Samling af Afgørelser
RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM (Tredje Afdeling)
13. april 2011 *
»Personalesag — midlertidigt ansat — forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt — konvertering af den tidsbegrænsede kontrakt til en kontrakt på ubestemt tid — ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit«
I sag F-105/09,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A,
Séverine Scheefer, midlertidigt ansat i Europa-Parlamentet, Luxembourg (Luxembourg), ved advokaterne X. Xxxx og P. Ketter,
sagsøger,
mod
Europa-Parlamentet, først ved R. Ignătescu og L. Chrétien, derefter ved R. Ignătescu og X. Xxxxx, som befuldmægtigede,
har
PERSONALERETTEN (Tredje Afdeling)
sagsøgt,
sammensat af præsidenten, X. Xxxxxxx, og dommerne X. Kreppel og S. Xxx Xxxxxxxxxxx (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig X. Tomac,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. november 2010, afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 23. december 2009 har Xxxxxxxx Xxxxxxxx i det væsentlige nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 12. februar 2009, hvori det blev fastsat, at hendes kontrakt som midlertidigt ansat udløb den 31. marts 2009, og om annullation af afgørelsen af 12. oktober 2009 om afslag på hendes klage samt om erstatning for den skade, som hun har lidt som følge af Parlamentets adfærd.
* Processprog: fransk.
DA
ECLI:EU:F:2011:41 1
Retsforskrifter
Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union
2 Artikel 2 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter
»ansættelsesvilkårene«) bestemmer:
»Ved midlertidigt ansat forstås i disse ansættelsesvilkår:
a) den, der ansættes i en af stillingerne i den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører hver institution, og af budgetmyndighederne er betegnet som midlertidige
[…]«
3 Artikel 8, første afsnit, i ansættelsesvilkårene lyder således:
»Ansættelse af en midlertidigt ansat i henhold til artikel 2, litra a), kan ske på bestemt eller ubestemt tid. Kontrakten for en person, der er ansat på bestemt tid, kan kun fornys en gang for en bestemt tid. Enhver senere fornyelse skal ske på ubestemt tid.«
4 Artikel 7, stk. 2-4, i de interne bestemmelser om ansættelse af tjenestemænd og øvrige ansatte, vedtaget af Parlamentets Præsidium den 3. maj 2004 (herefter »de interne bestemmelser«), har følgende ordlyd:
»2. Med forbehold af de bestemmelser, der finder anvendelse på tjenestemænd, ansættes midlertidigt ansatte, i rangorden, blandt de ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve eller en ansættelsesprocedure som fastsat i artikel 29, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd [i Den Europæiske Union].
3. I mangel af disponible beståede ansøgere, ansættes midlertidigt ansatte:
— for så vidt angår midlertidigt ansatte omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), efter udvælgelse af en ad hoc komité, hvoraf ét medlem udpeges af personaleudvalget
— for så vidt angår midlertidigt ansatte omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), efter indstilling fra det paritetiske samarbejdsudvalg.
4. Uanset de foregående bestemmelser kan midlertidigt ansatte omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), ansættes efter proceduren i denne artikels stk. 3, andet led, hvis nævnte ansættelser udelukkende har til formål at besætte stillinger midlertidigt, indtil disse kan besættes, jf. bestemmelserne i denne artikels stk. 3, første led.«
Rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse
5 § 5 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999 (herefter
»rammeaftalen«), og som er vedføjet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43), lyder således:
»1. For at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold fastsættes, medmindre der allerede findes tilsvarende retsregler, bestemmelser af medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter
a) objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold
b) den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller arbejdsforhold
c) antallet af gange sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys.
2. Medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter – og/eller arbejdsmarkedets parter fastsætter, hvor det er hensigtsmæssigt, under hvilke betingelser tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold er at anse som:
a) »flere på hinanden følgende«
b) tidsubegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold.«
Sagens faktiske omstændigheder
6 Ved kontrakt underskrevet henholdsvis den 29. marts og den 4. april 2006 ansatte Parlamentet sagsøgeren som midlertidig ansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), for perioden fra den 1. april 2006 til den 31. marts 2007 (herefter »den oprindelige kontrakt«) i en stilling som læge ved lægeklinikken i Luxembourg (Luxembourg).
7 Ved en tillægskontrakt underskrevet af Parlamentet den 23. februar 2007 og af sagsøgeren den
26. februar 2007 (herefter »tillægskontrakten af 26. februar 2007«) blev den oprindelige kontrakt forlænget indtil den 31. marts 2008.
8 Den 18. oktober 2007 offentliggjorde Parlamentet en bekendtgørelse om ledig stilling PE/95/S, hvori det blev meddelt, at der blev gennemført en udvælgelsesprocedure på grundlag af kvalifikationer og prøver med henblik på ansættelse af en midlertidigt ansat administrerende læge (EUT C 244 A, s. 5). Sagsøgeren tilmeldte sig ovennævnte udvælgelsesprocedure, men hendes ansøgning blev afslået med den begrundelse, at hun ikke havde den krævede erfaring.
9 Ved en tillægskontrakt af 26. marts 2008, som erstattede tillægskontrakten af 26. februar 2007 (herefter
»tillægskontrakten af 26. marts 2008«), blev den oprindelige kontrakt forlænget indtil den 31. marts 2009.
10 Ved en skrivelse af 22. januar 2009 forespurgte sagsøgeren Parlamentets generalsekretær om muligheden for at fortsætte samarbejdet med institutionens lægetjeneste i form af en kontrakt på ubestemt tid.
11 Den 12. februar 2009 svarede Parlamentets generalsekretær xxxxxxxxxx, at det efter en indgående undersøgelse af hendes situation ikke havde været muligt at finde en juridisk acceptabel løsning, som gjorde det muligt for hende at fortsætte hendes ansættelse ved lægeklinikken, og bekræftede, at hendes kontrakt udløb på den fastsatte dato, dvs. den 31. marts 2009.
12 Den 2. april 2009 indgav sagsøgeren en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), hvori hun krævede, at Parlamentet anerkendte, at hun havde ret til en kontrakt på ubestemt tid i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, og at hendes kontrakt som midlertidigt ansat fortsatte efter den 31. marts 2009.
13 Den 12. oktober 2009 afviste ansættelsesmyndigheden klagen med den begrundelse, at den ikke kunne antages til realitetsbehandling, subsidiært var ugrundet.
Parternes påstande og retsforhandlingerne
14 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
— »[...] Parlamentets afgørelse af 12. februar 2009 annulleres [...]
— [...] Parlamentets afgørelse af 12. oktober 2009 annulleres […]
— [...] Den retlige kvalificering af den oprindelige kontrakt […] samt dens udløbsdato den 31. marts 2009 annulleres.
— Følgelig konverteres sagsøgerens ansættelsesforhold til et ansættelsesforhold på ubestemt tid.
— Den skade, som sagsøgeren har lidt som følge af Parlamentets adfærd, erstattes.
— Subsidiært, og hvis Retten mod forventning skulle nå til den konklusion, at ansættelsesforholdet var ophørt på trods af konverteringen til et ansættelsesforhold på ubestemt tid […], tilkendes erstatning for retsstridig opsigelse af kontrakten.
— Mere subsidiært, og hvis Retten mod forventning skulle nå til den konklusion, at en konvertering ikke er mulig […], tilkendes erstatning for den skade, sagsøgeren har lidt som følge af Europa-Parlamentets ansvarspådragende adfærd […]
— Sagsøgeren forbeholder sig alle øvrige rettigheder, retsmidler, anbringender og søgsmålsmuligheder, og navnlig tilpligtes Europa-Parlamentet at betale erstatning i forbindelse med den lidte skade.«
— Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
15 Ved særskilt dokument indleveret til Personalerettens Justitskontor den 18. februar 2010 har Parlamentet fremsat en formalitetsindsigelse i medfør af procesreglementets artikel 78, stk. 1, første afsnit.
16 Parlamentet har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:
— Sagen afvises.
— Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
17 Ved processkrift registreret på Personalerettens Justitskontor den 17. marts 2010 har sagsøgeren fremsat sine skriftlige bemærkninger til formalitetsindsigelsen.
18 Ved kendelse afsagt af Personaleretten (Tredje Afdeling) den 8. juli 2010 blev formalitetsindsigelsen henskudt til afgørelse i forbindelse med sagens realitet.
19 I svarskrift registreret på Personalerettens Justitskontor den 10. september 2010 har Parlamentet nedlagt følgende påstande:
— Frifindelse for annullationspåstanden.
— Påstanden om, at sagsøgerens ansættelseskontrakt konverteres til en ansættelseskontrakt på ubestemt tid, afvises.
— Påstanden om erstatning for den skade, sagsøgeren har lidt som følge af Parlamentets ansvarspådragende adfærd, afvises.
— Frifindelse for påstanden om erstatning for retsstridig opsigelse af kontrakten.
— Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
Den anden påstand vedrørende annullation af afgørelsen af 12. oktober 2009
20 Sagsøgeren har, med den anden påstand, nedlagt påstand om annullation af Parlamentets afgørelse af
12. oktober 2009 om afslag på hendes klage.
21 Det bemærkes imidlertid, at påstande om annullation, der formelt er rettet mod et afslag på en klage, har den virkning retligt at få prøvet den akt, der har været genstand for klagen, når de som sådanne er uden selvstændigt indhold (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.1.1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, Sml. s. 23, præmis 8, Rettens dom af 6.4.2006, sag T-309/03, Camós Grau mod Kommissionen, Sml. II, s. 1173, præmis 43, og Personalerettens dom af 11.12.2008, sag F-136/06, Reali mod Kommissionen, EU:F:2008:168, præmis 37) og de reelt er sammenfaldende med påstandene om annullation af den retsakt, der har været genstand for klagen.
22 Det må derfor, selv om enhver sagsøgers interesse i at påstå annullation af afgørelsen om afslag på vedkommendes klage samtidig med annullation af den bebyrdende retsakt ikke kan nægtes, lægges til grund, at søgsmålet i det foreliggende tilfælde er rettet mod den afgørelse, som ifølge sagsøgerens påstand er indeholdt i skrivelsen fra Parlamentets generalsekretær af 12. februar 2009 (herefter »den anfægtede afgørelse«).
Den tredje og fjerde påstand om konvertering af sagsøgerens kontrakt
23 Sagsøgeren har med den tredje og fjerde påstand nedlagt påstand om annullation af den retlige kvalifikation af den oprindelige kontrakt og om konvertering af denne til en ansættelseskontrakt på ubestemt tid.
24 Imidlertid bemærkes, at selv om den retlige kvalifikation af en retsakt alene tilkommer Personaleretten og ikke er undergivet parternes vilje, kan Personaleretten kun annullere bebyrdende retsakter og ikke som sådan den kvalifikation, som retsakternes ophavsmænd fejlagtigt har givet disse. Desuden er det ubestridt, at Fællesskabernes retsinstanser inden for rammerne af et søgsmål, der er anlagt i henhold til vedtægtens artikel 91, ikke uden at gribe ind i den administrative myndigheds beføjelser kan fremkomme med principielle erklæringer eller konstateringer eller udstede påbud til Fællesskabets institutioner (Domstolens dom af 13.7.1989, sag 108/88, Jaenicke Cendoya mod Kommissionen, Sml.
s. 2711, præmis 8 og 9, Personalerettens kendelse af 16.5.2006, sag F-55/05, Voigt mod Kommissionen, Sml.Pers. I-A-1, s. 15, og II-A-1, s. 51, præmis 25, og Personalerettens dom af 30.4.2009, sag F-65/07, Aayhan m.fl. mod Parlamentet, EU:F:2009:43, præmis 52).
25 Den tredje og fjerde påstand skal derfor afvises, for så vidt som der heri er nedlagt påstand om, at Personaleretten i denne doms konklusion foretager en konvertering af sagsøgerens kontrakt.
Den første og tredje påstand om annullation af den anfægtede afgørelse og om annullation af fastsættelsen af kontraktens udløbsdato til den 31. marts 2009
Parternes argumenter
– Om formaliteten
26 Parlamentet har gjort gældende, at sagsøgeren med sin skrivelse af 22. januar 2009 ikke ansøgte om en ny forlængelse af hendes oprindelige kontrakt, men at hun anmodede administrationen om at anerkende, at tillægskontrakten af 26. marts 2008 havde medført, at nævnte kontrakt var blevet konverteret til en kontrakt på ubestemt tid, hvoraf hun udledte, at den anfægtede afgørelse, hvori denne anmodning blev afslået, udgjorde en bebyrdende retsakt.
27 Parlamentet har imidlertid påpeget, at en kontrakt får virkning fra underskrivelsen, og er følgelig af den opfattelse, at det er tillægskontrakten af 26. marts 2008, hvorved den oprindelige kontrakt blev forlænget til den 31. marts 2009, som i givet fald udgjorde den bebyrdende retsakt. Sagsøgeren skulle derfor have indgivet en klage over denne tillægskontrakt inden tre måneder efter sin underskrift. Med indgivelsen af en ansøgning den 22. januar 2009 om anerkendelse af, at der forelå en ansættelseskontrakt på ubestemt tid, forsøgte sagsøgeren at omgå fristerne i vedtægten og at dække over den omstændighed, at hun ikke rettidigt havde indgivet en klage.
28 Parlamentet har tilføjet, at generalsekretæren i den anfægtede afgørelse udelukkende indskrænkede sig til at »bekræfte, at [sagsøgerens] kontrakt [udløb] på den fastsatte dato, dvs. den 31. marts 2009«. Ifølge fast retspraksis er der tale om en rent bekræftende retsakt, der ikke kan være genstand for et søgsmål.
29 Parlamentet har heraf udledt, at sagsøgerens påstand om annullation af den anfægtede afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling.
30 Sagsøgeren har principalt anført, at formalitetsindsigelsen, som blev indleveret den 18. februar 2010, er indleveret for sent i henhold til procesreglementets artikel 78, stk. 1, hvorefter »begæring herom [skal] fremsættes […] inden for en frist på en måned fra forkyndelsen af stævningen«, hvilket fandt sted den
8. januar 2010.
31 Sagsøgeren har subsidiært bestridt rigtigheden af den rejste formalitetsindsigelse og gjort gældende, at generalsekretæren i den anfægtede afgørelse ikke tog stilling til en ansøgning om forlængelse af kontrakten, men til spørgsmålet om, hvorvidt den anden forlængelse af den oprindelige kontrakt havde omdannet denne til en kontrakt på ubestemt tid eller om dette ikke var tilfældet. Parlamentet konkluderede efter en gennemgang af situationen, at ingen »juridisk acceptabel løsning« gjorde det muligt for hende at fortsætte sin ansættelse, således at den oprindelige kontrakt ophørte ved udløbet af tillægskontrakten af 26. marts 2008, dvs. den 31. marts 2009.
32 Ifølge sagsøgeren kan den anfægtede afgørelse derfor ikke anses for blot at være en oplysning eller en rent bekræftende retsakt. Den udgør en afgørelse af et præcist retligt spørgsmål, som direkte berører sagsøgerens interesser. Parlamentets påstand om, at der ikke kunne findes nogen løsning, udgør en indrømmelse af, at der rent faktisk blev søgt en sådan løsning efter indgåelsen af tillægskontrakten af
26. marts 2008.
33 Sagsøgeren har bemærket, at hun ifølge Parlamentet selv skulle have ansøgt om en tredje forlængelse af hendes kontrakt, selv om det fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, at hendes kontrakt end ikke burde have været forlænget anden gang, og at den efter denne anden forlængelse reelt ex officio blev omdannet til en kontrakt på ubestemt tid.
34 Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at tillægskontrakten af 26. marts 2008 ikke kan betegnes som en bebyrdende retsakt, for så vidt som det fremgår af ordlyden af ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, at hendes underskrift var ensbetydende med indgåelsen af en kontrakt på ubestemt tid.
35 Mere subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at hun, henset til, at Parlamentet selv har benævnt hendes skrivelse af 2. april 2009 som en »klage« som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, har fortsat proceduren ved anlæggelsen af dette søgsmål.
– Om realiteten
36 Sagsøgeren har fremsat tre anbringender om, for det første, at der er sket tilsidesættelse af ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, at der er begået en retlig fejl, og at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn, for det andet, at der er sket tilsidesættelse af begrundelsespligten og, for det tredje, at der foreligger magtfordrejning og tilsidesættelse af omsorgspligten, af princippet om god forvaltningsskik, af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, af lighedsprincippet og af princippet om, at kontrakter skal opfyldes i god tro, samt at der foreligger magtmisbrug.
37 Hvad angår det første anbringende har sagsøgeren anført, at tillægskontrakten af 26. marts 2008 for så vidt angår den anden ændring af hendes oprindelige kontrakt i overensstemmelse med ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, medførte, at nævnte tidsbegrænsede kontrakt blev konverteret til en kontrakt på ubestemt tid, og at den anfægtede afgørelse ved at afvise denne konvertering har tilsidesat denne bestemmelse.
38 Sagsøgeren har ganske vist bemærket, at tillægskontrakten af 26. marts 2008 »annullerer og erstatter« tillægskontrakten af 23. februar 2007. Hun er imidlertid af den opfattelse, at det ikke af denne erstatning kan udledes, at kontrakten således i overensstemmelse med ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, kun blev fornyet én gang for en bestemt tid, således som Parlamentet har påstået. Selv under hensyn til det vide skøn, som Parlamentet har påberåbt sig, er denne fremgangsmåde en konstruktion, som ikke kan gøre det muligt for Parlamentet at omgå førnævnte bestemmelse.
39 Parlamentet har hertil anført, at de ved Parlamentet ansatte læger er midlertidigt ansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), og at de i henhold til artikel 7, stk. 2, i de interne bestemmelser skal udvælges blandt ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve eller en ansættelsesprocedure som fastsat i vedtægtens artikel 29, stk. 2. Da der ikke forelå nogen reserveliste for læger, og da Parlamentet ikke havde modtaget nogen ansøgninger som svar på stillingsopslag, som det havde offentliggjort med henblik på at besætte den stilling, som var ledig efter sagsøgerens forgænger, havde Parlamentet været nødt til at ansætte sagsøgeren for en tidsbegrænset periode og midlertidigt, i henhold til artikel 7, stk. 4, i nævnte bestemmelser, mens det afventede at kunne ansætte en læge i overensstemmelse med udvælgelsesproceduren i førnævnte artikel 7, stk. 2. Dette var formålet med sagsøgerens oprindelige kontrakt.
40 Den oprindelige kontrakt blev forlænget én gang, ved tillægskontrakten af 26. februar 2007, frem til
31. marts 2008. Da der imidlertid stadig ikke forelå nogen reserveliste med henblik på besættelse af den ledige stilling som læge, havde Parlamentet været nødt til igen at forlænge den oprindelige kontrakt.
41 Parlamentet har i denne forbindelse anført, at selv om indgåelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter principielt er forbudt, kan der imidlertid være tilfælde, hvor flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter er begrundet i legitime hensyn. Dette var tilfældet i den foreliggende sag, eftersom afgørelserne om at forlænge den oprindelige kontrakt blev truffet for at sikre lægetjenestens kontinuitet, idet Parlamentet ikke kunne tilbyde sagsøgeren en kontrakt på ubestemt tid uden at tilsidesætte sine interne bestemmelser.
42 Ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, er i øvrigt ikke til hinder for indgåelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt med et upræcist ophørstidspunkt, som i det foreliggende tilfælde det tidspunkt, hvor der sker udnævnelse af en læge. Set i denne sammenhæng skal de ophørsdatoer, der er fastsat i de to tillægskontrakter til den oprindelige kontrakt, alene forstås som anslåede datoer.
43 Endelig har Parlamentet understreget, at tillægskontrakten af 26. marts 2008, hvorved den oprindelige kontrakt blev forlænget frem til den 31. marts 2009, var en fordel for sagsøgeren, for så vidt som Parlamentet kunne have undladt at forlænge nævnte kontrakt og ansat en anden læge eller kunne have forlænget denne med blot nogle få måneder, indtil der kunne ansættes en læge i overensstemmelse med udvælgelsesproceduren.
Rettens bemærkninger
44 Indledningsvis præciseres rækkevidden af sagsøgerens tredje påstand, for så vidt som der herved er nedlagt påstand om annullation af »udløbsdatoen [på sagsøgerens oprindelige kontrakt] den 31. marts 2009«.
45 Denne påstand kunne forstås således, at den vedrører datoen den 31. marts 2009, som Parlamentets generalsekretær »bekræftede« i den anfægtede afgørelse. I så tilfælde ville den imidlertid være sammenfaldende med den første påstand om netop annullation af nævnte afgørelse. For at give denne påstand en selvstændig rækkevidde må den derfor forstås som en påstand om annullation af tillægskontrakten af 26. marts 2008, for så vidt som det heri fastsættes, at sagsøgerens ansættelse ophører den 31. marts 2009.
46 Efter denne præcisering og hvad angår sagsøgerens anbringende om, at Parlamentets formalitetsindsigelse er fremsat for sent, bemærkes, at i henhold til artikel 78, stk. 1, første afsnit, i Personalerettens procesreglement skal begæringen om, at der træffes afgørelse om, hvorvidt sagen skal afvises, uden at behandlingen af sagen realitet indledes, fremsættes inden for en frist på en måned fra forkyndelsen af stævningen, hvortil lægges den faste frist under hensyn til afstanden på ti dage, jf. procesreglementets artikel 100, stk. 3. I det foreliggende tilfælde blev stævningen forkyndt for Parlamentet den 8. januar 2010. Derfor blev formalitetsindsigelsen, som blev indleveret den
18. februar 2010, fremsat på den således beregnede frists sidste dag. Den kan derfor antages til realitetsbehandling.
47 Hvad angår formalitetsindsigelsens berettigelse bemærkes, at et annullationssøgsmål kun kan antages til realitetsbehandling, hvis den klage, der skal gå forud for søgsmålet, er blevet indbragt inden for en frist på tre måneder efter den bebyrdende retsakt, jf. vedtægtens artikel 90, stk. 2.
48 Hvad angår fastsættelsen af det tidspunkt, hvorpå den bebyrdende retsakt blev truffet, dvs. fastsættelsen af den dato, hvorfra fristen for at indbringe en klage skal beregnes, bemærkes, at en kontrakt har virkning fra underskrivelsen og følgelig dens evne til at gå den ansatte imod, således at det principielt er fra underskriften, at fristen for at indbringe en klage rettidigt skal beregnes i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2 (Rettens dom af 11.7.2002, forenede sager T-137/99 og T-18/00, Xxxxxxxx Xxxxxx m.fl. mod Kommissionen, Sml.Pers. I-A, s. 119, og II-A, s. 639, præmis 56, og dommen i sagen Aayhan m.fl. mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 24, præmis 43).
49 Henset til det ovenfor anførte, kunne sagsøgeren formelt have indbragt en klage over tillægskontrakten af 26. marts 2008, for så vidt som den ikke blev indgået for ubestemt tid (jf. i denne retning dommen i sagen Aayhan m.fl. mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 24, præmis 44). Dette var imidlertid ikke tilfældet. Da der ikke blev indbragt en klage inden for den i vedtægtens artikel 90, stk. 2, fastsatte frist på tre måneder, er den tredje påstand om annullation af nævnte tillægskontrakt, for så vidt som det heri fastsættes, at den pågældendes ansættelse ophører den 31. marts 2009, derfor fremsat for sent og skal følgelig afvises.
50 Heraf følger imidlertid ikke, at den første påstand, som er rettet mod den anfægtede afgørelse, ligeledes skal afvises.
51 Der må nemlig tages hensyn til de i denne sag foreliggende særlige omstændigheder, nemlig at sagsøgeren blev ansat som midlertidigt ansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), at denne ansættelse blev forlænget ved tillægskontrakten af 26. februar 2007, og at den anden tillægskontrakt af 26. marts 2008 »annullere[de] og erstatte[de]« den første tillægskontrakt med henblik på at forlænge den pågældendes ansættelse frem til den 31. marts 2009, selv om ansættelse af en midlertidigt ansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), kun kan fornys en gang for en bestemt tid, idet »enhver senere fornyelse skal ske på ubestemt tid«, jf. ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit.
52 Det bemærkes imidlertid, at den omstændighed at »annullere […] og erstatte[…]« en første tillægskontrakt, hvorved sagsøgerens ansættelse forlænges for en bestemt tid, ved hjælp af en ny tillægskontrakt, hvorved nævnte ansættelse igen forlænges for en bestemt tid, således at der kun foreligger en enkelt forlængelse på bestemt tid, er en konstruktion, som bevirker, at ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, bliver indholdsløs.
53 Ved at omfatte »enhver senere fornyelse« finder ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, nemlig anvendelse på enhver fremgangsmåde, hvorved en midlertidig ansat, jf. ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), i denne egenskab bringes til at fortsætte sit ansættelsesforhold med sin arbejdsgiver efter udløbet af en kontrakt på bestemt tid, der er blevet forlænget én gang.
54 I det foreliggende tilfælde må der tages hensyn til direktiv 1999/70 og rammeaftalen, som er bilagt denne. Den omstændighed, at et direktiv ikke som sådan er bindende for institutionerne, kan nemlig ikke udelukke, at sidstnævnte indirekte skal tage hensyn hertil i deres forhold til tjenestemændene eller de øvrige ansatte. Det bemærkes således, at det påhviler Parlamentet, i overensstemmelse med dennes loyalitetsforpligtelse, så vidt muligt i sin egenskab af arbejdsgiver at fortolke og anvende bestemmelserne i ansættelsesvilkårene i lyset af rammeaftalens ordlyd og formål. Denne rammeaftale gør sikkerhed i ansættelsen til et prioritetsmål med hensyn til arbejdsbetingelser i Den Europæiske Union (dommen i sagen Aayhan m.fl. mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 24, præmis 119 og 120). Rammeaftalens § 5, punkt 1, tilstræber nærmere bestemt specifikt at »forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold« ved at pålægge medlemsstaterne en forpligtelse til i deres retsorden at indføre en eller flere af de foranstaltninger, der opregnes i bestemmelsens punkt 1, litra a)-c). I § 5, punkt 1, litra c), foreskrives navnlig at fastsætte et maksimalt antal fornyelser af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller arbejdsforhold. Samme bestemmelse foreskriver i punkt 2, litra b), at tidsbegrænsede kontrakter, hvor det er hensigtsmæssigt, kan anses som »tidsubegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold«.
55 For så vidt angår institutionerne skal det derfor fastslås, at ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, skal fortolkes således, at bestemmelsen sikres en vid rækkevidde, og anvendes strengt, eftersom den nærmere bestemt tilstræber at begrænse brugen af på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter som midlertidigt ansat ved at anse den tredje tidsbegrænsede kontrakt, der indgås, for at være en
»tidsubegrænse[t] kontrakt[…]«.
56 Parlamentet har med urette anført, at artikel 7, stk. 4, i de interne bestemmelser forhindrede det i at indgå en kontrakt på ubestemt tid, selv om det havde behov for at sikre lægeklinikken i Luxembourgs kontinuitet. Selv om artikel 7, stk. 4, i de interne bestemmelser fastslår, at stillinger kan besættes midlertidigt i afventning af en ansættelse, der er i overensstemmelse med den i nævnte bestemmelser fastsatte procedure, påbyder denne bestemmelse nemlig ikke, at der indgås kontrakter, hvis varighed, som i denne sag, er fastsat til en nærmere bestemt periode. Det bemærkes i denne forbindelse, at en tidsbegrænset kontrakt ifølge rammeaftalens § 3 er en kontrakt, hvis udløb er fastlagt ud fra objektive kriterier, såsom en bestemt dato, men også indtrædelsen af en bestemt begivenhed. Endvidere forbyder artikel 7, stk. 4, ikke anvendelsen af tidsubegrænsede kontrakter, for så vidt som en midlertidig situation, som i det foreliggende tilfælde, kan vare i en ubestemt periode og for så vidt som en sådan kontrakt under alle omstændigheder ikke giver den ansatte den sikkerhed, der følger af en udnævnelse til tjenestemand, eftersom kontrakten kan bringes til ophør med en gyldig begrundelse og mod et varsel, jf. ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), punkt i). Under alle omstændigheder har de interne bestemmelser en bindende virkning, som er mindre intensiv end ansættelsesvilkårene og kan ikke forhindre ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, i at få virkning.
57 Parlamentet har endvidere med urette anført, at ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, ikke er til hinder for indgåelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, som indeholder et upræcist ophørstidspunkt. Dette argument, som teoretisk set er korrekt, hvis dette vilkår svarer til indtrædelsen af en bestemt begivenhed (jf. præmis 56), kan i det foreliggende tilfælde ikke tiltrædes, eftersom den oprindelige kontrakt og tillægskontrakterne hertil anførte præcise ophørsdatoer. Parlamentets påstand om, at det havde kunnet undlade at forlænge den oprindelige kontrakt ved tillægskontrakten af
26. marts 2008 eller blot forlænge denne for en kortere varighed end det år, som den pågældende fik tildelt, kan ligeledes ikke tages til følge. Der er nemlig tale om rene hypoteser, som ikke svarer til de faktiske omstændigheder. Desuden ville den anden forlængelse selv for en periode på mindre end et år under alle omstændigheder have udgjort en fornyelse omfattet af førnævnte artikel 8, første afsnit.
58 Endelig kan Parlamentet ikke gøre gældende, at det angiveligt befandt sig i en ekstraordinær situation som følge af den ledige stilling som læge ved lægeklinikken i Luxembourg og som følge af den omstændighed, at det var umuligt at besætte denne med kort varsel. Som anført ovenfor var artikel 7, stk. 4, i de interne bestemmelser ikke til hinder for at indgå en tidsubegrænset kontrakt, som det på et hvilket som helst tidspunkt kunne bringe til ophør med en gyldig begrundelse og under overholdelse af den opsigelsesfrist, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), punkt i).
59 Det følger af ovenstående, at sagsøgeren opfyldte betingelserne for anvendelse af ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit.
60 I henhold til denne bestemmelse skal enhver senere fornyelse, der følger efter en første forlængelse på bestemt tid af en tidsbegrænset kontrakt som midlertidig ansat i henhold til artikel 2, litra a), imidlertid
»ske på ubestemt tid«, og det følger heraf, at denne konvertering skal anses for at ske uden videre.
61 Det følger heraf, at det påhviler Retten at fastslå, at tillægskontrakten af 26. marts 2008 uden videre er konverteret til en tidsubegrænset kontrakt alene som følge af fællesskabslovgivers vilje, og at det i denne tillægskontrakt fastsatte ophørstidspunkt ikke kunne medføre, at sagsøgerens ansættelsesforhold ophørte.
62 Følgelig ændrede den anfægtede afgørelse, hvorved Parlamentets generalsekretær antog, at der ikke fandtes nogen juridisk acceptabel løsning, som gjorde det muligt for sagsøgeren at fortsætte sin ansættelse ved lægeklinikken i Luxembourg, og hvorved han over for sagsøgeren »bekræftede«, at hendes kontrakt udløb den 31. marts 2009, nødvendigvis den pågældendes retsstilling, således som den fulgte af ansættelsesvilkårenes artikel 8, i væsentlig grad. Denne afgørelse udgør således en bebyrdende retsakt og ikke en rent bekræftende afgørelse.
63 Eftersom sagsøgeren indbragte en klage over den anfægtede afgørelse inden tre måneder efter, at denne blev meddelt, og anlagde dette søgsmål inden tre måneder efter meddelelsen om afslaget på denne klage, skal påstanden om annullation af nævnte afgørelse derfor antages til realitetsbehandling.
64 Hvad angår realiteten fremgår det af denne doms præmis 51-62, at den anfægtede afgørelse ved angiveligt over for sagsøgeren at bekræfte, at hendes kontrakt udløb, blev truffet i relation til et tidsbegrænset ansættelsesforhold, og at den således tilsidesætter ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit. Parlamentet har i øvrigt under retsmødet medgivet, at den løsning, som bestod i at videreføre sagsøgerens ansættelsesforhold ved flere kontrakter på bestemt tid, ikke var »den bedste løsning«.
65 Heraf følger, at der bør gives sagsøgeren medhold, og at den anfægtede afgørelse bør annulleres på grundlag af anbringendet om tilsidesættelse af ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, uden at det er fornødent at undersøge de øvrige anbringender i stævningen, eller om denne afgørelse reelt udgjorde en opsigelse af en kontrakt, som var blevet tidsubegrænset eller om betingelserne for en sådan opsigelse forelå, idet sagsøgeren i øvrigt ikke har formuleret sit anbringende i denne retning.
Den femte påstand vedrørende erstatning for den af sagsøgeren lidte skade
66 Sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning for den skade, hun har lidt som følge af Parlamentets adfærd. Parlamentet har hertil anført, at sagsøgeren ikke har præciseret, hvori Parlamentets ansvarspådragende adfærd består. Parlamentet har tilføjet, at hvis den omhandlede adfærd ikke følger af den anfægtede afgørelse, burde sagsøgeren have indledt den administrative procedure ved en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1.
67 Det fremgår imidlertid af stævningen, at sagsøgeren adskiller sin påstand om erstatning i henhold til den femte påstand fra hendes påstande om erstatning i henhold til den sjette, syvende og ottende påstand. Sagsøgeren har endvidere under retsmødet bekræftet, at hun med sin femte påstand ikke har fremsat krav om erstatning, men om tildeling af den »økonomiske del«, som udgør den »logiske konsekvens« af en annullation af den anfægtede afgørelse.
68 Det bemærkes i denne forbindelse, at en påstand om, at en institution til en af dens ansatte udbetaler et beløb, som denne mener at være berettiget til i henhold til ansættelsesvilkårene, henhører under begrebet tvister, der angår pengebeløb som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1, idet den adskiller sig fra erstatningssøgsmål, som ansatte har anlagt imod en institution med påstand om erstatning. I henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 1, har Personaleretten i disse tvister fuld prøvelsesret, som indebærer, at den skal finde en fuldstændig løsning og således træffe afgørelse vedrørende alle dens ansattes rettigheder og forpligtelser, eller overlade den pågældende institution under retsinstansens kontrol opfyldelsen af denne del af dommen på de præcise betingelser, som retsinstansen fastsætter (jf. i denne retning Domstolens dom af 18.12.2007, sag C-135/06 P, Weißenfels mod Parlamentet, Sml. I, s. 12041, præmis 65, 67 og 68, og Personalerettens dom af 2.7.2009, sag F-49/08, Xxxxxxxx mod Kommissionen, EU:F:2009:76, præmis 39-42).
69 Efter denne præcisering bemærkes ligeledes, at annullation af en retsakt ved dom indebærer, at denne retsakt fjernes med tilbagevirkende gyldighed fra retsordenen. Når retsakten allerede er gennemført, forudsætter ophævelsen af virkningerne, at den retsstilling, som sagsøgeren befandt sig i inden dens vedtagelse, genoprettes (Rettens dom af 26.10.2006, sag F-1/05, Landgren mod ETF, Sml.Pers. I-A-1, s. 123, og II-A-1, s. 459, præmis 92).
70 I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at sagsøgeren efter tillægskontrakten af 26. marts 2008 blev omfattet af en kontrakt på ubestemt tid alene som følge af ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, og at hendes ansættelsesforhold i mangel af en opsigelsesfrist i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), punkt i), ikke ophørte den 31. marts 2009.
71 Under disse omstændigheder bør Parlamentet tilpligtes at betale sagsøgeren differencen mellem, på den ene side, det vederlag, som hun kunne have oppebåret, hvis hun var forblevet ansat i Parlamentet, og, på den anden side, den løn, de honorarer, den arbejdsløshedsunderstøttelse og alle øvrige godtgørelser, som hun rent faktisk har modtaget siden den 1. april 2009 i stedet for det vederlag, hun oppebar i Parlamentet.
Den sjette, syvende og ottende påstand om tildeling af erstatning
72 Sagsøgeren har med den sjette, syvende og ottende påstand anmodet Personaleretten om at tilpligte Parlamentet at betale hende erstatning som følge af Parlamentets ansvarspådragende adfærd, navnlig som følge af den retsstridige opsigelse af hendes kontrakt.
73 Eftersom disse påstande imidlertid er subsidiære i forhold til påstanden om, at Parlamentet tilpligtes at betale det vederlag, som sagsøgeren har krav på siden hendes fratræden, og eftersom Personaleretten har givet sagsøgeren medhold i denne påstand, er det ufornødent at tage stilling til nævnte påstande.
Sagens omkostninger
74 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, pålægges det – medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, kapitel 8 – den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til artikel 87, stk. 2, kan Retten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.
75 Det følger af denne doms præmisser, at sagsøgeren har fået medhold i hendes væsentligste påstande, dvs. påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse og påstanden om, at Parlamentet tilpligtes at betale hende den udestående løn. Sagsøgeren har endvidere udtrykkeligt nedlagt påstand om, at Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 87, stk. 2, hvorfor det bør pålægges Parlamentet at bære sine egne omkostninger og at betale sagsøgerens omkostninger i forbindelse med denne sag.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
PERSONALERETTEN (Tredje Afdeling):
1) Den afgørelse, der er indeholdt i skrivelsen af 12. februar 2009, hvorved Europa-Parlamentets generalsekretær meddelte Xxxxxxxx Xxxxxxxx dels, at det ikke havde været muligt at finde en juridisk acceptabel løsning, som gjorde det muligt for hende at fortsætte sin ansættelse ved lægeklinikken i Luxembourg (Luxembourg), dels at hendes kontrakt som midlertidigt ansat udløb den 31. marts 2009, annulleres.
2) Parlamentet tilpligtes at betale Xxxxxxxx Xxxxxxxx differencen mellem, på den ene side, det vederlag, som hun kunne have oppebåret, hvis hun var forblevet ansat i Parlamentet, og, på den anden side, den løn, de honorarer, den arbejdsløshedsunderstøttelse og alle øvrige godtgørelser, som hun rent faktisk har modtaget siden den 1. april 2009 i stedet for det vederlag, hun oppebar som midlertidigt ansat.
3) I øvrigt frifindes Parlamentet.
4) Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler Xxxxxxxx Xxxxxxxxx omkostninger.
Xxxxxxx Xxxxxxx Xxx Xxxxxxxxxxx Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. april 2011.
W. Hakenberg Justitssekretær
X. Xxxxxxx Xxxxxxxxx