionen skal foretages i overensstemmelse med den til enhver tid gældende ”revisionsinstruks” for teatervirksomhed, der modtager tilskud i henhold til
teaterloven.
Det reviderede regnskab, der skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen, skal tillige med en kortfattet beretning om teatrets virksomhed i den forgangne sæson være kommunen i hænde senest den 1. oktober i den følgende sæson.
Hvis teatret har valgt at lave budgetter, virksomhedsplaner og regnskaber for et kalenderår ad gangen, skal revideret regnskab med kortfattet beretning være kommunen i hænde senest den efterfølgende 1. april.
Kommunen kan på et hvilket som helst tidspunkt kræve at blive orienteret om teatrets økonomi, herunder at få udleveret oplysninger og dokumentationer efter kommunens ønske.
§ 7.
Overdragelse af rettigheder og forpligtelser
Medmindre anden særskilt, skriftlig aftale foreligger, kan rettigheder og forpligtelser i henhold til denne aftale hverken helt eller delvis overdrages til tredjemand.
§ 8.
Ikrafttræden, gyldighedsperiode, opsigelse og misligholdelse
Aftalen træder i kraft den 1. juli 2009 og løber indtil 31. december 2012, hvor den bortfalder uden opsigelse, medmindre parterne forinden er nået til enighed om en forlængelse af aftalen.
Aftalen har dog som forudsætning, at Kulturministeriet giver sin tilslutning til budgetaftalen mellem staten og Københavns Kommune om driftstilskud til små storbyteatre for perioden 2009 – 2012.
Kulturministeriet forbeholder sig muligheden for at genforhandle aftalen, såfremt der sker lovændringer med betydning for de små storbyteatre i perioden. På denne baggrund forbeholder Borgerrepræsentationen sig i denne situation muligheden for at genforhandle aftalen.
Aftalen kan, medmindre anden særlig aftale foreligger, fra teatrets side opsiges med tre måneders varsel til udgangen af det igangværende kalenderår.
Med hensyn til misligholdelse af aftalen henvises til dansk rets almindelige regler herom. Dog betragtes det altid som væsentlig misligholdelse, hvis budget, virksomhedsplan og regnskab ikke fremsendes til godkendelse senest to måneder efter fristens udløb, medmindre anden særlig aftale foreligger.
København, den København, den For Corona La Balance For Københavns Kommune:
Xxxxxx Xxxxxxxx, Administrativ leder Xxxxx Xxxxx, kontorchef
Xxxxxx Xxxxxxxxx, Kunstnerisk leder
Xxxx xxx xxx Xxxxxx, Kunstnerisk leder