Konklusion eksempelklausuler

Konklusion. Formålet med nærværende projekt har været at komme betydningen og indholdet af insolvensbegrebet i konkursret nærmere i teori og retspraksis. Dette er forsøgt gjort med fokus på både §§ 17, stk. 2, 64, stk. 2 og 74, særligt i den situation, hvor der er et engagement mellem skyldneren og dennes pengeinstitut. Opmærksomheden skal hertil henledes på, at selvom insolvensbegrebet i de omtalte bestemmelser som udgangspunkt fremstår ens i lovteksten, ses der til stadighed en række forskelligheder i den måde, hvorpå reglerne fortolkes. Gennem projektets behandling er det fundet, at forståelsen af insolvensbegrebet i de tre bestemmelser både i teori og praksis er underlagt diskussion. I projektets kapitel 2 sammenfattes det, at flere aspekter taler for, at begrebet i de tre bestemmelser skal forstås ens, men andre aspekter taler for det modsatte. Særligt for så vidt angår § 74 foreligger der tvivl om, hvorvidt begrebet heri skal forstås overensstemmende med det i § 17, stk. 2 fastlagte begreb. Tvivlen om, hvorvidt begreberne skal forstås ens, ses ligeledes udmøntet i projektets kapitel 3. I dette kapitel sammenfattes det netop, at det ikke er de nøjagtigt samme momenter, der spiller en lige stor rolle i insolvensvurderingen under de tre bestemmelser, når skyldner har et stående engagement med et pengeinstitut. Ligeledes ses de inddragne momenter at variere alt efter de konkrete forhold i den aktuelt foreliggende sag. Momenter, der ikke er fundet anvendt i den behandlede retspraksis under en konkret bestemmelse, kan således ikke udelukkes at være relevante i fremtidig praksis. Som sammenfattet under kapitel 3 afsnit 3.4 er der i projektet udledt en række momenter af relevans under de tre bestemmelser, når skyldner har et engagement med et pengeinstitut. Overordnet bemærkes det, at en række momenter ses udledt som relevante under alle tre bestemmelser, mens andre momenter kun gør sig gældende inden for enkelte. Særligt ses det, at et moment som instituttets opsigelse af engagementet med skyldner, er relevant ved insolvensvurderingen under alle tre bestemmelser. Dette antages at spille en særlig rolle i insolvensvurderingen, når instituttet rent faktisk opsiger engagementet, før det ellers aftalte ophør heraf. Et andet moment, der ses at være relevant under alle tre bestemmelser, er skyldners mulighed for at opnå yderligere kredit. Dette antages særligt at tale for skyldners solvens, når der er tale om en kredit uden betingelser for udnyttelse, samt de tilfælde hvor s...

Konklusion. I afhandlingen er der foretaget en analyse af, hvorledes der opnås dækning af ledelsesansvar gennem forsikring, samt hvorvidt en sådan ledelsesansvarsforsikring har væsentlige selskabsretlige og erstat- ningsretlige implikationer. Indledningsvist kan det konkluderes, at medlemmerne af selskabets ledelse kan ifalde erstatningsan- svar, hvis de begår sådanne fejl eller forsømmelser, at selskabet eller andre påføres et påregneligt økonomisk tab. Det følger af SL § 361, som fastlægger et culpaansvar for ledelsesmedlemmer. Selve ansvarsbedømmelsen tager udgangspunkt i ledelsens forpligtelser efter selskabsloven, men domsto- lene vil altid foretage en konkret vurdering af, hvorvidt der er handlet culpøst i den pågældende situ- ation. I medfør af business judgment rule vil domstolene desuden være tilbageholdende med at til- sidesætte det loyale forretningsmæssige skøn. Der er således ikke tale om et strengt ansvar for ledel- sesmedlemmer, men retspraksis viser samtidig, at ledelsesmedlemmer bør forholde sig til risikoen for erstatningsansvar. Ledelsesansvarsforsikringer findes overordnet i to varianter: en kollektiv forsikring, der sikrer samt- lige ledelsesmedlemmer, og en personlig forsikring, der alene sikrer det enkelte ledelsesmedlem. Den primære dækning er det erstatningsansvar, som ledelsesmedlemmer kan ifalde efter SL § 361. Dæk- ningen vil undtage forsætligt fremkaldte forsikringsbegivenheder, men vil som udgangspunkt omfatte begivenheder fremkaldt ved både simpel og grov uagtsomhed. Derudover vil rimelige og nødvendige forsvarsomkostninger i forbindelse med erstatningssagen dækkes. Den konkrete forsikringssum vil dog udgøre den maksimale beløbsmæssige grænse for dækningen. I tidsmæssig henseende vil forsik- ringen som hovedregel dække efter claims made-princippet, og forsikringstiden er typisk 12-18 må- neder med mulighed for forlængelse. Det er imidlertid muligt at tilpasse forsikringen til ledelsens konkrete behov, hvorfor ovenstående blot udgør sædvanlige vilkår for ledelsesansvarsforsikringer. Ledelsesansvarsforsikring findes at være en velegnet metode til risikoafdækning af ledelsesansvar, idet en sådan forsikring reducerer den økonomiske risiko vedrørende erstatningskravet og dækker omkostninger i forbindelse med sagens behandling. Sidstnævnte udgør en fordel, da en ledelsesan- svarsforsikring dermed også bliver aktuel for det ledelsesmedlem, der ikke frygter et erstatningsan- svar, men alligevel ikke kan undgå at blive involveret i en sag herom. ...

Konklusion. Evalueringen af 100 % anvisningsret (Boligrapporten) dokumenterer, at de ledige boliger anvises til ansøgere, der opfylder de vedtagne vejledende kriterier, som Ishøj Byråd har fastsat og indgået samarbejdsaftale med boligorganisationerne om. Selvom der er målt og fokuseret på, om den gennemsnitlige husstandsindkomst på tilflytterne og fraflytterne er ste- get/faldet igennem årene, dokumenterer rapporten igen i år, at det primære formål med ind- gåelse af samarbejdsaftalerne, med at styrke og ændre beboersammensætningen, stadig er en succes. Som det fremgår af Boligrapporten, er alle ledige boliger anvist til ansøgere, der opfylder de vedtagne kriterier i samarbejdsaftalerne om, at der skal kunne fremvises løndokumentation m.v., og det er kun få kontanthjælpsmodtagere (boligsocial anvisning via støtteskrivelse), der har fået anvist bolig igennem Boliganvisningen – og kun til kontanthjælpsmodtagere fra Ishøj Kommune. Det er muligt for Ishøj Kommune at benytte 25 % af de ledige boliger til boligsocial anvisning (støtteskrivelse), men som rapporterne igennem de sidste år viser, er det en langt mindre procentandel, som Ishøj Kommune benytter for at opfylde sine boligso- ciale forpligtelser. Det kan derfor konkluderes, at anvisningsordningen fortsat virker efter hensigten, og at Bo- liganvisningen ligeledes i 2019 har udført den pålagte opgave fuldt ud tilfredsstillende. Det skal specielt pointeres, at: • der har været et minimalt lejetab i 2019 (under 5.000 kr.) • det er lykkedes at udleje alle ledige boliger inden udgangen af 2019 • alle nye lejere opfylder udlejningskriterierne (med undtagelse af nedenstående dot, da boligsocial anvisning ikke sker efter udlejningskriterierne) • kommunen, via støtteskrivelser, har løst sine boligsociale forpligtelser (Ishøj borgere der ikke opfylder udlejningskriterierne, men som har et påtrængende boligsocialt behov) • alle samarbejdsaftaler er gældende frem til 2020/21.

Konklusion. Det er vores vurdering, at indsiger ikke har bevist, at indsigers mærke CTM004179801 er velkendt i Danmark, og der er således ikke grundlag for at ta- ge påstanden om, at brugen af indehavers mærke vil medføre en utilbørlig ud- nyttelse af indsigers mærkes særpræg eller renommé til følge, da der i den dan- ske omsætningskreds ikke vil skabes en sammenhæng mellem mærkerne. Der er også vores vurdering, at mærkerne ikke ligner hinanden tilstrækkeligt til, at der er risiko for forveksling af mærkerne, herunder at der kan antages en for- bindelse mellem mærkerne, uanset at der er sammenfald af varer i klasse 34. Vi har særligt lagt vægt på logoets svage særpræg og mærkernes forskellige hel- hedsindtryk. Vi tager således ikke indsigelsen til følge, og registreringen er fortsat gyldig. Vi har afgjort sagen efter varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2 og stk. 3, nr. 1…” Denne afgørelse blev med brev af 2. maj 2014 fra ▇▇▇▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇▇▇▇ på vegne klager, ▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇ Sàrl indbragt for Ankenævnet for Patenter og Va- remærker med følgende: Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse af 4. marts 2014 (bilag 1), omgøres, så- ledes at varemærkeregistrering VR 2011 02954 SUPER ROLL ophæves i sin hel- hed. Til støtte for den nedlagte påstand gøres overordnet gældende at det foreløbigt registrerede varemærke VR 2011 02954 SUPER ROLL (figur) er registreret i strid med varemærkelovens §§ 15 stk. 1 nr. 2, 15 stk. 3 nr. 1 og 15 stk. 4 nr. 1 og der henvises i det hele til vores brev af 14. februar 2012 (bilag 2), indlæg af 26. juni 2012 (bilag 3), indlæg af 20. september 2012 (bilag 4) samt indlæg af 8. april 2013 (bilag 5), idet de heri anførte anbringender samt de fremlagte beviser i det hele fastholdes også i forbindelse med behandlingen for Ankenævnet.

Konklusion. Erhvervsstyrelsen noterer sig, at en række alternative selskaber anvender den kommercielle aftale. Disse selskaber har et voksende antal kunder. Dermed har den kommercielle aftale medført en kon- kurrencemæssig forbedring sammenlignet med den tidligere situation, hvor ingen af TDC’s konkur- renter benyttede den regulerede adgang til coax-nettet.

Konklusion. Idet fusionen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke giver anled- ning til indsigelser, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendt fu- sionen efter en forenklet sagsbehandling, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 7.

Konklusion. Formålet med nærværende kandidatspeciale har været at undersøge retsstillingen for indflytningssyn i private lejemål efter lovændringen i 2015. Problemformuleringen er søgt besvaret ved en gennemgående analyse af sager fra domstolene og huslejenævnene rundt om i landet for, hvordan de har forholdt sig til værdien af indflytningssynet i fraflytningsøjeblikket. Herunder er normal istandsættelsesbegrebet inddraget for at forstå problematikkerne bag benyttelsen af indflytningssynet. For at kunne kræve, at lejer betaler for udbedring af manglende vedligeholdelse af lejemålet ved fraflytning, skal udlejer udfører et indflytningssyn, hvor lejeren skal indkaldes til, jf. LL § 9, stk. 2. I forbindelse med synet skal der udarbejdes en rapport, som skal gives til lejer, jf. LL § 9, stk. 3. Såfremt lejer ikke er til stede, eller ikke ønsker at underskrive for modtagelse af rapporten, skal rapporten sendes til lejer senest to uger efter synet, jf. LL § 9, stk. 3. Hvis formalia for indflytningssyn ikke er overholdt, fortaber udlejer retten til at kræve istandsættelse ved lejers fraflytning, medmindre forholdene skyldes lejers misligholdelse, jf. LL § 9, stk. 4. Der er ingen regler for, hvordan man skal indkalde lejeren til synet. Lejeren skal indkaldes med tilpas varsel. Dette kan f.eks. ske via lejekontraktens § 11. Det vigtigste for indkaldelsen af lejeren til indflytningssynet er, at denne skal have haft mulighed for at deltage i synet sammen med udlejer. En fejl- og mangelliste som man beder lejeren om at udfylde, er derfor ikke at kunne sidestille med en indflytningsrapport. Ligeså kan COVID-19 ikke argumentere for undgåelse af reglerne om, at lejeren skal have muligheden for at deltage i synet med udlejer. At holde synet virtuelt vil dog ikke være i modstrid med reglerne, jf. afgørelsen for Brostræde 5. Indflytningssynet skal dokumentere lejemålets stand ved indflytning, hvoraf indflytningsrapporten er en nedskrevet dokumentation for, alt der er omtalt om lejemålets stand ved indflytningssynet. Af forarbejderne fremgår, at der skal tages en konkret vurdering af lejemålets stand ”rum for rum” og ”flade for flade”. Der er ingen formkrav til, hvordan man skal nedfælde indflytningsrapporten, andet end den skal forelægge skriftligt og være tydelig. Indflytningsrapporten er ikke en bindende aftale mellem parterne om lejemålets stand, da lejer ikke afskriver sig retten til at indgive indsigelser, jf. LL § 14. Lejer kan reklamere over mangler senest 14 dage efter denne ha...

Konklusion. Fra bestyrelsens side har vi ikke fået en prisstigning igennem af den ønskede størrelse. De ca. 160 kr pr. ha er natur- ligvis et skridt i den rigtige retning, men vi må desværre konstatere, at dyb- frostærterne fortsat ligger væsentligt under raps og sukkerroer. Det er nu op til hver enkel avler selv at regne på, om dybfrostærter er en attraktiv afgrøde til 2018. Kontrakten for 2018 forventes først at blive udsendt, når Ardo i slutningen af september har en endelig beslutning om næste års areal. Færdselsgruppen har arbejdet intenst med problematikken, også tidligere år, og det lykkedes i juni at opnå en fornyet 1-årig dispensation fra trafikminister ▇▇▇ ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇ til kørsel med ærtehøsterne på vejene her i 2017-høsten. Det er dog afgørende, at vi får en per- manent tilladelse, som sikrer kørsel med ærtehøsterne fremover, og Færd- selsgruppen har i samarbejde med Vej- direktoratet og Kommunernes Lands- forening fået aftalt, at der i september gennemføres et forsøg med kørsel med en ærtehøster på en vej, hvor Vejdirek- toratet ved brug af specialudstyr måler, om vejen har lidt overlast. Der er tale om et overskueligt, billigt og forholdsvist simpelt forsøg, hvor Færdselsstyrelsen tidligere har krævet et 3-årigt forsøg til en pris på 12 mio. kr. Færdselsgruppen forventer, at man med forsøget kan dokumentere, at ær- tehøsterne ikke påvirker vejene mere end kørsel med andre tilladte køretøjer. Indtil der foreligger et resultat af under- søgelsen, vil Færdselsgruppen som helgardering sideløbende arbejde på fornyede midlertidige dispensationer fra de berørte kommuner til 2018. Færdselsgruppen består af Danske Sukkerroedyrkere, Dansk Maskinhand- lerforening, Dansk Agroindustri og Danske Maskinstationer og Entreprenø- rer. Danske Sukkerroedyrkeres repræsen- tant er ▇▇▇▇-▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇▇▇, som desu- den er bestyrelsesmedlem her i Dyb- frostærter amba og en central person i arbejdet. Hvad man gør her, vil blive vurderet og aftalt individuelt med de pågældende avlere.

Konklusion. Afhandlingen har haft til formål at analysere og vurdere, hvornår en leverandør har handlet groft uagtsomt i relation til rækkeviden af ansvarsbegrænsninger i it-udviklingsaftaler. Overordnet kan det konkluderes, at for en adfærd kan karakteriseres som groft uagtsom, skal adfærden markant afvige fra almindelig forsvarlig handlemåde, hvor adfærden er stærkt bebrejdelsesværdig, jf. udtrykkeligt CGI-sagen, CGI 2-sagen og Telenor-sagen. Tilsvarende kan det konkluderes, at tærsklen for at anse adfærden som stærkt bebrejdelsesværdig er høj, jf. Infor 2-sagen. Det vil imidlertid bero på en konkret vurdering, hvornår adfærden er af en sådan grad, at den kan karakteriseres som stærkt bebrejdelsesværdig ud fra aftalen som en helhed. Leverandørens adfærd skal vurderes ud fra den individuelle og generelle adfærdsmålestok. I vurderingen kan man inddrage, om der er en indlysende risiko for den indtrådte skade, og det vil være skærpende hvis der er en indlysende risiko for betydelig skade. Afhandlingen kan ikke entydigt konkludere, om der gælder et krav om illoyalitet for at der er handlet groft uagtsomt. Mest taler dog for, at der ikke gælder et udtrykkeligt krav om illoyalitet, men nærmere at den adfærd der skal til, for at overskride den høje tærskel for hvornår adfærden er stærkt bebrejdelsesværdigt, vil kunne betragtes som illoyal adfærd. Det kan videre konkluderes, at illoyalitet i retspraksis ofte ses som én af to hovedkategorier. Disse to hovedkategorier er 1) nedprioritering af kundens centrale interesser og 2) udnyttelse af kundens situation. Dette skal ikke forstås som, at illoyal adfærd ikke kan fremkomme i andre former, men disse to former synes at være gennemgående. Det konkluderes videre, at såfremt ydelsen er kritisk for kunden og leverandøren er bekendt hermed på aftaletidspunktet, så kan dette indgå i uagtsomhedsvurderingen da den adfærd der kan forventes af leverandøren i en sådan situation skærpes. For så vidt angår mangler, vil det dog formentlig være adfærden i forbindelse med kritiske og vitale funktioner, der skal vurderes i et skærpet lys, for at tage hensyn til den ikke-ubetydelige risiko for børnesygdomme hvor ukritiske mangler ikke kræver samme beskyttelse. Yderligere kan det konkluderes, at Højesteret i G4S-sagen ikke udtrykkeligt udtaler, at en central aftaleforpligtelse hurtigere skulle være groft uagtsom. På samme måde er afhandlingens konklusion, at man næppe vinde noget nævneværdigt ved at sondre mellem misligholdelse af hovedforpligtels...