Forsyningsvirksomhedsdirektivet. Siden 1990 har der eksisteret et særskilt forsyningsvirksomhedsdirektiv.2 Aktiviteter inden for forsyningsvirksomhed drives både af det offentlige og private, og driften af forsyningsvirksomhed har ofte stor samfundsmæssig betydning, der ikke i et nødvendigt omfang, vil kunne leveres af markedet alene. Medlemsstaternes myndigheder kan på forskellige måder ofte øve ind- flydelse på forsyningsvirksomheders adfærd, hvormed forsyningssektoren i et vist omfang er afhængig af og forbundet til staten, og derfor var der behov for at udvide EU’s udbudsregler til forsyningssektoren.3 Et særskilt direktiv for forsyningsvirksomhed blev også bevaret med 2014-forsyningsvirksomhedsdirektivet.4 Direktivet blev forhandlet samtidig
1. Ud over udbudsloven og de fire udbudsdirektiver regulerer tilbudsloven indgåelse af kontrakter på bygge- og anlægsområdet under EU’s tærskelværdier (se herom i kapi- tel 6, afsnit 5).
2. Rådets direktiv 90/531/EØF af 17. september 1990 om fremgangsmåderne ved til- budsindhentning inden for vand- og energiforsynings samt transport og telekommu- nikation. I 2004 udgik telekommunikation af forsyningsvirksomhedsdirektivets an- vendelse, og postsektoren blev tilført ved 2004/17/EF Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjene- ster, herefter 2004-forsyningsvirksomhedsdirektivet.
3. Se f.eks. 2004-forsyningsvirksomhedsdirektivets præambelbetragtning 2. Se også præambelbetragtning 3, der angiver: »En anden hovedårsag til, at en samordning af de udbudsprocedurer, som ordregivere i disse sektorer anvender, er nødvendig, er, at markederne er lukkede, fordi medlemsstaterne meddeler særlige eller eksklusive ret- tigheder vedrørende levering, tilrådighedsstillelse eller drift af net til ydelse af den pågældende tjeneste.«
