Se forside
Se forside
Indhold
Kapitel 1 Aftalens område, formål mv 4
§1 Lokalaftalens område 4
Kapitel 2 Medindflydelse og medbestemmelse 7
§6 Medindflydelse og medbestemmelse 7
§9 MED-organisationens struktur og opgaver 9
Kapitel 3 Medarbejderrepræsentanter 13
Kapitel 4 De centrale parter 13
Bilag 1 MED-organisationens struktur 15
NT’s organisation pr. 01.01.17 15
NT’s MED-udvalg pr. 01.01.17 15
NT’s arbejdsmiljøorganisation pr. 01.01.17 16
Bilag 3 Opgaver for MED-organisationen 18
MED-udvalgets opgaver (§9A) 18
Arbejdsmiljøorganisationens opgaver (§9B) 22
Bilag 4 MED-uddannelse og arbejdsmiljøuddannelse 24
Valg af tillidsrepræsentanter og fællestillidsrepræsentanter 25
Valg af arbejdsmiljørepræsentanter til arbejdsmiljøgruppen 25
Valg af arbejdsmiljørepræsentanter til MED-udvalget 25
Overblik over MED- og arbejdsmiljøorganisationen 25
Bilag 6 Aftale om honorering af TR og arbejdsmiljørepræsentanter 26
Lokalaftale mellem NT og samtlige forhandlingsberettigede organisationer vedrørende vilkår for fælles- og tillidsrepræsentanter, -suppleanter og arbejdsmiljørepræsentanter i NT 26
Forord
Denne MED-aftale er indgået i en tillidsfuld og konstruktiv proces mellem repræsentanter for HK, FOA og AC og Nordjyllands Trafikselskab (herefter NT). MED-aftalen er indgået i henhold til ”Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse” indgået i 2011 af KL og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO).
I NT har vi valgt at sammenlægge samarbejdsorganisationen og arbejdsmiljøorganisationen til et enstrenget MED-system jf. Arbejdsmiljølovens § 7. Den enstrengede struktur betyder, at medbestemmelse og medindflydelse samt arbejdsmiljøarbejdet foregår i samme regi – MED-organisationen.
MED står for medindflydelse og medbestemmelse, og formålet med MED-organisationen er at skabe grundlag for forbedring og udvikling af samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere i NT. Tillidsfulde relationer mellem ledere og medarbejdere er et vigtigt parameter for et godt samarbejde. God ledelse og velfungerende medarbejdere er hinandens forudsætninger, og der er knyttet både rettigheder og pligter til begge parter.
Alle ledere og medarbejdere er grundlæggende forpligtet til at behandle hinanden ordentligt, ligeværdigt og med tillid og respekt, hvilket er den ånd, MED-aftalen er forhandlet i og dermed også skal læses i.
MED-aftalen indeholder de konkrete spilleregler for samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere, og MED-organisationen har til opgave at skabe de formelle rammer for dette samarbejde. Gennem dialog skal aftalen medvirke til, at ledere og medarbejdere i fællesskab skaber gode rammer for udvikling af virksomheden såvel som af medarbejdere og arbejdspladser. Der skal sikres en høj grad af medindflydelse og medbestemmelse på alle niveauer, hvorfor samarbejdet foregår såvel i MED-udvalget som i det daglige arbejde.
I NT, som i en hvilken som helst anden virksomhed, vil der være modsætningsforhold og interessekonflikter mellem ledelse og medarbejdere. MED-aftalen har til formål at sikre grundlaget for, at der tages hånd om alle problemstillinger, både de lette og de vanskelige, med et fælles udgangspunkt om tillid, åbenhed og ærlighed.
På den måde er MED-aftalen med til at udvikle og sikre NT som en moderne og attraktiv arbejdsplads, hvor arbejdsglæde og trivsel er i fokus.
Denne MED-aftale er opbygget på grundlag af ”Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse” indgået af KL og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) og følger paragrafmæssigt rammeaftalen.
Kapitel 1 Aftalens område, formål mv.
§1 Lokalaftalens område
Aftalen gælder for alle ansatte i Nordjyllands Trafikselskab (NT).
§2 Formål
Stk. 1
Aftalen skaber grundlag for en vedvarende udvikling af samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere i NT og skal understøtte og udvikle det fælles virke for en effektiv og prioriteret indsats inden for arbejdsmiljøarbejdet.
Vi vil med aftalen give alle NT’s medarbejdere mulighed for medindflydelse og medbestemmelse på arbejds-, personale-, samarbejds-, teknologi- og arbejdsmiljøforhold
Stk. 2
Samarbejdet understøtter NT’s opgaveløsning ved blandt andet at:
• Udvikle idéer og perspektiver.
• Kvalificere ledelsens beslutningsgrundlag.
• Understøtte den gensidige tillid på arbejdspladsen.
• Styrke engagement og ejerskab.
• Understøtte trivsel og arbejdsmiljø.
I MED indgår ledelse og medarbejdere i et gensidigt forpligtende samarbejde, hvor information og drøftelse af de førnævnte forhold er et fælles anliggende. Samarbejdet foregår såvel i MED–udvalget som i det daglige arbejde.
Stk. 1
Denne aftale er udformet i overensstemmelse med de krav til form, indhold og struktur, som følger af lovgivningens bestemmelser og gældende ”Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse” indgået af KL og KTO.
Grundlaget for MED-arbejdet er således:
• Arbejdsmiljølovens bestemmelser
• Gældende ”Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse”
• Denne lokale MED-aftale
Stk. 2
Denne aftale indebærer, at NT’s sikkerheds- og sundhedsarbejde er organiseret via MED-udvalget, hvor vi styrker, udvikler og effektiviserer funktionsvaretagelsen. Dette sker ved, at vi fastlægger:
• Aktiviteter og metoder
• Procedurer for planlægning, gennemførelse og opfølgning
Stk. 3
Alle bidrager aktivt til at skabe en god arbejdsmiljøkultur med et forebyggende sigte, der til enhver tid lever op til arbejdsmiljølovens krav.
§4 Form og struktur
Stk. 1
For at styrke medarbejdernes mulighed for medindflydelse og medbestemmelse jf. § 6 i denne aftale, aftales en enstrenget organisering af arbejdsmiljø og samarbejde. Dette betyder, at NT’s MED-udvalg dækker alle arbejds-, personale-, samarbejds-, teknologi- og arbejdsmiljøforhold. Modellen styrker helheden i opgaveløsningen.
Stk. 2
MED-strukturen følger den til enhver tid gældende ledelsesstruktur. Der henvises til Bilag 1 mht. MED-organisationens struktur.
Stk. 3
MED-udvalgets sammensætning baseres på valgte tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.
Antallet af ledelsesrepræsentanter i et MED-udvalg må ikke overstige antallet af medarbejderrepræsentanter.
Arbejdsmiljørepræsentanterne (maksimalt 2) samt arbejdsmiljølederen er obligatoriske medlemmer af MED-udvalget.
MED-udvalget evaluerer jævnligt den aftalte organisering for at sikre, at den lever op til MED-aftalens bestemmelser.
MED-udvalgets funktionsperiode er to år fra 1.1. i lige år. Stk. 4
Hvis der, som følge af ændringer i organisationen, bliver behov for at ændre i antallet af MED-udvalg eller arbejdsmiljøgrupper, kan MED-udvalget fortage ændringen iht. MED-aftalen, såfremt der opnås fuld enighed. Kan der ikke opnås enighed indkaldes forhandlingsorgan med henblik på genforhandling.
Stk. 5.
Hos NT er der nedsat ét MED-udvalg, som favner hele huset. Tilsvarende er der én arbejdsmiljøgruppe.
Stk. 6
Aftalen skal styrke arbejdsmiljøarbejdet ved at:
• MED-udvalget koordinerer arbejdsmiljøarbejdet i hele NT’s organisation.
• Arbejdsmiljø er et fast punkt på alle MED-møder.
• Arbejdsmiljørepræsentanterne (maksimalt 2) deltager som faste repræsentanter i MED-udvalget.
Se MED-aftalens Bilag 3 for en beskrivelse af arbejdsmiljøorganisationens opgaver.
§5 Kompetence
Stk. 1
Medindflydelse og medbestemmelse udøves inden for det kompetenceområde, som ledelsen har indenfor arbejds-, personale-, samarbejds-, teknologi- og arbejdsmiljøforhold. Hvis der opstår tvivl om rækkevidden af ledelseskompetencen, skal lederen klargøre grænserne herfor.
Stk. 2
Med hensyn til medarbejderrepræsentanternes kompetence skal der sondres i forhold til overenskomst og aftalesystemet. I MED-systemet kan der alene indgås aftaler, som ikke skal indgås mellem den enkelte faglige organisation og NT’s ledelse.
Kapitel 2 Medindflydelse og medbestemmelse
Hos NT er det vigtigt for os alle, at vi har en åben dialog mellem ledere og medarbejdere. Gennem gensidig udveksling af information og gensidige drøftelser ledere og medarbejdere imellem, sikres et bedre beslutningsgrundlag og dermed bedre beslutninger. Medbestemmelse og medindflydelse giver derfor medarbejderne mulighed for at kvalificere beslutninger og sætte sig præg på NT som arbejdsplads.
§6 Medindflydelse og medbestemmelse
Medindflydelse og bestemmelse indebærer:
1. Gensidig pligt til at informere om og drøfte forhold af betydning for arbejds-, personale-, samarbejds-, teknologi- og arbejdsmiljøforhold,
2. medbestemmelse ved udarbejdelse og fastlæggelse af retningslinjer for tilrettelæggelse af arbejds-, personale-, samarbejds-, teknologi- og arbejdsmiljøforhold inden for ledelsens ansvars- og kompetenceområde og
3. mulighed for forhandling og indgåelse af aftaler.
Ved medindflydelse forstås, at ledelsen træffer beslutning på grundlag af åbne og grundige drøftelser med medarbejdere. Medarbejdere kan altså påvirke beslutningsgrundlaget, og derigennem sætte præg på den endelige beslutning.
Der er medindflydelse eksempelvis i følgende situation:
• Medarbejderne skal være inddraget i overvejelserne via MED-organisationen, når der for eksempel skal træffes beslutninger om udbud, organisationsændringer eller fastlægges budget m.m., som kan medføre betydelige ændringer i arbejdets tilrettelæggelse og ansættelsesforholdene, herunder beslutning om virksomhedsoverdragelse.
Ved medbestemmelse forstås, at der træffes beslutning på grundlag af åbne og grundige drøftelser mellem ledelse og medarbejdere.
Der er medbestemmelse eksempelvis i følgende situation:
• Når der træffes aftaler om bindende personalepolitiske retningslinjer, skal formuleringerne besluttes i enighed mellem ledelse og medarbejdere.
§7 Information og drøftelse
Stk. 1
Grundlaget for medindflydelse og medbestemmelse er, at der er gensidig informationspligt på alle niveauer. Den gensidige informationspligt gælder for alle forhold af betydning for arbejds-, personale-, samarbejds-, teknologi- og arbejdsmiljøforhold. Alle forhold, som er omfattet af informationspligten, skal tages op til drøftelse, hvis en af parterne ønsker det.
Stk. 2
Informationen skal gives på et så tidligt tidspunkt og på en sådan måde og i en sådan form, at medarbejderne har god mulighed for at indgå i en grundig drøftelse i MED-udvalget og medarbejdernes synspunkter og forslag kan indgå i grundlaget for ledelsens eller bestyrelsens beslutninger.
Stk. 3
Ledelsen skal regelmæssigt give information om fremkomne forslag og trufne beslutninger i bestyrelsen.
Stk. 4
Det er ledelsens ansvar, at
a. Informere om den seneste udvikling og den forventede udvikling i NT’s aktiviteter og økonomiske situation. Herunder belyser ledelsen, hvor de væsentligste op- eller nedjusteringer er foretaget i budgettet.
b. Informere om og drøfte situationen, strukturen og den forventede udvikling med hensyn til beskæftigelsen hos NT samt om alle planlagte eller forventede foranstaltninger, navnlig når beskæftigelsen er truet.
c. Informere om og drøfte de beslutninger, som kan medføre betydelige ændringer i arbejdets tilrettelæggelse og ansættelsesforholdene, herunder beslutning om virksomhedsoverdragelse.
Stk. 5
Beslutninger i henhold til punkt 4.c træffes af bestyrelsen efter en forudgående forhandling med medarbejdernes repræsentanter i MED-udvalget. Medarbejderrepræsentanternes kommentarer indgår som en del af sagsfremstillingen til bestyrelsens behandling.
Stk. 6
Hvis beslutninger i henhold til stk. 5 indebærer betydelige ændringer for en personalegruppes arbejds- og personaleforhold, og denne gruppe ikke er repræsenteret direkte i MED-udvalget, kan medarbejderrepræsentanterne eller den pågældende personalegruppe fremsætte krav om, at de suppleres med en tillidsrepræsentant/medarbejderrepræsentant. Et sådant krav fremsættes, når medarbejderrepræsentanterne bliver bekendt med, at der sker en forhandling.
Stk. 7
Alle forhold, som er omfattet af informationspligten, skal tages op til drøftelse, hvis én af parterne ønsker det.
Information om økonomiske forhold skal så vidt muligt ske skriftligt. Materialet skal gennemgås og uddybes, så medarbejderrepræsentanterne har reel mulighed for at få det nødvendige indblik i de økonomiske forhold, der vedrører MED-udvalget.
Det påhviler MED-udvalget at drage omsorg for, at samtlige medarbejdere – skriftligt eller mundtligt – løbende informeres om udvalgets arbejde. Dette arbejde har høj prioritet hos NT, eftersom information er grundstenen i ethvert samarbejde. Gennem information om MED-udvalgets arbejde skaber vi interesse, engagement og involvering af husets øvrige medarbejdere i MED-arbejdet.
Det er vigtigt, at alle medlemmer i NT’s MED-udvalg deltager aktivt i informationsarbejdet. Information og involvering af husets øvrige medarbejdere kan blandt ske via:
- Information på det ugentlige fredagsmøde og/eller afdelingsmøder.
- En årligt præsentation af, hvad MED-udvalget har arbejdet med i det forgangne år samt hvad der er fokus på i det kommende år.
- Dagsordener og referater, der er tilgængelige for alle medarbejdere på NT’s intranet.
- Direkte opfordring af husets medarbejdere til at komme med input til, hvilke punkter, de ønsker på dagsordenen til det kommende MED-møde.
§8 Retningslinjer
Stk. 1
Når én af parterne ønsker det, skal der snarest muligt indledes drøftelse med henblik på fastlæggelse af retningslinjer for NT. Der skal fra begge parters side udvises positiv forhandlingsvilje og søges opnået enighed.
Som eksempler på retningslinjer vedrørende spørgsmål, der berører arbejds-, personale-, samarbejds-, teknologi- og arbejdsmiljøforhold kan nævnes:
• Personalepolitiske principper, herunder ryge-, mobbe-, stresspolitik osv.
• Ansættelser, afskedigelser og forfremmelser
• Kompetenceudviklingsaktiviteter for medarbejdere, herunder kompetenceudviklingsplanlægning og
• Tryghedsforanstaltninger.
En retningslinje er en forpligtigende aftale for, hvilke rammer der gælder inden for et givet område. Stk. 2
Regler om arbejds-, personale-, samarbejds-, teknologi- og arbejdsmiljøforhold, som – efter indstilling fra
MED-udvalget - er fastsat eller godkendt af Bestyrelsen, betragtes ikke som retningslinjer, og er derfor ikke omfattet af rammeaftalen, herunder af de særlige bestemmelser om opsigelse, jævnfør stk. 7. Dette betyder, at regler fastsat og godkendt af Bestyrelsen alene kan ændres eller opsiges af Bestyrelsen.
Stk. 3
Der skal aftales retningslinjer for proceduren for drøftelse af:
1. Budgettets konsekvenser for arbejds- og personaleforhold,
2. Større rationaliserings- og omstillingsprojekter og
3. NT’s personalepolitikker
Som et fast element gennemgås NT’s budgetter og økonomirapportering på MED-møderne, med fokus på arbejds- og personaleforhold. Dette fremgår som faste punkter på dagsordenen jævnfør Bilag 2 stk. 4.
Mindst 1 gang årligt drøftes ligeledes personalepolitikker. Dette fremgår af MED-årshjulet.
Det påhviler i øvrigt ledelsen at informere om planlagte rationaliserings- og omstillingsprojekter i NT’s MED-udvalg.
Stk. 4
Hvis der ikke opnås enighed om retningslinjer på et givet område, skal ledelsen, hvis medarbejderne fremsætter ønske herom, redegøre for, hvorledes man derefter vil forholde sig på det pågældende område. Redegørelsen skal fremgå af et mødereferat eller lignende.
Stk. 5
Aftalte retningslinjer er bindende for begge parter, som er forpligtet til at forsvare og anvende dem. Retningslinjerne er bindende, når de er aftalt i enighed mellem parterne (jf.§ 8, stk. 1).
Stk. 6
Alle retningslinjer skal udformes skriftligt. Aftaler om retningslinjer kan opsiges med 3 måneders varsel. Inden opsigelsen finder sted, skal der søges gennemført ændringer af retningslinjerne ved forhandling mellem parterne.
Stk. 7
Retningslinjer for proceduren for drøftelse af de ovenstående forhold, listet under stk. 3 samt i Bilag 3 (§9A), gælder indtil der er opnået enighed om ændringer.
§9 MED-organisationens struktur og opgaver
Hos NT findes kun ét MED-udvalg, hvorfor opgaverne i udvalget også skal dække de opgaver, der i kommunalt regi ligger i hovedudvalgene og som fremgår af punkterne under §6 Medindflydelse og
medbestemmelse. MED-udvalget har endvidere status som arbejdsmiljøudvalg. Det vil sige, at udvalget også skal efterleve Arbejdsmiljølovens opgaver og rammer som arbejdsmiljøudvalg.
MED-organisationsstrukturen fremgår af Bilag 1. MED-udvalgets forretningsorden fremgår af Bilag 2. MED-organisationens opgaver fremgår af Bilag 3.
MED-uddannelsen og arbejdsmiljøuddannelsen fremgår af Bilag 4. Valgproceduren ift. MED og arbejdsmiljøorganisationen fremgår af Bilag 5.
§9A MED-udvalget
MED-udvalget består af:
• NT’s direktør
• 2 Underdirektører
• 2 Chefer
• 3 Tillidsrepræsentanter
• 2 Arbejdsmiljørepræsentanter
NT’s direktør er formand for udvalget og formandsrollen kan ikke uddelegeres. Næstformanden vælges af og blandt medarbejderrepræsentanterne. En repræsentant fra HR fungerer som MED-udvalgets sekretær og deltager således i alle MED-udvalgets møder.
Stk. 1
MED-udvalget forhandler og indgår aftaler om udfyldning af generelle rammeaftaler i henhold til bestemmelserne heri.
I forhold til MED-udvalgets ansvarsområde har udvalget til opgave at udarbejde overordnede politikker, retningslinjer, principper og procedurer for NT.
Stk. 2
MED-udvalget har på strategisk niveau endvidere til opgave:
• Gensidigt at informere, drøfte og udarbejde retningslinjer vedrørende arbejds-, personale-, samarbejds-, teknologi- og arbejdsmiljøforhold, der har betydning for hele virksomheden.
• At vejlede om udmøntning af NT’s MED-aftale, herunder godkende nedsættelse af udvalg m.v.
• At fortolke aftalte retningslinjer.
• At fortolke NT’s MED-aftale og behandle uoverensstemmelser herom.
• At indbringe uoverensstemmelser og fortolkningsspørgsmål vedrørende rammeaftalen m.v. for de centrale forhandlingsparter.
Stk. 3
MED-udvalget har ligeledes en række obligatoriske opgaver, som er beskrevet i Bilag 3.
Stk. 4
MED-udvalget mødes – normalt en gang om året - med formandskabet for bestyrelsen. Mødet tilrettelægges med det primære formål, at der kan ske en drøftelse af den del af budgetbehandlingen, der vedrører blandt andet budgettets konsekvenser for arbejds- og personaleforhold i NT.
Stk. 5
MED-udvalget skal hvert andet år (med mindre der lokalt er enighed om en anden periode), som led i den strategiske planlægning af MED-arbejdet, gennemføre en strategisk drøftelse af, hvilke indsatsområder og
opgaver, som parterne er enige om, er særligt væsentlige at fokusere på og arbejde med i perioden. Den strategiske drøftelse samt de deraf afledte indsatser og opgaver fremgår alle af årshjulet.
Stk. 6
MED-udvalget fastlægger på baggrund af den strategiske drøftelse iht. stk. 5 en strategiplan. De konkrete opgaver og indsatser afledt af strategiplanen fremgår som beskrevet af årshjulet.
Stk. 7
Den strategiske drøftelse og fastlæggelse af strategiplan for MED-arbejdet ændrer ikke ved de grundlæggende bestemmelser om medindflydelse og medbestemmelse, jf. §§ 6, 7 og 8.
Stk. 8
Hvis en af parterne vægrer sig ved at indgå i reelle strategiske drøftelser og samarbejde om fastlæggelse af en strategiplan, kan den anden part anmode KL og Forhandlingsfællesskabet om at bistå ved en fornyet drøftelse med henblik på fastlæggelse af en strategiplan.
§9B Arbejdsmiljø
MED-udvalget hos NT varetager både det personalepolitiske og arbejdsmiljøpolitiske arbejde. Målet hermed er at opnå dels en mere repræsentativ indflydelse på arbejdsmiljøarbejdet, dels en synergieffekt som følge af øget samspil mellem arbejdsmiljø og arbejds-, personale- og samarbejdsforhold i øvrigt. Den enstrengede organisering af arbejdsmiljø og samarbejde styrker, kvalificerer og effektiviserer arbejdsmiljøarbejdet, skaber helhed i opgaveløsningen og knytter arbejdsmiljøarbejdet tæt på ledelseskompetencen.
Organiseringen af arbejdsmiljøarbejdet fremgår af Bilag 1, og skal altid være opdateret, så det afspejler organisationen. Bilaget er tilgængeligt på NT Intra.
Hos NT styrkes og effektiviseres arbejdsmiljøarbejdet gennem MED-udvalget, ved at:
• To arbejdsmiljørepræsentanter samt arbejdsmiljølederen er repræsenteret i MED-udvalget og hermed lettere kan varetage arbejdsmiljøinteresser på tværs.
• Hele MED-udvalget har ansvar for at tage hånd om at sikre et godt arbejdsmiljø hos NT. Herunder tage arbejdsmiljøproblemstillinger op og iværksætte initiativer, der understøtter det lokale arbejdsmiljøarbejde.
• Personalepolitikker, retningslinjer og instrukser hermed naturligt vil skulle inddrage arbejdsmiljøhensyn.
• Den månedlige HR-ledelsesinformation, indeholdende bl.a. tal for sygefravær, flex og overarbejde, drøftes ud fra forskellige perspektiver. Herunder tages hånd om eventuelle udfordringer af både medarbejderrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledelse med fokus på forebyggende og sundhedsfremmende initiativer.
• Statistik over arbejdsulykker og nærved ulykker udarbejdes kvartalsvist og præsenteres for hele MED-udvalget. Dermed får hele MED-udvalget mulighed for at komme med input til det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde i relation til ulykker.
• Formålet, metoden og ambitionen for den årlige arbejdsmiljødrøftelse fastlægges af MED- udvalget. Dermed kvalificeres indholdet og perspektiverne i arbejdsmiljødrøftelsen. Som led i arbejdsmiljødrøftelsen foretages en årlig vurdering af, hvorvidt de metoder og aktiviteter, der anvendes i arbejdsmiljøarbejdet, har styrket og effektiviseret arbejdsmiljøarbejdet.
• APV-arbejdet får større gennemslagskraft i MED-udvalget, eftersom alle her er involveret i tilrettelæggelsen af indholdet i APV'en, processen for gennemførelse, udarbejdelsen af handlingsplanerne og prioriteringerne heri samt opfølgningen på APV'en. APV'en inkluderende
en trivselsundersøgelse gennemføres hvert tredje år i hele NT.
MED-udvalget varetager som udgangspunkt de strategiske arbejdsmiljøopgaver, mens arbejdsmiljøgruppen varetager de operationelle arbejdsmiljøopgaver. Den konkrete fordeling af arbejdsmiljøopgaverne fremgår af Bilag 3 (§9B).
MED-udvalget har det overordnede ansvar for, at arbejdsmiljøindsatsen lever op til gældende regler og mål.
Dette sker ved at:
• Udarbejde og vedligeholde plan over arbejdsmiljøorganisationens opbygning.
• Sikre tilstrækkelig uddannelse for medlemmerne af arbejdsmiljøgruppen.
• Foretage den overordnede planlægning, ledelse og koordinering af arbejdsmiljøindsatsen.
• Sikre rammerne for, at arbejdsmiljøgruppen orienteres og vejledes om arbejdsmiljøindsatsen.
• Rådgive arbejdsmiljøgruppen ved løsning af arbejdsmiljømæssige opgaver.
Der afholdes en årlig arbejdsmiljødrøftelse, hvor MED-udvalget
• Vurderer, om det foregående års mål er nået.
• Tilrettelægger indholdet af samarbejdet om arbejdsmiljøet for det kommende år.
• Fastlægger, hvordan samarbejdet skal foregå.
• Fastlægger mål for det kommende års samarbejde om arbejdsmiljø. Denne opgave fremgår af MED-udvalgets årshjul.
Det er arbejdsgiverens ansvar, at arbejdsmiljøloven overholdes.
Ift. uddannelse henvises til Bilag 4 ”MED-uddannelse og arbejdsmiljøuddannelse”. Ift. valg til MED og arbejdsmiljøorganisationen henvises til Bilag 5 ”Valgprocedure”.
Kapitel 3 Medarbejderrepræsentanter
Der henvises til den til enhver tid gældende ”Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse” indgået af KL og KTO kapitel 3.
Kapitel 4 De centrale parter
Der henvises til den til enhver tid gældende ”Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse” indgået af KL og KTO kapitel 4.
Kapitel 5 Ikrafttræden
§24 Ikrafttræden
Aftalen træder i kraft pr. 01.01.17 og kan genforhandles efter anmodning fra MED-udvalget.
MED-udvalget evaluerer aftalen hvert andet år, og hvis en af parterne ønsker det, kan forhandlingsorganet indkaldes til genforhandling af aftalen.
Aftalen kan opsiges skriftligt med 6 måneders varsel og MED-udvalget orienteres om opsigelsen. Ved aftalens opsigelse optages forhandling om indgåelse af ny aftale.
Ved forhandling eller genforhandling af aftalen, er det de forhandlingsberettigede organisationer, der skal inddrages.
Aftalen kan genforhandles uden at være opsagt.
Hvis aftalen opsiges, og der ikke kan opnås enighed om en ny aftale inden udløbet af 6-måneders fristen, kan parterne aftale, at denne aftale gælder indtil en nærmere angiven frist eller så længe forhandlingerne om en ny aftale pågår.
Hvis parterne ikke kan nå til enighed om en forlængelse af aftalen, bortfalder aftalen ved fristens udløb og erstattes af ”Aftale om tillidsrepræsentanter, samarbejde og samarbejdsudvalg” samt af arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser om arbejdsmiljøorganisationen.
Underskriftsblad
Forhandlingsudvalget vedr. MED-aftale for Nordjyllands Trafikselskab.
Undertegnede indgår hermed aftale om medindflydelse og medbestemmelse i Nordjyllands Trafikselskab.
Aalborg d.:
Xxxx Xxxx Xxxxxx, Direktør NT Xxxx Xxxxxxxxx, FOA/OAO
_
Xxxx Xxxx Xxxxxx, HK/OAO Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxxxx, AC
Bilag 1 MED-organisationens struktur
NT’s organisation pr. 01.01.17
Der er fire afdelinger med hver deres chef. Den øverste ledelse udgøres af en administrerende direktør og to underdirektører for henholdsvis Flextrafik samt Bus- og togtrafik.
NT’s MED-udvalg pr. 01.01.17
NT’s arbejdsmiljøorganisation pr. 01.01.17
Bilag 2 Forretningsorden
Stk. 1
Der afholdes møde i MED-udvalget minimum fire gange årligt.
Møde kan afholdes oftere, såfremt formand og næstformand finder det nødvendigt. Ligeledes kan møde afholdes, såfremt et flertal af medarbejderrepræsentanterne over for formanden eller næstformanden fremsætter anmodning herom med angivelse af de spørgsmål, som ønsket behandlet.
Indkaldelse til ordinært MED-møde skal ske med 3 ugers varsel. Ekstraordinære møder kan afholdes med mindst 1 dags varsel. HR er sekretær og sikrer rettidig indkaldelse.
Det er medlemmernes opgave at advisere deres eventuelle suppleant i tilfælde af, at de er forhindret i at deltage i mødet.
Stk. 2
Forslag til emner til dagsordenen skal sendes til formanden eller næstformanden senest 2 uger før mødet. Dagsorden fastlægges af formanden og næstformanden i fællesskab og udsendes senest 1 uge før mødet. HR sikrer som sekretær udarbejdelse af dagsorden og rettidig udsendelse.
Referat fra mødet udarbejdes af HR og godkendes af formanden og næstformanden, hvorefter referatet gøres tilgængelig for hele NT indenfor 14 dage efter mødets afholdelse. Endelig godkendelse af referatet sker på det næste MED-møde. Såfremt HR er forhindret i at udarbejde dagsorden eller referat, varetages arbejdet af næstformanden for MED-udvalget.
De ovennævnte frister kan i ganske særlige tilfælde fraviges, ligesom de kan fraviges, såfremt formand eller næstformand er enige herom.
Stk. 3
MED-udvalget kan, når der er enighed herom, nedsætte underudvalg til behandling af bestemte opgaver. Underudvalgene skal løbende holde MED-udvalget orienteret om sit arbejde.
Stk. 4
De faste punkter på MED-dagsordenen er:
- Indledning
o Godkendelse af dagsorden samt referat fra sidst v/Alle
o Økonomisk vurdering ift. økonomiopfølgning og budget v/Direktøren
o Nyt fra ledelsesgruppen v/Ledelsesgruppen
o Bordet rundt – ”temperaturen” hos NT v/Alle
- Arbejdsmængde og prioritering
- Meddelelser
o Nyt fra arbejdsmiljøgruppen v/Arbejdsmiljølederen og arbejdsmiljørepræsentanterne
o Nyt fra HR v/HR
o Øvrige meddelelser
Ud over de faste punkter kommer punkterne, som er aktuelle jævnfør årshjulet samt punkter, der i øvrigt er aktuelle.
Bilag 3 Opgaver for MED-organisationen
MED-udvalgets opgaver (§9A)
MED-udvalget har i henhold til MED-Rammeaftalen en række obligatoriske opgaver, som således ikke kan fraviges ved lokal aftale.
Opgave | Generel rammeaftale | Lokale retningslinjer hos NT |
A. Aftale retningslinjer for indhold og opfølgning på trivselsmålinger. | Aftale om trivsel og sundhed på arbejdspladserne § 3, stk. 2. | Minimum hvert 3. år laves APV. Forud herfor laves et oplæg til proces, indhold og opfølgning, herunder håndtering af handlingsplaner. Der skal være enighed om processen og håndteringen af resultaterne. Indgår i MED-årshjulet. |
B. I tilknytning til NT’s budgetbehandling skal ledelsen redegøre for budgettets konsekvenser for arbejds- og personaleforhold, herunder eventuelle konsekvenser i forhold til sammenhængen mellem ressourcer og arbejdsmængde. | Aftale om trivsel og sundhed på arbejdspladserne § 5. | Indgår i MED-årshjulet. |
C. Aftale retningslinjer for sygefraværssamtaler. | Aftale om trivsel og sundhed på arbejdspladserne § 7, stk. 4. | NT’s Trivsels- og sygefraværspolitik |
D. Sikring af, at der aftales retningslinjer for NT’s samlede indsats for at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til arbejdsbetinget stress. | Aftale om trivsel og sundhed på arbejdspladserne § 9 og Bilag 9 til MED-rammeaftalen. | NT’s Politik til forebyggelse og håndtering af arbejdsrelateret stress |
E. Sikring af, at der aftales retningslinjer for den samlede indsats for at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til forekomsten af vold, mobning og chikane på arbejdspladsen (også fra 3. person). | Aftale om trivsel og sundhed på arbejdspladserne § 10 og vejledning til trivselsaftalen om indsats mod vold, mobning og chikane. | NT’s Mobbe- og chikanepolitik |
F. Overvågning og revidering af de vedtagne retningslinjer (for den samlede indsats for at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til forekomsten af vold, mobning og chikane på arbejdspladsen) med henblik på at sikre, at de er effektive både i forhold til at forebygge problemer og til at håndtere sagerne, når de opstår. | Protokollat til aftale om trivsel og sundhed på arbejdspladserne om indsats mod vold, mobning og chikane på arbejdspladsen. | Indgår i MED-årshjulet. |
G. Aftale retningslinje for beskæftigelse af personer med nedsat arbejdsevne og ledige samt en drøftelse med henblik på at fremme en fælles forståelse af og holdning til beskæftigelse på særlige vilkår og at sikre, at fortrængning eller udstødelse af allerede ansatte ikke finder sted. | Rammeaftale om socialt kapitel § 3. I Rammeaftale om socialt kapitel § 3 stk. 1 udgår ”årligt”. | Indgår i MED-årshjulet. |
H. Regelmæssig evaluering af anvendelsen af MUS hos NT. | Aftale om kompetenceudvikling § 4, stk. 2. | Indgår i MED-årshjulet. |
I. Aftale retningslinjer for sundhed. Retningslinjerne skal indeholde konkrete sundhedsfremmeinitiativer. | Aftale om trivsel og sundhed på arbejdspladserne, § 4, stk. 1. | NT’s Sundhedspolitik |
X. Anvendelse af de lokalt afsatte AKUT-midler sker efter aftale mellem NT’s tillidsrepræsentanter og ledelsen. | Protokollat om bidrag til AKUT- fonden. | Som trafikselskab er det ikke relevant at afsætte AKUT-midler lokalt.** |
*MED-udvalget kan aftale at fravige punkt A, H og I, såfremt der er enighed om det i udvalget. Hos NT har vi imidlertid besluttet, at vi ønsker at arbejde med hele paletten, dog med undtagelse af pkt. J.
** NT indbetaler dog til AKUT-fonden i overensstemmelse med bestemmelserne herom fastsat af overenskomsternes parter.
MED-udvalgets opgaver fremgår af ovenstående oversigt. Foruden disse opgaver, er der en række opgaver i henhold til en række generelle (ramme)aftaler, som ligeledes skal varetages. Opgaverne fremgår nedenfor. Selv om MED-udvalget har disse opgaver, skal det understreges, at kompetencen til forhandling og aftale om enkeltpersoners eller gruppers vilkår iht. en række generelle (ramme)aftaler ikke ligger hos MED- systemet, men hos TR for den forhandlingsberettigede organisation. Kompetencen er også beskrevet nedenfor.
Tværgående drøftelse/forhandling i MED- udvalget for alle medarbejdere | Generel (ramme)aftale | Kompetence til forhandling/ aftale om enkeltpersoners eller gruppers vilkår |
Såfremt det på den enkelte arbejdsplads/institution besluttes, at der kan ske ansættelse af personer i henhold til aftalen, er det hensigtsmæssigt at ledelse og medarbejdere drøfter retningslinjer for beskæftigelse af disse. | Aftale om oplærings- og integrationsstillinger | Aftale om etablering af oplærings- og integrationsstillinger, herunder den konkrete ansættelse indgås mellem NT og TR for den forhandlingsberettigede organisation. |
Der skal aftales retningslinjer for fremlæggelse af institutionsbaseret sygefraværsstatistik samt opfølgning på sygefravær i institutionen. * NT’s ledelse skal årligt fremlægge en institutionsbaseret sygefraværsstatistik for MED- udvalget. Der skal aftales retningslinjer for udarbejdelse af handlingsplaner, hvis der konstateres problemer i arbejdspladsvurderingen (APV). Der skal, afhængig af beslutning i MED-udvalget, aftales retningslinjer for NT’s samlede indsats for at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til arbejdsbetinget stress. Der skal, afhængig af beslutning i MED-udvalget, aftales retningslinjer for NT’s samlede indsats for at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til forekomsten af vold, mobning og chikane – herunder fra 3. person – i tilknytning til udførelsen af arbejdet. | Aftale om trivsel og sundhed på arbejdspladserne | Se beskrivelse af dette arbejde i denne MED-aftale §9B. |
Rammeaftale om seniorpolitik | Aftale indgås mellem NT og TR for den forhandlingsberettigede organisation. | |
Såfremt det besluttes, at der kan ske ansættelse af personer med nedsat arbejdsevne og ledige, er det hensigtsmæssigt at ledelse og medarbejdere drøfter retningslinjer for beskæftigelse af disse. | Rammeaftale om socialt kapitel | Aftale om vilkår i flexjob, aftalebaserede job på særlige vilkår, løntilskudsjob, herunder skånejob, indgås mellem NT og TR for den forhandlings- berettigede organisation. Lokal forhandling om vilkår i forbindelse med brug af løntilskudsjob og virksomhedspraktik i mere end 13 uger. |
De overordnede mål for kompetenceudviklingsindsatsen hos NT drøftes. * Sammenhængen mellem NT’s mål/strategier og kompetenceudvikling drøftes. * Det drøftes, hvorledes arbejdet med kompetenceudvikling evalueres. * | Aftale om kompetenceudvikling | Der opstilles udviklingsmål for den enkelte medarbejder eller for grupper af medarbejdere. |
Rammeaftale om tele- og hjemmearbejde | Retningslinjerne for hjemmearbejde fremgår af NT’s retningslinje ”Hjemmearbejde” og er godkendt af MED. | |
Protokollat vedr. vilkår for (fælles)tillidsrepræsentanters tidsanvendelse i forbindelse med hvervets udførelse | Der skal ske en forhandling om TR’ernes vilkår med TR’erne for de pågældende overenskomstgrupper. Såfremt der i MED-udvalget er vedtaget overordnede principper for TR-vilkår, skal disse principper danne grundlag for forhandlingen. |
*Punkter markeret med ”*” kan fraviges, såfremt der er enighed om det i udvalget.
Arbejdsmiljøorganisationens opgaver (§9B)
De strategiske og overordnede arbejdsmiljøopgaver varetages af MED-udvalget.
MED-udvalget er ansvarlig for:
• At planlægge, lede og koordinere NT's samarbejde om sikkerhed og sundhed, så det fortsat styrkes. MED-udvalget skal forestå de nødvendige aktiviteter til beskyttelse af de ansatte og til forebyggelse af risici.
• At gennemføre den årlige arbejdsmiljødrøftelse.
• At kontrollere sikkerheds- og sundhedsarbejdet og sørge for, at arbejdsmiljøgruppen orienteres og vejledes herom.
• At deltage i udarbejdelsen af NT's APV, herunder inddrage sygefravær, under iagttagelse af gældende forebyggelsesprincipper, jf. bekendtgørelse om arbejdets udførelse.
• At deltage i fastsættelse af arbejdsmiljøorganisationens størrelse.
• At rådgive NT om løsning af sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål og om, hvordan arbejdsmiljø integreres i NT's strategiske ledelse og daglige drift.
• At sørge for, at årsagerne til ulykker, forgiftninger og sundhedsskader samt tilløb hertil undersøges, og sørge for at få gennemført foranstaltninger, der hindrer gentagelse. MED- udvalget skal en gang årligt udarbejde en samlet oversigt over ulykker, forgiftninger og sundhedsskader hos NT.
• At holde sig orienteret om lovgivning om beskyttelse af de ansatte mod sikkerheds- og sundhedsrisici.
• At opstille principper for tilstrækkelig og nødvendig oplæring og instruktion, tilpasset arbejdsforholdene hos NT og de ansattes behov, samt sørge for, at der føres stadig kontrol med overholdelse af instruktionerne.
• At rådgive arbejdsgiveren om NT's kompetenceudviklingsplan.
• At sørge for udarbejdelse af en plan over arbejdsmiljøorganisationens opbygning med oplysning om medlemmer, og sørge for, at de ansatte bliver bekendt med planen.
• At medvirke aktivt til en samordning af arbejdet for sikkerhed og sundhed med andre virksomheder, når der udføres arbejde på samme arbejdssted.
MED-udvalgets opgaver på arbejdsmiljøområdet er beskrevet ovenfor. Herudover varetages de daglige operationelle arbejdsmiljøopgaver af NT's Arbejdsmiljøgruppe.
Arbejdsmiljøgruppen er ansvarlig for:
• At varetage og deltage i aktiviteter til beskyttelse af de ansatte og til forebyggelse af risici.
• At deltage i planlægning af sikkerheds- og sundhedsarbejdet og deltage i udarbejdelsen af APV, herunder inddrage sygefravær, under iagttagelse af gældende forebyggelsesprincipper
• At kontrollere, at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.
• At kontrollere, at der gives effektiv oplæring og instruktion tilpasset de ansattes behov.
• At deltage i undersøgelse af ulykker, forgiftninger og sundhedsskader samt tilløb hertil og anmelde dem til arbejdsgiveren eller dennes repræsentant.
• At påvirke den enkelte til en adfærd, der fremmer egen og andres sikkerhed og sundhed.
• At virke som kontaktled mellem de ansatte og MED-udvalget.
• At forelægge sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer, som arbejdsmiljøgruppen ikke kan løse, eller som er generelle for NT, for MED-udvalget.
MED-udvalgets årshjul
På årets sidste møde tager MED-udvalget en strategisk drøftelse af og beslutning om, hvad der skal indgå i årshjulet for de kommende to år. Drøftelsen tager sit afsæt i de opgaver, som er beskrevet ovenfor som værende MED-udvalgets samt arbejdsmiljøorganisationens opgaver.
Bilag 4 MED-uddannelse og arbejdsmiljøuddannelse
MED-uddannelsen
Det er en forudsætning for en velfungerende MED-organisation, at både ledere og medarbejdere er klædt på til opgaven, og har den nødvendige viden og værktøjer til at arbejde konstruktivt og effektivt med MED- arbejdet. Derved bliver MED-arbejdet et dynamisk samarbejde, samspil og medspil mellem parterne.
MED-grunduddannelsen gennemføres med udgangspunkt i ”Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse” indgået af KL og KTO. Rammeaftalen beskriver de minimumsbestemmelser som NT’s MED- grunduddannelse vil følge.
Nye ledere og medarbejdere i MED-udvalget skal gennemføre MED-uddannelsen inden for det første funktionsår, såfremt de ikke allerede har deltaget i uddannelsen.
Udover MED-grunduddannelsen har MED-repræsentanterne ret til opfølgende efteruddannelse. Opfølgningskurser (klippekort-moduler) følger bestemmelserne i ”Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse” indgået af KL og KTO – Bilag 11a.
Arbejdsmiljøuddannelsen
Arbejdsmiljørepræsentanterne og arbejdsmiljølederen i arbejdsmiljøgruppen gennemfører den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse i overensstemmelse med Arbejdsmiljølovens §9.
Nyvalgte arbejdsmiljørepræsentanter og nyvalgt arbejdsmiljøleder deltager i den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse, indenfor de første tre måneder efter valget.
I hvert af arbejdsmiljøgruppens efterfølgende funktionsår tilbydes efteruddannelse svarende til 1½ dag.
Bilag 5 Valgprocedure
I dette bilag beskrives valgproceduren for valg til arbejdsmiljøgrupper, valg af arbejdsmiljørepræsentanter til MED-udvalget samt valg af næstformand.
Valg af tillidsrepræsentanter og fællestillidsrepræsentanter
Valg af tillidsrepræsentanter og fællestillidsrepræsentanter følger bestemmelserne i rammeaftalens kapitel 3.
Valg af arbejdsmiljørepræsentanter til arbejdsmiljøgruppen
Hos NT har vi én arbejdsmiljøgruppe bestående af
• En arbejdsmiljøleder
• To arbejdsmiljørepræsentanter
Valg af arbejdsmiljørepræsentanter følger de regler og retningslinjer, der er angivet for valg af arbejdsmiljørepræsentanter i ”Bekendtgørelsen af lov om arbejdsmiljø”. Valg af tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant sker ved to af hinanden uafhængige valg, uanset om det er aftalt, at hvervet varetages af en og samme person.
Valg af arbejdsmiljørepræsentanter er hos NT opdelt på to valgområder med separate valg. Valgområderne er pt. stueetagen og 3. sal. Der vælges én arbejdsmiljørepræsentant i hvert valgområde.
Arbejdsmiljørepræsentanten vælges af og blandt alle medarbejdere i valgområdet (og er uafhængigt af, hvordan en ansat evt. er medlem af en fagforening). Der kan ikke vælges suppleant for funktionen som arbejdsmiljørepræsentant.
MED-udvalget kan, såfremt der er fuld enighed herom, fastsætte andre valgkredse, hvis dette anses for værende hensigtsmæssigt.
Arbejdsmiljørepræsentanten er fra den dato, hvor arbejdsgiver er gjort bekendt med valget, beskyttet på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område, jf. ”Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse” kapitel 3 §18.
Valg af arbejdsmiljørepræsentanter til MED-udvalget
De to arbejdsmiljørepræsentanter indgår begge som ligestillede i MED-udvalget. Der vælges ikke suppleanter. Det er aftalt, at der altid kun vil være 2 arbejdsmiljørepræsentanter.
Valg af næstformand
I MED-udvalget vælges næstformanden af og blandt alle medarbejderrepræsentanterne og er som udgangspunkt tillidsrepræsentant.
Ledere kan ikke deltage i valgene, og er ikke valgbare. Organisationerne kontakter NT, når der sker ændringer i udpegningen af tillidsrepræsentanter.
Valgperiode
Valget af medarbejderrepræsentanter til MED-udvalget samt arbejdsmiljørepræsentanter sker samtidig og for en to-årig valgperiode. Valget gennemføres ultimo ulige år og tiltrædelse sker pr. 1.1. lige år.
Valgtidspunktet for arbejdsmiljørepræsentanter koordineres af MED-udvalget.
Overblik over MED- og arbejdsmiljøorganisationen
Den til enhver tid opdaterede MED-aftale med tilhørende bilag skal være tilgængelig på NT Intra samt på NT’s hjemmeside.
Bilag 6 Aftale om honorering af TR og arbejdsmiljørepræsentanter
Lokalaftale mellem NT og samtlige forhandlingsberettigede organisationer vedrørende vilkår for fælles- og tillidsrepræsentanter, -suppleanter og arbejdsmiljørepræsentanter i NT
Formål
Formålet med aftalen er at styrke arbejdsvilkårene for TR-repræsentanterne, deres suppleanter og arbejdsmiljørepræsentanterne og samtidig styrke deres rolle i arbejdet.
Generelle vilkår
Varetagelse af hvervet som medarbejderrepræsentant må ikke indebære indtægtstab. Medarbejderrepræsentanterne skal have den nødvendige og tilstrækkelige tid til varetagelse af deres hverv.
For at tilgodese dette formål skal der mellem medarbejderrepræsentanten og lederen, afholdes en årlig drøftelse af de specifikke vilkår. Denne drøftelse skal sikre:
• Den nødvendige arbejdstilrettelæggelse og normeringsmæssige hensyn,
• Afklaring af hvor meget tid, der anvendes til hvervet,
• Mulighed for kontakt til de medarbejdere, som vedkommende repræsenterer og
• Mulighed for tilgængeligt udstyr til at varetage opgaven.
Hvis parterne ikke lokalt kan blive enige om vilkårene, overgives sagen til forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Medarbejderrepræsentanten skal have den indtægt, som pågældende ville have fået ved almindeligt arbejde i det tidsrum, det var planlagt, den pågældende skulle arbejde i. Varetagelse af hvervet uden for normal arbejdstid honoreres med sædvanlig løn inkl. særydelser, tidskompensation m.v. i henhold til overenskomsten på samme måde, som hvis pågældende havde udført almindeligt arbejde uden for normal arbejdstid.
Der ydes transportgodtgørelse for transport mellem hjem og arbejde, hvis tilkaldelse sker uden for den normale arbejdstid. Godtgørelsen ydes efter de regler, der gælder for NT og forudsætter, at medarbejderrepræsentanten overfor sin leder aflægger kørselsregnskab, der indeholder oplysninger om kørselstidspunkt, antal kørte kilometer og kørslens formål.
Honorering
Funktionstillæg til tillidsrepræsentanter er på kr. 7.000.
Funktionstillæg til fællestillidsrepræsentanter er på kr. 15.000. Aftalens definition på en fællestillidsrepræsentant følger definitionen i ”Aftale om tillidsrepræsentanter m.fl.” §3 og §12 i ”Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse”.
Suppleanter for tillidsrepræsentanter honoreres med et funktionstillæg på det halve beløb i forhold til den vedkommende supplerer. I de tilfælde hvor tillidsrepræsentanten ikke virker i sit hverv f.eks. på grund af orlov honoreres de med fuldt tillæg.
Arbejdsmiljørepræsentanterne gives et funktionstillæg på kr. 7.000.
Funktion | Årligt tillæg angivet i 31.03.00- niveau |
Tillidsrepræsentant | Kr. 7.000 |
Fællestillidsrepræsentant | Kr. 15.000 |
Suppleant for TR | ½ tillæg |
Arbejdsmiljørepræsentant | Kr. 7.000 |
Tillæggene er angivet som årlige tillæg med fast månedlig udbetaling. De angivne tillæg er nettoficerede. Beløbene er pensionsgivende og angivet i 31.03.00-niveau.
Tidsanvendelse
Arbejdsbyrden for fælles- og tillidsrepræsentanterne afhænger af, hvor mange personer, man repræsenterer og vil derfor variere. Tillidsrepræsentanten skal i videst mulig omfang planlægge arbejdet. Der kan dog opstå uforudsigelige situationer, som med kort varsel kan kræve tillidsrepræsentantens tid.
I akutte situationer bør der udvises den nødvendige fleksibilitet fra begge sider. Det bedst mulige samarbejdsklima mellem ledelse og tillidsrepræsentant sikres ved indgåelse af en skriftlig aftale om det konkrete forudsigelige tidsforbrug til tillidsrepræsentantarbejdet. Aftalen indgås med den nærmeste leder for en nærmere angiven periode frem i tiden. Udover den skriftlige aftale har tillidsrepræsentanten ret til at anvende tid til uforudsigeligt, pludseligt opstået arbejde.
Faciliteter
I forbindelse med varetagelse af hvervet som tillidsrepræsentant skal denne have adgang til kontorfaciliteter med telefon, PC, internet, e-mail og printer. Tillidsrepræsentanten er forpligtiget til i videst mulig omfang at kommunikere via sin e-mail. Det aftales med den nærmeste leder, hvordan adgangen til faciliteterne udmøntes i praksis.
Samspil mellem TR og ledelse
Ledelsen er forpligtet til straks efter valg af ny medarbejderrepræsentant at indlede et introduktionsforløb, der skræddersys til den enkelte. NT og den faglige organisation forpligter sig til at orientere om bestemmelserne om hvervets udførelse i MED-aftalen og om konkret registrering af timerne til hvervets udførelse. I introduktionen bør der endvidere lægges vægt på intentionerne i MED-aftalen ved hjælp af en konstruktiv dialog, et udbytterigt samarbejde samt et generelt effektivt samspil mellem medarbejderrepræsentant og leder.
Tillidsrepræsentanternes og øvrige medarbejderrepræsentanters uddannelse til varetagelse af hvervet vil i øvrigt blive tænkt med i introduktionsforløbet. Med hensyn til behov for deltagelse i kurser og faglig udvikling ligestilles medarbejderrepræsentanterne med øvrige medarbejdere vurderet ud fra arbejdsfunktionerne
Frihed til deltagelse i kurser, møder m.v.
Efter anmodning gives der tillidsrepræsentanten fornøden tjenestefrihed med henblik på:
1. deltagelse i de af personaleorganisationerne arrangerede tillidsrepræsentantkurser,
2. udøvelse af hverv, hvortil tillidsrepræsentanten er valgt inden for sin forhandlingsberettigede personaleorganisation, og
3. deltagelse i møder, som arrangeres af den forhandlingsberettigede personaleorganisation for de tillidsrepræsentanter, der er valgt i NT.
Tjenestefrihed til de i stk. 1 nævnte aktiviteter ydes med løn mod, at vedkommende personaleorganisation refunderer NT udgiften til løn under tjenestefriheden. NT udreder et beløb pr. ATP-pligtig arbejdstime, der indbetales til ”Amtskommunernes og Kommunernes Fond for Uddannelse af Tillidsrepræsentanter m.fl.”
De beløb, der indbetales til fonden, anvendes til finansiering af personaleorganisationernes udgifter ved uddannelse af tillidsrepræsentanter m.fl.. Udgifter til arbejdsmiljørepræsentanters deltagelse i kurserne kan finansieres af fonden. Vedtægter for fonden og bestemmelser om størrelsen af indbetalinger fastsættes ved aftale mellem KL og KTO.
Registrering af tillidsrepræsentanter
Den, der vælges som fællestillidsrepræsentant, tillidsrepræsentant eller suppleant har som omtalt i §10 i ”Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse” pligt til at anmelde valget til egen organisation. Organisationen anmelder valget overfor NT’s ledelse. Ledelsen anmelder herefter valget til HR, og valget registreres i lønsystemet. Herved udarbejdes og vedligeholdes samtidigt en ajourført oversigt over samtlige fælles- og tillidsrepræsentanter i NT.
Ophør eller fratræden af TR-hverv eller som arbejdsmiljørepræsentant
Når en fælles- eller tillidsrepræsentant, suppleant eller arbejdsmiljørepræsentant fratræder funktionen, mister personen sit funktionstillæg for hvervet pr. den dato hvervet ophører. Ved ophøret af hvervet har medarbejderen ret til en forhandling om konvertering af funktionstillægget til et kvalifikationstillæg.
Ved hvervets ophør forpligtiger ledelsen sig desuden til at drøfte og eventuelt iværksætte den faglige udvikling for den afgående tillidsrepræsentant.
Aftalens øvrige bestemmelser
• Aftalen træder i kraft fra datoen for aftalens indgåelse.
• Aftalen kan opsiges fra begge parters side med tre måneders varsel til en 1. januar.
• Aftalen kan ændres ved enighed mellem parterne.
Aalborg d.:
Xxxx Xxxx Xxxxxx, Direktør NT Xxxx Xxxxxxxxx, FOA/OAO
_