KRONIK
KRONIK
Asymmetri eller quid pro quo?
Magtforskelle i overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor
Xxxxx Xxxxxxx og Xxxxxxxx Xxxxx
Indledning
Er forhandlingsrelationerne mellem arbejds- givere og lønmodtagere asymmetriske, dvs. har arbejdsgiverne altid overmagten, fordi en arbejdskonflikt altid er gratis for dem? Eller gælder det omvendt, at forhandlingerne har karakter af ”quid pro quo” (noget for noget), dvs. at begge parter, også arbejds- giverne, må give reelle indrømmelser for at nå til et forhandlingsresultat, parterne kan acceptere?
Det blev i forbindelse med de meget dra- matiske overenskomstforhandlinger i 2018 (OK18) fremhævet, at magtforholdet i for- handlingerne var påvirket af,
1. at staten både er arbejdsgiver og lovgiver og derfor kan gennemtvinge en løsning og standse en evt. arbejdskonflikt, og
2. at arbejdsgiver ikke har et økonomisk tab ved en eventuel arbejdskonflikt (strejke eller lockout), i modsætning til lønmod- tagerne, hvis strejkekasser tømmes under konflikten. På det private arbejdsmarked lider begge parter økonomiske tab ved en arbejdskonflikt, stort eller lille, og magtbalancen mellem parterne er derfor som udgangspunkt mere ligeligt fordelt end i den offentlige sektor.
I forbindelse med det mindre dramatiske for- løb i 2021 har synspunktet dog været mindre fremherskende.
Det første punkt gælder ubetinget: Lov- givningsretten (Folketinget) står altid over forhandlingsretten (det følger af Grundlo- ven). Dog har et lovindgreb altid en pris (det forpester samarbejdsrelationerne mel- lem parterne og politikerne får ansvaret for overenskomsternes indhold), og derfor er lovgiverne faktisk tilbageholdende mht. indgreb. I forhold til det andet punkt kan det hævdes, at lønmodtagerne i det offent- lige løber mindre risiko for deres job ved en arbejdskonflikt: Skoleeleverne skal jo stadig undervises, sygeplejerskernes funktioner skal stadig udfyldes osv., mens jobbet kommer i fare i den private sektor, især ved mere lang- varige konflikter. I tilgift taber de offentlige arbejdsgivere ’politisk kapital’, da de i tilfælde af en konflikt ikke kan levere den forventede offentlige service til borgerne.
Spørgsmålet er derfor, om denne lønmod- tagernes ”offerrolle” er korrekt? Formelt set kan Folketinget lovgive om overenskomster- nes indhold, og det er også sket, om end ret sjældent: Sygeplejerskerne m.fl. i 1995 og 1999. Lærerne efter lockouten i 2013, det private arbejdsmarked efter storkonflikten i
1998. I alle lovindgreb kan man dokumentere en asymmetri i parternes opnåede resultater til arbejdsgivernes fordel. Men kan man også dokumentere en asymmetri i ’fredstid’, når parterne når frem til en forhandlingsløsning? Det centrale spørgsmål er derfor, hvilken forskel det gør, at forhandlingerne i den of- fentlige sektor finder sted ”i lyset af et muligt lovindgreb”, altså om de offentlige arbejds- givere har en fordel, og om de rent faktisk udnytter den. Er der en asymmetri også i
fravær af et lovindgreb?
Metodisk kan det være vanskeligt at give et præcist svar på dette. Vi har her belyst problemstillingen gennem dokumentarstu- dier af resultaterne af OK18 og OK21 i den offentlige sektor. Vores fokus er altså ikke på forhandlingsprocessen eller på parternes for- tolkninger af denne, men på selve de nøgne outcomes. Analysen kompliceres af, at der ikke kun er tale om to modstående (og indbyrdes afhængige) parter, men at parterne består af selvstændige, allierede og koordinerende organisationer/koalitioner på hver side, parter som har fælles interesser på nogle områder, men divergerende – undertiden stærkt diver- gerende – interesser på andre. Men parterne koordinerer deres interesser, primært når det gælder deres hovedkrav: Den økonomiske ramme for hele overenskomstperioden. Nogle krav koster penge, men ikke alle. Xxxxxx til fx seniordage har en klar pris, som parterne er enige om, mens fx ret til frihed uden løn er vanskeligere at prissætte, og parterne er i hvert fald nok ikke enige om prisen. Selve prissætningen kender parterne givetvis, og den summeres i den samlede ramme (jf. ne- denfor), men disse priser er ikke offentligt kendt. Derfor har vi anlagt et måske lidt sub- jektivt væsentlighedskriterium i vores udvalg og vurdering af opnåede og ikke-opnåede krav til overenskomstløsningerne.
Vi har således holdt parternes mest væ-
sentlige krav op mod de opnåede resultater, og derefter vurderet gevinster og tab og af-
slutningsvis vurderet deres nettoresultater og gjort boet op: En afbalanceret løsning eller asymmetri til fordel for arbejdsgiver- ne? Man kunne indvende, at parterne måske fremsætter urealistiske krav for at kunne give indrømmelser, der er rent symbolske. Her er antagelsen dog, at sådanne urealistiske og rent symbolske krav hurtigt bliver gennem- skuet og hældt af brættet af de rutinerede forhandlinger i overenskomstsystemet. Sam- menfattende konkluderer vi på spørgsmålet: Resulterer de offentlige OK-forhandlinger i afbalancerede løsninger til fordel for begge parter eller hersker der systemisk betinget asymmetri til fordel for arbejdsgiverne?
OK18: Parternes generelle krav, samt deres gevinster og tab
Vi har i vores analyse af forløbet i 2018 ud- skilt godt 20 temaer, der var de centrale for forhandlingsforløbene under OK18. Analysen af resultaterne fra OK18, set i relation til par- ternes initiale forhandlingskrav og i relation til de opnåede resultater, viser følgende:
Arbejdsgiverne fik:
• Sikret en ansvarlig lønramme
• Betaling for betryggelse af spisepause i staten (lille gevinst)
• Markant skævdeling i rekrutteringspulje (skævdeling for arbejdsgivervalgte grup- per med rekrutteringsproblemer). Arbejds- giverinitieret skævdeling.
• Chefoverenskomst justeret i staten
• Undgik omfattende storkonflikt på det offentlige område
Arbejdsgiverne fik ikke:
• Bevaret privatlønsværn og tilbagebetalt et løngab
• En mere individualiseret løndannelse i staten
• Mulighed for at betragte spisepausen som en kutyme
• Færre overenskomster, færre møder, fær- re tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, omfattet af ansættelsesbeskyttelse
• Mere fleksibilitet i arbejdets tilrettelæg- gelse
• Reduceret eller afskaffet seniorfridagene
Lønmodtagerne fik:
• En lønramme tæt på det formulerede ud- spil (lønstigninger kommer en anelse før)
• Tilbageføring af reguleringsordning til før 2015
• Intet løngab at betale
• Afskaffet privatlønsværn
• Lavt- og ligelønspuljer, lønmodtagerini- tieret skævdeling (dog: minimalt)
• Mindre, men ikke uvæsentlige omsorgs- goder
• Højere løn til elever og lærlinge (igen skævdeling, lønmodtagerinitieret)
Lønmodtagerne fik ikke:
• Arbejdstidsaftale for lærerne som betin- gelse for forlig (men en kommission)
• Fritvalgskonto som i Industriens over- enskomst
• Udvalgte grupper måtte betale for betryg- gelse af spisepausen
• Accept og betaling af særlig arbejdsgive- rønsket rekrutteringspulje
• Flere tryghedsgoder, fx i forhold til mid- lertidigt ansatte/timelønnede
Vurdering af det samlede resultat af OK18
Analysen af resultatet af OK18 viser, at forløbet blev konfliktfyldt, da resultatet af OK13 og OK15 slog markant igennem på især lønmodtagersidens krav: en arbejds- tidsoverenskomst for grupperne i Lærernes Centralorganisation (LC) som afløsning for lov 409 fra 2013, en sikring af spisepausen som et ’betalt overenskomstgode’, og en tilba- gerulning af arbejdsgivernes krav indfrielsen
af et løngab og et privatlønsværn fra OK15. Disse tre knaster skulle høvles af, før vejen var banet for et generelt forlig på det statslige, det kommunale og det regionale område. Arbejdstidskravet blev lagt over i en kommis- sion og dermed ikke indfriet, på trods af, at det var fremsat af en samlet fagbevægelse og derfor var et betydeligt tab, ikke blot for LC, men for hele fagbevægelsen. Betryggelsen af spisepausen som et ’betalt overenskomstgo- de’ kom Akademikerne til at betale relativt beskedent for, mens arbejdsgiversiden op- gav privatlønsværnet og indfrielsen af løn- gabet og måtte acceptere reetableringen af reguleringsordningen fra før OK15. De tre knaster blev høvlet af med gevinster og tab på begge sider, hvor lønmodtagersiden nok betalte mest på den korte bane. Men en tilba- gevenden til den gamle reguleringsordning, med en 80 – 80 procents regulering er en betydelig gevinst for alle offentligt ansatte lønmodtagere.
Den største gevinst for begge parter var
en aftale om den samlede lønramme for de næste tre år. Uden den aftale var hverken lønmodtager- eller arbejdsgiversiden gået med til et forlig, og en storkonflikt ville være en realitet. Parternes hovedkrav blev derfor simultant opfyldt, og dermed skabes en ba- lance i outcomes, som dog på marginaler- ne tippes til arbejdsgivernes fordel, da den samlede offentlige fagbevægelses krav om en overenskomstdækket arbejdstidsaftale på LC’s område ikke blev indfriet. En skævdeling af løngoder til fordel for kvinde-/lavtløns- grupperne blev betalt inden for lønrammen og derfor af de øvrige lønmodtagere med et meget lille beløb, mens den aftalte arbejds- giverønskede rekrutteringspulje også betales inden for lønrammen, dog med ret forskellige beløb, idet rekrutteringspuljen indeholder et ti gange større beløb end kvinde-/lavtløns- puljen (ca. 500 mio. versus 43 mio. over tre år). Denne del af den samlede aftale trækker i retning af en fordel for arbejdsgiversiden.
Man kan udtrykke det sådan, at skævdeling til fordel for bestemte grupper er meget van- skelig i forhandlingssystemet, men det lykkes bedst, når det er arbejdsgiverinitieret.
De øvrige gevinster/tab på begge sider er det vanskeligt at prissætte, men det forrykker ikke det samlede resultat, nemlig at lønmod- tagersidens særkrav og krav om skævdeling, delvis som en konsekvens af forløbet af OK13 og OK15, førte til et konfliktfyldt forhand- lingsforløb og et samlet forhandlingsresultat, der på nogle områder var til fordel for arbejds- giverne, mens reetableringen af den tidligere 80 – 80 procents reguleringsordning dog var en meget stor defensiv gevinst for lønmodta- gersiden, idet aftalen sikrer en nogenlunde ensartet lønstigningstakt for den private og den offentlige sektor, aggregeret set.
Analysen viser således, at resultatet af OK 18 var et balanceret resultat, der ikke kan understøtte tesen om, at den offentli- ge aftalemodel er præget af asymmetri. Til forståelse af dette resultat er det centralt, at begge parter bagefter udtrykte stor tilfredshed med forhandlingsresultatet, og at urafstem- ningerne på lønmodtagersiden viste – for nu at sige det med en floskel – historisk høj stemmedeltagelse og høje ja-procenter stort set over hele linjen. Man kan derfor sige, at begge parter også følte, at der var tale om et afbalanceret forhandlingsresultat.
OK21 – Parternes generelle krav, samt deres gevinster og tab
Blev resultatet af OK21-forhandlingerne i den offentlige sektor også balanceret i den forstand, at det bliver quid pro quo og altså indeholder indrømmelser til begge parter uden betydelig asymmetri i de offentlige arbejdsgiveres favør?
OK21 kom efter OK18, der som beskrevet ovenfor var konfliktfyldt og tæt på en alt- omfattende storkonflikt. Men resultatet blev forlig i både staten, regionerne og kommuner-
ne, og mæglingsforslagene blev stemt hjem med – som nævnt ovenfor – både rekordhøje stemme- og japrocenter på begge sider af for- handlingsbordet. Forligene ryddede op i de konfliktfyldte områder, og efterfølgende ind- gik Kommunerne og lærerne på baggrund af et kommissionsarbejde en aftale og arbejds- tiden på undervisningsområdet. Xxxxxx var derfor vasket ren og parterne kunne tage hul på en ’ren’ overenskomstforhandlingsrunde, uden overlejrede uløste konflikter fra sidst. Hovedtemaet blev – som sædvanligt – størrelsen af den samlede lønramme for de næste tre år. Fagbevægelsens hovedkrav var
– både i stat, regioner og kommuner – en sikring og helst en stigning i reallønnen, der matcher den skønnede lønudvikling i den private sektor. Men her støtte parterne på et af hovedproblemerne i forhandlingsforløbet: hvordan vil den standende coronaepidemi og den deraf afledte økonomiske krise på- virke lønstigningstakten i den private sek- tor? DA’s lønstatistik målte i 4. kvartal 2020 lønstigningstakten på DA’s område til ca. 2 procent, og de offentlige lønmodtagernes hovedkrav var derfor en samlet lønramme for den 3-årige overenskomstperiode på om- kring 6 procent. Men på grund af den svage krisebestemte lønstigningstakt i den private sektor og de relativt høje aftalte lønstignin- ger fra OK18 i den offentlige sektor, betød reguleringsordningen per 1. februar 2021, at de offentligt ansattes lønstigninger blev reduceret marginalt. Dette har de offentligt ansattes fagforeninger accepteret, og løn- modtagersiden var derfor fra starten af for- handlingerne under pres på lønfronten. Da inflationstakten december 2020 var på 0,4 procent, kunne selv beskedne lønstigninger nemlig således indfri hovedkravet om en sikring af reallønnen.
En del af de offentlige lønmodtageres sam-
lede lønkrav var bevarelsen af regulerings- ordningen, som sikrer, at lønmodtagernes lønstigningstakt opreguleres med 80 procent
af det, som de private lønstigninger overstiger de offentliges lønstigningstakt.
Fagbevægelsen stillede ud over lønkra- vet nogle af de samme krav fra OK18, som de ikke fik opfyldt. En fritvalgskonto, som Akademikerne, HK-Stat (men ikke lærerne) genfremsatte på det statslige område. På det kommunale og regionale område blev lønkra- vet suppleret med krav om en fritvalgskonto, plus krav om en forbedring af det psykiske arbejdsmiljø, herunder kamp mod sexchika- ne, forbedrede seniorordninger, opkvalifice- rings- og kompetenceudviklingsmuligheder, flere tryghedsgoder, og en særlig pulje til lavtlønnede og kvinder.
Arbejdsgivernes hovedkrav var en ansvar- lig lønramme, der sikrede at den private sek- tor stadig ville være lønførende. Desuden ønskede man som ved andre OK-runder, at en større del af lønrammen blev udmøntet lokalt og individuelt. Man genfremsatte kra- vet om færre overenskomster, færre tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, og en særlig rekrutteringspulje til især det kommunale ældreplejeområde.
Forløbet af forhandlingerne fulgte den historisk set mest hyppige skabelon: Staten skabte et gennembrudsforlig, som fastlagde den økonomiske ramme for de forlig, der fulgte efter på den regionale og det kom- munale område. Der blev – helt udramatisk og temmelig hurtigt – indgået forlig på de tre områder.
Parternes gevinster og tab
Som ved analysen af OK18’s resultater opgør vi parternes gevinster og tab hver for sig, hvor opgørelsen kigger på den offentlige sektor under et. De gevinster og tab, der opgøres her, udgør – som i 2018 – vores vurdering af, hvilke af de generelle krav, der er de mest
centrale og essentielle. I 2021 fremsatte løn- modtagerorganisationerne 68 generelle krav på det statslige område og 45 krav, fordelt på 11 områder, på de kommunale og regionale områder. Hertil kommer de specielle krav. Det er en omfattende spiseseddel, men vi har som nævnt forsøgt at vurdere, hvad der var mest essentielt.
Arbejdsgiverne fik:
• Sikret en ansvarlig lønramme
• Sikret en rekrutteringspulje på ældreom- rådet
• Sikret en skævdeling af lønmidler inden for lønrammen
• Sikret midler kompetenceudvikling af medarbejderne
• Den hidtidige pensionskarens blev redu- ceret til fem måneder (men ikke fjernet, som eller var kravet)
Arbejdsgiverne fik ikke:
• En mere lokal og individuel løndannelse
• Færre TR, AMR og færre møder
• En tidssvarende seniorordning
• Den ønskede størrelse på rekrutterings- puljen på ældreområdet
Lønmodtagersiden fik:
• En lønramme, tæt på den krævede
• En fastholdelse af reguleringsordningen, der sikrer en lønstigningstakt tæt på den private sektors lønstigningstakt
• Seniordage
• En lønpulje til lavtlønnede og kvinde- grupperne
• En særlig pulje til forskellige områder, bl.a. fik Sygeplejerådet 0,05% af lønrammen
• Midler til kompetenceudvikling
• Fokus på det psykiske område, herunder sexchikane
• Tryghedsgoder
Lønmodtagersiden fik ikke:
• Den ønskede fritvalgskonto
• Den ønskede størrelse på lønpulje til kvin- de- og lavtlønsgrupperne (den blev dog fordoblet, i forhold til 2018, se tabellen nedenfor)
• Ret til frihed uden løn
• Færre deltidsansatte, flere på fuld tid (ud- sat til 2024)
• Bedre vilkår for deltids- og tidsbegrænset ansatte
Dette omhandler overvejende de generelle krav. På de organisationsspecifikke områder foreligger en lang række resultater af mindre vidtrækkende art, fx oprettelse af ny spe- cialiserede stillingstyper på FOA’s område og inklusion af undervisningsassistenternes vilkår i overenskomsterne på det akademiske område.
Vurdering af det samlede resultat af OK21
Analysen på tværs af arbejdsgivernes og løn- modtagernes gevinster og tab under OK21 vi- ser, at det mest tydelige resultat var, at begge parter kom meget tæt på den ønskede løn- ramme for den treårige overenskomstperiode. I en coronatid med et markant fald i vækst- raten for dansk økonomi i 2020 og forventet i 2021, var en relativt beskeden lønramme som den aftalte forventelig. Rammer man under den private sektors lønudvikling, vil den aftalte reguleringsordning med tiden rette op på skævheden. I den forstand er der tale om en balanceret aftale, og lønrammen betaler også for dels de organisationsspeci- fikke forhandlinger, dels for puljemidlerne til en forbedret rekrutteringsindsats på æl-
dreområdet, kvinde- og lavtlønsområdet og de aftalte seniordage.
Lønmodtagerne fik ikke det genfremsatte krav om en fritvalgskonto opfyldt, og ar- bejdsgiverne fik heller ikke det genfremsatte krav om en øget decentral og individualiseret løndannelse opfyldt. Men det fylder mindre i det samlede billede og rykke ikke på konklu- sionen om en afbalanceret forhandlings- og aftaleløsning på OK21 i den offentlige sektor.
Det samlede resultat af OK18 og OK 21, opgjort ud fra den økonomiske ramme
Nedenfor sammenlignes i tabelform værdien af de indgåede forlig, hvor forliget mellem KL og FF er valgt som eksempel, eftersom de kommunalt ansatte udgør langt største- delen af de offentligt ansatte (ca. 60%). Den samlede økonomiske ramme og de generel- le lønstigninger adskiller sig ikke meget fra resultaterne på det statslige og det regionale område. Det viste ”omkostningsbilag” fra aftalerne i 2018 og 2021 udtrykker den sam- lede relative forøgelse af lønomkostningerne, overenskomstens egentlige ”pris”, så at sige. Tabellen viser, at corona-epidemien og den deraf afledte økonomiske krise slår igen- nem på både den generelle lønstigningstakt og den samlede økonomiske ramme i 2021, som bliver mindre end de aftalte stigninger i OK18. Men omvendt aftales der ved OK21 et større beløb til lavt- og ligelønspuljen og et mindre beløb til rekrutteringspuljen, en prioritering, som fagbevægelsen fik presset igennem. Beløbene til de to puljer er relativt beskedne, men FOA’s medlemmer for glæde af begge puljer, og det kommer derfor til at
betyde en del for deres medlemmer.
Tabel.
Omkostningsbilag for forlig mellem KL og Forhandlingsfællesskabet 2018 og 2021. Procentstigning over tre år.
2018-21 Procent | 2021-24 Procent | |
Generelle lønstigninger | 6,100 | 5,020 |
Reguleringsordn. (skøn) | 0,720 | 0,270 |
Rekrutteringspulje | 0,300 | 0,075 |
Lavt- og ligeløn m.m. | 0,030 | 0,075 |
Organisationsforhandlinger | 0,350 | 0,500 |
I alt | 7,500 | 5,940 |
Reststigning (skøn)* | 0,600 | |
I alt | 8,100 | 5,940 |
* Reststigningen udtrykker den lønstigning, der er et resultatet af strukturelle forskydninger i arbejdsstyrken, fx at der ansættes flere medarbejdere med en længere uddannelse.
Tallet for 2021 foreligger endnu ikke.
Kilde: Forlig mellem KL og FF, 2018 og 2021.
Der blev sat lidt flere midler af til de organisa- tionsspecifikke forhandlinger ved OK21 end ved OK18, penge, der kan bruges på lokale løntillæg til udvalgte grupper og/eller enkelte ansatte eller til andre formål. Parterne lykke- des hermed at tilgodese hinandens præferen- cer og krav, hvilket netop er forudsætningen for et forlig: man giver og tager.
Generelt viser analysen, at parterne, her- under især de faglige forhandlingsfællesska- ber, tager et ansvar over for den aktuelle og skønnede fremtidige økonomiske situation. OK18 blev gennemført under en højkon- junktur og var i særklasse konfliktfyldt, men parterne fandt løsninger på alle områder, medens OK21 faldt ned i en coronaepidemi
og en økonomisk krise, som kaldte på en mere beskeden lønramme og ikke mindst forlig hele vejen rundt og en efterfølgende arbejdsfred.
Konklusion
Analysen af resultaterne af OK18 og OK21 vi- ser, at begge parter må give indrømmelser for at opnå de tilsigtede gevinster, og man i begge tilfælde lander på afbalancerede løsninger, som begge parter på tværs af de tre sektorer ender med at være nogenlunde tilfredse med.
Den afgørende indsigt fra forhandlingerne i 2018 var, at trods den betydelige samlede front fra samtlige aktører på lønmodtagersi-
den, og trods arbejdsgivernes mulighed for at lovgive, kunne ingen af parterne aftvinge den anden helt afgørende indrømmelser (fx en arbejdstidsaftale for lærerne eller en bety- deligt mere individualiseret løndannelse). De indrømmelser, den ene part faktisk fik, blev betalt med modydelser til den anden, og vice versa. Rammen for forhandlingerne i 2021 var derfor, at ekstraordinære indrømmelser igen skal modsvares af ekstraordinære mo- dydelser. Dette er realiteterne bag parternes lidt retoriske facade.
En særlig problemstilling vedrører de løn- modtagergrupper, der mener, at de har krav på særligt høje lønstigninger. Det kunne være nærliggende at tænke på sygeplejersker og sosu-assistenter, hvis ekstraordinære ind- sats under corona-krisen kunne begrunde et særligt løft. Disse grupper gik – sammen med pædagogerne og FOA – i konflikt i 2008 for en højere stigningstakt, men for sygeplejersker og pædagoger blev konflikten så langvarig, at den minimale gevinst slet ikke stod mål med indsatsen og omkostningerne, en er- faring, der formentlig stadig er levende i de involverede organisationer og hos mange af medlemmerne. Desuden indebærer re- guleringsordningen, at hvis nogle grupper får ekstraordinært høje stigninger, indebæ- rer det, at alle de øvrige offentlige grupper vil få mindre, da reguleringsordningen kun måles på den samlede lønstigningstakt i det offentlige. Hvad den ene får, skal de andre aflevere, fordi det er den private aggrege- rede lønstigningstakt, der bestemmer den tilsvarende aggregerede lønstigningstakt i det offentlige. Det er et ægte nulsumsspil. Derfor vil de fleste lønmodtagerorganisati- oner generelt se med stærk modvilje på, at større enkeltgrupper får større lønstigninger end de generelle.
Generelt viser analysen, at parterne, her-
under især de faglige forhandlingsfællesska-
ber tager et ansvar over for den aktuelle og skønnede fremtidige økonomiske situation. OK18 blev gennemført under en højkon- junktur og var i særklasse konfliktfyldt, men parterne fandt løsninger på alle områder, medens OK21 faldt ned i en conoraepidemi og en økonomisk krise, som kaldte på en mere beskeden lønramme, og bl.a. dette medførte forlig hele vejen rundt. Forhandlerne var således tilfredse med det opnåede, også på lønmodtagersiden, og hos langt flertallet af organisationerne, stemte medlemmerne da også massivt ja, dvs. med to tredjedele af stemmerne eller mere i urafstemninger- ne. Hos enkelte organisationer var der dog flertal for et nej, hvilket antagelig skyldes utilfredshed med, at et mere grundlæggende og betydeligt lønløft for disse grupper ude- blev også denne gang. Men det store flertal af organisationerne og medlemmerne sagde ja til resultatet.
Sammenfattende kan vi – ud fra analysen af outcomes fra OK18 og OK21 – derfor ikke bekræfte tesen om asymmetri i den offent- lige aftalemodel til fordel for arbejdsgiverne. Ikke mindst reguleringsordningen sikrer på mellemlangt sig symmetri i aftalerne, og derfor var OK18 resultatet med en genopret- ning af den tidligere reguleringsordning med en 80 – 80 procents regulering af afgørende betydning for symmetri i den offentlige af- talemodel.
Både resultatet af OK18 og OK21 viser, at parterne er i stand til af finde balancerede løsninger både under en højkonjunktur og under en økonomisk krise. Tesen om asym- metri i den offentlige sektors forhandlings- og aftalemodel kan derfor ikke underbygges ud fra resultaterne af de to overenskomstrunder. Tværtimod viser analysen, at OK-forhandlin- gerne er en reel mulighed for begge parter til at øve indflydelse på de fremtidige rammer for arbejdslivet.
Note
1. Kronikken er for 2018-forløbets vedkommende baseret på forfatternes analyserapport, hvor man kan finde en mere detaljeret gennemgang af og dokumentation for de anførte resultater. Rapporten, med titlen Asymmetri eller quid pro quo i overenskomstforhandlinger – Set i lyset af overenskomstresultatet 2018 (november 2020) kan downloades fra: xxxxx://xxxxxxxxxxxxxx.xxx.xx:0000/xx/xxxxxxxxxxx/ portal/178049869/Asymmetri_Ibsen_og_Scheuer_Analyserapport.pdf
Xxxxx Xxxxxxx, emeritus professor, Syddansk Universitet.
Xxxxxxxx Xxxxx, emeritus professor, Aalborg Universitet.