Ordreudførelsespolitik
Ordreudførelsespolitik
1. Indledning - formål
1.1. Ordreudførelsespolitikken har til formål at beskrive procedurer til behandling af kunders handel med værdipapirer gennem TimeInvest Fondsmæglerselskab A/S (”TimeInvest Fondsmæglerselskab”), samt at sikre kunder de bedste handelsvilkår (best execution) ved værdipapirhandler på kunders vegne.
1.2. Formålet er desuden at overholde de regler vedrørende udførsel af handler med kunders værdipapirer, som er anført i Bekendtgørelse om værdipapirhandleres udførelse af ordrer og Bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.
1.3. Til sikring af betryggende procedurer for ekspedition af kundernes ordrer er der etableret effektive forretningsgange, arbejdsgange og kontroller.
2. Omfattede værdipapirer
TimeInvest Fondsmæglerselskab formidler og foretager handel vedrørende:
2.1. Omsættelige værdipapirer som omsættes på kapitalmarkedet, herunder
o Aktier og andre værdipapirer, der kan sidestilles hermed samt aktiebeviser.
o Obligationer og andre gældsinstrumenter, herunder beviser for sådanne værdipapirer.
o Alle andre værdipapirer, hvormed ovennævnte kan handles eller som afregnes kontant med et beløb, som fastsættes med værdipapirer, valuta, rentesatser, indeks, afkast som reference.
2.2.Pengemarkedsinstrumenter, herunder Skatkammerbeviser, indlånsbeviser og Commercial Papers, men ikke betalingsinstrumenter.
2.3.Andele i kollektive investeringsordninger omfattet af lov om investeringsforeninger m.v. og andre andele i institutter for kollektiv investering.
3.1 TimeInvest Fondsmæglerselskab udfører handler på kundens vegne på grundlag rådgivningsaftaler med handelsfuldmagt eller på grundlag af aftale om porteføljepleje.
3.2 Ved rådgivningsaftaler med handelsfuldmagt udføres handler efter kundens ordre på grundlag af en anbefaling fra kundens investeringsrådgiver. Anbefalingen udarbejdes efter vurdering af kundens beholdning før og efter omlægning under hensyntagen til kunden investeringsmål og risikoprofil.
3.3 Ved porteføljeplejeaftaler udføres handler på grundlag af en beslutning af investeringsrådgiver. Ordren udføres efter vurdering af kundens beholdning før og efter omlægning, under hensyntagen til kundens investeringsmål og risikoprofil
3.4 Kundens beholdning vurderes før og efter omlægning under hensyntagen til kundens forhold, markedsudviklingen og øvrige forhold, som påvirker eller vil kunne påvirke kurs og risiko på de enkelte værdipapirer i beholdningen.
3.5 Omlægning anbefales og foretages, når omlægningen vurderes at skabe merværdi for kunden i form af en bedre porteføljesammensætning og et højere fremtidigt risikojusteret afkast inden for kundens investeringsrammer.
4. Best execution
4.1 TimeInvest Fondsmæglerselskab søger ved udførsel af kundehandler at opnå den bedst mulige handel for kunden – best execution
4.2 Følgende forhold indgår i den samlede vurdering til opnåelse af best execution:
o Værdipapirernes pris
o Omkostninger ved handlen
o Afviklingens hurtighed
o Sandsynlighed for gennemførelse og afvikling
o Handlens omfang og art
o Andre forhold, som kan påvirke handlen
4.3 Ved vurdering af best execution for en ordre prioriteres følgende faktorer:
o Samlet vederlag forbundet med handlen.
o Fastlæggelse af den mest hensigtsmæssige afviklingsmåde for det konkrete værdipapir, herunder handelsprocedurer hos afviklende bank.
o Kundens risikoprofil og kundens forventninger til handlen og ønsker om fx hurtig afvikling.
o Værdipapirets karakteristika.
4.4 For TimeInvests Fondsmægleselskabs detailkunder vil best execution altid være baseret på handlens samlede vederlag, med mindre handlens omstændigheder medfører, at de øvrige faktorer som nævnt ovenfor i pkt.
4.2 er mere relevante. Det samlede vederlag består af opnået handelspris for værdipapirerne og alle omkostninger og gebyrer relateret til handlen. TimeInvest Fondsmæglerselskab søger best execution uanset kundekategori.
4.5 Hvis kunden ønsker en handel afviklet efter et specifikt ønske – fx mht. limitering eller straks-afvikling – vil TimeInvest Fondsmæglerselskab følge kundens ønske, men i denne situation kan TimeInvest
Fondsmæglerselskab være helt eller delvist ude af stand til at opnå best execution. TimeInvest Fondsmæglerselskabs forpligtelse til at efterkomme kundens ønsker går forud for forpligtelsen til at sikre best execution. TimeInvest Fondsmæglerselskab vil også i denne situation søge at give kunden de bedst mulige handelsvilkår.
5. Handelsprocedurer
5.1 TimeInvest Fondsmæglerselskab fører ikke konti og depoter for kunderne. Alle handler, betalinger og transaktioner i øvrigt sker derfor direkte i kundens depot og konto hos dennes sædvanlige bankforbindelse.
5.2 TimeInvest Fondsmæglerselskab har ikke tilladelse til at udføre handler for egen regning. Der er derfor ingen mulighed for, at udførsel af egne handler kan være til ulempe for kunderne.
5.3 TimeInvest Fondsmæglerselskab sammenlægger (aggregerer) ikke kundernes enkelte ordrer til større handelsordrer, men behandler de enkelte fondsordrer individuelt.
5.4 TimeInvest Fondsmæglerselskab foretager ikke selv afvikling af kundens handelsordrer, men videreformidler ordrerne til andre værdipapirhandlere. Handlerne afvikles udelukkende gennem værdipapirhandlere i EU..
5.5 Handelsordrerne ekspederes hurtigst muligt efter ordreafgivelse og kundens accept, og ordrerne videreformidles til den eksekverende værdipapirhandler.
5.6 Effektuering af handler kan enten ske via værdipapirhandlerens online banking handelssystem, via en værdipapirhandlers marketsafdeling eller gennem kundens bankrådgiver.
5.7 Som hovedregel afvikles en handel gennem markets-afdelingen hos kundens sædvanlige bankforbindelse.
5.8 Kundens handel kan tillige afvikles gennem en anden værdipapirhandler, hvis dette er mest hensigtsmæssigt for opnåelse af de bedste handelsvilkår for kunden. I denne situation - ved tredjepartshandler - sørger den ekspederende bank for, at transaktionen afvikles over for kundens bank, så handlen falder korrekt på plads i kundens depot og på kundens konto. Til tredjepartshandler anvender TimeInvest Fondsmæglerselskab aftaler med markets-afdelinger i Danske Bank, Jyske Bank, Nykredit Bank og Spar Nord.
5.9 Kunden vil modtage en handelsnota fra sin bank til dokumentation for den udførte handel.
5.10 Hvis en handel ikke kan effektueres indenfor den tidsramme, som er sædvanlig ved denne type værdipapir eller er aftalt med kunden, orienteres kunden om forsinkelsen.
5.11 Handlen ekspederes af en handelsberettiget person – normalt kundens investeringsrådgiver – som også har ansvaret for udarbejdelse af dokumentation for den foretagne handel.
6. Samarbejdspartnere - Handelssteder
Nedenfor er anført de banker, som TimeInvest Fondsmæglerselskab anvender til afvikling af kundeordrer. Bankerne er alle underlagt reglerne om best execution ved afvikling af kundeordrer videreformidlet af TimeInvest Fondsmæglerselskab.
Bank | Obligationer | Aktier | Investeringsforeninger | ETF eller lignende | Pengemarkeds- instrumenter |
Alm. Brand Bank | X | X | X | X | |
Arbejdernes Landsbank | X | X | X | X | |
BIL Bank | X | X | X | X | |
Danske Bank | X | X | X | X | X |
Forvaltningsinstituttet | X | X | X | X | |
Handelsbanken | X | X | X | X | |
Jyske Bank | X | X | X | X | X |
Lægernes Pensionsbank | X | X | X | X | |
Lån & Spar Bank | X | X | X | X | |
Møns Bank | X | X | X | X | |
Nordea Bank | X | X | X | X | X |
Nordjyske Bank / Ringkjøbing Landbobank | X | X | X | X | |
Nordnet | X | X | X | X | |
Nykredit Bank | X | X | X | X | X |
Rise Sparekasse | X | X | X | X | |
Salling Bank | X | X | X | X | |
Sparekassen Kronjylland | X | X | X | X | |
Sparekassen Sjælland | X | X | X | X | |
Sparekassen Thy | X | X | X | X | |
Sparekassen Vendsyssel | X | X | X | X | |
Spar Nord | X | X | X | X | X |
Sydbank | X | X | X | X | |
VP Bank | X | X | X | X |
7. Dokumentation
7.1 Kundernes handelsordrer med tilhørende dokumentation sikres og opbevares i henhold til lovgivningens regler herom.
8. Kontrol og rapportering
8.1 Der foretages dagligt kontrol af de effektuerede kundehandler. Herved sikres, at handlerne er udført i overensstemmelse med den af kunden afgivne handelsordre, med de rette priser for de enkelte handlede værdipapirer og korrekte omkostninger. Hvis der er aftalt særlige forhold, kontrolleres dette også.
9. Ajourføring af ordreudførelsespolitikken
9.1 Ordreudførelsespolitikken ajourføres løbende og revurderes i sin helhed mindst en gang årligt.
9.2 Den ajourførte ordreudførelsespolitik kan i summarisk udgave ses på TimeInvest Fondsmæglerselskabs hjemmeside.