FV 2018.0001)
Protokollat med tilkendegivelse
i
Faglig Voldgift
(FV 2018.0001)
HK/Danmark som mandatar for A
(advokat Xxxxxxx Xxxxxxxxxx Xxxxxx)
mod
3F København
(advokat Xxxxx Xxx Xxxxxxxx)
Sagen angår, om A, der indtil den 1. august 2017 var ansat som receptionist i 3F København, i perioden 1. januar 2015 – 31. juli 2017 var omfattet af overenskomst gældende fra den 1. januar 2015 mellem HK Service Hovedstaden og 3F København, eller om hun var omfattet af 3Fs husaftale med tilhørende lokalaftale for servicepersonalet. Der er enighed om, at A fra den 1. august 2017, da hun blev A-kassesekretær, er omfattet af den nævnte HK-overenskomst.
Påstande
Klager, HK/Danmark som mandatar for A, har nedlagt påstand om, at 3F København tilpligtes at betale en bod indeholdende dels efterbetaling af skyldig løn tillagt procesrente, dels et beløb for overtrædelse af overenskomsten. Efterbetalingskravet angår kvalifikationstillæg for perioden 1. januar 2015 – 31. juli 2017. Kvalifikationstillægget udgjorde pr. 1. januar 2015 1.539 kr. pr måned.
Indklagede, 3F København, har nedlagt påstand om frifindelse.
Sagens behandling
Til at behandle sagen er nedsat en faglig voldgiftsret med undertegnede fhv. højesteretspræsident Xxxx Xxxxxxx som opmand og med faglig konsulent Xxx Xxxxx Xxxxxx og faglig sekretær Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxxx (udpeget af HK) samt forhandlingssekretær Xxxxxxx Xxxxxxxxxx og konsulent Xxxxx Xxxxx Xxxxxxx (udpeget af 3F) som medlemmer.
Klager har for voldgiftsretten afgivet klageskrift af 21. juni 2018 med bilag 1-9, replik af 5. novem- ber 2018 med bilag 10-12 og processkrift 1 af 14. januar 2019 med bilag 13-16. Indklagede har afgivet svarskrift af 9. august 2018 med bilag A-C, duplik af 21. december 2018 med bilag D-E, pro- cesskrift A af 8. januar 2019 med xxxxx X.1 og F-H samt brev af 22. januar 2019 med bilag J-M.
Voldgiftsforhandling er afholdt den 24. januar 2019. Der blev herunder afgivet forklaring af A, overenskomstchef B, HK-tillidsrepræsentant i 3F Forbundet C, faglig sekretær D, organisationssekretær E, A-kasseleder F, socialrådgiver G, forhandlingssekretær H og formand for 3F København I.
Efter procedure og votering, hvorunder der ikke kunne opnås flertal for en afgørelse, fremkom opmanden med en begrundet mundtlig tilkendegivelse om, hvordan han ville afgøre sagen i en eventuel kendelse. Parterne tog tilkendegivelsen til efterretning og enedes om at afslutte sagen i overensstemmelse med tilkendegivelsen, som nedenfor gengives i skriftlig form.
Tilkendegivelse
I forbindelse med fusionen mellem de lokale afdelinger af 3F Hotel & Restauration, 3F Industri & Service og Post- og Servicearbejdernes Forbund til 3F København blev A, som da var ansat som receptionist i 3F Hotel & Restauration, den 28. juni 2012 varslet om ændrede vilkår for
ansættelsesforholdet pr. 1. januar 2013. I den nye ansættelseskontrakt, som hun underskrev den
9. januar 2013, står bl.a.:
”1. Tiltrædelse
Medarbejderen tiltræder den 1. januar 2013 stillingen som receptionist i 3F København/3F Køben- havns A-kasse.
Den daglige leder er X.
Medarbejderens anciennitet regnes fra 11-01-10.
…
10. Gældende aftaler
Husaftale med lokalaftale for servicepersonalet samt tilhørende lokalaftale om seniorordning mel- lem 3F København og den faglige klub i 3F København er gældende for ansættelsesforholdet.”
Husaftalen, der er indgået den 24. maj 2012, omfatter ”de i afdelingen valgte og ansatte, som er organiseret i 3F København”.
Den lokalaftale for servicepersonalet, som er nævnt i ansættelseskontraktens punkt 10, er ligele- des indgået den 24. maj 2012. Overskriften til lokalaftalen er ”Lokalaftale for servicepersonalet (rengøring, kantine, reception og teknisk servicemedarbejder)”. Om lokalaftalens område hedder det: ”Lokalaftalen omfatter alle ansatte med servicefunktioner i 3F København”.
I overenskomst af 24. maj 2012 mellem HK Service København, Dansk Socialrådgiverforening og 3F København, gældende fra den 1. januar 2013, hedder det i overskriften: ”Overenskomst for det administrative personale (A-kassen, Økonomiafdeling, Medlemsafdeling, faglige konsulenter og socialrådgivere)”. Om overenskomstens område er anført: ”Overenskomsten omfatter alle admini- strative ansatte i 3F København, dog undtaget valgte, faglige sekretærer, ansatte med reelle ledel- sesbeføjelser og servicefunktioner”.
A har forklaret om de arbejdsopgaver, hun udførte som receptionist. F har ligeledes forklaret herom. Det må efter disse forklaringer lægges til grund, at A ikke i den omtvistede periode udførte sagsbehandling i A-kassesager. Det fremgår som nævnt af ansættelseskontrakten, at hun som receptionist var omfattet af husaftalen med lokalaftale for servicepersonalet. Af lokalaftalen fremgår, at receptionister blev betragtet som en del af servicepersonalet. Receptionisterne falder ikke – medmindre de kan anses som A-kassemedarbejdere – ind under de personalegrupper, der er nævnt i overskriften på HK-overenskomsten. De må derimod i overensstemmelse med
lokalaftalen anses omfattet af gruppen, som varetager servicefunktioner, og som er undtaget fra overenskomstens område.
Det må efter det anførte lægges til grund, at A i den omtvistede periode ikke har været omfattet af HK-overenskomsten, men – som nævnt i ansættelseskontrakten – af husaftalen med lokalaftale for servicepersonalet. Dette resultat støttes endvidere af de forklaringer, der er afgivet om tilblivelsen af overenskomsten. Det kan ikke føre til et andet resultat, at der i varslingsbrevet af 28. juni 2012 til A stod, at hun ud over husaftalen var omfattet af overenskomst for administrativt personale; denne henvisning må efter bevisførelsen anses for en klar fejl. Det kan heller ikke tillægges betydning for overenskomsttilknytningen, at hendes nærmeste leder var A-kasselederen.
Det tilføjes, at det ganske vist må antages, at receptionister generelt i betydeligt omfang er omfat- tet af HK-overenskomster; det gælder efter det oplyste bl.a. også for receptionister i 3F Forbundet. Men det gælder ikke undtagelsesfrit; f.eks. er receptionister på hoteller efter det oplyste traditio- nelt omfattet af 3F-overenskomster. Der er således ikke belæg for at fastslå, at receptionister i 3F København alene ud fra en fælles anerkendt eller fastslået praksis skulle være omfattet af HK- overenskomsten.
Efter det anførte vil 3F København ved en eventuel kendelse i sagen blive frifundet for HK/Dan- marks påstand.
Som nævnt foran tog parterne opmandens tilkendegivelse til efterretning og enedes om at afslutte sagen i overensstemmelse med tilkendegivelsen.
Hver part bærer egne sagsomkostninger og betaler halvdelen af udgiften til opmanden.
København, den 31. januar 2019
Xxxx Xxxxxxx