Stridende mod almindelig hæderlighed. Selv om der ikke foreligger et egentlig svigagtigt forhold, kan løftet dog være af- givet under sådanne omstændigheder, at det ville stride mod almindelig hæder- lighed at gøre det gældende. Herom bestemmer aftalelovens § 33, at hvis løfte- modtageren var vidende om forhold, som forelå, da løftet kom til vedkommendes kundskab, er det ikke bindende for afgiveren, hvis det ville stride mod almindelig hæderlighed at kræve løftet opfyldt. Dette kan navnlig være tilfældet, hvis løfte- modtageren på grund af sin særlige stilling sidder inde med oplysninger, som løf- tegiveren ikke har adgang til, f.eks. hvis et bestyrelsesmedlem i et aktieselskab sælger sine egne aktier på et tidspunkt, hvor vedkommende ved, at selskabets sammenbrud er nært forestående. Derimod strider det ikke mod almindelig hæ- derlighed, at en handlende sælger sine varer på et tidspunkt, hvor den pågælden- de forudser et prisfald, idet køberen normalt har samme adgang til at bedømme markedssituationen som sælgeren. Den nærmere afgørelse af, hvad der strider mod almindelig hæderlighed, afhænger af den almindelige moralopfattelse i er- hvervslivet og i samfundet.