UDKAST
UDKAST
Overordnede retningslinier for incitamentsaflønning af direktion og bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment A/S
jf. aktieselskabslovens §69 b
I henhold til aktieselskabsloven §69b foreslår bestyrelsen for PARKEN Sport & Entertainment A/S følgende retningslinier for den fremtidige incitamentsaflønning af selskabets direktion og bestyrelsesformand.
Forinden der kan træffes konkrete aftaler om incitamentsaflønning i henhold til nærværende retningslinier, skal disse behandles og godkendes på selskabets ordinære generalforsamling d. 25. april 2008.
1.
Formål med incitamentsaflønning i PARKEN Sport & Entertainment A/S
Generelt er formålet med tildelingen af incitamentsaflønning i selskabet, at vederlæggelsen af den enkelte, til enhver tid er attraktiv og konkurrencedygtig set i forhold til sammenlignelige større danske virksomheder inden for samme forretningsområder, således at det sikres at selskabet til stadighed kan tiltrække og fastholde markedets bedst kvalificerede ledere.
Tildelingen af incitamentsaflønning sker som udgangspunkt i henhold til individuelle aftaler og under hensyntagen til direktøren eller bestyrelsesformandens forventede og fortsatte værdiskabelse for selskabet.
Det er således bestyrelsens målsætning fortsat at motivere og belønne de resultater, som direktionen og bestyrelsesformanden leverer og som skal sikre fortsat fremgang og udvikling i selskabet, hvorved der skabes fortsat vækst og øget værdi for selskabets aktionærer.
2.
Omfattede personkreds
Nærværende retningslinier vedrører incitamentsprogrammer, der tildeles et eller flere medlemmer af selskabets direktion, når det efter bestyrelsens skøn, vil kunne have en for selskabet gavnlig effekt at motivere direktøren yderligere gennem tildelingen af en incitamentsaflønning.
Direktionen omfatter ved nærværende retningslinier de til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anmeldte direktører.
Bestyrelsesformanden kan tillige incitamentsaflønnes i henhold til nærværende retningslinier.
Incitamentsaflønning af øvrige ledende medarbejdere, herunder ikke- anmeldte direktører samt direktører i selskabets datterselskaber, kan som hidtil vedtages af selskabets direktion i samarbejde med bestyrelsens formand såfremt dette skønnes hensigtsmæssigt for medarbejderens fortsatte arbejde. Bestyrelsen opfordrer direktionen til at incitamentsaflønning i disse tilfælde i videst muligt omfang følger samme principper som er fastlagt for direktionen ved nærværende retningslinier.
3.
Hovedbetingelser for tildeling af incitamentsaflønning i PARKEN Sport & Entertainment A/S
Incitamentsaflønning kan tildeles en direktør eller bestyrelsesformanden som supplement til den faste aflønning. Incitamentsaflønning kan alternativt tildeles en direktør eller bestyrelsesformanden på vilkår således at denne udløses under forudsætning af, at der opnås nærmere angivne økonomiske eller operationelle resultater, at der sker gennemførelsen af nærmere angivne driftsmæssige eller strategiske mål, eller ved opnåelse af nærmere angivne personlige mål for den pågældende direktør. Der kan tillige tildeles en direktør eller bestyrelsesformanden en ordning, der strækker sig over en længere årrække og knytter sig til den daglige indsats og løbende indfrielse af forventede mål og resultater.
Tildelingen af incitamentsaflønning skal ske på sådanne vilkår, at denne belønner indfrielsen af opstillede målsætninger inden for den enkeltes ansvarsområde, således at aflønningen beholder sin karakter af en belønning for en for selskabet lønsom resultatskabelse og dermed virker fremmende for den fortsatte indfrielse af bestyrelsen og aktionærernes forventninger til direktionen og bestyrelsesformanden.
4.
Mulige incitamentsprogrammer
De incitamentsaflønninger som kan tildeles i henhold til nærværende retningslinier er
Ikke aktiebaserede aflønninger i form af:
- bonusordninger
- resultatkontrakter
Aktiebaserede aflønninger i form af:
- optioner på køb af aktier i PARKEN Sport & Entertainment A/S (købsoptioner)
- optioner på at tegne aktier i PARKEN Sport & Entertainment A/S (warrants)
- fantomaktier
- medarbejderaktier
- medarbejderobligationer
Såfremt incitamentsaflønning vedtages som tildeling af aktieoptioner, afdækkes disse primært via selskabets beholdning af egne aktier.
5.
Omfanget af incitamentsaflønningen
Værdien af og vilkår for tildelte incitamentsaflønninger forhandles individuelt og således at disse er afstemt i forhold til direktøren eller bestyrelsesformandens øvrige kompensationspakke.
Udnyttelse af tildelte optioner skal i øvrigt begrænses, således at udnyttelse kan finde sted op til 6 uger efter offentliggørelsen af et årsregnskab eller et halvårsregnskab.
Udnyttelsen af tildelte aktiebaserede aflønninger skal i ethvert tilfælde ske i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler for insidere og ledende medarbejderes handel med selskabets værdipapirer.
6.
Nutidsværdi
Nutidsværdien af tildelte incitamentsordninger afsættes i regnskabet beregnet efter Black & Scholes formel og i henhold til IFRS.
7.
Offentliggørelse
Efter hvert endt regnskabsår vil værdien af tildelte incitamentsaflønninger blive særskilt oplyst i årsregnskabet, hvorved der sikres maksimal gennemsigtighed for selskabets aktionærer.
I forlængelse af generalforsamlingens behandling og godkendelse af nærværende retningslinier, vil der blive optaget en bestemmelse i selskabets vedtægter om, at der er vedtaget retningslinier for incitamentsaflønning af selskabets direktion og bestyrelsesformand.
Retningslinierne vil umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning være tilgængelige på selskabets hjemmeside xxx.xxxxxx.xx under punktet ”investor relations”.
Således behandlet og godkendt på ordinær generalforsamling d. 25. april 2008
Som dirigent Xxxxxx Xxxxxx