Ansvarsfraskrivelse Ejendommen sælges uden ansvar for opfyldelse af myndighedskrav såvel i relation til den nuværende som fremtidige anvendelse. Køber indhenter alle nødvendige tilladelser til den påtænkte anvendelse af ejendommen. Bortset fra vanhjemmel påtager sælger sig intet ansvar for ejendommen, herunder men ikke begrænset til bygningens beskaffenhed i øvrigt. Køber kan således ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende over for sælger som følge af konstatering af mangler af en hvilken som helst art ved nogen del af ejendommen, det være sig i form af ophævelse af handlen, krav om forholdsmæssigt afslag, krav om erstatning eller andet. Ansvarsfraskrivelsen omfatter både allerede kendte forhold og senere konstaterede forhold ved ejendommen, samt faktiske såvel som retlige mangler, f.eks. en begrænsning i ejendommens anvendelsesmuligheder. Sælger fralægger sig ethvert ansvar som følge af en af sælger ukendt eventuel forurening af ejendommen i forbindelse med såvel sælgers som tidligere ejeres anvendelse af ejendommen. Køber accepterer, at der hverken nu eller senere, kan gøres krav gældende mod sælger i anledning af en mulig forurening, eller pga. unormale jordbundsforhold, det være sig i form af erstatning eller i form af afslag i købesummen, ligesom handlen heller ikke vil kunne hæves som følge heraf. Som følge af sælgers fuldstændige ansvarsfraskrivelse opfordres køber til inden afgivelse af tilbud at gennemgå ejendommen med en sagkyndig samt en juridisk rådgiver, med henblik på konstatering af ejendommens stand/konstatering af eventuelle fejl og mangler. Køber er indforstået med at der i købsprisen er taget højde for nærværende ansvarsfraskrivelse, hvorfor køber må påregne, at skulle afholde alle udgifter til forbedring udover købsprisen for ejendommene.