Kommunalfuldmagten eksempelklausuler
Kommunalfuldmagten. Kommuner må ikke drive erhvervs- virksomhed, medmindre der er lovhjemmel til det. Det er udgangs- punktet efter de ulovbestemte kommunalfuldmagtsregler, hvor det i praksis omtales som et forbud mod at udøve “handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed”. Forbuddet mod at drive kommunal erhvervsvirksomhed har traditionelt for det første været begrundet i, at kommunerne har til opgave at udføre opgaver, der kommer almenvellet til gode, samt for det andet begrundet i et ønske om at undgå konkurrenceforvridning i forhold til den private sektor.
Kommunalfuldmagten. Refusionsordningen for børneteater jf. lov om teater Varde Kommunes tilskudsregler Virksomhedens budget udarbejdes i forbindelse med budgetforhandlingerne som starter i juni måned. Budgettet danner den økonomiske ramme for virksomhedens virke.
Kommunalfuldmagten. En kommunes mulighed for at påvirke private virksomheder, bygherrer, grundejerforeninger o.l. med økonomiske virkemidler både bygger på kommunalfuldmagten, og afgrænses af den. Bemyndigelsen følger navnlig af tre forhold: - Det kommunale selvstyre (under statens tilsyn), jf. Grundlovens § 82, - Den kommunale skatteudskrivningsret, og - Traditionen (for at stille forskellige ydelser til rådighed for borgerne – f.eks. ▇▇▇▇▇▇, medborgerhuse, etc.). Omvendt er bemyndigelsen begrænset af dels legalitetsprincippet, dels en række kommunalret- lige grundsætninger udviklet i praksis. Hvad angår legalitetsprincippet, kan lovgivningen (og dens forarbejder) direkte eller indirekte for- hindre – eller i hvert fald besværliggøre - kommunen i at anvende sine økonomiske midler til et givet formål, f.eks.: - Udbudsbekendtgørelsens procedurekrav om, at salg af kommunens faste ejendomme som hovedregel kun må ske efter forudgående offentligt udbud, - Reguleringslovgivningen: Lovhjemmel til at løse f.eks. et forureningsproblem udelukker kommunen fra at betale for en forurenende virksomheds flytning4. Med andre ord må en kommune ikke anvende skatteborgernes penge til løsning af problemer, som forudsættes løst af lovgivningen (og ofte uden bekostning for kommunen), jf. også miljøbeskyttelseslovgivningens forureneren-betaler-princip.