Retssubjekt eksempelklausuler
Retssubjekt. Det gælder efter dansk ret, at et personselskab er et selvstændigt retssubjekt, der herved kan erhverve rettigheder og forpligtelser. Dette betyder desuden at selskabet har parts- og procesevne, og hermed kan blive sagsøgt og sagsøge andre, jf. ▇▇▇▇▇▇ og Krenchel (2015) s. 233-235. For Interessentskaber gælder det, at dets status som retssubjekt opstår på det tidspunkt, hvor interessenterne indgår en endelig bindende aftale om opstart af en fælles virksomhed. Dette gælder både for såvel registreringspligtige- som ikke registreringspligtige interessentskaber. Det gælder endvidere for både registreringspligtige og ikke-registreringspligtige interessentskaber, at deres status som selvstændig retssubjekt først ophører, når der er gennemført en endelig opløsning. Registreringspligtige interessentskaber mister således ikke deres status som selvstændig retssubjekt ved afmeldelse hos erhvervsstyrelsen, jf. ▇▇▇▇▇▇ og Krenchel (2015) s. 240-243. Det er dog vigtigt at bemærke, at et interessentskab ikke i alle situationer anses for at udgøre et selvstændigt retssubjekt. I nogle tilfælde er det interessenterne, der bærer rettighederne og pligterne. Det gælder eksempelvis, at et interessentskab hverken anses som et selvstændigt konkurssubjekt eller skattesubjekt. Disse to problematikker vil blive uddybende behandlet senere i afsnit 4.5 og 4.6.
