Contract
U.2019B.100
International ret 2 Retspleje 28.1 og 28.2
Kontraktstatuttet for internationale voldgiftsaftaler
♦ I artiklen analyseres de regler, der gælder for lovvalget for internationale voldgiftsaftaler. Det konkluderes, at der er stærke holdepunkter for at lade sædet ret være styrende for voldgiftsaftalen.
Af advokatfuldmægtig Xxxxxx Xxxxxx, Kammeradvokaten / Xxxxxxxxxxxxxx Xxxx Xxxxxxx
1. Introduktion
Voldgift er i mange tilfælde velegnet som tvistløsningsmekanisme i kommercielle forhold, men undertiden søger en part at undslå sig, at en tvist skal afgøres ved voldgift; det være sig ved at anlægge søgsmål ved domstolene eller ved at forsøge at få en voldgiftskendelse afvist, f.eks. med henvisning til voldgiftsaftalens ugyldighed, eller at voldgiftsretten overskred sin kompetence. I sådanne situationer må den pågældende domstol tage stilling til voldgiftsaftalens gyldighed og eventuelt dens indhold.
Opstår der tvivl om en voldgiftsaftales gyldighed, er det essentielt at fastlægge dets kontraktstatut.1 da en tvist alene kan henvises til voldgift, hvis der foreligger en gyldig voldgiftsaftale. En voldgiftsaftale udgør normalt en bestemmelse i en længere kontrakt, men mens der ofte foretages lovvalg for den kontrakt, som voldgiftsaftalen er inkorporeret i (hovedkontrakten), foretages sjældent et lovvalg for selve voldgiftsaftalen. Da det er almindeligt antaget, at voldgiftsaftalen er adskilt fra hovedkontrakten, jf. separabilitetsprincippet i voldgiftslovens2 § 16, stk. 1, 2. pkt., er parternes eventuelle lovvalg for hovedkontrakten imidlertid ikke automatisk anvendeligt på voldgiftsaftalen.3 Kontraktstatuttet for voldgiftsaftalen må derfor som udgangspunkt afgøres selvstændigt. Det er imidlertid uklart, hvordan kontraktstatuttet for voldgiftsaftalen bestemmes, idet i al fald ni forskellige tilgange til spørgsmålet er set anvendt.4 Hertil kommer, at flere forskellige domstole kan have kompetence til at afgøre voldgiftsaftalens gyldighed.5 Dermed øges risikoen for modstridende afgørelser om en voldgiftsaftales gyldighed, hvilket selvsagt ikke bidrager til den
forudsigelighed, man har forsøgt at skabe med New York- konventionen6 og UNCITRAL's modellov.7
Kontraktstatuttet for internationale kommercielle voldgiftsaftaler synes ikke nærmere diskuteret herhjemme, men udenlandsk retspraksis viser, at der er tale om et problem, som man bør være opmærksom på, hvis Danmark skal være et attraktivt forum for international voldgift.
2. Lovvalgsregler for internationale voldgiftsaftaler En voldgiftsaftale er som udgangspunkt underlagt samme lovvalgsregler som alle andre aftaler.8 I dansk ret reguleres kontraktstatuttet hovedsageligt af Romkonventionen9 (nu Rom I- konventionen for andre
101
EU-lande). Selvom voldgiftsaftaler er undtaget Romkonventionens anvendelsesområde, jf. art. 1, stk. 2, litra d, antages det i dansk ret, at konventionen anvendes analogt.10 Dette skal ses i sammenhæng med, at lovvalget i dansk ret før Romkonventionen var ulovreguleret, og at retspraksis herom var sparsom. Det kan derfor ikke præcist siges, hvad reglerne før Danmarks tiltrædelse til Romkonventionen indebar. Ikke desto mindre antages det, at Romkonventionen i det væsentlige stemmer overens med tidligere dansk praksis for lovvalg.11 Det synes derfor også rimeligt at antage, at Romkonventionen finder analog anvendelse på voldgiftsaftaler, når der ikke findes særlige regler herfor i enten voldgiftsloven eller New York-konventionen.12
1 Xxxx X. Xxxx, International Commercial Arbitration (2. udgave, Xxxxxxx Xxxxxx, 2014) 472. For parternes rets og handleevne gælder dog et såkaldt særstatut, hvorefter spørgsmål vedrørende parternes kompetence til at indgå en voldgiftsaftale styres af parternes domicil, jf. voldgiftslovens § 37, stk. 2, nr. 1, litra a, og § 39, stk. 1, nr. 1, litra a, samt § 11, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 117 af 7. marts 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser og om international handelsvoldgift. Se også Xxxxx Xxxx Xxxxxxx, International privat- og procesret (DJØF, 1997) 479 og Xxxxx Xxxx og Xxxxx Xxxxxxxxxx Xxxxxxxxx, Voldgiftsret (3. udg., Karnov Group, 2017) 307.
2 Lov nr. 553 af 24. juni 2005 om voldgift.
3 Se også Xxxx X Born, International Commercial Arbitration (2. udgave, Xxxxxxx Xxxxxx, 2014) 464. W Xxxxxxxx Xxxxx, Xxxxxxx X Xxxx og Xxx Xxxxxxxx, International Chamber of Commerce Arbitration (3. Udgave, Oceana Publications, 2000) 52.
4 Xxxx Xxxxxxxx, The Law Applicable to the Arbitration Clause and Arbitrability i A xxx xxx Xxxx (red.) Improving the Efficiency of Arbitration Agreements and Awards: 40 years of Application of the New York Convention (Kluwer Law, 1999) 169. Se også Xxxxxxxx Xxxxxxx, Conflict of Law and Arbitral Discretion (Oxford University Press, 2017) 74-96 for en analyse af de mange forskellige lovvalgsregler, der potentielt kan finde anvendelse i international voldgift.
5 Xxxxxx Xxxxxx, Om værnetingsregler for internationale voldgiftsaftaler, U 2018B.205.
6 New York-konventionen af 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser og om international voldgift.
7 UNCITRAL's modellov om international handelsvoldgift fra 1985 (revideret i 2006).
8 Se også samme for engelsk ret i Xxx Xxxxxxx X. Xxxxxx, The Law and Practice of Commercial Arbitration in England (Butterworths & Co, 1989).
10 Xxxxx Xxxx Xxxxxxx, International privat- og procesret (DJØF, 1997) 493. Se også Xxxxxx Xxxxxx Xxxxxxx, International formueret (2. udgave, Gad, 2000) 347-348.
11 Xxxxx Xxxx Xxxxxxx, International privat- og procesret (DJØF, 1997) 483.
12 Xxxxx Xxxx Xxxxxxx, International privat- og procesret (DJØF, 1997) 493.
New York-konventionen indeholder to bestemmelser om voldgiftsaftaler, nemlig art. II (om håndhævelse af voldgiftsaftaler) og art. V, stk. 1, litra a (om afvisning af anerkendelse og fuldbyrdelse grundet ugyldig voldgiftsaftale). Bekendtgørelsen, som inkorporerer New York-konventionen i dansk ret, indeholder desuden i § 11, stk. 2, en bestemmelse om, at en voldgiftsaftale i fraværet af lovvalg skal bedømmes efter sædets lov, medmindre sædet ikke kan identificeres, hvorefter voldgiftsaftalen skal bedømmes ud fra de regler, som følger af dansk privatret.13 Tilsvarende findes relevante regler i voldgiftslovens § 8 (om håndhævelse af voldgiftsaftaler), § 37, stk. 2, pkt. 1, litra a (tilsidesættelse af voldgiftskendelse grundet ugyldig voldgiftsaftale), og § 39, stk. 1, pkt. 1, litra a (nægtelse af anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelse grundet ugyldig voldgiftsaftale). Voldgiftslovens bestemmelser er overensstemmende med UNCITRAL's modellov, som den er baseret på. Det skal dog bemærkes, at voldgiftslovens § 37 kun finder anvendelse på voldgiftssager med dansk nationalitet (voldgifter med sæde i Danmark).14
2.1. Partsautonomien som udgangspunkt
Den altovervejende hovedregel i dansk ret er, at parterne selv kan foretage lovvalget for deres aftaler, jf. Romkonventionens art. 3, stk. 1.15
Af voldgiftsloven og New York-konventionens generelle bestemmelser om håndhævelse af voldgiftsaftaler fremgår, at en
»[r]etssag om tvister, der efter aftale mellem parterne skal afgøres ved voldgift, efter påstand afvises fra domstolene, medmindre voldgiftsaftalen er ugyldig eller voldgiftssagen af andre grunde ikke kan gennemføres.«, jf. voldgiftslovens § 8, stk. 1, og tilsvarende i New York-konventionens art. II, stk. 1 og stk. 3. Disse bestemmelser angiver ikke, hvad der udgør kontraktstatuttet for voldgiftsaftalen.
Voldgiftsloven og New York-konventionen indeholder imidlertid en lovvalgsregel for voldgiftsaftaler for situationer, hvor der påstås afvisning af anerkendelse af en voldgiftskendelse. I voldgiftsloven angives det således, at en voldgiftskendelse kan tilsidesættes, hvis
»voldgiftsaftalen er ugyldig efter den lov, som parterne har vedtaget for den, eller i mangel af en sådan vedtagelse efter loven i det land, hvor voldgiftskendelsen er afsagt«, jf. voldgiftslovens § 39, stk. 1, pkt. 1, litra a. Tilsvarende angives det i New York-konventionen, at en kendelse kan afvises, hvis voldgiftsaftalen er ugyldig: »under the law to which the parties have subjected it or, failing any indication thereon, under the law of the country where the award
was made«, jf. New York-konventionens art. V, stk. 1, litra a. Hvad angår voldgiftskendelser med sæde i Danmark fremgår det af voldgiftslovens § 37, stk. 2, pkt. 1, litra a, at spørgsmålet - i fraværet af et af parterne selvstændigt foretaget valg - afgøres efter »dansk ret«. Det fremgår altså af lovvalgsreglerne i både voldgiftsloven og New York-konventionen, at parterne som udgangspunkt har ret til at foretage et lovvalg for voldgiftsaftalen, men at sædets ret finder anvendelse i fraværet af et sådant valg.
2.2. Anvendeligheden af voldgiftslovens og New York- konventionens lovvalgsregel
I litteraturen har det været diskuteret, om lovvalgsreglen i bestemmelserne angående håndhævelse af voldgiftskendelser kan benyttes i tilfælde, hvor spørgsmålet rejses under voldgiftslovens
§ 8 og New York-konventionens art. II om håndhævelse af voldgiftsaftaler.16
102
Voldgiftslovens § 8 og New York-konventionens art. XX tager nemlig sigte på situationer, hvor der endnu ikke er afsagt en voldgiftskendelse. Derimod finder reglerne om håndhævelse af voldgiftskendelser (som udgangspunkt) først anvendelse efter voldgiftskendelsens afsigelse. Man kan derfor overveje, om lovvalgsreglen i voldgiftslovens § 39, stk. 1, pkt. 1, litra a, og New York-konventionens art. V, stk. 1, litra a, finder anvendelse på voldgiftslovens § 8 og New York-konventionens art. II.
Hverken forarbejderne til New York-konventionen, UNCITRAL's modellov eller den danske voldgiftslov, angiver, hvad tanken bag opdelingen har været.
Både voldgiftslovens § 39, stk. 1, pkt. 1, litra a, og New York- konventionens art. V, stk. 1, litra a, henviser til det sted, hvor voldgiftskendelsen er afsagt. På tidspunktet for håndhævelsen af voldgiftsaftalen, som voldgiftslovens § 8 og New York- konventionens art. II angår, vil der derimod ikke være afsagt en voldgiftskendelse. Man har i den forbindelse argumenteret for, at domstolene, før en voldgiftskendelse er blevet afsagt, må vurdere voldgiftsaftalens gyldighed på baggrund af deres eget lands regler herfor.17 Dette synspunkt (som da heller ikke forfægtes af mange) synes dog uholdbart, da det resulterer i, at der potentielt stilles forskellige standarder for voldgiftsaftaler alt efter, hvornår en sag rejses for domstolene.18 De fleste anser derfor dette for en fejlagtig opfattelse, da det ikke ville være meningsfuldt at anvende forskellige standarder ud fra, hvornår der bliver stillet tvivl om en voldgiftsaftale.19 At anvende forskellige standarder vil ej heller være i overensstemmelse med konventionens formål om at skabe
en uniform tilgang til voldgiftsaftaler.20
Det synes derfor mest holdbart at antage, at lovvalgsreglen i voldgiftslovens § 39, stk. 1, pkt. 1, litra a, og New York-
13 Se bekendtgørelse nr. 117 af 7. marts 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser og om international handelsvoldgift.
14 Jf. Xxxxx Xxxxxxxxxx, Voldgiftsloven med kommentarer (Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2016) 471.
15 Se nærmere Xxxxx Xxxx Xxxxxxx, International privat- og procesret (DJØF, 1997) 482. Xxxxxx Xxxxxxxxx og Xxxxxxxxxx Xxxxx, International privatret på formuerettens område (5. udgave, DJØF, 2015) 74.
16 Se bl.x. Xxxxxxxxxx, »Arbitration Clauses: Achieving Effectiveness in the Law Applicable to the Arbitration Clause« i A xxx xxx Xxxx (red.) Improving the Efficiency of Arbitration Agreements and Awards: 40 years of Application of the New York Convention (Kluwer Law, 1999) 200.
17 Se Xxxxxxx Xxxxx (red.), New York Convention on the Recognition and enforcement of Foreign Arbitral Awards: Commentary (C. H. Beck, 2012) 163-164.
19 Xxxx X. Xxxx, International Commercial Arbitration (2. udgave, Xxxxxxx Xxxxxx, 2014) 497-498. Xxxxxxx Xxxxx (red.), New York Convention on the Recognition and enforcement of Foreign Arbitral Awards: Commentary (C. H. Beck, 2012) 105 og 164.
20 Xxxxxxx Xxxxx (red.), New York Convention on the Recognition and enforcement of Foreign Arbitral Awards: Commentary (C. H. Beck, 2012) 164. Xxxx X. Xxxx, International Commercial Arbitration (2. udgave, Xxxxxxx Xxxxxx, 2014) 498. Se også Xxxxxx Xxx xxx xxx Xxxx, The New York Arbitration Convention of 1958, Towards a Uniform Judicial Interpretation (Kluwer Law, 1981) 127.
2.3. Kort om voldgiftsretters vurdering af lovvalg
Nogle forfattere antager, at en voldgiftsret som udgangspunkt frit kan bestemme kontraktstatuttet for en aftale, herunder voldgiftsaftalen, såfremt parterne ikke har truffet et valg herom.21 Hertil bemærkes, at en voldgiftsdommer som udgangspunkt ikke kan dømme efter friere overvejelser, men – som enhver anden dommer – må dømme parternes sag ifølge gældende ret, jf. forbuddet mod at dømme efter billighed uden parternes samtykke i voldgiftslovens § 28, stk. 3. Det følger af voldgiftslovens § 28, stk. 2, at voldgiftsretten i fraværet af lovvalg for sagens realitet kan anvende de »retsregler, der følger af de lovvalgsregler, som voldgiftsretten finder anvendelige.« Denne regel overlader voldgiftsretten en betydelig frihed i valget af lovvalgsregler. Imidlertid finder bestemmelsen ikke anvendelse for så vidt det angår voldgiftsaftaler, da sagens realitet og voldgiftsaftalen – som forklaret ovenfor – må afgøres uafhængigt af hinanden.22 En voldgiftsdommer har altså i forhold til lovvalgsreglerne for voldgiftsaftalen ikke samme frihed som ved valg af lovvalgsregler for sagens realitet, men må basere sin afgørelse om lovvalget på voldgiftsloven og New York-konventionens lovvalgsregel. Selvom domstolene er underlagt et materielt revisionsforbud, som betyder, at domstolene som udgangspunkt ikke kan revurdere voldgiftsrettens vurdering af relevante retsregler, er det alligevel forekommet, at domstole har prøvet voldgiftsdomstolens vurdering af kontraktstatuttet for voldgiftsaftalen pga. dettes afgørende betydning for voldgiftsdomstolens kompetence.23 Bemærkningerne nedenfor synes derfor lige så relevante for voldgiftsretter som for domstole.
3. Vurderingen af hvorvidt der er foretaget et stiltiende lovvalg
Udgangspunktet ifølge dansk ret er herefter, at kontraktstatuttet for en voldgiftsaftale, i fraværet af et af parterne foretaget valg, er sædets ret, hvilket er en ganske klar regel. Retstilstanden er imidlertid ikke klar, da der er
opstået forskellige tilgange til, hvordan man bestemmer lovvalget for en voldgiftsaftale.
Voldgiftsaftaler indeholder som nævnt sjældent noget udtrykkeligt lovvalg for selve voldgiftsaftalen. I sådanne tilfælde kan det være relevant at diskutere, om der foreligger et stiltiende lovvalg for voldgiftsaftalen gennem lovvalget for hovedkontrakten.
Voldgiftsloven og New York-konventionen siger ikke noget om lovvalgsaftalens form. Det følger af Romkonventionen, at en lovvalgsaftale kan være enten udtrykkelig eller stiltiende, jf. Romkonventionens art. 3, stk. 1. Da Romkonventionen må antages at finde analog anvendelse, må en lovvalgsaftale for en voldgiftsaftale altså også kunne være stiltiende.24
Ifølge Romkonventionen skal et stiltiende lovvalg fremgå med
»rimelig sikkerhed« af kontraktens øvrige bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt.25 Det præciseres ikke yderligere i Romkonventionen, hvilke elementer der kan lægges vægt på ved vurderingen heraf. Ifølge Romkonventionens forarbejder tages alene udgangspunkt i objektive elementer.26 Parternes lovvalg må derfor alene vurderes i forhold til tilknytningsmomenternes objektive betydning, snarere end parternes forventninger til lovvalget, jf. U 2005.2512/1 H. Parternes hypotetiske vilje kan derfor ikke benyttes til at afgøre, om der er foretaget et stiltiende lovvalg.27
Som objektive tilknytningsmomenter, der kan være udslagsgivende for vurderingen af, om der er foretaget et stiltiende lovvalg, kan eksempelvis nævnes, at parterne kan have benyttet et bestemt lands standardkontrakt, eller at kontrakten indeholder henvisninger til et bestemt lands ret.28 I internationale voldgiftsaftaler tillægges særligt to objektive tilknytningselementer betydning: lovvalget for hovedkontrakten og parternes valg af sæde for voldgiften.
3.1. Afvejningen af tilknytningsmomenter til hovedkontrakten og voldgiftens sæde
Da en voldgiftsaftale ofte inkorporeres i en hovedkontrakt, er det nærliggende at argumentere for, at parterne ved at foretage et lovvalg for hovedkontrakten har foretaget et stiltiende lovvalg for voldgiftsaftalen.29 På den baggrund hævder nogle forfattere, at parterne ikke kan forventes at have taget hensyn til separabilitetsprincippet, og at et separat kontraktstatut for voldgiftsaftalen derfor ville medføre »nothing but confusion to an already grey area of law« – og endda, at det »serves no meaningful
21 Se Xxxxxxxxx Xxxxxxxxx, »Determination and Application of Relevant National and International Law and Rules« i Loukas A Mistelis og Xxxxxx XX Xxx, Pervasive Problems in Internatinal Arbitration (Kluwer Law, 2006) 81.
22 Jf. Xxxxx Xxxxxxxxxx, Voldgiftsloven med kommentarer (Jurist- og Økonomforbundet, 2016) 367. Se også Xxxxx Xxxxxxxx, Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxxxx, Xxxx Xxxxxxx og Xxxxxx Xxxxxx, Xxxxxxx and Hunter on International Arbitration (6. udgave, Oxford University Press, 2015) 157ff.
23 Xxxxx Xxxxxxxxxx, Voldgiftsloven med kommentarer (Jurist- og Økonomforbundet, 2016) 527. Xxxxxxxxx Xxxxxxxxx, »Determination and Application of Relevant National and International Law and Rules« i Loukas A Mistelis og Xxxxxx XX Xxx, Pervasive Problems in Internatinal Arbitration (Kluwer Law, 2006) 85-87. Se herunder en Schweizisk sag: Automobiles Peugeot c/ Omega Plus (16. oktober 2001), Rev Arb 2002, 753.
24 Se også Xxxx X. Xxxx, International Commercial Arbitration (2. udgave, Xxxxxxx Xxxxxx, 2014) 495.
25 Jf. Xxxxx Xxxx Xxxxxxx, International privat- og procesret (DJØF, 1997) 499. Xxxx Xxxxxx, EU-IP: Europæisk International Privat- og Procesret (2. udg. DJØF, 1994) 137-138. Xxxxx Xxxxxxxx, Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxxxx, Xxxx Xxxxxxx og Xxxxxx Xxxxxx, Xxxxxxx and Hunter on International Arbitration (6. udgave, Oxford University Press, 2015) 219.
26 Jf. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxx Xxxxxxx, Betænkning om konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktretlige forpligtelser (EFT 1990 C 282) 17.
27 Xxxxx Xxxx Xxxxxxx, International privat- og procesret (DJØF, 1997) 499. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxx Xxxxxxx, Betænkning om konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktretlige forpligtelser (EFT 1990 C 282) 17. Xxxx Xxxxxx, EU-IP: Europæisk International Privat- og Procesret (2. udg. DJØF, 1994), 137-138.
28 Xxxxx Xxxx Xxxxxxx, International privat- og procesret (DJØF, 1997) 499.
29 Jf. Xxxxxxx Xxxxx (red.), New York Convention on the Recognition and enforcement of Foreign Arbitral Awards: Commentary (C. H. Beck, 2012) 165-166.
purpose« at lade kontraktstatuttet for voldgiftsaftalen være et andet end hovedkontraktens.30 Med andre ord må parterne have intenderet anvendelsen af kontraktstatuttet for hovedkontrakten på voldgiftsaftalen – og denne intention bør respekteres.31
Dette synes på den ene side at være i overensstemmelse med Romkonventionens princip om kontraktstatuttets enhed, jf. Romkonventionens art. 10, der indebærer, at alle spørgsmål vedrørende en kontrakt som udgangspunkt skal anses for at være styret af én lov.32 På den anden side er det som nævnt alment accepteret, at voldgiftsaftalen er underlagt separabilitetsprincippet, hvorefter voldgiftsaftalen anses for separat fra hovedkontrakten. At enhedsprincippet ikke hindrer anvendelse af separabilitetsprincippet anerkendes også i forarbejderne til Romkonventionen: »On the question whether severability (dépeçage) was to be allowed, some experts observed that the contract should in principle be governed by one law, unless that contract, although apparently a single contract, consists in reality of several contracts or parts which are separable and independent of each other from the legal and economic points of view.«33
Udgangspunktet må herefter være, at voldgiftsaftalen ikke som selvfølge er underlagt kontraktstatuttet for hovedkontrakten.34
104
Henset til det fornuftige i at lade voldgiftsaftalen styre af samme kontraktstatut som hovedkontrakten har det i teorien været diskuteret, om separabilitetsprincippet tolkes for vidt, når den får betydning for lovvalget. Det er således blevet anført, at den oprindelige hensigt med separabilitetsprincippet var at muliggøre opretholdelse af voldgiftsaftalens gyldighed på trods af hovedaftalens potentielle ugyldighed, og at det altså ikke har været tanken at skabe en autonom voldgiftsaftale som princip.35 I forlængelse heraf er der blevet argumenteret for, at UNCITRAL's modellov, som den danske lov er bygget på, er udformet således, at separabilitetsprincippet ikke omfatter lovvalget.36 Altså fejlfortolkes lovvalgsreglen (som svarer til de ovenfor beskrevne lovvalgsregler i voldgiftslovens § 39 og New York-konventionens art. V, stk. 1, litra a), når parternes mulighed for at vælge et kontraktstatut for voldgiftsaftalen bliver ensbetydende med, at
voldgiftsaftalen underlægges et separat kontraktstatut adskilt fra hovedkontrakten.37 Bestemmelserne bør i stedet tolkes som en mulighed for parterne for at kunne vælge et separat kontraktstatut, men at voldgiftsaftalen altså som udgangspunkt må være styret af kontraktstatuttet for hovedkontrakten, i fraværet af et sådant valg.38 Sædets relevans for voldgiften overvurderes altså, hvis sædet anses som afgørende for voldgiftsaftalens kontraktstatut.39
At sædet ikke alene kan betragtes som det afgørende moment for kontraktstatuttet kan medgives for så vidt det angår lovvalget for hovedkontrakten. Et valg af sæde (eller værneting for den sags skyld) har ikke nødvendigvis nogen videre tilknytning til parternes aftale, men udgør ofte blot et neutralt eller praktisk sted for tvistløsningen, jf. eksempelvis U 1990.540 V. I relation til voldgiftsaftalen synes dette argument sværere at opretholde. Voldgiftsaftalen har som sådan ikke noget med kontraktens substans at gøre, men retter sig derimod mod tvistløsningen, som netop vil have en stærk tilknytning til sædet. At kontraktstatuttet for hovedkontrakten bør finde anvendelse i fraværet af en aftale, synes dog også en noget bemærkelsesværdig konklusion i forhold til det netop i loven angivne: nemlig, at sædets lov skal benyttes i fraværet af et lovvalg.40 Ovenstående argumenter for, at kontraktstatuttet for voldgiftsaftalen bør følge samme kontraktstatut som hovedkontraktens, fokuserer overvejende på parternes eventuelle forventninger til lovvalget, hvilket da også er sympatisk, fordi det skaber forudsigelighed. Ifølge Romkonventionen må dog alene objektive elementer tillægges betydning, jf. afsnit 3. Parternes (eventuelle) intention om at lade voldgiftsaftalen styre af kontraktstatuttet for hovedkontrakten kan altså ikke være udgangspunktet for vurderingen af et stiltiende lovvalg.41 Derfor bør kontraktstatuttet for hovedkontrakten ikke nødvendigvis være anvendelig på voldgiftsaftalen, blot fordi parterne måtte have intenderet dette eller eventuelt ikke har haft taget højde for separabilitetsprincippet.
Det kan dog overvejes, om kontraktstatuttet for hovedkontrakten
30 Xxxxxx Xxxxxx, Dilemma of the Proper Law of the Arbitration Agreement: An Approach towards Unification of Applicable Laws, Singapore Law Review, Vol. 32 (2014) 237-238.
31 Xxxxxx Xxxxxx, Dilemma of the Proper Law of the Arbitration Agreement: An Approach towards Unification of Applicable Laws, Singapore Law Review, Vol. 32 (2014) 238.
32 Xxxxx Xxxx Xxxxxxx, International privat- og procesret (DJØF 1997) 480. Se også Xxxxxx Xxxxxx, Dilemma of the Proper Law of the Arbitration Agreement: An Approach towards Unification of Applicable Laws, Singapore Law Review, Vol. 32 (2014) 256.
33 Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxx Xxxxxxx, Betænkning om konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktretlige forpligtelser (EFT 1990 C 282) 17.
34 Xxxxx Xxxxxxxx, Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxxxx, Xxxx Xxxxxxx og Xxxxxx Xxxxxx, Xxxxxxx and Hunter on International Arbitration (6. udgave, Oxford University Press, 2015) 158. Se også Xxxxx Xxxxxx, Voldgift (3. udgave, DJØF, 1987) 31.
35 Xxxxxx Xxxxxx, Dilemma of the Proper Law of the Arbitration Agreement: An Approach towards Unification of Applicable Laws, Singapore Law Review, Vol. 32 (2014) 241.
36 Xxxxxx Xxxxxx, Dilemma of the Proper Law of the Arbitration Agreement: An Approach towards Unification of Applicable Laws, Singapore Law Review, Vol. 32 (2014) 235.
37 Xxxxxx Xxxxxx, Dilemma of the Proper Law of the Arbitration Agreement: An Approach towards Unification of Applicable Laws, Singapore Law Review, Vol. 32 (2014) 237.
39 Xxxxxx Xxxxxx, Dilemma of the Proper Law of the Arbitration Agreement: An Approach towards Unification of Applicable Laws, Singapore Law Review, Vol. 32 (2014) 241.
40 Jf. også Xxxxx Xxxxxxxxxx, Voldgiftsloven med kommentarer (DJØF, 2016) 531.
41 Jf. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxx Xxxxxxx, Betænkning om konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktretlige forpligtelser (EFT 1990 C 282) 17. Xxxxx Xxxx Xxxxxxx, International privat- og procesret (DJØF, 1997) 499.
kontrakter, og at de tidligere kontrakter har været styret af en bestemt lov.42 Der kunne således argumenteres for, at voldgiftsaftalen, idet den blev sluttet samtidig med hovedkontrakten, ville være underlagt samme kontraktstatut som hovedkontrakten, og dermed at parternes valg af kontraktstatut for hovedkontrakten
»smittede af« på voldgiftsaftalen.
Skal et tidligere lovvalg for andre kontrakter tillægges betydning, må de retsforhold, der reguleres i kontrakterne, have en vis lighed. Uden en sådan lighed vil der ikke være noget »relevant faktisk fundament«.43 Netop her kan det være problematisk at opretholde ræsonnementet for den objektive tilknytning. Voldgiftsaftalen vil godt nok ofte være inkorporeret i hovedkontrakten, men retsforholdet i voldgiftsaftalen ofte vil være af en helt anden karakter end den resterende kontrakt: Voldgiftsaftalen omtales undertiden som en klausul, der befinder sig mellem proces og materie. På den ene side udgør voldgiftsaftalen en del af hovedkontraktens materielle forpligtelser, da den udgør en betingelse mellem kontraktens parter. Voldgiftsaftalen kan på denne måde ses som en betingelse blandt andre. På den anden side kan voldgiftsaftalen anses for at have karakter af en processuel
105
bestemmelse, idet den netop angår tvistløsningen. Følger man førstnævnte synspunkt, vil det lede til en tilbøjelighed mod at vælge hovedkontraktens kontraktstatut for voldgiftsaftalen, mens sidstnævnte vil lede til valget af sædets ret.44
Det må dertil bemærkes, at sædets ret – eller som også benævnt: lex arbitri – udgør voldgiftens processuelle regler, hvor netop voldgiftsaftalen er reguleret, jf. eksempelvis voldgiftslovens § 8. Det vil således give god mening at benytte denne lov på voldgiftsaftalen, idet voldgiftsaftalen altid vil skulle leve op til
eksempelvis præceptive bestemmelser om, hvilke konflikter der kan løses ved voldgift under sædets lov.45 Desuden vil sædets domstole (som udgangspunkt) assistere parterne i voldgiftsprocessen.
Det synes altså svært generelt at forudsætte, at objektive momenter kan begrunde anvendelsen af hovedkontraktens kontraktstatut på voldgiftsaftalen. Derimod synes de fleste objektive momenter at give holdepunkter for anvendelsen af sædets ret. Da sædets ret i alle tilfælde er det lovgivningsmæssige udgangspunkt, såfremt det ikke med rimelig sikkerhed kan formodes, at parterne har foretaget et stiltiende lovvalg, synes det altså mest plausibelt, at sædets ret i praksis vil finde anvendelse på internationale voldgiftsaftaler. Afgørende for nærværende forfatter er dog ikke, om kontraktstatuttet for hovedkontrakten eller sædets ret finder anvendelse, men at skabe forudsigelighed for parterne.
4. Konklusion
Mens der er klare regler for kontraktstatuttet for internationale voldgiftsaftaler i både voldgiftsloven og New York-konventionen, viser ovenstående, at det i praksis kan volde problemer at afgøre, hvad kontraktstatuttet er, når der – som det oftest er tilfældet – ikke er foretaget et udtrykkeligt lovvalg. Som bemærkningerne ovenfor viser, er der dog stærke holdepunkter for, at sædets ret bør udgøre kontraktstatuttet for voldgiftsaftalen i fraværet af et udtrykkeligt lovvalg. Da problematikken er grænseoverskridende, vil fuldstændig forudsigelighed i sidste ende kræve, at man på tværs af landes retspraksis kommer til enighed om anvendelsen af lovvalgsreglen i henholdsvis New York-konventionen og UNCITRAL's modellov, som mange nationale voldgiftslove spejler sig i.
42 Xxxxx Xxxx Xxxxxxx, International privat- og procesret (DJØF, 1997) 499.
43 Xxxxx Xxxx Xxxxxxx, International privat- og procesret (DJØF, 1997) 499.
44 For et tredje synspunkt: at voldgifsaftalen er både proces og materie, se Julian DM Xxx, »The Law Applicable to the Form and Substance of the Arbitration Clause« i Xxxxxx Xxx xxx xxx Xxxx (red.), Improving the Efficiency of International Arbitration Agreements and Awards (Kluwer Law, 1999) 114-115 samt 118.
45 Partsautonomien under Romkonventionen er ikke til hinder for anvendelse af præceptive regler, jf. Romkonventionen art. 3, stk. 3, og art. 7. Jf. også Xxxxx Xxxx Xxxxxxx, International privat-og procesret (DJØF, 1997) 498.