FLERE MODTAGERE]
BILAG III SÆRLIGE BESTEMMELSER
XXXXX XXXXX-PARTNERSKABER TIL ETABLERING AF KONTAKT MELLEM DEN AKADEMISKE VERDEN OG ERHVERVSLIVET
[FLERE MODTAGERE]
III. 1 - Definitioner
Ud over definitionerne i artikel II.1 gælder følgende definitioner for denne tilskudsaftale:
1. Aftale: den skriftlige aftale, der indgås mellem modtageren/modtagerne og forskeren i henhold til artikel III.4.
2. Oprindelsessted: det sted, hvor forskeren var bosiddende eller udøvede sin hovedaktivitet ved starten af sine videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteter, medmindre han/hun har udøvet sin hovedaktivitet i under 12 måneder på dette sted umiddelbart forud for denne dato. I dette tilfælde er oprindelsesstedet hovedstaden i det land, hvor den pågældende er statsborger. Har en forsker mere end en nationalitet, er oprindelsesstedet hovedstaden i det land, hvor forskeren var bosiddende længst i de seneste 5 år forud for hans/hendes ansættelse.
3. Modtagerorganisation: den modtager, hvor forskeren er fastansat eller nyansat.
4. Modtagerværtsorganisation: den modtager, der er vært for den fastansatte forsker i
udstationeringsperioden.
5. Forældreorlov: den orlovsperiode i tilknytning til moderskab eller faderskab, som
forskeren skal tage i henhold til den lovgivning, der henvises til i artikel III.4.1.g).
6. Fastansat forsker: en forsker i de tidlige faser af forskningskarrieren eller en erfaren forsker udpeget blandt de fastansatte medarbejdere i hans/hendes modtagerorganisation til at deltage i projektets videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteter.
7. Nyansat forsker: en ikke-fastansat erfaren forsker udvalgt af modtagerorganisationen til at deltage i projektets videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteter.
8. Forskere i de tidlige faser af forskningskarrieren: forskere i de første 4 år (fuldtidsækvivalenter) af deres forskningskarriere, inklusive forskningsuddannelsesperioden, der starter den dag, hvorpå de opnår den grad, der formelt giver adgang til ph.d.-studier i det land, hvor graden er erhvervet, eller i det land, hvor videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne tilbydes, uanset om en ph.d. tænkes påbegyndt eller ej.
9. Erfarne forskere: forskere, der 1) allerede er i besiddelse af en doktorgrad, uanset hvor lang tid, det har taget at erhverve den, eller 2) har mindst 4 års forskererfaring (fuldtidsækvivalenter) efter at have opnået en grad, der giver adgang til ph.d.-studier i det land, hvor graden er erhvervet, eller i det land, hvor videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne tilbydes.
10. Forsker: en støtteberettiget forsker i de tidlige faser af forskningskarrieren eller en erfaren forsker, der er udvalgt og ansat af modtageren med henblik på deltagelse i projektet.
11. Videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteter: aktiviteter med tilknytning til
forskeren i forbindelse med projektet som beskrevet i aftalen.
12. Udstationeringsperiode: den periode, som en fastansat forsker tilbringer i
modtagerværtsinstitutionens lokaliteter i forbindelse med projektet.
DEL A: PROJEKTETS GENNEMFØRELSE
III. 2 – Resultatkrav
1. Ud over de krav, der er opstillet i artikel II.2.4, skal konsortiet:
a) træffe alle nødvendige og rimelige foranstaltninger til ansættelse af mindst 40 % kvindelige forskere ved projektet
b) træffe beslutninger om omfordeling af den vejledende fordeling af de forsker-måneder, der skal udvælges til projektet i henhold til de respektive tabeller i bilag I, og indberette alle sådanne overførsler til Kommissionen ved at indsende en ajourført tabel. I tilfælde, hvor en sådan omfordeling vil være til skade for gennemførelsen af projektet, forbeholder Kommissionen sig ret til ikke at acceptere den foreslåede omfordeling.
2. Ud over de krav, der er opstillet i artikel II.3, skal modtagerorganisationen:
a) i samarbejde med den modtagerværtsorganisation, der skal være vært for de fastansatte forskere, udvælge hver enkelt forsker i henhold til de kriterier for støtteberettigelse, der er opstillet i artikel III.3, og sikre, at hver enkelt forsker opfylder kriterierne for støtteberettigelse på tidspunktet for ansættelsen af denne i forbindelse med det pågældende projekt
b) i samarbejde med den modtagerværtsorganisation, der skal være vært for de fastansatte forskere, indgå en aftale med hver enkelt forsker, der er ansat i forbindelse med projektet i henhold til bestemmelserne i artikel III.4
c) være vært for den nyansatte forsker i den/de periode(r), der er specificeret i aftalen
d) sikre, at den nyansatte forsker er omfattet af den socialsikringsordning, der gælder for arbejdstagere i det land, hvor modtagerorganisationen er hjemmehørende, eller af en socialsikringsordning, der yder en passende beskyttelse med hensyn til niveau og omfang på et hvilket som helst sted for gennemførelsen af videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne
e) sikre, at den nyansatte forsker er omfattet af de samme arbejdsmiljøstandarder som lokale forskere ansat i en tilsvarende stilling
f) på de korrekte datoer og i overensstemmelse med den i artikel III.4 omhandlede aftale
foretage alle de udbetalinger, som denne har ansvaret for
g) i hele tilskudsaftalens løbetid levere de midler, herunder infrastruktur, udstyr og produkter, der er nødvendige for projektets gennemførelse på de pågældende videnskabelige og tekniske områder, og stille disse midler til rådighed for den nyansatte forsker efter behov
h) yde forskerne rimelig bistand med at gennemføre de administrative procedurer, som de relevante myndigheder i det land, hvor modtagerorganisationen er hjemmehørende, måtte kræve, samt i forbindelse med alle administrative procedurer såsom visa og arbejdstilladelser, som kræves af de relevante myndigheder i det land, hvor modtagerværtsorganisationen er etableret, og hvor forskeren skal gennemføre en udstationeringsperiode
i) i forbindelse med udstationeringsperioderne overføre bidraget til de udvalgte forskere og det efterfølgende bidrag til modtageren i henhold til artikel III.7.1 og III.7.2.a) til den pågældende modtagerværtsorganisation
j) sikre, at hver enkelt forsker uddannes inden for projektet i den periode, der er fastsat i
aftalen
k) ved hjælp af kontraktuelle midler sikre, at modtagerorganisationen forpligter sig til at være vært for den fastansatte forsker i mindst 12 måneder efter dennes hjemkomst og opretholde den ansættelseskontrakt, der var gældende inden udstationeringsperiodens start, i mindst 12 måneder efter udstationeringsperioden
l) træffe foranstaltninger til at sikre, at hver enkelt forsker udfylder de evalueringsspørgeskemaer, som Kommissionen udleverer, ved afslutningen af forskningsaktiviteterne inden for videnoverførsels- og sektormobilitet
m) kontakte hver enkelt forsker to år efter projektets afslutning for at opfordre ham/hende til at udfylde de opfølgningsspørgeskemaer, som Kommissionen udleverer
n) registrere og ajourføre forskernes kontaktoplysninger i mindst tre år efter projektets
afslutning
o) på anmodning fremsende de i punkt l) og m) i dette afsnit nævnte spørgeskemaer i udfyldt stand samt de i punkt n) nævnte oplysninger til Kommissionen.
3. Ud over de krav, der er opstillet i artikel II.3.2, skal modtagerorganisationen:
a) i samarbejde med modtagerorganisationen indgå en aftale med hver enkelt fastansat forsker, der udsendes i en udstationeringsperiode i forbindelse med projektet, i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel III.4 og være vært for den pågældende fastansatte forsker i den/de periode(r), der er specificeret i aftalen
b) under udstationeringsperioden sikre, at den fastansatte forsker er omfattet af den socialsikringsordning, der gælder for arbejdstagere i det land, hvor modtagerorganisationen er hjemmehørende, eller af en socialsikringsordning, der yder en passende beskyttelse med hensyn til niveau og omfang på et hvilket som helst sted for gennemførelsen af videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne
c) under udstationeringsperioden sikre, at den fastansatte forsker er omfattet af de samme arbejdsmiljøstandarder som lokale forskere ansat i en tilsvarende stilling
d) på de korrekte datoer og i overensstemmelse med den i artikel III.4 omhandlede aftale
foretage alle de udbetalinger, som denne har ansvaret for
e) i hele tilskudsaftalens løbetid levere de midler, herunder infrastruktur, udstyr og produkter, der er nødvendige for projektets gennemførelse på de pågældende videnskabelige og tekniske områder, og stille disse midler til rådighed for den fastansatte forsker efter behov
f) yde rimelig bistand til den fastansatte forsker i forbindelse med alle de administrative procedurer, såsom visa og arbejdstilladelser, som kræves af de relevante myndigheder i det land, hvor modtagerværtsorganisationen er etableret
g) sikre, at hver enkelt fastansat forsker uddannes inden for projektet i den periode, der er fastsat i aftalen
h) træffe alle nødvendige og rimelige foranstaltninger til at sikre, at den pågældende
fastansatte forsker vender hjem til modtagerorganisationen efter udstationeringsperioden.
4. Ud over de krav, der er opstillet i artikel II.3, skal hver modtager meddele Kommissionen enhver hændelse, der kan berøre projektets gennemførelse og Fællesskabets rettigheder, og enhver omstændighed, der berører de betingelser for deltagelse, der er opstillet i deltagelsesreglerne eller i finansforordningen og alle andre krav i tilskudsaftalen, herunder:
- enhver ændring i kontrol,
- betydelige ændringer i tilknytning til aftalen,
- ændringer i relation til de oplysninger, der har dannet grundlag for udvælgelsen af
forskeren,
- forældreorlov på forskerens anmodning og dens følger i medfør af gældende national lovgivning, navnlig dens varighed, finansielle følger og modtagerens retlige og kontraktlige forpligtelser i perioden.
III. 3 – Udvælgelse af forskeren/forskerne
1. I overensstemmelse med de nedenfor nævnte betingelser udvælger modtagerorganisationen i samarbejde med den pågældende modtagerværtsorganisation det nødvendige antal forskere svarende til projektets målsætninger og den vejledende fordeling, der er opstillet i bilag I.
2. Kriterier for forskerens/forskernes støtteberettigelse:
For at være støtteberettiget skal hver enkelt nyansat forsker opfylde alle nedenstående kriterier på tidspunktet for modtagerorganisationens ansættelse af denne i forbindelse med projektet.
a) Nationalitet
Forskeren kan være statsborger i en medlemsstat i Fællesskabet, i et associeret land eller i et tredjeland.
b) Mobilitet
Den nyansatte forsker må ikke være statsborger i det land, hvor modtagerorganisationen er hjemmehørende.
Har en nyansat forsker mere end en nationalitet, kan han/hun udsendes til en modtagerorganisation i det land, hvor han/hun er statsborger og ikke har været bosiddende de foregående 5 år.
På ansættelsestidspunktet må forskeren ikke have været bosiddende eller have udøvet sin hovedaktivitet i det land, hvor modtagerorganisationen er etableret, i mere end 12 måneder i de 3 år, der går umiddelbart forud for hans/hendes ansættelse i forbindelse med projektet. Korte ophold såsom ferier tages ikke i betragtning.
Som en undtagelse fra den generelle regel kan en forsker, der er statsborger i en medlemsstat eller et associeret land, udføre sine videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteter i det land, hvor han/hun er statsborger, hvis han/hun kan dokumentere, at han/hun lovligt har været bosiddende og har udøvet sin hovedaktivitet i et ikke associeret land i mindst tre af de seneste fire år, der går umiddelbart forud for hans/hendes ansættelse.
Disse mobilitetsregler finder ikke anvendelse, når en nyansat forsker ansættes af en international organisation af europæisk interesse, en international organisation eller FFC.
c) Kvalifikationer og forskningserfaring
For at være støtteberettiget skal den nyansatte forsker være en erfaren forsker.
3. Kriterier for fastansatte forskeres støtteberettigelse:
a) Mobilitet
På ansættelsestidspunktet må den fastansatte forsker ikke have været bosiddende eller have udøvet sin hovedaktivitet i det land, hvor modtagerværtsorganisationen er etableret, i mere end 12 måneder i de 3 år, der går umiddelbart forud for hans/hendes ansættelse i forbindelse med projektet. Korte ophold såsom ferier tages ikke i betragtning.
b) Kvalifikationer og forskningserfaring
For at være berettiget til udstationering skal en fastansat forsker være en forsker i de tidlige faser af forskningskarrieren eller en erfaren forsker og yderligere have været aktiv i modtagerorganisationen uden pauser i mindst 12 måneder (fuldtidsækvivalenter).
Teknikere og ledere i modtagerorganisationen kan afhængig af deres faglige erfaring sidestilles med forskere i de tidlige faser af forskningskarrieren eller erfarne forskere og er støtteberettigede, hvis de deltager i forskningsaktiviteter.
4. Kriterier for forskeren/forskernes videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteter
a) Varighed
Nyansatte forskere kan ansættes i forbindelse med projektet i mindst et år og højst to år (fuldtidsækvivalenter).
Den udstationeringsperiode, som gennemføres af en fastansat forsker kan have en varighed af mindst 2 måneder og højst 24 måneder (fuldtidsækvivalenter).
Forskeren skal hellige sig sine videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteter på fuldtidsbasis. Kun af behørigt begrundede årsager i tilknytning til forskerens personlige eller familiemæssige forhold kan denne tillades at beskæftige sig med sine videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteter på deltidsbasis.
Projektperioden kan opdeles i flere ophold, der tilsammen ikke overstiger 24 måneder og ikke ligger uden for projektets løbetid. Varigheden af hver enkelt fase skal have betydning for videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne og skal udgøre en sammenhængende del af dem eller skal begrundes i forskerens familiemæssige forhold.
b) Indhold
Videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne udgøres af aktiviteter inden for et videnskabeligt og teknologisk område, der er omfattet af de rammer for projektet, som er defineret i bilag I.
5. Udvælgelsesprocedure
a) Udvælgelseskriterier
Modtagerorganisationen skal i samarbejde med den modtagerværtsorganisation, hvortil udstationeringen skal ske, udvælge forskerne i henhold til åbne, gennemsigtige, objektive og retfærdige udvælgelsesprocedurer på grundlag af:
- deres videnskabelige færdigheder og relevansen af deres forskningserfaring inden for det i bilag I fastsatte forskningsområde,
- deres evne til at gennemføre videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne, og
- deres opfyldelse af kriterierne for støtteberettigelse for forskere som defineret i stk. 2 og 3 i denne artikel.
b) Lige muligheder
I henhold til artikel III.2.1 a) skal modtagerne sikre en rimelig repræsentation af kvinder ved at fremme reelle lige adgangsmuligheder for mænd og kvinder i hele udvælgelsesproceduren.
Med henblik herpå skal modtagerne søge og opmuntre kvindelige kandidater i forbindelse med anvendelsen af udvælgelseskriterierne i punkt a) i dette afsnit være særligt opmærksomme på at sikre, at der ikke finder kønsdiskriminering sted.
III. 4 – Modtagernes forhold til forskeren
1. Aftalen skal i overensstemmelse med tilskudsaftalen fastlægge betingelserne for gennemførelsen af videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne og forskerens og modtagerinstitutionens og, i forbindelse med udstationering, tillige modtagerværtsorganisationens respektive rettigheder og forpligtelser i forbindelse med projektet.
Tilskudsaftalen inklusive eventuelle ændringer vedlægges aftalen. Modtageren/modtagerne
opbevarer aftalen med henblik på revision i den i artikel II.21.3 nævnte periode
Inden for 20 dage efter ansættelsen af forskeren sender de pågældende modtagere via koordinatoren Kommissionen en underskrevet erklæring om aftalens overensstemmelse med tilskudsaftalen. Koordinatoren registrerer ansættelsen og ajourfører listen og beskrivelsen af ledige stillinger i overensstemmelse med det layout og de procedurer, som Kommissionen meddeler.
Aftalen skal navnlig indeholde følgende oplysninger:
a) navnet på den/de videnskabsmand/videnskabsmænd, der er ansvarlig(e) for tilsynet med videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne i modtagerorganisationen og, hvor det er relevant, i modtagerværtsorganisationen samt en beskrivelse (et abstract) af disse aktiviteter
b) de beløb, som forskeren skal modtage fra modtagerorganisationen, gennem modtagerværtsorganisationen for udstationeringsperioder i henhold til denne tilskudsaftale og retningslinjerne for udbetaling af de skyldige beløb til forskeren
c) eventuelle ekstra tilskud, som modtageren betaler til forskeren i forbindelse med
projektet, og retningslinjerne for udbetaling af disse beløb
d) ethvert beløb, der fratrækkes med en lovlig begrundelse
e) at forskeren ikke må modtage anden indkomst for sine videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteter end den, han/hun modtager af modtageren/modtagerne i henhold til punkt b) og c) i dette afsnit
f) den anvendte omregningssats og vekselkurs, herunder referencedato(er) og -kilde(r), når betalingen sker i en anden national valuta end euro
g) den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen
h) den socialsikringsdækning, som forskeren er omfattet af
i) retningslinjerne for årlig ferie og sygeorlov i henhold til de interne regler for den
modtager, hvor videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne udføres
j) at forskeren skal hellige sig sine videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteter på fuldtidsbasis, medmindre der foreligger behørigt begrundede årsager med tilknytning til forskerens personlige eller familiemæssige forhold
k) beskrivelsen og tidsplanen for gennemførelsen af videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne, såfremt disse aktiviteter er opdelt i flere separate perioder
l) aftalens samlede varighed, ansættelsens art og ansættelsesdato for forskeren, for så vidt angår status, forudsat at kravene i artikel III.2.2.d) og e) og artikel III.2.3.b) og c) samt i artikel III.7.1.a) overholdes, og at arbejdsvilkårene svarer til arbejdsvilkårene for lokale forskere ansat i en tilsvarende stilling
m) de(t) sted(er), hvor videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne skal udføres
n) at forskeren hurtigst muligt skal oplyse modtageren/modtagerne om forhold, der kan få indflydelse på tilskudsaftalens eller aftalens gennemførelse, f.eks. en graviditet eller en sygdom, der kan få direkte indflydelse på aftalens gennemførelse
o) aftaler mellem modtageren/modtagerne og forskeren, der gælder under gennemførelsen af videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne og efter disses ophør i relation til intellektuelle ejendomsrettigheder, navnlig adgang til baggrundsviden, anvendelse af forgrundsviden, offentliggørelse og fortrolighed, under forudsætning af at dette er foreneligt med bestemmelserne i artikel II.9, 12, 25-33 og artikel III. 5, 6, 8 og 9
p) en udtrykkelig garanti fra modtagerorganisationen for, at den ansættelseskontrakt, der var gældende før udstationeringsperiodens start, vil blive opretholdt i mindst 12 måneder efter udstationeringsperioden
q) at den fastansatte forsker efter udstationeringsperioden forpligter sig til at vende tilbage til modtagerorganisationens lokaliteter i mindst 12 måneder
r) at forskeren forpligter sig til at udfylde, underskrive og fremsende de i punkt l) og m) i artikel III.2,2 nævnte evaluerings- og opfølgningsspørgeskemaer til modtagerorganisationen
s) at forskeren forpligter sig til at underrette modtagerorganisationen om alle ændringer i hans/hendes kontaktoplysninger i en periode på tre år efter projektets afslutning
t) at forskeren anerkender støtten fra Fællesskabet i forbindelse med en Xxxxx Xxxxx- partnerskabsordning mellem erhvervslivet og den akademiske verden i alle tilknyttede publikationer eller andre medier i overensstemmelse med artikel III.7.
2. De i afsnit 1.b) i denne artikel nævnte betalingsordninger skal baseres på princippet om månedlige bagudbetalinger, medmindre dette er i modstrid med den gældende lovgivning, der er nævnt i afsnit 1.g) i denne artikel. De skal indeholde bestemmelser om udbetalinger til forskeren fra starten af dennes ansættelse samt om udbetaling af det fulde beløb, der tildeles forskeren senest ved projektets afslutning.
III. 5 – Fortrolighed
Modtagerne sikrer, at forskeren har de samme rettigheder og opfylder de samme forpligtelser som den pågældende modtager i henhold til artikel II.9.
III. 6 – Offentliggørelse
Modtagerne sikrer, at forskeren har de samme rettigheder og opfylder de samme forpligtelser som den pågældende modtager i henhold til artikel II.9.
DEL B – FINANSIELLE BESTEMMELSER
III. 7 – Støtteberettigede omkostninger
Omkostninger kan tilskrives tilskudsaftalen, såfremt de opfylder bestemmelserne i del B i bilag II.
Navnlig kan omkostninger i tilknytning til videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteter, der gennemføres inden for projektet, refunderes af Kommissionen i henhold til nedenstående retningslinjer:
1. Støtteberettigede udgifter til aktiviteter udført af forskerne
Et fast beløb til de forskere, der ansættes i forbindelse med projektet er fastsat i bilag 1, i henhold til de gældende referencesatser, der er anført i arbejdsprogrammet, uanset eventuelle ekstrabeløb, som modtageren/modtagerne måtte udbetale til forskerne.
Dette faste beløb fastsættes på grundlag af en fuldtidsansættelse af forskeren inden for projektet (i tilfælde af en deltidsansættelse tilpasses tildelingerne pro-rata til den tid, der reelt bruges på projektet) og fordeles således:
a) En månedlig ydelse i den periode, hvor videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne foregår: Modtagerorganisationen kan efter aftale med modtagerværtsorganisationen i forbindelse med udstationering og den vejledende fordeling i henhold til de respektive tabeller i bilag I vælge mellem at ansætte forskeren på grundlag af en ansættelseskontrakt eller et stipendium med et fast beløb i henhold til følgende årlige satser:
Kategorier | A. Forskere ansat i henhold til en ansættelseskontrakt /et stipendium med fuld socialsikringsdækning (EUR/år) | B. Forskere, der modtager et stipendium på et fast beløb med minimumssocial- sikringsdækning (EUR/år) |
Forskere i de tidlige faser af forskningskarrieren | 33 800 | 16 900 |
Erfarne forskere (4-10 års erfaring) | 52 000 | 26 000 |
Erfarne forskere (>10 års erfaring) | 78 000 | 39 000 |
Arbejdsprogrammets ovenfor nævnte referencesatser for forskere, som arbejder under en ansættelseskontrakt, omfatter alle obligatoriske fradrag i henhold til national lovgivning i forbindelse med denne aftale. Enhver status, der foreslås forskeren, og som svarer til et stipendium på et fast beløb, skal være forenelig med den gældende lovgivning i modtagerværtsorganisationens hjemland og sikre, at forskeren indrømmes en passende socialsikring, som ikke nødvendigvis betales ud af stipendiet.
Nyansatte forskere ansættes i henhold til en ansættelseskontrakt undtagen i behørigt dokumenterede tilfælde eller i tilfælde, hvor national lovgivning ville forbyde dette. I tilfælde, hvor der ikke kan oprettes en ansættelseskontrakt, skal modtageren ansætte forskeren i henhold til en status, der svarer til et stipendium på et fast beløb i overensstemmelse med de førnævnte årlige satser.
b) Et tilskud til dækning af mobilitetsomkostninger i den periode, hvor videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteterne foregår, bestående af:
- Et månedligt mobilitetstilskud svarende til forskerens familiemæssige situation på tidspunktet for hans/hendes ansættelse under forudsætning af, at forskeren har gennemført en fysisk tværnational mobilitet i starten af udstationeringsperioden/ansættelsen eller inden for 12 måneder forud for hans/hendes ansættelse ved projektet.
iEUR 800/måned: Forsker med familiemæssigt ansvar (ægteskab eller tilsvarende status, der anerkendes i den gældende lovgivning i henhold til III.4.1.g eller i den gældende lovgivning i land, hvor den pågældende forsker er statsborger) og/eller forsørgerpligt over for børn.
iEUR 500/måned: Forsker uden familiemæssigt ansvar.
For at tage hensyn til leveomkostningerne og den nationale lønstruktur i det/de land/lande, hvor forskeren skal udføre sine videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteter, anvendes de omregningskoefficienter, der er anført i arbejdsprogrammet, på ovennævnte månedlige tilskud til dækning af leve- og mobilitetsomkostninger.
Kommissionen forbeholder sig ret til at revidere de omregningskoefficienter, der er offentliggjort i arbejdsprogrammet, og anvende disse på de gældende tilskudsaftaler, hvis omregningskoefficienten bliver påvirket i opadgående retning med 10 % eller mere. De nødvendige finansielle justeringer af Fællesskabets finansieringstilskud vil blive foretaget, når den endelige betaling foretages.
- Derudover modtager en forsker, der har ret til et månedligt mobilitetstilskud, også et rejsetilskud for en rejse mellem hans/hendes oprindelsessted og modtagerens lokaliteter, hvor han/hun udfører sine videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteter for hver periode på 12 måneder eller mindre, når den sidste periode er mindre end 12 måneder. Det første rejsetilskud udbetales ved ansættelsen og hvert år derefter .
Følgende satser anvendes på afstanden (fugleflugt) i kilometer mellem oprindelsesstedet og den pågældende modtagers lokaliteter.
Afstand (km) | Fast beløb (EUR) |
<500 | 250 |
500–1 000 | 500 |
1 000–1 500 | 750 |
>1 500–2 500 | 1 000 |
>2 500–5 000 | 1 500 |
>5 000–10 000 | 2 000 |
>10 000 | 2 500 |
c) Et enkeltstående tilskud på 2000 EUR til karriereforberedelse til den nyansatte forsker,
der er ansat i forbindelse med projektet i mindst et år.
Suspenderes en aftale som følge af forældreorlov, kan Kommissionen på skriftlig anmodning fra modtageren beslutte at tilpasse Fællesskabets finansielle tilskud til forskeren afhængigt af situationen i det enkelte tilfælde. Beregnet på et månedligt grundlag må tilskuddet ikke overstige forskellen mellem den kompensation, som forskeren modtager fra den i artikel III.4.1.g) og h) omhandlede socialsikringsordning, og det beløb, der er fastsat i artikel III.7.1.a).
Omkostninger i tilknytning til andre aktiviteter, der gennemføres i forbindelse med
projektet, kan refunderes af Kommissionen i henhold til nedenstående retningslinjer: 2. Støtteberettigede udgifter til aktiviteter udført af modtagerne
a) Et fast beløb er i henhold til de gældende referencesatser, der er anført i arbejdsprogrammet, fastsat i bilag I til dækning af udgifter i forbindelse med projektets gennemførelse, forskernes deltagelse i projektets forsknings- og videnoverførselsaktiviteter og koordinering mellem modtagere.
b) Et fast beløb er i henhold til de gældende referencesatser, der er anført i arbejdsprogrammet, fastsat i bilag I til dækning af udgifter i forbindelse med organisering af internationale konferencer, workshops og arrangementer, der er åbne for forskere uden for konsortiet.
c) Refundering af omkostninger i tilknytning til projektets forvaltningsaktiviteter: højst 3% af Fællesskabets tilskud kan tilskrives projektet.
3. Udgifter til udstyr for SMV'er.
SMV'er, der deltager i projektet som modtager(e) kan få refunderet den faktiske pris for mindre udstyr og op til 10 % af den andel af EF-tilskuddet, der er afsat til de pågældende SMV-modtagere, hvis disse udgifter er begrundede, og hvis Kommissionens forudgående godkendelse foreligger.
4. Indirekte omkostninger
En fast sats på 10 % af de direkte støtteberettigede omkostninger ekskl. direkte støtteberettigede omkostninger til underentrepriser og omkostninger i forbindelse med ressourcer, der stilles til rådighed af en tredjepart, og som ikke anvendes i modtagerens lokaler, kan tilskrives tilskudsaftalen til dækning af indirekte projektomkostninger.
Uanset artikel 4.2 er det ikke tilladt at foretage budgetoverførsler fra tilskud, der er afsat til aktiviteter, som skal gennemføres af forskeren, til aktiviteter, som skal gennemføres af modtageren.
DEL C – INTELLEKTUELLE EJENDOMSRETTIGHEDER
III. 8 – Adgangsret
Ud over bestemmelserne i artikel II.30-II sikrer modtagerne, at forskeren gives royaltyfri adgangsret til baggrundsviden og til forgrundsviden, hvis denne baggrundsviden eller forgrundsviden er nødvendig for den pågældendes videnoverførsels- og sektormobilitetsaktiviteter.
III. 9 - Uforenelige eller begrænsende forpligtelser
De modtagere, der skal sørge for adgangsret, informerer uden ophør forskeren om eventuelle begrænsninger, der måtte have betydelig indflydelse på indrømmelsen af adgangsret.