DET DANSKE FILMINSTITUT
DET DANSKE FILMINSTITUT
XXXXXX FOR STØTTE TIL LANCERING OG
DISTRIBUTION AF UDENLANDSKE ARTHOUSE-FILM
Gældende pr. 1. januar 2017
Xxxxxxxxx af 12. april 2018 som følge af EU-kommissionens formelle godkendelse af støtteordningen 14. februar 2018
Xxxxxxxxxxx 00
1123 København K
Tel 0000 0000
xxx.xx
Filmstøtte
P
1. FORMÅL
1.1
Det Danske Filminstitut (DFI) kan yde støtte til lancering og distribution af udenlandske arthouse-film i Danmark.
1.2
Støtten kan ydes til udenlandske arthouse-film med kunstneriske kvaliteter, som vurderes ikke at kunne klare sig under normale markedsmæssige vilkår.
1.3
Formålet med støtteordningen er at sikre kunstnerisk kvalitet samt kulturel og geografisk diversitet og mangfoldighed i udbuddet af udenlandske film, primært på det danske biografmarked, sekundært på andre danske distributionsplatforme samt at sikre bedst mulig udnyttelse af den enkelte films potentiale
1.4
Støtten kan ydes til spillefilm og dokumentarfilm i spillefilmslængde.
1.5
Støtten kan ydes til lancering og distribution rettet mod biografvinduet og andre distributionsvinduer. Der kan endvidere ydes støtte til dansk versionering af udenlandske arthouse-film for børn.
1.6
Det er hensigten, at mindst 25 % af støttemidlerne ydes til udenlandske arthouse-film rettet mod børn og unge.
1.7
Støtten bevilges af DFI’s direktion.
2. FORUDSÆTNINGER
Ansøgninger behandles ved en række årlige ansøgningsrunder.
Ved ansøgning om støtte skal følgende forudsætninger være opfyldt:
• Ansøgning om støtte skal være DFI i hænde, således at der ved ansøgningsfristen for den pågældende ansøgningsrunde er mindst to måneder til filmens premiere.
• Distributøren er normalt forpligtet til at stille filmen til rådighed for alle biografer i Danmark, som ønsker at erhverve ret til forevisning af filmen på de for filmen af distributøren fastsatte vilkår.
• Filmen skal som minimum bookes i 10 danske biografer.
• Filmen skal normalt have dansk premiere senest 6 måneder efter, at DFI har givet tilsagn om støtte.
• Det påhviler distributøren at sikre, at filmen vurderes af Medierådet for Børn og Unge.
3. ANSØGNING OM STØTTE
3.1
Støtte til lancering og distribution af udenlandske arthouse-film kan normalt ansøges af, og ydes til, filmdistributører med dokumenteret erfaring med lancering og distribution af arthouse-film til danske biografer og andre distributionsvinduer i Danmark.
3.2
Der kan kun ansøges om og ydes støtte til én filmtitel pr. ansøgning.
3.3
Der kan ansøges om støtte til:
• Lancering og distribution, herunder oversættelse og tekstning. Støtten kan maksimalt udgøre 60 % af de budgetterede omkostninger.
• Versionering til dansk af udenlandske arthouse-film målrettet børn. Støtten kan maksimalt udgøre DKK
150.000 pr. titel.
3.4
Ved ansøgning om støtte til lancering og distribution samt versionering af arthouse-film skal DFI’s ansøgningsskema anvendes.
Ansøgning om støtte skal som minimum indeholde:
• Lanceringsplan (DFI skabelon)
• Budget og finansieringsplan (DFI skabelon)
• Oversigt over festivaldeltagelse (DFI skabelon)
• Kontrakt vedr. distribution
• Udkast/endelig plan for medieindkøb (mediaplan)
• Kampagneelementer og artwork
3.5
Ansøgninger om støtte til lancering og distribution samt versionering af udenlandske arthouse-film behandles ved faste ansøgningsrunder.
4. DFI’S VURDERING AF ANSØGNINGEN
4.1
DFI’s beslutning om tildeling af støtte, og fastsættelsen af beløbets størrelse, træffes på grundlag af en samlet vurdering af filmen, lanceringsplanen samt budget og finansieringsplan.
4.2
Ved vurderingen lægges særligt vægt på:
• Filmens kunstneriske kvalitet.
Den med ansøgningen indsendte lancerings- og distributionsplan samt mediaplan. Filmens kunstneriske prægnans, f.eks. den opmærksomhed filmen har fået på danske og internationale filmfestivaler eller hjemmemarkeder.
• Filmens oprindelsesland og oprindelseslandets repræsentation på det danske biografmarked.
• Filmens markedspotentiale og publikumsestimat på alle platforme, fra premierebiograf til efterfølgende distribution på andre platforme.
• Distributørens erfaring og kompetencer.
• Filmens distribution og potentiale på tværs af vinduer.
• Ved ansøgning om versioneringsstøtte vurderes filmens potentiale i forhold til et dansk børnepublikum. Versioneringen skal udføres af professionelle instruktører/skuespillere.
• Økonomi: Budget og finansieringsplan, herunder om der er bevilget eller vil kunne opnås bevilling af anden støtte til lancering af filmen i Danmark.
4.3
Enhver ansøgning vil blive vurderet i forhold til det øvrige ansøgerfelt og til årets budgetbevilling.
5. BUDGET OG FINANSIERINGSPLAN
5.1
Støtte ydes på grundlag af et af DFI godkendt budget og finansieringsplan. I budgettet skal alle omkostninger anføres i markedspriser i DKK.
5.2
Alle udgifter og omkostninger afholdt forud for ansøgningstidspunktet skal, for at kunne medtages i budgettet, godkendes særskilt af DFI.
6. STØTTETILSAGN OG UDBETALING AF STØTTE
6.1
DFI’s bevilling af støtte meddeles støttemodtager i et støttetilsagn. Den tildelte støtte kan først udbetales efter DFI har modtaget en skriftlig accept af støttetilsagnet.
6.2
Det påhviler støttemodtager at sikre, at filmen ikke har dansk biografpremiere, før DFI har modtaget en skriftlig accept af støttetilsagnet.
6.3
Støttetildelinger udbetales i to rater, hvis størrelse fastsættes i støttetilsagnet.
Første rate udbetales efter DFI har modtaget en skriftlig accept af støttetilsagnet, og anden rate ved DFI’s godkendelse af det endelige regnskab for projektet/aktiviteten og efter DFI har modtaget støttemodtagers aflevering af materiale, jf. pkt. 7.
7. AFLEVERINGSMATERIALE
7.1
Støttemodtager skal senest tre måneder efter filmens biografpremiere i Danmark fremsende arkivmateriale vedrørende filmen til DFI’s Filmarkiv og Billedarkiv, jf. den til enhver tid gældende pligtafleveringslov.
7.2
Såfremt filmen udgives på dvd eller Blu-ray i Danmark, skal støttemodtager fremsende to eksemplarer heraf til DFI.
7.3
Aflevering af arkivmateriale skal ske vederlagsfrit til DFI.
8. REGNSKAB, RAPPORTERING OG EVALUERING
8.1
Støttemodtager skal løbende underrette DFI om projektets/aktivitetens forløb samt om væsentlige ændringer vedrørende projektet, herunder bl.a. om ændringer i tidsplanen, økonomiske og finansielle forhold mv.
8.2
Støttemodtager har ansvaret for projektets gennemførelse og skal senest tre måneder efter filmens premieredato indsende regnskab for projektet/aktiviteten til DFI’s godkendelse, jf. pkt. 9.6 og 9.7.
Ved støttetildelinger på 100.000 kr. og derunder skal ansøger anvende DFI’s dokumentations- og regnskabsskema.
8.3
DFI’s støtteprocent opgøres på grundlag af det godkendte budget for projektet.
8.4
Besparelser på regnskabet i forhold til det godkendte budget skal straks tilbagebetales til DFI med samme andel, som DFI’s støtte udgør af det samlede budget for projektet//aktiviteten.
8.5
Støttemodtager skal senest tre måneder efter filmens premiere indsende en evaluering til DFI. DFI kan efter konkret vurdering stille krav om løbende evalueringsrapportering.
Ved udarbejdelse af evalueringen skal DFI’s skema anvendes.
Efter modtagelse af evalueringen kan DFI indkalde støttemodtager til et evalueringsmøde. Støttemodtager kan ligeledes anmode DFI om et evalueringsmøde.
9. ALMINDELIGE VILKÅR
9.1
Følgende almindelige vilkår gælder for alle former for støtte fra DFI, der tildeles efter nærværende vilkår. Ved støtte forstås enhver kapitaltilførsel til projektet/aktiviteten, der ikke er udtryk for en investering eller et vederlag.
9.2 DFI’s krav til ansøger og støttemodtagers nationalitetstilknytning
For at opnå støtte fra DFI skal følgende forudsætninger være opfyldt:
• Ansøger skal være en filmdistributør eller et distributionsselskab, der på ansøgningstidspunktet i henhold til gældende lovgivning er hjemmehørende i Danmark, i en medlemsstat af EU, EEA eller i Schweiz, og skal have dokumenteret erfaring med filmdistribution i Danmark og have filmdistribution som hovedbeskæftigelse.
• Ansøger skal være en uafhængig filmdistributør/distributionsselskab. Ved en uafhængig filmdistributør/ distributionsselskab forstås en filmdistributør/distributionsselskab, der ikke majoritetskontrolleres af en tv-station eller en VOD-tjeneste, hverken med hensyn til ejerskab eller i forretningsmæssig henseende.
• Det ansøgende distributionsselskab/den ansøgende distributør skal på tidspunktet for DFI’s bevilling af støtte drive forretning gennem Danmark ved etablering af fast forretningssted eller tilsvarende i Danmark i henhold til gældende lovgivning.
9.3 Andre forudsætninger for at ansøge om støtte
9.3.1
Der kan ikke ansøges om støtte til et projekt under flere af DFI’s støtteordninger samtidigt. Dette gælder dog ikke for projekter, der ansøger om støtte fra Spilordningen og den Tværmedielle Udviklingsordning.
9.3.2
Det er en forudsætning for at modtage støtte, at alle rettighedsforhold vedrørende det enkelte projekt er fuldt oplyste, og at støttemodtager uden begrænsninger besidder eller kan erhverve alle nødvendige rettigheder til projektet.
9.3.4
Støttemodtager er forpligtet til at overholde den for det støttede projekt/den støttede aktivitet til enhver tid gældende lovgivning.
9.4 Dokumentation, underretning mv.
9.4.1
DFI kan til enhver tid afkræve ansøger/støttemodtager den til sagsbehandlingen nødvendige dokumentation, opgørelser, informationer, oplysninger og redegørelser mv. af enhver art og karakter, herunder dokumentation for at ansøger/støttemodtager besidder eller kan erhverve rettigheder som anført i nærværende vilkår samt for økonomiske og finansielle forhold vedrørende projektet mv.
9.4.2
Ansøger/støttemodtager er forpligtet af vilkårene, og enhver fravigelse skal være aftalt skriftligt med DFI. DFI skal besvare anmodninger fra ansøgere/støttemodtagere herom inden for rimelig tid.
9.4.3
Ændres tidsplan og/eller finansieringsplan, skal støttemodtager straks sende den ændrede tidsplan og eller finansieringsplan til DFI til orientering. DFI’s modtagelse af ændret tidsplan, og/eller ny finansieringsplan indebærer ikke en godkendelse af eventuelle afvigelser i forhold til det af DFI tidligere godkendte vedrørende samme forhold eller af andre forhold i de reviderede dokumenter.
9.4.4
DFI kan i forhold til et konkret projekt supplere og/eller ændre disse vilkår med henblik på at sikre og/eller opfylde intentionerne i støtteordningerne og/eller projektets gennemførlighed.
9.4.5
DFIs udmåling af det konkrete støttebeløb i henhold til nærværende vilkår sker på grundlag af et skøn, hvori samtlige de kriterier, der er lagt til grund for indstillingen af den enkelte ansøgning, inddrages, jf. nærværende støttevilkårs pkt. 4.
9.4.6
DFIs støtteintensitet i den nuværende støtteordning er i princippet begrænset til 50% af budgettet.
Ved udmåling af støttebeløb til den konkrete lancering og distribution af udenlandske arthouse-film, kan DFI ved den skønsmæssige vurdering af støttebeløbets størrelse, jf. pkt. 9.4.5, fravige begrænsningen i
støtteintensiteten, såfremt filmen efter DFIs vurdering er at betragte som et vanskeligt værk. Som vanskelige værker betragtes kortfilm, dokumentarfilm, talentudviklingsfilm, film af første- og andengangs debuterende instruktører, lavbudget film og andre kommercielt vanskelige film.”
9.5 Kumulering af støtte mv.
9.5.1
Kumulering af støtte fra DFI med anden støtte til samme projekt må ikke føre til, at den samlede støtteintensitet overstiger 100%.
9.6 Regnskab
9.6.1
Støttemodtager skal aflevere regnskab for projekter/aktiviteter, der har modtaget støtte til DFI’s godkendelse, jf. DFI’s til enhver tid gældende revisionsinstruks.
9.6.2
Regnskabet skal indeholde en specifikation af de afholdte omkostninger samt af indtægter, der har begrænset omkostningerne. Regnskabet skal endvidere indeholde en balance.
Regnskabet skal indeholde en endelig finansieringsoversigt. Regnskabet skal endvidere indeholde en separat specifikation af de beløb, der er indgået i projektets/aktivitetens finansiering, herunder støtte fra fonde, offentlige tilskud, pre-sales mv.
9.6.3
Regnskabet skal indeholde samme poster som det godkendte budget, og budgettallene skal anføres til sammenligning.
9.6.4
Der kan ikke i regnskabet medtages udgifter og omkostninger afholdt forud for ansøgningstidspunktet, som ikke var indeholdt i det på tilsagnstidspunktet godkendte budget.
9.6.5
Regnskabet skal indeholde en redegørelse for afvigelser fra det godkendte budgets hovedposter, som afviger mere end 10%, dog ikke for afvigelser på under DKK 5.000. Såfremt det samlede godkendte budget er overskredet, skal det endelige regnskab under alle omstændigheder indeholde en redegørelse for overskridelsen.
9.6.8
Alle lønninger og honorarer i forbindelse med produktionen samt alle forfaldne afgifter til offentlige kasser skal være betalt inden regnskabsaflæggelsen, og producenten skal på forlangende kunne dokumentere, at betaling er sket.
9.7 Revision
9.7.1
Regnskab skal aflægges i overensstemmelse med de fastsatte regler herfor i DFI’s til enhver tid gældende revisionsinstruks.
For støtter på mere end DKK 100.000 skal regnskabet være revideret af en registreret revisor eller statsautoriseret revisor.
Revisionen af regnskabet skal foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, jf. § 3 i Lov om revision af statens regnskaber mm., og revisionen skal som minimum opfylde kravene i DFI’s til enhver tid gældende revisionsinstruks, herunder af aktiver, passiver, indtægter, udgifter og rettighedsaftaler.
9.7.2
Rigsrevisionen og DFI har til enhver tid adgang til at gennemgå de af støttemodtager indsendte regnskaber og de bilag samt alt øvrigt regnskabsmateriale og dokumenter, der ligger til grund for støttemodtagers udarbejdelse af de indsendte regnskaber, herunder som led i en stikprøvekontrol.
9.7.3
Støttemodtager er forpligtet til at opbevare alle bilag samt alt regnskabsmateriale og alle dokumenter, der ligger til grund for støttemodtagers udarbejdelse af det/de indsendte regnskab/regnskaber i en periode på 5 år efter DFI’s godkendelse af produktionsregnskabet for filmen.
9.8 Tilbagebetaling og misligholdelse
9.8.1
Såfremt støttemodtager opgiver eller af andre grunde afbryder et støttet projekt i utide, og der ikke foreligger misligholdelse af støttevilkårene fra støttemodtagers side, jf. pkt. 9.8.2, skal uforbrugt støtte straks betales tilbage og ikke udbetalte støtterater bortfalder. DFI kan i den forbindelse kræve et revisorattesteret regnskab, som opfylder kravene i henhold til DFI’s til enhver tid gældende revisionsinstruks.
9.8.2
DFI’s støttetilsagn bortfalder, og udbetalt støtte skal betales tilbage af støttemodtager, såfremt støttevilkårene og/eller øvrige aftaler misligholdes, eller det fastslås, at filmen ikke lovligt kan forevises i Danmark.
9.8.3
DFI kan frafalde sit tilbagebetalingskrav, såfremt der efter DFI’s skøn foreligger særlige omstændigheder, eller såfremt tilbagebetalingskravet vil modvirke formålet med DFI’s virksomhed i henhold til det til enhver tid gældende regelsæt.
9.8.4
DFI kan afvise at tildele støtte, såfremt DFI har et udækket tilgodehavende hos ansøger, eller hos en støttemodtager, som ansøgeren kontrollerer, eller hos en støttemodtager, som kontrollerer ansøger.
DFI kan endvidere afvise at tildele støtte, såfremt ansøger, eller en støttemodtager, som ansøgeren kontrollerer, eller en støttemodtager, som kontrollerer ansøger, er i væsentlig misligholdelse af støttevilkårene vedrørende et andet projekt.
Såfremt den, der har misligholdt støttevilkårene er en juridisk person, og en anden juridisk person ansøger DFI om støtte, og der i ledelsen eller ejerkredsen er eller har været fysisk eller juridisk personsammenfald med det misligholdende selskabs ledelse og/eller ejerkreds, kan DFI efter en konkret vurdering afvise at tildele støtte til det ansøgende selskab.
9.9 Kreditering
Støttemodtager har ansvaret for, at det fremgår tydeligt i alt presse- og reklamemateriale vedrørende projektet/ aktiviteten, at Det Danske Filminstitut har ydet støtte til projektet/aktiviteten, ligesom DFI’s logo skal anvendes. Logo findes på hjemmesiden.
9.10 Overdragelse af rettigheder til projektet
9.10.1
Ved overdragelse af rettigheder til projekter, som har modtaget støtte, skal overdragelsen godkendes skriftligt af DFI. DFI kan modsætte sig en overdragelse, såfremt overdragelsen indebærer en risiko for, at DFI ikke kan udnytte sine rettigheder efter disse vilkår og andre aftaler med producenten.
9.10.2
Det er et krav for enhver overdragelse af rettigheder til projekter, at DFI ikke stilles ringere end hvad der følger af nærværende vilkår, støttetilsagn samt øvrige aftaler med støttemodtager.
Nærværende støttevilkår er fastsat af DFI´s bestyrelse i henhold til gældende Filmlov, Bekendtgørelse om Vedtægt for DFI og Filmaftale 2015-2018 og skal i overensstemmelse med EU-Kommissionens gældende praksis revideres senest 6 år efter støttevilkårenes ikrafttræden.