Lokalaftale om ”Særlig socialmedicinsk indsats for sårbare borgere og familier”
Lokalaftale om ”Særlig socialmedicinsk indsats for sårbare borgere og familier”
§ 1 Grundlag og tema for aftalen
Denne aftale er indgået i Praksisplanudvalget i Region Syddanmark og indgår som en del af den underliggende aftale mellem Region Syddanmark, de syddanske kommuner og PLO Syddanmark.
Med aftalen ønsker parterne at understøtte, at de praktiserende læger gennemfører diagnostik og behandling i eget hjem hos udsatte eller særligt sårbare borgere.
Med denne aftale ønskes særligt fokus på vurdering af de hjemlige forhold hos patienter, hvor disse forhold formodes at have indflydelse på patientens samlede helbredstilstand.
Behovet for en vurdering af de hjemlige forhold kan f.eks. udspringe af gentagne kontakter til almen praksis pga. høj grad af sygdom, hvor et indblik i de hjemlige forhold forventes at give den praktiserende læge et bedre udgangspunkt for forståelse af eksempelvis fysiske eller psykiske lidelser, der kan opstå på baggrund af dårlige boligforhold, henholdsvis belastende forhold i hjemmet.
Det kan f.eks. være voksne, herunder sygemeldte patienter, hvor et indblik i de sociale omstændigheder i hjemmet vil kunne skabe en bedre baggrund for efterfølgende konsultationer i praksis.
Aftalen kan ligeledes finde anvendelse i forhold til børn og unge, hvor der er formodning om, at de hjemlige forhold påvirker barnet/den unges helbred og trivsel, og aftalen kan dermed understøtte den praktiserende læges opsporende indsats i forhold til mistrivsel hos børn og unge.
§ 2 Formål med aftalen
Parterne er med nærværende aftale enige om at understøtte, at den praktiserende læge foretager vurderinger af de hjemlige forhold hos patienten, og/eller patientens funktionsevne i hjemmet, når der opstår bekymring om patientens hjemlige forholds påvirkning af patientens psyke og helbred. Bekymringen kan opstå hos lægen selv, samarbejdspartnere eller pårørende, og kan foranledige, at det er lægefagligt begrundet at gennemføre konsultationen i hjemmet.
Konsultationen vil typisk medføre efterfølgende koordination og inddragelse af andre aktører omkring den pågældende og/eller dennes familie. Det kan f.eks. være sundhedsplejerske, misbrugsbehandling, sociale instanser, socialpsykiatri, kommunal sygepleje, og andre relevante kommunale forvaltninger eller regionale tilbud, herunder f.eks. familieambulatorierne.
For at en indsats kan honoreres efter denne aftale gælder at:
der med en lægefaglig begrundelse findes grundlag for en vurdering af patientens hjemlige forhold
lægen udover den konkrete sygdomsproblematik har særligt fokus på borgerens/familiens generelle trivsels- og helbredsmæssige forhold
vurderingen af de hjemlige forholds indvirken på patientens helbred skal dokumenteres via et journalnotat, hvor observerede relevante forhold, der kan have betydning for patientens helbredstilstand, beskrives.
der sker efter vurderingen en koordinering med relevante aktører omkring patienten/familien
§ 3 Aftalens afgrænsning
Aftalen vedrører besøg til patienter til vurdering af hjemlige forholds betydning for patientens samlede helbredstilstand, for patienter som er tilmeldt lægepraksis beliggende i Region Syddanmark.
Aftalen omfatter alment praktiserende læger i Region Syddanmark.
Ydelsen kan ikke udføres af klinikpersonale i praksis.
Der må alene ydes besøg til egne patienter efter denne aftale.
Der kan alene ydes besøg til patienter bosiddende i Region Syddanmark
§ 4 Honorering og registrering
Socialmedicinsk hjemmebesøg honoreres og registreres efter følgende model:
Afstand |
ydelseskode |
Honorar (okt. 2018 - niveau) |
0- 4 km |
4460 |
950,00 |
4 - 8 km |
4461 |
1100,00 |
8 - 12 km |
4462 |
1200,00 |
12 - 16 km |
4463 |
1300,00 |
16 - 20 km |
4464 |
1500,00 |
> 20 km |
4468 |
1700,00 |
Der ydes tillige kørselsgodtgørelse efter overenskomstens § 61.
Stk. 2.
Ydelserne afregnes med praksisafdelingen hver måned sammen med øvrige sygesikringsydelser..
Der kan ikke samtidigt honoreres for andre grundydelser.
Ydelserne indgår ikke i den økonomiske ramme for almen praksis, jf. bilag 4 i Overenskomst for almen praksis, Økonomiprotokollat af 14. september 2017, ligesom de ikke indgår i opgørelsen i henhold til overenskomstens § 88.
Stk. 3.
Honoraret reguleres på samme måde som øvrige ydelseshonorarer i henhold til Overenskomst om almen praksis.
§ 5 Implementering af aftalen
Samtlige praktiserende læger og kommuner i Region Syddanmark orienteres om aftalen.
Aftalen skal være tilgængelig på xxx.xxxxxxx.xx
Parterne er enige om at anmode hvert Kommunalt Lægeligt Udvalg (KLU) om at drøfte og aftale, hvorledes samarbejdet mellem læger og de kommunale myndigheder om samarbejdet om udsatte og særligt sårbare patienter/borgere kan videreudvikles, så aftalen anvendes på den mest hensigtsmæssige måde. De Kommunalt Lægelige Udvalg anmodes endvidere om at bidrage til at evaluere brugen af aftalen.
Kvalitets og Efteruddannelsesudvalget anmodes om at tilrettelægge implementeringsindsatsen.
§ 6 Forventning til brugen af aftalen
Det forventes, at antallet af særlige socialmedicinske besøg udgør ca. 1000 besøg på regionsplan pr. år, svarende til gennemsnitligt 1-2 besøg pr. læge pr år.
§ 7 Evaluering & opfølgning
Praksisplanudvalget drøfter én gang årligt aftalens anvendelse, herunder antal ydelser, samt antal læger, der benytter ydelsen.
Lokalaftaleudvalget har mulighed for individuelt overfor den enkelte læge at opsige muligheden for at udføre ydelsen med 1 måneds varsel, såfremt parterne finder, at der foregår en uhensigtsmæssig brug af ydelsen. Forud for dette gives henstilling eller påbud om at følge aftalen på korrekt vis.
§ 8 Aftalens ikrafttræden og ophør (opsigelsesvarsel)
Aftalen træder i kraft pr. 01-03-2019.
Aftalen kan af de respektive parter opsiges med 3 måneders varsel til den 1. i en måned
Godkendt af Praksisplanudvalget - Vejle d. 26-02-2019
_______________________________
For Region Syddanmark
Formand for Praksisplanudvalget
Xx Xxxxxxxxx
__________________________________
For kommunerne i Region Syddanmark
Medlem af Praksisplanudvalget
Xxxxxxx Xxxx
X.xx. 18/29906
26-02-2019
AL